Portrætter

Palle Flø Pallesen lavede en revolution i halv størrelse

Af Knud Gaarn-Larsen

Alle der har en let guldnet dåbsattest, og som blot har et perifert kendskab til landbruget kender ”den lille grå Ferguson”, som efter anden verdenskrig var med til at revolutionere dansk landbrug, sende hestene på pension, og indføre ny teknik, der gjorde landbruget mere effektivt og mindre slidsomt.

Store gårde havde råd til, og mulighed for, at købe store tunge traktorer, mens mindre gårde og husmandsbrug var afhængige af hestene helt frem til den tid hvor man med Marshall hjælp kunne mekanisere landbruget, og med den nye ”lille grå Ferguson”, der var både billig i anskaffelse og drift og samtidig teknisk forud for sin tid, med sit geniale tre-punkts-ophæng, der dels gjorde det muligt at betjene både traktor og redskab fra førersædet, og at trække et tungere redskab, som en plov, ved et smart udviklet system der ved vægtoverførsel gjorde, at traktoren var betydeligt mere effektiv og anvendelig end større traktorer.

I halv størrelse

Stor var forbavselen og glæden da jeg i august 2023 så den grå Ferguson udstillet ved Grønhøj Kro, i en udgave der helt levede op til ”Den Lille Grå”, for den var kun i halv størrelse. Det var Palle Flø Pallesen fra Givskud der havde lavet den og præsenterede den, og ikke nok med at han havde lavet traktoren i halv størrelse, han havde også lavet en tro kopi af ej JF-aflæsservogn i halv størrelse.

– Jeg har i min fritid arbejdet med at lave go-carte, men mine børnebørn er piger, og de var ikke så vilde med go-carte, og så kom jeg på at jeg ville lave en kopi af min fars grå Ferguson, fortæller Palle Flø Pallesen.

Palle Flø Pallesen er handelsuddannet, men har altid interesseret sig for mekanik så han gik i gang med at undersøge sagen nærmere. En broder til Palle havde arvet faderens gamle traktor, men ikke nok med det, han havde også den originale instruktionsbog liggende, og så var det bare med at komme i gang. 

Det var noget af en udfordring at finde hjul og dæk, der var i halv størrelse, men da det faldt på plads, så var det bare om at komme videre.

Palle Flø Pallesen anslår, at han har brugt i omegnen af 1700 timer på projekter, der er svejset op i 5 mm tykke jernplader, der indtil mindste detalje ligner en tro kopi af den grå Ferguson.

– Børn er vilde med traktorer, de skal ikke være ret gamle, før de kan sige ”traktor”, fortælle Palle Flø Pallesen, hvis børnebørn nu er så store, at de ikke længere passer til en grå Ferguson i halv størrelse. Hvad er en traktor uden en vogn? Derfor gik han i gang med at bygge en tro kopi af den næsten lige så kendte JF-aflæsservogn.

Aflæsservogn

Aflæsservognen fik stor udbredelse. Med forskelligt udstyr, så kunne den hurtigt laves om til møgspreder, roevogn, kornvogn og meget andet. På Palle Pallesens kopi virker det hele som på originalen med gear, der kan styre hastigheden på båndet i vognens bund der trak lasten af vognen hvad enten det var møg, roer eller korn.

Palle Flø Pallesen vil være at finde på forskellige udstillinger i 2024 med traktor og vogn.


Portræt af Fanne Dögg Sigurdardóttir

 

Af Knud Gaarn-Larsen

Den 7. juni 2022 åbnede ”Salon 82” Viborgvej 82 mellem Karup og Frederiks i al stilhed.

Indehaveren hedder Fanney Dögg Sigurdardóttir. Som navnet afslører, er hun islænding, og vejen til Viborgvej har været lang og kringlet.

Fanney er udlært ved en af de førende frisører i Reykavik, men i 2007 besluttede hun sammen med sin kæreste, ældste barn og en datter på seks måneder, at prøve lykken i Danmark et par år, til de mørke skyer, der hvilede over Island på det tidspunkt var drevet over. Først stiftede de hjem i Kragelund, og så flyttede de til Voel, hvor hun styrede hårgalleriet i Voel som frisør, et par år, til hun besluttede sig for at tage en uddannelse som ”Beklædningshåndværker”.

Frisør-Stationen

I 2017 åbnede hun salonen ”Frisør-Stationen” på første sal på banegården i Silkeborg. Det var den første grønne salon i Silkeborg. Det blev til et år på banegården på Drewsensvej, for i påsken 2018 flyttede hun sin salon til Skolegade i Silkeborg. Efter flytningen fik hun meget travlt. Hun var den eneste hårolog og grønne salon i Silkeborg.

– Det var meningen, at jeg ville blive der, men familien havde andre ønsker, og vi begyndte at se os om efter noget andet. Tilfældigt dukkede ejendommen på Viborgvej 82 op igen og igen, og vi besluttede os for at tage ud og se på stedet, fortæller Fanney Dögg Sigurddóttir der tilføjer at det var kærlighed ved første blik.

– Børnene var med, og selv om vi ikke havde bestemt os for noget endeligt, så havde børnene allerede lagt planer for stedet, så vi købte ejendommen, fortæller Fanney Dögg Sigurdardóttir, der bestemt på ingen måde har fortrudt, selv om der var langt til salonen i Silkeborg, mandens arbejde i Silkeborg, og at børnene skulle skifte skole.

Budt velkommen

Skiftet gik godt! Der gik ikke lang tid før de blev budt velkommen af en nabo, der tog dem med til generalforsamling i borgerforeningen i Frederiks, hvor de hurtigt fik en plads i bestyrelsen.

– Jeg kan godt lide livet på landet. Det kender jeg fra Island med masser af frisk luft. Det passer også godt ind i koncepter ”grøn salon”, hvor der arbejdes med produkter uden farlige kemikalier og hormonforstyrrende stoffer.

I dag har Fanney valgt at fortsætte som hårolog. Som hårolog skal man bestå flere kurser for at kunne arbejde med og forhandle produkterne, og hvert år skal man deltage i kurser for at kunne fortsætte som hårolog.

– Dit hår er dybt personligt. Faktisk lige så individuelt som dit fingeraftryk. Jeg laver en gratis test af dit hår, så får du professionel rådgivning og skræddersyede behandlinger baseret på tests og analyser af dit hår og hovedbund, fortæller Fanney, der trækker på fire års erfaring fra arbejdet i ”grøn salon”. For Fanney er det vigtigt at kunderne får viden om de forskellige stoffer, så kunderne selv kan tage ansvar.

– Jeg er meget optaget af at kunderne finder den bedst mulige balance i forhold til dem selv så de lærer deres hår og ikke mindst deres hovedbund at kende, fortæller Fanney Dögg Sigurdardóttir.

Terapeutiske samtaler

– Man hører meget, når man er frisør og er alene med en anden person i nogen tid. Selvfølgelig har jeg tavshedspligt, men jeg har arvet en evne til at se ting, som andre ikke ser, og på den måde kan jeg somme tider være med til at hjælpe mine kunder, så meget, at jeg også tilbyder terapeutiske samtaler, fortæller Fanney, og kommer med et par eksempler fra hendes eget liv. Hun overvejer da også, om det på sigt kan blive en del af hendes arbejde på ”Salon 82”.

Aldrig pause

Der er ikke skilt ved vejen, eller andet der viser, at der er en frisørsalon på Viborgvej 82.

– Jeg har haft travlt. Jeg flyttede min salon fra Silkeborg og hertil, og mange af mine trofaste kunder er flyttet med, så jeg har simpelthen ikke haft tid og overskud til at få de ting på plads, fortæller Fanney, der lover at det nok skal komme.

Fanney Dögg Sigurddóttir har åbent i sin salon på Viborgvej tre dage om ugen, og hun klipper både damer og herrer, men kun når man på forhånd har bestilt tid.

Portræt af Knud Gaarn-Larsen januar 2017

Ismail 2014

Ina Damgaard 2013