Skelhøje Købmandsgaard

Skelhøje Købmandsgaard åbnede i sin nuværende form den 21. juni 2014. Den drives af foreningen “Skelhøje Købmandsgaard”, som Registreret Socialøkonomisk Virksomhed RSV

Definition af socialøkonomisk virksomhed

Den officielle definition af en socialøkonomisk virksomhed er:

  • Har et socialt formål, dvs. et socialt, beskæftigelses-, sundheds-, miljømæssigt eller kulturelt sigte
  • Er erhvervsdrivende
  • Er uafhængig af det offentlige,
  • Er inddragende og ansvarlig i sit virke og
  • Har en social håndtering af sit overskud

En social håndtering af overskud består i, at virksomheden bruger sit resultat/overskud efter skat til reinvestering i egen virksomhed, investering i eller donationer til andre registrerede.

Læs mere om Skelhøje Købmandsgaard på www.skelhoje.com.

Købmandsgaardens historie fra 2014 til 2020

Af Knud Gaarn-Larsen, Jens Bernstorff Schrøder og Jette Schmidt.

Lørdag den 21. juni 2014 blev dørene til Skelhøje Købmandsgaard igen slået op, efter at butikken havde været lukket i fire år.

Der har været Købmand på matriklen ”Volden 2” siden 1924. Fra sidst i 1990erne og frem til 2008 blev den ejet og drevet af Peder og Jane Engedal. De ønskede at afhænde, men havde svært ved at finde en køber. Det fik en kreds af borgere i Skelhøje til at gå sammen i foreningen ”Vores Købmand”. Mange borgere i Skelhøje garanterede beviser a 5000 kr, og på den måde kunne man låne til at ny indrette og drive butikken videre. Det holdt kun et par år. Så ville banken ikke være med længere, og butikken lukkede – varelageret blev solgt, og folk måtte betale deres garantisum.

I 2013 kontaktede Jens Bernstorff Schrøder og Frank Henriksen Knud Gaarn-Larsen. De havde gjort sig tanker om at genstarte, og de ville gerne have Knud med. De havde en ide om at butikken kunne drives af unge med særlige behov. Samt at være et samlingssted for pensionister – førtidspensionister med fysiske og psykiske problemer. På besøg i Skelhøje havde Knud bemærket, at der altid var folk ved butikken. Lokale, men også mange vandrer på Hærvejen, og Knud mente, som Jens og Frank at der måtte være et marked.

Nu begyndte en lang rækkemøder. Hver mandag mødtes man på Mac Y. Arbejdsgruppen bestod af Jens Bernstorff, Søren Nørgaard, Frank Henriksen, Jette Schmidt, Knud Gaarn-Larsen og Kjeld Bitsch.

Knud påtog sig opgaven som sekretær. Noget af en opgave, for de gode ideer sad løse på flere af deltagerne, så når vi en mandag havde fået en fantastisk ide og en plan for hvordan vi kunne komme videre, så blev den næste mandag overgået af en endnu bedre ide, og en endnu bedre plan. Jens brugte sine mange kontakter. Det blev undersøgt, om vi skulle starte som en del af COOP. Vi ville gerne være en fri købmand, så vi kunne være en ”fælles gårdbutik”, så blev Dagrofa kontaktet. Vi var også inde på, at vi kunne købe alle varer gennem Spar i Frederiks, og så køre dem til Skelhøje. Det kunne give Frederiks større volume, og bedre rabatter. Det faldt på at vi så skulle investere i en bil med frostboks, for ”kølekæden” måtte ikke brydes!

Nu startede Jens Bernstorff forhandlinger med Dagrofa. De ville have 250.000 kr. i sikkerhed, før de ville levere den første æske tændstikker. Det beløb blev forhandlet ned til 150.000 kr. Men hvad hjalp det, for vi havde ingen penge.

Nu gik man i gang med at tegne medlemme a 200 kr. Der blev holdt whisky-smagning, hvor Mac Y donerede whiskyen. Hjørnegården donerede juletræer, som vi kunne sælge. Lindholm Biler udstillede biler, og på den måde rejste vi 85.000 kr. – men der var stadig langt til 150.000 kr.!

Sådan så forretningen ud i 2015

I efteråret 2013 ville Andelskassen sælge huset for 200.000 kr. Det var ikke opløftende, for de penge vi havde samlet skulle ikke bruges mursten, men til varer.

Søren fik den gode ide, at man kunne lave et ApS. Kunne man få 25 personer til at købe et andelsbevis på 4000 kr., så havde man 100.000 kr. og så kunne man låne resten. Det kunne nok være vanskeligt at finde 25 i Skelhøje, der var villige til at putte penge i en Købmandsgaard, som de få år før havde mistet penge på, men Søren argumenterede for at man fik sikkerhed i form af mursten. Det lykkedes, og ejendomsselskabet ”Volden 2 ApS” så dagens lys. Når man valgte den løsning, så var det også fordi der var større sikkerhed for at huset kunne bruges til det formål. Havde en enkeltperson købt huset, for at leje det ud, så kunne man risikere, at ejeren pludselig ændrede planer.

Der blev lavet to andre foreninger. ”Trevita” det startede med at hedde Cafe over gaarden, der skulle stå for kultur og cafe, og så foreningen ”Skelhøje Købmandsgaard”, der skulle stå for butikken. Jens blev formand for Trevita Cafe over Gaarden og Knud blev formand for Skelhøje Købmandsgaard.

I efteråret 2013 stod vi pludseligt med en butik med en masse inventar. En flok damer gik i gang med vaske og gøre rent. Nu kunne vi holde møder i lejligheden på første sal. Taget trængte voldsomt til at blive udskifter, og vi gik i gang med søge fonde. Vi fik mange afslag!

Ideen var at vi skulle starte den 1. april 2014, for så regnede vi med at vandrerne ville dukke op. Vi havde lavet en aftale med en ung lokal købmand, der havde mod på at påtage sig opgaven. Alt så rimeligt lyst ud.

Den 12. marts 2014 fik vi besked om at den unge købmand måtte springe fra!

Vi havde snakket så meget, lagt så mange planer, og Knud kunne mærke, at det kom til at tage mere og mere af hans tid, så han tænkte: ”Nu er det vist tid, at jeg trækker mig ud, inden vi går videre”. Samme aften blev Knud kontaktet af nogen der kunne fortælle at den tidligere købmand i Thorning, Mogens Duch, var blevet ledig, og at han var villig til at påtage sig opgaven. Mogens forældre havde haft butikken i Skelhøje, og Mogens var født i butikken i Skelhøje. Han havde næsten 40 års erfaring som købmand. Det kunne næsten ikke være bedre, så der blev holdt møder med Mogens, og Mogens gik i gang med overvejelser om, hvad der skulle til.

Åbningen blev udsat til 1. maj. Det kunne vi ikke nå – så 1. juni. Heller ikke det kunne vi nå, og så blev det til den 21. juni.

Det var Mogens som den uddannede og erfarne, der skulle stå for indløb og personale. Ved forhandlinger med kommunen fik vi lovning på ni personer på fleksjob, som vi fik gratis i tre måneder, hvorefter der skulle aftales løn. En masse frivillige meldte sig og tog vagter.

Søren stod for meget af det økonomiske, og han ville have at vi skulle have et kassesystem med ”lagerstyring”. Det kunne vi købe gennem Bording Data og hed ”Viking-Viking!”. Det vi fik havde kørt i en anden og større butik, men det kunne bringes til at fungere i Skelhøje.

Vi skulle lægge 150.000 kr. som garantikapital – og vi havde kun 85.000 kr. Skulle vi have Danske Spil ville det koste os 50.000 ekstra og skulle vi have aviser og ugeblade skulle vi lægge 21.000 kr. mere.

Vi indsamlede også penge selv i forbindelse med forskellige arrangementer

En privat tilbød, at vi kunne låne 70.000 kr. På den måde kunne vi komme i gang uden spil ugeblade og aviser.

Søren fik endnu en genial ide. Han lavede det sådan, at medlemmerne kunne betale køb forud. De kunne så købe varer for pengene, og de fik 1% rabat for deres køb.

På den måde kom vi i gang.

Indvielsen

Vi snakkede en del om hvordan vi skulle indvi butikken. Andre steder bruger man kendte til at komme og klippe en snor. I Skelhøje blev vi enige om at alle skulle komme med en saks, og på tælling, så klippede alle det røde silkebånd over, og hver især fik en stump med hjem som et bevis på at de havde del i butikken.

Det blev en festdag!

Vi havde ikke råd til det store udvalg. Vi snakkede om at vi skulle have en dyr kvalitet og en discount af samme vare, og ikke det imellem. Grydesvampe og myrelokkedåser havde vi dog råd til, og de fyldte hver et par hyldemeter!

Mac Y satte en masse flasker i kommission – ud fra en ide om at flasker sælger flasker! Det var kvalitet, og det var dyrt. Vi ville gerne kunne tage os betalt for en smagsprøve, men det kunne vi ikke uden en bevilling, og derfor blev vi enige om at søge en spiritusbevilling. Det krævede lidt skrivearbejde, men vi fik bevillingen midlertidig. Da vi havde bevillingen, kunne vi også sælge fadøl, som vi tænkte ville være godt for vandrerne. Vi har været glade for at kunne tilbyde Hancocks produkter.

Folk var generelt gode til at handle i butikken, selv om der også var mange der havde sat penge til, og ikke ønskede at sætte flere til. Mange gav os maksimalt tre måneder!

Vi fik ikke den omsætning, som vi havde håbet på, og Knud kunne se, at vi ville knække halsen hvis vi fortsat havde en lønnet købmand.

Mogens havde anbefalet, at vi gik ind i en kæde, og vi valgte LetKøb. I LetKøb kan man vælge de varer som man ønsker at føre, og skal altså ikke have et større lager af varer, som vi måske havde svært ved at sælge i Skelhøje. En anden fordel var, at vi fik en tilbudsavis som hver 14. dag blev sendt ud i Skelhøje og nærmeste omegn.

Vi fik også en hjemmeside, hvor vi kunne fortælle om tilbud og andet. Sammen med hjemmesiden var der et program, hvor man kunne sende mail til så mange man ville – helt gratis! Så kunne vi lave nyhedsbreve. Vi fik også en SMS-kæde, hvor vi kunne fortælle om gode tilbud, men det var forholdsvis dyrt. Når vi havde varer, der var ved at løbe på dato, kunne vi lave et tilbud, som blev sendt på SMS, og det mindskede spildet.

Mogens Duch ønskede ikke at gå på deltid, så han sagde op. Det var noget af et problem.

Et par frivillige, mente, at de kunne klare jobbet. Det gik godt en måned, og så endte det i et større sammenstød. Den der havde lånt os 70.000 kr. blev fravalgt, og så skulle vi op med 70.000 kr. som vi ikke havde. Her kom Mac Y til hjælp. Det kostede Søren en reprimande i hans bestyrelse på Mac Y! Da vi kom til generalforsamling i 2015 talte Knud op til 70 frivillige – og så holdt han op med at tælle! Stor opbakning!

Mange af de mennesker der var ansat i fleksjob fra starten, og som havde lært en del rutiner ønskede ikke at fortsætte, så der skulle hele tiden læres nye op. I dag forstår Knud ikke hvordan vi klarede det!

Der kom nogle elever fra Handelsskolen. Elever der ikke kunne finde praktikpladser andre steder. Det var noget der rykkede, at få unge mennesker på 37 timer om ugen, men vi havde åbent ti timer dagligt alle ugens syv dage og med to på arbejde hele tiden, så skulle 140 timer dækkes ugentligt!

Den 1. april 2015 betalte vi den sidste rate af gælden til Mac Y. Vi havde ikke gæld til andre end de der havde forudbetalt, og gik vi nedenom og hjem kunne de få varer for deres indskud. Det gav mig ro i sindet!

Vi fik en vaks pige, Anita, til at styre tingene – mest i weekenden, og vi klarede skærene.

En af eleverne fra Handelsskolen, Michael Nielsen, havde en drøm om at blive købmand i en landsby, så han overtog mere og mere af ansvaret, og da han var uddannet, blev han ansat som den købmand. Michael var afholdt af ansatte, frivillige og kunder, og gav den virkeligt en skalle, og han var god til at fortsætte med butikkens grundide om at tage de hensyn som nogle ansatte behøvede.

Det var helt utroligt hvad frivillige klarede! Det var alt fra at bestille varer, sætte på plads, rydde op inde og ude, sidde ved kassen, klare regnskabet, lave nødvendige reparationer, og meget mere.

En augustdag ringede vores regnskabspige, og fortalte at der var noget helt galt. Vi manglede penge! Alt tydede på at der var taget af kassen. Alle var under mistanke! Beløbet blev gjort op til 135.000 kr.. Knud var sikker på at det ville blive butikkens undergang, men da rygtet gik, var det tre der ringede og sagde, at var det penge vi manglede, så ville de låne! Ingrid Jørgensen var skrap til økonomi, så hun lavede en liste over hvilke dage/uger der var forsvundet penge. Ved siden af lagde hun vagtplanen, og det indsnævrede feltet af mistænkte! Ligeledes sad vi flere aftener og så overvågnings video igennem, Det lykkedes at finde den skyldige, der året efter blev dømt i retten, men vi har aldrig set hverken personen eller pengene!

Vi lånte penge af private, og vi kom på fode igen!

Sammen med Lone Karlsen fra Havredal Praktiske Uddannelser lavede vi en plan, så vi sammen med Havredal kunne uddanne unge med særlige behov. Kommunen godkendte os som uddannelsessted. Elever kom ikke bare løbende, men de kom! Det betød, at Havredal åbnede pungen og stillede en bil til rådighed og en faglærer, og de så gerne at vi fik en købmand med mere erfaring, så deres elever kunne få de bedste muligheder for at uddanne sig, så de kan komme videre.

Efter næsten tre år som købmand ønskede Michael at komme videre, og vi måtte i gang med at lede efter en anden Købmand. Der er ikke mange der står og tripper for at blive købmand i en lille socialøkonomisk butik i en landsby, men vi fandt dog egnede emner, og valget faldt på Peder Engedal, der boede i Skelhøje, og som havde drevet butikken frem til 2008.

Peder havde vist ikke gjort sig klart, hvad han sagde ja til, for der var flere overraskende ting, der skulle sættes styr på, samtidig med at bestyrelsen ikke ønskede at give køb på butikkens status som en Registreret Socialøkonomisk Virksomhed.

Efter et år som Købmand, fostrede Peder en ide om at vi skulle ”opgraderes” til min Købmand. Der blev lavet kalkuler og beregninger og hele sommeren 2020 blev der sideløbende med den normale drift og covid arbejdet på ny indretning af butikken, og den 7. november 2020 kunne man åbnebutikken som min Købmand.