Slægten

Karen vil gerne forske i slægten. Her er det hun foreløbig er kommet frem til: Se her

Dagbog fra 1851

I 1851 skrev min oldefar Hagbart Brusch dagbog. Den er blevet digitaliseret:

Denne tekst er “oversat” og skrevet af Gerhard og Inga Hørdum.

September:

3. 

Tante Noras fødselsdag blev fejret med et stort selskab på hen ved 40 damer og herrer. Alle Rohdes, onkels og Gud ved, alle hvem her var, uden at nogen formentlig var bedt indbudt. Den gamle gemytlighed herskede, og alle morede sig. Hvad jeg denne aften fik vished var, at maler Rohde kurer til Mille og som des synes med held. Ludvig og jeg kan ikke rigtig lide ham, uagtet han i familien gælder for at være den bedste. Den stakkels Vilhelm var der også. Han havde som sædvanlig hovedpine og måtte gå tidlig hjem. Han er et overordentlig vakkert menneske, og er den af Rhoderne, jeg lider bedst. 

Løverdagen den 5.

Var jeg ovre hos grosserer Heerings, en særdeles elskværdig familie, især Ottonia.

Søndagen den 7.

Agnes og Jane skulle ind til byen for at se luftskipperen Tardoni gå op fra ridebanen. Da der ellers ingen var til at følge dem, blev det bestemt, at drengene, som Ludvig og jeg nu kaldes (en stalddreng og en lieutenant) skulle følge dem. Ærten blev ganske forliebt i en lille Amor, der gik op med i salonen og udstrøede blomster.

Den raske bomstærke Jens Bjerre ligger nu for døden.

Løverdagen den 13.

Efter temmelig megen løben fik jeg permission til på tirsdag, for at komme ned til Østrup på en fisketur. Senere kørte jeg med gamle Rhode Klausen og Ludvig ud på Frederiksberg. En halv times tid efter var vi tillige med fader på vejen til Østrup, som vi nåede kl. 3. Vi morede os fortræffeligt lige til mandag middag, uagtet fiskeriet ikke var nær så heldigt som sidste gang. Søndag aften var vi oppe på herregården og spiste til aften.

Da vi mandag aften kom hjem, var størstedelen af Rhoderne der, foruden onkel og Kjær; vi blev så besynderligt modtagne, og der var et hvisken i alle kroge, og da fader kom ind ad døren, kom strax Julius og fik ham ind i havestuen. Efter at jeg havde gjættet på flere ting, gik der endelig et lys op for mig. Frederik Rhode var blevet forlovet med Mille. Ved bordet udbragte fader de nyforlovedes skål; jeg kunne se på fader, at det ikke var uden bekymring. Jeg var også i en uhyggelig stemning, der er meget, jeg ikke kan lide hos Frederik, han er et øjeblik munterheden selv, et andet øjeblik melankolsk, og hvilke udsigter har han til at kunne ernære en familie. Ludvig gik det ligedan som mig, men vi blev enige om nu, da det ikke kan være anderledes, at betragte sagen fra den lyse side. Gud give dem al den velsignelse jeg ønsker dem, især den kære inderlig gode Mille. Hun er den bedste af alle mine søstre. 

Onsdagen den 17.

Da jeg om morgenen kl. 9 kom ud i Nyboder med Ludvig, blev jeg ubehagelig overrasket ved en seddel, der bragte mig den besked, at jeg skulle have hentet brød samme morgen kl. 6. Efter at denne sag var bragt i orden, gik vi op til Schades for at invitere Johan til i morgen aften og aflagte da med det samme den længe påtænkte visit. Med et fik vi lyst til at tage i skoven, satte os i en omnibus og kørte til Bellevue og gik nu Dyrehaven igennem på kryds og tværs. Hen ad aften kom vi til Rest?ols, hos hvem vi spiste til aften og blev til kl. 10. Vejret var mageløst smukt, og da vi tillige havde få syle gik vi lige til Østerbro, da vi til vor forskrækkelse opdagede, at vi havde tabt nøglen ude i Dyrehaven. Gode råd var nu dyre. Endelig besluttede vi os til at gå ud til Frederiksberg. Da vi kom der, lå alt i den dybeste ro, og vi var sultne som ulve; men da vi havde læsket os på nogle sure æbler, vi fandt i haven, bankede vi Grete op og fandt til vores store glæde et stykke skinke i køkkenet, hvilket smagte os ubeskrivelig dejligt.

Torsdagen den 18.

Ludvig og jeg gjorde et rigtig gemytligt gilde ud i Nyboder.

Fredagen den 19.

Ude i Dyrehaven og hentede nøglen til vor gadedør.

Løverdagen den 20.

Stor familiegilde hos gamle Rhodes i anledning af forlovelsen.

Søndagen den 21.

Der åbner jeg måske en glimrende løbebane for Ludvig, han bliver sandsken den tilkommende konges opdrager. 

Løverdagen den 27.

Fader, Ludvig og jeg var om aftenen hos Heerings. Fader gjorde kunster, men ødelagde derved selskabeligheden.

Søndagen den 28.

Stort mikkelsgilde. Den lille Gusta Holst, som var hos os samme aften, fulgte jeg hjem. Det er en velsignet lille pige. Hun holder så meget af mig. Om en 4 á 5 år, vil hun vist være en af de måske feterede baldamer i byen, hendes naturlige væsen vil da være fløiten og vil så mindes mig. Jo pyt.

Oktober.

Onsdagen den 1.

Jeg havde en ganske rar lille tur til Jægersborg med fader for at hente et dyr. Da vi kom frem, tappede vi øl af, fader slog to flasker itu; Jeg fik skjæn. 2 store kurve måtte jeg rulle. Begge børnene, Ludvig og jeg så om aftenen præst Heise blive viet til jomfru Holsøe i Frederiksberg. Jeg gik nærmest derhen for at se frøken Fibirger. ?. Det lynede stærkt om aftenen. Ludvig har fået en information. Med prinsen blev det til vind.

Fredagen den 3.

Faders fødselsdag blev som sædvanlig fejret med et stort gilde. Foruden en mængde andre var Thiele og Heering der, de morede dem begge udmærket. Jeg blev om aftenen rigtig vred på Theodor W. Jeg brændte en sværmer af, og kom derved til at brænde ham ubetydeligt. Han skavede sig som han var gal og gjorde den gamle vred med. Theodor er i grunden en stor abekat, han er letsindig og ubetænksom i høj grad, han har formelig mund? og vræler i en utrolig grad, dertil er han så lidet sparsommelig, at han i stedet for at lægge noget op, da han var på Fehmern forbrugte sine 90 rbd gage, han havde om måneden, når jeg nu betænker, hvor meget alt dette vil skade ham i hans proces, og at Laura også er en ussel økonom, er det ikke uden stor frygt, at jeg ser deres fremtid i møde. Jeg skal dog holde en Sparlagens prædiken for dem begge, så har jeg gjort, hvad jeg har kunnet.

Heering vil kun give 200 rbd for lejligheden til næste år. Fader vil intet afkorte, så de komme nok næppe herud. Det var en rar familie.

Løverdagen den 11.

Højtideligholdt onkel sin sølvbryllupsdag med et ærkebiskoppeligt aftensmåltid. Den gamle Winsløv havde en morderlig gier.

Søndagen den 12.

Digteren Hostrup var om aftenen hos os. Det er en gemytlig munter mand. Vi dansede en langelandsk 6 tur. 

Tirsdagen den 14.

Jeg har i den senere tid tænkt meget på fremtiden. Jeg vil ikke blive ved militærstanden længere end højst nødvendigt og ikke som de andre abekatte drive i 6½ år til som lieutnant. Mine bedste år skal anvendes til et bedre mål. Jeg vil drive på at blive min egen mand om mulig selveier. Desuden har jeg en anden plan, som jeg vil tie med endnu. Jeg skrev et brev til Ludvig Funck i Messina, og bragte det hen til den gamle Funck, der tillige med Sophie stod og lavede en mængde til, der skulle sendes over til Ludvig. Det var længe siden jeg havde set Sophie, hun er i den tid blevet højere og slankere.

Onsdagen den 15.

Tilbragte Ludvig og jeg aftenen hos Anton, på den gamle vis.

Torsdagen den 16.

Jeg spillede whist hos Rhodes i Kongensgade.

Fredagen den 17.

Traf jeg Søren Bjerre på gaden og kørte straks med ham ud til Løitegaard, hvor jeg rigtig så mig om. Han er en dygtig fyr. Jeg skal besøge ham tiere.

Løverdagen den 18.

Spadserede Thora, Julius og jeg på Langelinie.

Søndagen den 19. 

Kl. 12 middag fik Thora en lille datter.

Tirsdagen den 21.

Blev Ludvig forlovet med Line Reitzel. Gud give dem al den velsignelse, jeg ønsker dem. Line er en elskværdig pige. Familien er også overmåde vakker, og der er al grund til at være glad over denne forbindelse. Og dog kan jeg ikke sige, at jeg er blevet gladere efter den tid, tværtimod jeg er snarere blevet tungsindig. Det er for mig som om alle vare mig fremmede. Da Laura og Thora var forlovede, Ludvig i Jylland, var det som Mille stod mig nærmere. Da hun blev forlovet, var det forbi, nu da Ludvig også er forlovet, er han dog ikke det, han før var, uagtet vi dog omgås omtrent ligesom tidligere. Af venner har jeg ingen rigtig. Hvad enten jeg er hjemme eller i selskab keder jeg mig. Det kommer af, at jeg ganske mangler den selskabelige dannelse. Jeg har længe ikke følt det så trykkende

som i torsdags aftes, da vi var henne hos Reitzels. Jeg sad som en Per Tot henne i en krog og gloede og ønskede gid vi snart vare hjemme, at jeg kunne som og det uagtet jeg havde den største lyst til at tale med Julie, hvor jeg havde været i stand til at komme med noget, som ikke var pølsesnak.

Mandagen den 27. 

Jeg er i dag i bedre humør, skønt vejret, som har en så stor indflydelse på mig, er dårligt. Min beskæftigelse i min fritid er for det meste at gøre beregninger over hvad en gård på omtrent 200 tdr land kan kaste af sig.

Tirsdagen den 28.

Blev jeg meget ubehagelig overrasket med det budskab, at jeg skulle afgå til detachementet i Nyborg. Jeg fik endelig udvirket, at jeg bliver her i byen den 8. november over.

Onsdagen den 28.

Døde Jens Bjerre.

November.

Søndagen den 2.

Uagtet jeg havde tøjhusvagten den dag, var jeg dog til stort middagsgilde hos Reizels. Jo mere jeg lærer familien at kende, des bedre synes jeg om dem, især Trine er en rar pige.

Mandagen den 3.

Jeg havde lagt vagtrapporten galt sammen og fik derfor en sådan mængde grovheder af major ?bien, at jeg med mig selv svor ham evigt fjendskab.

Løverdagen den 8.

Blev Laura og Theodor Winsløv viet i Frederiksberg kirke. Gud give dem al den lykke, jeg ønsker dem. Vi havde alle sammen haft et farligt mas i den anledning. Tante Nora med at lave maden. Moder med at vaske brudetøj. Fader med at rulle det. Mille med at gøre rent. Frederik med at lave et transperant, og jeg med et stort fyrværkeri, der trods det dårlige vejr blev afbrændt. Alle vare allerede muntre og glade, men ingen mere end gamle Winsløv, der udbragte mange flere skåler, end vi ønskede. 

Søndagen den 9.

Jeg gjorde om formiddagen en visit hos Vilhelm for at sige farvel. I ham har jeg en fuldtro ven. Han er et af de bedste venner jeg kender. Om aftenen kom brudefolkene, Theodor og Vilhelm og Carl og Theodor Reizel ud. Jeg havde kun lidt tid til at tale med dem, da jeg skulle pakke mit tøj sammen. Med et tungt hjerte sagde jeg farvel til hjemmet og kørte med brudefolket til byen, hvor jeg så deres lejlighed i Ny Vestergade, der er som i et dukkeskab, jeg opholdt mig der på en halv times tid hos Julius og Thora og kørte, da klokken var ti ud af postgården til jernbanen, og med den til Roskilde, hvor jeg slog en kop varm te i den forkølede hals. En halv time efter rullede jeg i diligencen til Korsør, hvor jeg ankom mandag morgen, hvor jeg have sovet det meste af vejen.

Mandagen den 10.

Overfarten over bæltet var meget heldig. Jeg skuede endnu engang Langelands kyst. Hvor meget har dog ikke forandret sig, siden jeg første gang i året 1847 så det? Det første sted jeg søgte efter, at jeg var kommet i land i Nyborg, var til min nærmeste foresatte løjtnant Schultze. Det er en høj gammelagtig mand, en holstener af fødsel og er avanceret fra underofficer. Han går blandt sine undergivne som om han var Vor Herre, selv fyrværkeren ved ikke på hvad ben han skal stå, når han taler med løjtnanten. Mod mig er han særdeles artig. Jeg pyntede mig derpå i min fulde puds og gik op til kommandanten, til hvem jeg skulle melde mig, og desuden fra Prahls overbringe mange hilsner. Jeg regnede desuden ganske sikkert på et godt middagsmåltid, men jeg gjorde regning uden vært. Fru Maier smeldede nemlig, idet jeg kom ind i gården, vinduet op og spurgte, om jeg havde noget at melde, så skulle hun nok underrette sin mand derom. Da jeg havde forebragt meldingen, rykkede jeg ud med hilsningerne; men de havde kun den virkning, at hun sagde, det skulle være dem kært at gøre mit nærmere bekendtskab, hvorpå hun smeldede vinduet i igen. Jeg forede da hos Schalburgs og gik derpå ud at opsøge mig en lejlighed, som jeg da også omsider fandt hos en købmand Christiansen for 6 rdl månedlig, hvorfor jeg fik to små værelser og en overordentlig stor sal i tilgift. Derefter fik jeg mig en oppasser og da det var besørget, holdt jeg fyraften og gik hen at besøge løjtnant Winslew, der boede sammen med en løjtnant, der lod til at være en meget vakker fyr. Jeg røg en cigar hos dem, befandt mig ilde, gik hjem og efter en tvefold renselse gik jeg i seng.

Tirsdagen den 11.

Efter en 12 timers søvn stod jeg op og rettede mine skridt til min løjtnant med hvem jeg aftalte noget om min tjeneste. Derefter førte han mig om i alle magasinerne. Arsenalbygningen er en levning af et gammelt slot, hvorpå Christen den anden er ført. Jeg beundrede den store masse af alle slags som forefandtes, hvilket synes at stemme løjtnanten godt for mig. For inden jeg gik til løjtnant Schultze, havde jeg besørget en mængde husgeråd og viktualier indkøbte, hvilket satte mig i stand til at skænke min egen te. Det var ikke uden halv uhyggelige følelser, jeg således sad og drak te og spiste bart smørrebrød ganske alene, men på den anden side følge jeg en stolthed med således at kunne sørge for mig selv. Om eftermiddagen modtog jeg et brev fra Theodor Winslew, hvori var indlagt et brev til fru Schalburg, der ikke havde andet til hensigt end at skaffe mig lejlighed til at besøge Schalburgs. Jeg pyntede mig derfor om aftenen og gik derhen, men da jeg kom til døren, hørte jeg sang og musik indenfor. Intet i verden er mig mere imod end at være påtrængende, og efter at jeg derfor havde gået op og ned i gangen i nogen tid tænkende, gik jeg ud af porten og op i læseforeningen, som jeg er bleven lem af og drak mit øl der. Når jeg siger øl, mener jeg tevand. Jeg var lidt flov, da jeg gik hjem, men lovede mig selv, at indhente det forsømte i morgen. Inden jeg gik til sengs, åbnede jeg en lille pakke, som Emilie havde lagt ned i mit skrin Den indeholdt to portrætter af Jens Seehusen, et brev fra ham til sine forældre skrevet i Nyborg 1848, da han som frivillig drog med armeen og desuden nogle småting, som nok også har tilhørt ham. Den kære Emilie har elsket ham.

Onsdagen den 12.

Om formiddagen tog jeg mod til mig og gik ind til Schalburgs. Fruen var meget artig, forestillede mig sin datter, som jeg i forvejen var bekendt med og bad mig sidde ned. Efter en halv times passiar tog jeg afsked og blev af den overmåde smukke, men mest temmelig hvasse frue anmodet om at besøge dem. Jeg skikkede et brev frem og spadserede en tur rundt om voldene, der lige så godt kunne være borte. Om eftermiddagen begyndte jeg øvelserne med detachementet.

Torsdagen den 13.

Flagstad kom her til byen for at tage arsenalet og magasinerne i øjesyn, og jeg foretog i den anledning en udflugt med ham, løjtnant Seholtz og en ingeniør kaptajn Lehmann til Slipshavn. Der ligger flere hundrede tønder land til ingen nytte; men jordene er også usle. Jeg abonnerede hos en gæstgiver ? og skal give 7½ rbd om måneden.

Fredagen den 14.

Rejste Flagstad igen tilbage til Frederits. Han anbefalede mig en familie ude på Dyrehaugegård, som ligger tæt ved byen. Selv havde han her ligget i kvarter, da Dyrehaugegård just er en gård, som jeg kan vente med det første at få (en lignende) og manden selv driver den, så vil jeg også se så snart som muligt at blive bekendt i familien. Schultze rejste til Korsør og overgav detachementet i min varetægt.

Løverdagen den 15.

Det havde frosset om natten og det vedblev fremdeles at fryse. Vejret var klart og stille, og jeg benyttede derfor tiden og gik ved solnedgang langs skrænten ud til Dyrehaugegård, men gik blot omkring i markerne og fandt dem vel drivende efter hvad måde et flygtigt øjeblik kunne skønne. Jeg fik mine lunger ordentlig rystede med at læse Peregrine Prikle. Klokken slår netop halv otte. For en uge siden stod Laura og Theodor endnu for alteret.

Søndagen den 16.

Til min store glæde modtog jeg et brev fra Ludvig. Alle var raske, og de havde alle sammen været henne hos Laura og Theodor i onsdags. Jeg skrev et brev til den gamle bedstemoder, og efter at have spist til middag samlede jeg al min curage og gik ud til godsforvalter Jørgensen på Dyrehaugegård, forestillede mig for ham som landmand og bad derfor uden videre, om jeg måtte besøge ham. Jeg var så heldig i ham at finde en gæstfri og ligefrem mand, der med hjertelighed bød mig velkommen, og jeg tilbragte en meget behagelig aften hos ham. Heldigvis var det en god bekendt af Fabricius, fruen var en søster til Bay i Rudkøbing, og der var derfor stof nok til samtale. Han havde foruden to smådrenge og to små piger, en voksen datter, der i tusmørket, hvori vi sad og i hvilke alle børnene (der var nogle i besøg) dansede efter et ypperligt fortopiano forekom at være meget smukkere end hun viste sig, da der kom lys, skønt hun langt fra er styg. Der var desuden en ung ganske net husjomfru, som spillede meget godt, og en gammel ikke så lidt styg og som det lod til lidt ? sindet. men forekom (som det står i Peregrine Prikle) en forbandet fornuftig kisselinke. Det næste, som stødte mig lidt i dette landlige paradis, at der blev talt tysk temmelig meget til børnene. Efter bordet spillede vi whist, og hvad Flagstad havde forudsagt, indtraf meget rigtigt. Forvalteren faldt i søvn og overlod kortene til sin datter. Jeg tabte 4 skilling i whisten. Jeg havde kun en speciedaler med, de ikke ville bytte, men sagde, at det kunne de have til gode til næste gang, hvilket ikke måtte vare længe, da de var hjemme hver aften. Jeg gik hjem i et sjask, men kisteglad over det bekendtskab. 

Mandagen den 17.

Underofficer ved detachementet havde været sat i vagten, jeg var oppe med ham efter? Straf, hos kommandanten, og benyttede lejligheden til at hilse på ham. Han var meget venlig mod mig og håbede at se mig tiere. Det er nogle helvedes øjne han har. Han ser med det ene øje ud af vinduet og med det andet på mig. Salige Jens Bjerre sagde om ham, at han kunne stå midt i ugen og se begge søndage.

Tirsdagen den 18.

Spadserede jeg, læste og lagde plan til et landhusholdningsbogholderi. 

Onsdagen den 19.

Traf jeg gamle bekjendtere Unna og Mathiesen, der begge skulle til København. Jeg blev ked af at tilbringe aftenen alene hjemme og gik derfor uagtet, jeg ikke har så meget til overs for ham, hen til Frantz Winsløw, der dog var flink nok mod mig. Han bød mig hen til sig at spille en whist på fredag.

Torsdagen den 20.

Det havde sneet ubetydeligt om natten, så at det så ud som vi var i hjertet af vinteren herinde i byen. Vejret var temmelig klart, og det frøs lidt. Forretninger havde jeg ingen af og gjorde mig derfor en spadseretur. Jeg gik ud af landporten, fulgte landevejen et stykke, skråede over markerne hen imod telegrafen og fulgte vejen langs ladegårdsåen, der på begge sider er forvokset med grantræer, gik over åen op på en umådelig høj bakke, hvorfra der var en ganske mageløs udsigt til alle sider. En kvart mil derfra lå herresædet Juulsborg nede ved en stor skov, hvortil jeg nu styrede mine fjed. Mange af egetræerne der havde endnu frodigt løv. Der var så smukt og yndigt; men jeg var forstemt, jeg følte mig så forladt.

Fredagen den 21.

Jeg tilbragte aftenen oppe hos Frantz Winsløw. Regnskabsfører Ring kom og en trekantet whist var netop kommet i gang, da en flerstemmig sang lod sig høre udenfor døren, og ind trådte straks efter løjtnanterne Harthausen, Petersen og Kreyer. Der blev nu et vældigt kommers, spillet hørte op, og det blev nu en meget morsom og gemytlig sludren, som de er bleven så vante til og har opnået en egen færdighed. Løjtnant Petersen er sær begået med et mageløst lune, han er dertil af en godmodig og blød karakter, men uhyre letsindig. Da samtalen begyndte at blive noget langtrukken, begyndte vi at spille Lou, et spil jeg ikke kendte og derfor først måtte lære. Det var et skændigt optrækkerspil, men jeg slap dog med at vinde 8 skilling.

Løverdagen den 22.

Hen ad aften gik jeg ud af strandporten ud på langtangen Knudshoved, jeg bøjede ind på en fodsti, der snart ophørte ved en pløret mark, nu fulgte jeg langs ned mod et meget højt strandgærde bevokset med tjørn, men dette førte helt ned til stranden, og da jeg ikke gad gå den samme lange vej tilbage, trak jeg bukserne noget op og vadede uden om haugen. Havde nogen set mig, måtte de tro, jeg var gal. 

Søndagen den 23.

Her er kommet et skuespillerselskab til byen, temmelig overilet abonnerede jeg og måtte betale 6 billetter. Om aftenen gives første forestilling. Jeg kom temmelig tidlig. Kommandanten var der, og for første gang kom jeg i tale med Camilla. Det lod ikke til, at hendes fader syntes om det, flere gange gik han imellem os og fik hende til at sætte sig længere ind på bænken, så at jeg ikke kunne komme til at fortsætte samtalen længere.

Begyndelsen var ikke meget lovende. Havde jeg blot ikke alle de billetter, dog de kunne måske komme mig til nytte, jeg besøger forvalter Jørgensen en af disse dage. 

Mandagen den 24.

En af underofficersaspiranterne kom hertil, han fortalte mig, at det rimeligvis ej ville vare længe, inden løjtnant Welshe ville komme.

Tirsdagen den 25.

Schultze bliver her. Jeg gik om eftermiddagen til Dyrehaugegård og blev venlig modtaget. Jeg tror, at de kan godt lide mig. Jeg fortsatte whisten, og da jeg gik, bad forvalteren mig komme så tit, jeg ville. 

Onsdagen den 26.

Fik jeg brev fra Ludvig. Alle er raske, gudskelov.

Torsdagen den 27.

Skrev jeg et langt brev til Ludvig. 

Søndagen den 30.

Flyttede jeg hen til Valden, hvor jeg fra mine vinduer har den yndigste udsigt til stranden, man kan tænke sig. Jeg havde en ubehagelig scene med værten, der fordrede leje for en hel måned, uagtet jeg kun har boet hos ham i 2/3. Et brev fik jeg fra Theodor Winsløw, der var temmelig sjasket skrevet, hvilket nok er kutyme hos doktoren. Thoras lille pige bliver døbt i dag og skal hedde Johanne Margrethe ligesom moder. Alle derhjemme leve i fryd og gammen, hvilket har ? til vore ?. Jeg var for 3. gang på komedie, Jørgensen med frue, 2 døtre og en landvæsenselev var der. Med den sidste kom jeg lidt i forlegenhed, da han førte en meget højrøstet og dum konversation med mig. Der havde nær bleven skandale på komedien. En Nyborger var vred på officererne, fordi de havde leet af nogle mådelige subjekter, der er vi blandt. Skuespillerne havde sat sig midt iblandt dem. Løjtnant Harthausen kom til at støde til ham, hvorover han truede med at give på snuden. Han blev udleet, flov og gik bort. Efter komedien gik vi på gæstgivergården, hvor jeg morede mig med at høre på, at de andre sang. Der er en ypperlig lov mellem officererne ved 3. Jægerkorps. Der er alle meget muntre og artige, og dertil synger de ypperligt. De gjorde et særligt jav med opvartningspigen.

December.

Mandagen den 1.

Vejret var dejligt om aftenen. Jeg stoppede min pibe og spadserede mig en ordentlig tur på volden.

Tirsdagen den 2. 

Jeg irettesatte bombarderen ved detachementet, men han blev grov, og han endog drev sin uforskammethed så vidt, at han nægtede at udføre, hvad jeg befalede ham. Han skal ikke dø i synden.

Onsdagen den 3.

Jeg gik om formiddagen til kommandanten og klagede over bombarderen, og derfor blev befalet i varetægtsarrest, men han erklærede sig syg. Atter bryderi. Jeg må nu besørge hans tidligere forretninger. 

Torsdagen den 4.

Har jeg før intet fået at bestille, så har jeg nu fuldt op. Det værste er, at jeg er fremmet for disse forretninger og har ingen, jeg kan få besked af. Om aftenen skrev jeg for første gang i mit liv en klage. Gid det må blive den sidste.

Torsdagen den 5.

Jeg indgav min klage (det var i går). Løjtnant Schultze kom til stor beroligelse til mig, da en mængde lis? og djævelskab ligge og vente på besørgelse, og jeg ikke ved besked dermed.

Jeg var på komedie om aftenen, og da jeg ville gå ind på gæstgivergården, stod insp. Schalburg ved døren, og han indbød mig derpå til at spise til aften inde hos familien, hvilket jeg intet havde imod, da jeg var skrupsulten. Frantz Winsløw var der. Det er da åbenbart, at han kurer til datteren, som er ganske net, men jeg skal ikke gå ham i vejen, når bare ingen går mig i vejen. Man kan med rette kalde Schalburgs hus for flot, udmærket vin, fine cigarer og dejlig mad; men intet var det dog i den grad som Schalburgs søster Normandine; skade hun ikke hedder Rasmussine, hun kan være omtrent 30 år og et par til, temmelig lille, hverken styg eller ganske net. Har et par spillende øjne, næsten flammende og nogle mærkværdige frie bevægelser. Hun var halv klædt som mandfolk og halv som fruentimmer, og var det ikke fordi umiskendelige tegn var til stede for det modsatte, skulle man tro, at det var en ung rus, der havde klædt sig ud. Ved bordet sad hun og gyngede sig tilbage på stolen, stak den ene hånd i trøjelommen, greb med den anden om sofaryggen og smed det ene ben over kors over det andet. 

I Paris går det nu farligt til igen, og man mener, at det vil ende sig med en almindelig europæisk krig. Måske kan jeg dog så komme til at lugte krudt.

Løverdagen den 6.

Var jeg i forhør. Løjtnanterne Kroyer og Frantz Winsløw var assessorer. Skurken nægtede alt fra først til sidst med en mageløs frækhed, og det næste vidne en fordrukken fourer, der nok har talt med ham i forvejen, fortalte, at han ikke havde hørt efter, hvad bombarderen havde sagt. Det skal nu altså gå til krigsret, og jeg skal fælde ham ved min ed. Det er en afskyelig forretning, om man er nok så sikker.

Vi var bleven dygtig forfrosne ved forhøret, og Kroyer og jeg modtog derfor Winsløws tilbud at drikke kaffe hos ham. Kroyer kan jeg godt lide. 

Søndagen den 7.

Komedieaften. Da stykket var forbi, drev vi som sædvanlig hen til Schalburgs, gjorde et voldsomt sav, og gik så op og sang serenader om aftenen kl. 12 uden for de smukkeste skuespillerinders vinduer. Det er første gang, jeg har været med til den slags løjer.

Onsdagen den 10.

Om aftenen kl. 6½ blev jeg beordret i forhør. Knægten nægtede standhaftigt. Han drev sagen til det yderste. Da det var kommet så vidt, at sagen skulle afgøres med ed, bad han sig fritaget derfor, da sagen i så fald skulle pådømmes ved en krigsret.

Torsdagen den 11.

En af de eller snarere den gemytligste aften, jeg har tilbragt i Nyborg. Efter en ganske udmærket koncert forsamlede alle officererne sig om en bolle punch oppe hos Schalburgs. Vi inviterede to af koncertgiverne med og tilbragte aftenen med sang og musik. Kl. 1 var vi alle på højdepunktet. Bollen var imidlertid tom, og vi drev da omkring ligesom i søndags aften og sang serenader, og jeg spadserede volden rundt under idelig kommers og sang.

Løverdagen den 13.

Stiftedes en forening af officererne af korpset. De bestod af Prml. Schou og Moltke. Secdl. Toldberg, Petersen, Busch, Winsløw, Kroyer, Harthausen, Esmand, regnskabsfører Ring, søløjtnant Braage og mig. Da vi ikke kunne blive enige om, hvad foreningen skulle hedde, blev det til sidst besluttet at tage et bogstav af hver af medlemmernes fornavne, og den blev da døbt Bevakume. Det blev videre bestemt, at vi hver løverdag aften kl. 7 skal samles hos en af medlemmerne, hver medbringende en pibe og et glas, og desuden 1 mark for hvilket der laves en bolle, og aftenen tilbringes da med gemytlig passiar og sang. Denne aften stod til hos Winsløw og Busch.

Søndagen den 14.

Jeg skrev til Ludvig om at sende mig en bøsse og noget vin. Desværre mistede vi nu to af de muntreste medlemmer i Bevakume, løjtnanterne Toldberg og Petersen, der begge skulle afgå til 1. forstærknings bataljon.

Mandagen den 15.

Stort afskedssold i foreningen.

Tirsdagen den 16. 

Som jeg bedst sad og arbejdede oppe på kontoret, kom den lille løjtnant Jensen ind ad døren. Han havde fået permission i nitten dage og ville hjem til Svendborg. Han var blevet svært forkommen af rejsen, og jeg mærkede straks, at hans moster var syg, så at han ikke havde råd til at tage ind hos Schalburgs, og fik ham derfor hjem med mig, fik ham tøet op, givet ham noget for tanden og lånt ham 1 rbd til rejseomkostninger. Således restaureret fortsatte han rejsen i en enspændervogn til Svendborg. Efter at han erklærede, at jeg var en af de bedste karle, han kendte. Jeg fik brev fra Ludvig, Agnes og Jane. Den stakkels moder er ikke rask, og de frygter for, at det er den gamle sygdom, der kommer igen. Gud forbyde det. I så fald bliver det kun en kummerlig jul derhjemme. Jane har haft halssyge, men er nu rask igen. Digteren Hostrup forlader det gamle sted for i sommer. Farvel Ottonia.

Onsdagen den 17.

Vi slog en generalbasaralle af hos Schalburgs. Jeg er nu færdig at blive kendt af dem. Da jeg kom hjem, lå der to breve til mig, men jeg var alt for søvnig og lod dem ligge til næste dag.

Torsdagen den 18.

Det ene brev var ikke til mig, men det andet var fra den gamle Fabricius, til hvem jeg nogle dage tidligere havde skrevet til. Han indbød mig til at besøge sig i julen, jeg har stor lyst dertil; men der bliver dog vist ikke noget af.

Fredagen den 19.

Rejste løjtnanterne Petersen og Toldbjerg. Vi vil savne dem meget. Det var to gemytlige fyre. 

Løverdagen den 20.

Den eftermiddag gik jeg ud til Dyrehaugegård, hvor jeg traf fuldmægtig Hein, der spiste til middag sammen med mig hos Borrings. Jeg vandt i ½ ? whist 4 mrk og 4 sk.

Søndagen den 22.

Kom Rudolph Prahl hertil for at besøge sin forlovede Camilla Maye. 

Onsdagen den 23.

Dampskibet bragte mit ellers så ensformige liv en pludselig forandring. Jeg stod nede på broen, da det kom. Den første, jeg så, var Hartvig Fabricius. Som jeg bedst stod og talede med ham om Langelandsturen, kom regnskabsfører Vestergaard, som lå i kvarter ude på Lampeveien tillige med Theodor Winsløw (1849) og bragte mig mange hilsener fra ham. Jeg ville netop til at takke ham, da Jacob Hansen kom hen til mig medbringende et gevær, en pakke med pølse og et brev, og til syvende og sidst kom løjtnant Schultze. Til ham talte jeg nu om min plan at tage til Langeland og ganske ved forretning lykkedes det mig rigtig nok efter en del ulejlighed at få permission til på mandag. Imidlertid havde Hartvig og Cand. Theo Dahl besørget en båd til Lohals, og klokken 2¾ styrede vi ud af Nyborg havn efter, at jeg havde sagt farvel til Jacob, der rejste til sin svoger i Fåborg, men uden at have fået tid til at udpakke pølserne. Det gik temmelig langsomt, og da vi omtrent var midtvejs, var det bælgmørkt. Vi kom dog velbeholden til Lohals, efter at vi dog først var kommet til at ride på et ålested og fik os en vogn og kom omtrent kl. 10 til Korsebølle, hvor den gamle Fabricius os madame Fabr. modtog mig med et hjerteligt vilkommen. Siden jeg sidst var der (oktober 1847) var der sket en forandring med værelserne. Børnene (de små) var blevet dobbelt så store, og en ret lille lærerinde var der kommet; men den kønne Grethe var borte. Efter at vi var qvægede med en alen sort pølse, gik vi til køjs. 

Torsdagen den 24.

Vi var temmelig tidlig oppe. Vognen holdt for døren, og vi tog ud på gæsteri. De første vi besøgte, var provst Graae i Tranekær. Trine Graae var nu fuldkommen udviklet og er bleven en sand skønhed. Det eneste, jeg havde imod hende var, at hun for et par dage siden var blevet forlovet med en student Keller, der så ud til at ligne en udhaler. Derefter tog vi til Bjerrebygaard hos Andersen, hvor jeg så en ypperlig tærskemaskine. Efter at have besøgt en bonde kom vi til Rudkøbing, hvor jeg oppe hos doktor Toftes blev inviteret til mandagen den 29.; men da jeg just skulle rejse den dag, måtte jeg afslå det. Da ærinderne i byen var besørgede og et besøg aflagt hos Pilegaard Bai kørte vi til Andersens på Søvertorp, hvorhen jeg længtes meget, da så mange muntre timer var her gået der for mig, men uagtet der nu var langt elegantere end før, var det dog ikke mere så behageligt, som da Ferdinand Fabricius var der. Uagtet madam Andersen lå i barselseng, var jeg dog inde og hilse på hende. Det er en rar lille kone. Den gamle Andersen var blevet meget affældig. Han lever ikke til næste jul. Hjem gik det nu til Korsebølle i en lynende fart. Der gentoges akkurat de forrige tilberedelser til juletræet. Især havde den lille jomfru Thomsen travlt, hvad jeg så godt kan lide hos hende, er hendes venlighed og naturlighed. Hun er ikke som næste alle andre lærerinder snerpet eller lunefuld, men altid ens.

Juledag.

Gik jeg tidlig på formiddagen ned til Kruhøffers for at hilse på dem; men egentlig mest for om muligt at se Sofie, eller i det mindste at høre noget om hende. Jeg traf dem alle sammen, og de blev glade for at se mig. De holder en hel del af mig. Sofie er i Flensborg hos en familie. Jeg bad landmåleren at hilse hende fra mig. 

Kl. 2½ kørte vi 3 vogne fulde til Steensgård, hvor der om aftenen var stort selskab og dans og juleleg. Jeg blev næsten forlibt i den lille E? Hansen, en sødere lille pige har jeg aldrig set.

2. juledag.

Var glanspunktet i hele juleferien, dog var foruden stort middagsselskab også bal på Korsebølle, hvortil i alt 70 mennesker var samlede og deri blandt en ualmindelig stor mængde smukke damer. Blandt de smukkeste var Trine Constance og Rikke Graae, jomfru Denker, Jakobæus Hansens to frøkener, Tiedemand, lærerinde på Steensgård. Jeg har i grunden i lang tid ikke moret mig så godt. 

Løverdagen den 27.

Tilbragte vi endelig hele dagen i uforstyrret ro, og jeg benyttede derfor lejligheden til at gå mig en ordentlig tur med Petersen, der lærer landvæsenet på Korsebølle, omkring i markerne og omkring i alle husene.

Søndagen den 28.

Gjorde vi om formiddagen visit oppe i præstegården. Jeg var denne dag tillige med Fabriciusfamilien til alters i Tranekær. (Candid. Plesner).

Mandagen den 29.

Om morgenen kl. 7½ sejlede Hartvig og jeg fra Tagværket med den gamle Mogens Madsen. Det blæste temmeligt stærkt, og vi for i en flyvende fart afsted, rigelig forsynet med proviant. Jeg for min del havde foruden den fulde madkurv en 6-7 pølser og en pose (det vil sige et af Franciska Fabricius’ strømpeskafter, som den rare lille jomfru Thomsen havde omdannet til en pose) fuld af nødder. Med jomfru Thomsen havde jeg den sidste aften spillet phillipine. Da vi var kommet i nærheden af Nyborgbugten, blev det ganske stille, og vi eller snarere jeg måtte til at ro, da Hartvig var søsyg, og havde nok at bestille med at tildele fiskene noget af den mængde mad, han havde fået i sig ved rejsens begyndelse. Klokken kunne omtrent være 1¾, da vi landene ved Nyborg. Min første bestilling var at undersøge pakken med pølserne, som jeg havde fået fra København, ligesom jeg skulle rejse, og derfor ikke havde haft tid til at åbne. De var rigtig nok lidt mugne, men da de ellers var gode, skikkede jeg dem ned til madam Rye og fik dem stegte til stor glæde for Hartvig, der nu også tog revance for, hvad han havde efterladt ude ved stranden. Da Hartvig var sejlet, sleb jeg mig en skraber, pyntede mig og gik op til kommandanten og aflagte min første visit. Hvad der stødte mig var det fremmede forhold, der faldt sted mellem Rudolph og hans svigerforældre. Han titulerede bestandigt for Hr. Oberst og Fruen. Jeg blev ellers forligt med fruen, der dog ikke er så slem, når man kender hende nærmere.

Nytårsaften.

Tilbragte jeg hos løjtnant Harthausen og tyrede en whist og en Rambas i forening med løjtnant Jahn og Schou. Dette år har haft stor betydning for vor familie. I juli måned solgte far sin gård i København. (Matr. nr. 72 på Østergade). Den 13. september blev Emilie forlovet med maler Frederik Rhode. Den 21. oktober blev Ludvig forlovet med boghandler Reitzels datter Line. Den 19. oktober fødtes Thoras datter, der blev kaldet Johanne Margrethe. Den 8. november blev Laura gift med doktor Theodor Winsløw. Jeg blev løjtnant i begyndelsen af oktober.

Hagbart Brusch som cirka 60-årig!