Skriv en sang, og vind en flot præmie:

Af Knud Gaarn-Larsen

Veterantræf i Grønhøj 5. august slog alle tidligere rekorder med anslået over 500 køretøjer og seks fly.

Vejret var køligt og med en smule regn fra formiddagen, men det holdt ikke folk fra det traditionelle “Veterantræf på Heden” i Grønhøj. Som tiden gik, fik solen mere og mere magt, og stemningen ved det trettende ”Veterantræf på Heden” var som den plejede; helt i top, da kromand Gregers Laigaard med søsteren Lene indtog scenen og med sang og guitarmusik. De gav flere numre, der faldt i de mange deltageres smag.

Det er mere end 20 frivillige der år efter år stiller op, og laver landingsbane, så veteranflyene kan lande, og så veteranbiler og motorcykler kan komme til og fra pladsen. Deltagerne kan komme, som de vil, men allerede en time efter den officielle åbning var rundstykker og kaffebilletter revet væk, og folk i gamle køretøjer blev ved med at vælte ind, uden det på nogen måde føltes trangt.

Hygge i højsædet

Jyder har ikke ry for at gå og plapre løs. Det kunne man ikke mærke her. Gensynsglæden var stor, når man mødte venner, som man ikke havde set længe – og så blev der snakket og udvekslet nyheder siden sidst, og hvordan det gik med den baglygte, som man havde fået fra østen, og som ikke passede helt. Og hvordan det var gået med renoveringen af det der før var en bunke skrot, gemt i mere end 25 år i en fugtig lade, og som nu stod skinnende og funklende ved siden af en mindst lige så stolt ejer, der havde brugt utallige timer på at komme så vidt.

Uden mad og drikke duer helten ikke, siger et gammelt ord, og der var da også sørget for begge dele. De frivillige solgte pølser, brød, is og vafler, og når man havde forsynet sig, så kunne man fortsætte snakken i et stort telt uden sider, så man kunne følge med i hvad der skete på pladsen. Andre havde arrangeret sig med campingborde- og stole ved deres biler, hvor de kunne nyde deres medbragte mad sammen med venner og nogle nysgerrige, der interesseret spurgte ind til detaljer, som de gerne ville vide mere om.

Mini familietræf

Det var en rigtig dejlig dag, og vi er mange der allerede nu glæder os til første lørdag i august 2024.

Sommersøndag på heden

Der er en tendens til at når man kalder noget ”Festligt, Folkeligt og Fornøjeligt”, så er det også plat og ligegyldigt.

Sådan var det ikke da man på Grønhøj Kro fejrede Morten Korch museets 10 års fødselsdag søndag den 6. august, for det var både Festligt, Folkeligt OG Fornøjeligt på den bedst tænkelige måde. Dagen igennem var der underholdning og taler i den store lade, der også rummer en af de første gårde, der blev opført til Kartoffeltyskerne, da de kom til egnen i 1759, og siden ved flid, hårdt arbejde og nøjsommelighed fik kultiveret Alheden. Der var ikke arrangeret borgmestertaler og anden finkultur. I stedet blev der givet taletid til folk der havde lagt en masse frivillige timer i at arrangere ”Kalk Kaminoen”, der årligt besøges af mange glade vandrer, der går turen fra Stoholm til Skelhøje. Også Poul Hjorth fra det lokalhistoriske museum i Gedhus fik taletid, og fortalte om Museum for Flyvestation Karup, nu Helicopter Wing Karup. Hvor der er udstillinger om tiden før besættelsen i 1940, anlæg af flyvepladsen Fliegerhorst Grove af den tyske værnemagt. Flygtningelejrene under og efter 2. Verdenskrig. Det danske militærs overtagelse af pladsen og opbygningen af Flyvevåbnet, der netop i denne uge kunne slå den hidtidige besøgsrekord med 179 besøgende på en dag. Også Anders Straarup fik taletid og kunne fortælle om den udstilling, der er lavet i Køreladen og fortæller om nedskydningen af et engelsk fly under anden verdenskrig. Et af Morten Korchs børnebørn, Uffe Morten Korch roste museet, der var etableret for at mindes hans farfars betydning, og at det hele var kommet i stand, og blev drevet af kroejer Gregers Laigaard, uden nogen form for offentlig støtte og tilskud . 

Der var flere fine indlæg, og dagen blev rundet af med at orkesteret ”Det Gamle Guld” spillede de numre som man kunne høre på karle- og pigekamrene på Morten Korchs tid. Dagen igennem kunne man se  gamle biler og traktorer, der var udstillet på pladsen udenfor.

Det var 3F i den gamle forståelse: Festligt, Folkeligt og Fornøjeligt.

Karup Å har et enestående fiskeri, og det ligger i en enestående natur. Se mere: Her

Du kan også se mere om fiskeri: Her!

Memory Lane Rockmuseum

Min gode ven, Poul Nowack, har gennem mange år interesseret sig for og samlet på pop, rock og ungdommens historie fra 50erne til i dag. Det bliver nu vist på en 500 kvadratmeter stor udstilling på Fuglsøcenteret. En udstilling der bestemt er et besøg værd: Memory Lane Rock Museum

Definition af socialøkonomisk virksomhed

Den officielle definition af en socialøkonomisk virksomhed er:

• Har et socialt formål, dvs. et socialt, beskæftigelses-, sundheds-, miljømæssigt eller kulturelt sigte
• Er erhvervsdrivende
• Er uafhængig af det offentlige,
• Er inddragende og ansvarlig i sit virke og
• Har en social håndtering af sit overskud

En social håndtering af overskud består i, at virksomheden bruger sit resultat/overskud efter skat til reinvestering i egen virksomhed, investering i eller donationer til andre registrerede.

Læs mere om Skelhøje Købmandsgaard på www.skelhoje.com.

Af Knud Gaarn-Larsen, Jens Bernstorff Schrøder og Jette Schmidt.

Lørdag den 21. juni 2014 blev dørene til Skelhøje Købmandsgaard igen slået op, efter at butikken havde været lukket i fire år.

Der har været Købmand på matriklen ”Volden 2” siden 1924. Fra sidst i 1990erne og frem til 2008 blev den ejet og drevet af Peder og Jane Engedal. De ønskede at afhænde, men havde svært ved at finde en køber. Det fik en kreds af borgere i Skelhøje til at gå sammen i foreningen ”Vores Købmand”. Mange borgere i Skelhøje garanterede beviser a 5000 kr, og på den måde kunne man låne til at ny indrette og drive butikken videre. Det holdt kun et par år. Så ville banken ikke være med længere, og butikken lukkede – varelageret blev solgt, og folk måtte betale deres garantisum.

I 2013 kontaktede Jens Bernstorff Schrøder og Frank Henriksen Knud Gaarn-Larsen. De havde gjort sig tanker om at genstarte, og de ville gerne have Knud med. De havde en ide om at butikken kunne drives af unge med særlige behov. Samt at være et samlingssted for pensionister – førtidspensionister med fysiske og psykiske problemer. På besøg i Skelhøje havde Knud bemærket, at der altid var folk ved butikken. Lokale, men også mange vandrer på Hærvejen, og Knud mente, som Jens og Frank at der måtte være et marked.

Nu begyndte en lang rækkemøder. Hver mandag mødtes man på Mac Y. Arbejdsgruppen bestod af Jens Bernstorff, Søren Nørgaard, Frank Henriksen, Jette Schmidt, Knud Gaarn-Larsen og Kjeld Bitsch.

Knud påtog sig opgaven som sekretær. Noget af en opgave, for de gode ideer sad løse på flere af deltagerne, så når vi en mandag havde fået en fantastisk ide og en plan for hvordan vi kunne komme videre, så blev den næste mandag overgået af en endnu bedre ide, og en endnu bedre plan. Jens brugte sine mange kontakter. Det blev undersøgt, om vi skulle starte som en del af COOP. Vi ville gerne være en fri købmand, så vi kunne være en ”fælles gårdbutik”, så blev Dagrofa kontaktet. Vi var også inde på, at vi kunne købe alle varer gennem Spar i Frederiks, og så køre dem til Skelhøje. Det kunne give Frederiks større volume, og bedre rabatter. Det faldt på at vi så skulle investere i en bil med frostboks, for ”kølekæden” måtte ikke brydes!

Nu startede Jens Bernstorff forhandlinger med Dagrofa. De ville have 250.000 kr. i sikkerhed, før de ville levere den første æske tændstikker. Det beløb blev forhandlet ned til 150.000 kr. Men hvad hjalp det, for vi havde ingen penge.

Nu gik man i gang med at tegne medlemme a 200 kr. Der blev holdt whisky-smagning, hvor Mac Y donerede whiskyen. Hjørnegården donerede juletræer, som vi kunne sælge. Lindholm Biler udstillede biler, og på den måde rejste vi 85.000 kr. – men der var stadig langt til 150.000 kr.!

I efteråret 2013 ville Andelskassen sælge huset for 200.000 kr. Det var ikke opløftende, for de penge vi havde samlet skulle ikke bruges mursten, men til varer.

Søren fik den gode ide, at man kunne lave et ApS. Kunne man få 25 personer til at købe et andelsbevis på 4000 kr., så havde man 100.000 kr. og så kunne man låne resten. Det kunne nok være vanskeligt at finde 25 i Skelhøje, der var villige til at putte penge i en Købmandsgaard, som de få år før havde mistet penge på, men Søren argumenterede for at man fik sikkerhed i form af mursten. Det lykkedes, og ejendomsselskabet ”Volden 2 ApS” så dagens lys. Når man valgte den løsning, så var det også fordi der var større sikkerhed for at huset kunne bruges til det formål. Havde en enkeltperson købt huset, for at leje det ud, så kunne man risikere, at ejeren pludselig ændrede planer.

Der blev lavet to andre foreninger. ”Trevita” det startede med at hedde Cafe over gaarden, der skulle stå for kultur og cafe, og så foreningen ”Skelhøje Købmandsgaard”, der skulle stå for butikken. Jens blev formand for Trevita Cafe over Gaarden og Knud blev formand for Skelhøje Købmandsgaard.

I efteråret 2013 stod vi pludseligt med en butik med en masse inventar. En flok damer gik i gang med vaske og gøre rent. Nu kunne vi holde møder i lejligheden på første sal. Taget trængte voldsomt til at blive udskifter, og vi gik i gang med søge fonde. Vi fik mange afslag!

Ideen var at vi skulle starte den 1. april 2014, for så regnede vi med at vandrerne ville dukke op. Vi havde lavet en aftale med en ung lokal købmand, der havde mod på at påtage sig opgaven. Alt så rimeligt lyst ud.

Den 12. marts 2014 fik vi besked om at den unge købmand måtte springe fra!

Vi havde snakket så meget, lagt så mange planer, og Knud kunne mærke, at det kom til at tage mere og mere af hans tid, så han tænkte: ”Nu er det vist tid, at jeg trækker mig ud, inden vi går videre”. Samme aften blev Knud kontaktet af nogen der kunne fortælle at den tidligere købmand i Thorning, Mogens Duch, var blevet ledig, og at han var villig til at påtage sig opgaven. Mogens forældre havde haft butikken i Skelhøje, og Mogens var født i butikken i Skelhøje. Han havde næsten 40 års erfaring som købmand. Det kunne næsten ikke være bedre, så der blev holdt møder med Mogens, og Mogens gik i gang med overvejelser om, hvad der skulle til.

Åbningen blev udsat til 1. maj. Det kunne vi ikke nå – så 1. juni. Heller ikke det kunne vi nå, og så blev det til den 21. juni.

Det var Mogens som den uddannede og erfarne, der skulle stå for indløb og personale. Ved forhandlinger med kommunen fik vi lovning på ni personer på fleksjob, som vi fik gratis i tre måneder, hvorefter der skulle aftales løn. En masse frivillige meldte sig og tog vagter.

Søren stod for meget af det økonomiske, og han ville have at vi skulle have et kassesystem med ”lagerstyring”. Det kunne vi købe gennem Bording Data og hed ”Viking-Viking!”. Det vi fik havde kørt i en anden og større butik, men det kunne bringes til at fungere i Skelhøje.

Vi skulle lægge 150.000 kr. som garantikapital – og vi havde kun 85.000 kr. Skulle vi have Danske Spil ville det koste os 50.000 ekstra og skulle vi have aviser og ugeblade skulle vi lægge 21.000 kr. mere.

Vi indsamlede også penge selv i forbindelse med forskellige arrangementer

En privat tilbød, at vi kunne låne 70.000 kr. På den måde kunne vi komme i gang uden spil ugeblade og aviser.

Søren fik endnu en genial ide. Han lavede det sådan, at medlemmerne kunne betale køb forud. De kunne så købe varer for pengene, og de fik 1% rabat for deres køb.

På den måde kom vi i gang.

Indvielsen

Vi snakkede en del om hvordan vi skulle indvi butikken. Andre steder bruger man kendte til at komme og klippe en snor. I Skelhøje blev vi enige om at alle skulle komme med en saks, og på tælling, så klippede alle det røde silkebånd over, og hver især fik en stump med hjem som et bevis på at de havde del i butikken.

Det blev en festdag!

Vi havde ikke råd til det store udvalg. Vi snakkede om at vi skulle have en dyr kvalitet og en discount af samme vare, og ikke det imellem. Grydesvampe og myrelokkedåser havde vi dog råd til, og de fyldte hver et par hyldemeter!

Mac Y satte en masse flasker i kommission – ud fra en ide om at flasker sælger flasker! Det var kvalitet, og det var dyrt. Vi ville gerne kunne tage os betalt for en smagsprøve, men det kunne vi ikke uden en bevilling, og derfor blev vi enige om at søge en spiritusbevilling. Det krævede lidt skrivearbejde, men vi fik bevillingen midlertidig. Da vi havde bevillingen, kunne vi også sælge fadøl, som vi tænkte ville være godt for vandrerne. Vi har været glade for at kunne tilbyde Hancocks produkter.

Folk var generelt gode til at handle i butikken, selv om der også var mange der havde sat penge til, og ikke ønskede at sætte flere til. Mange gav os maksimalt tre måneder!

Vi fik ikke den omsætning, som vi havde håbet på, og Knud kunne se, at vi ville knække halsen hvis vi fortsat havde en lønnet købmand.

Mogens havde anbefalet, at vi gik ind i en kæde, og vi valgte LetKøb. I LetKøb kan man vælge de varer som man ønsker at føre, og skal altså ikke have et større lager af varer, som vi måske havde svært ved at sælge i Skelhøje. En anden fordel var, at vi fik en tilbudsavis som hver 14. dag blev sendt ud i Skelhøje og nærmeste omegn.

Vi fik også en hjemmeside, hvor vi kunne fortælle om tilbud og andet. Sammen med hjemmesiden var der et program, hvor man kunne sende mail til så mange man ville – helt gratis! Så kunne vi lave nyhedsbreve. Vi fik også en SMS-kæde, hvor vi kunne fortælle om gode tilbud, men det var forholdsvis dyrt. Når vi havde varer, der var ved at løbe på dato, kunne vi lave et tilbud, som blev sendt på SMS, og det mindskede spildet.

Mogens Duch ønskede ikke at gå på deltid, så han sagde op. Det var noget af et problem.

Et par frivillige, mente, at de kunne klare jobbet. Det gik godt en måned, og så endte det i et større sammenstød. Den der havde lånt os 70.000 kr. blev fravalgt, og så skulle vi op med 70.000 kr. som vi ikke havde. Her kom Mac Y til hjælp. Det kostede Søren en reprimande i hans bestyrelse på Mac Y! Da vi kom til generalforsamling i 2015 talte Knud op til 70 frivillige – og så holdt han op med at tælle! Stor opbakning!

Mange af de mennesker der var ansat i fleksjob fra starten, og som havde lært en del rutiner ønskede ikke at fortsætte, så der skulle hele tiden læres nye op. I dag forstår Knud ikke hvordan vi klarede det!

Der kom nogle elever fra Handelsskolen. Elever der ikke kunne finde praktikpladser andre steder. Det var noget der rykkede, at få unge mennesker på 37 timer om ugen, men vi havde åbent ti timer dagligt alle ugens syv dage og med to på arbejde hele tiden, så skulle 140 timer dækkes ugentligt!

Den 1. april 2015 betalte vi den sidste rate af gælden til Mac Y. Vi havde ikke gæld til andre end de der havde forudbetalt, og gik vi nedenom og hjem kunne de få varer for deres indskud. Det gav mig ro i sindet!

Vi fik en vaks pige, Anita, til at styre tingene – mest i weekenden, og vi klarede skærene.

En af eleverne fra Handelsskolen, Michael Nielsen, havde en drøm om at blive købmand i en landsby, så han overtog mere og mere af ansvaret, og da han var uddannet, blev han ansat som den købmand. Michael var afholdt af ansatte, frivillige og kunder, og gav den virkeligt en skalle, og han var god til at fortsætte med butikkens grundide om at tage de hensyn som nogle ansatte behøvede.

Det var helt utroligt hvad frivillige klarede! Det var alt fra at bestille varer, sætte på plads, rydde op inde og ude, sidde ved kassen, klare regnskabet, lave nødvendige reparationer, og meget mere.

En augustdag ringede vores regnskabspige, og fortalte at der var noget helt galt. Vi manglede penge! Alt tydede på at der var taget af kassen. Alle var under mistanke! Beløbet blev gjort op til 135.000 kr.. Knud var sikker på at det ville blive butikkens undergang, men da rygtet gik, var det tre der ringede og sagde, at var det penge vi manglede, så ville de låne! Ingrid Jørgensen var skrap til økonomi, så hun lavede en liste over hvilke dage/uger der var forsvundet penge. Ved siden af lagde hun vagtplanen, og det indsnævrede feltet af mistænkte! Ligeledes sad vi flere aftener og så overvågnings video igennem, Det lykkedes at finde den skyldige, der året efter blev dømt i retten, men vi har aldrig set hverken personen eller pengene!

Vi lånte penge af private, og vi kom på fode igen!

Sammen med Lone Karlsen fra Havredal Praktiske Uddannelser lavede vi en plan, så vi sammen med Havredal kunne uddanne unge med særlige behov. Kommunen godkendte os som uddannelsessted. Elever kom ikke bare løbende, men de kom! Det betød, at Havredal åbnede pungen og stillede en bil til rådighed og en faglærer, og de så gerne at vi fik en købmand med mere erfaring, så deres elever kunne få de bedste muligheder for at uddanne sig, så de kan komme videre.

Efter næsten tre år som købmand ønskede Michael at komme videre, og vi måtte i gang med at lede efter en anden Købmand. Der er ikke mange der står og tripper for at blive købmand i en lille socialøkonomisk butik i en landsby, men vi fandt dog egnede emner, og valget faldt på Peder Engedal, der boede i Skelhøje, og som havde drevet butikken frem til 2008.

Peder havde vist ikke gjort sig klart, hvad han sagde ja til, for der var flere overraskende ting, der skulle sættes styr på, samtidig med at bestyrelsen ikke ønskede at give køb på butikkens status som en Registreret Socialøkonomisk Virksomhed.

Efter et år som Købmand, fostrede Peder en ide om at vi skulle ”opgraderes” til min Købmand. Der blev lavet kalkuler og beregninger og hele sommeren 2020 blev der sideløbende med den normale drift og covid arbejdet på ny indretning af butikken, og den 7. november 2020 kunne man åbnebutikken som min Købmand.

Af Knud Gaarn-Larsen

Lørdag den 16, april kunne Frederiks Kirke fejre sin 250 års fødselsdag. Begivenheden blev fejret med festligheder både lørdag og søndag.

Det er ikke mange kirker i Danmark man kan sætte en konkret fødselsdag på. En af undtagelserne er Frederiks Kirke, som Frederik d V lod opføre til de Kartoffeltyskere, der var kommet syv år tidligere, for at opdyrke Alheden.

 Monogrammet lavet i blomster af Helle Lauth

Kunst

Festlighederne startede lørdag klokken 13.00 hvor Lisbeth Smedegaard Andersen kom og gav et spændende foredrag om kunst i kirken. Hun øste af sin store viden i et spændende foredrag.

Senere på dagen var der gudstjeneste, hvor man blev sat mange år tilbage, for prædikenen blev holdt på tysk af pastor Thomas Blöcher, der er præst i det område i det sydlige Tyskland, hvor kartoffeltyskerne i sin udvandrede fra. Også et par af salmerne blev sunget på tysk, men havde man svært ved at følge med, kunne menigheden følge den danske udgave i salmebogen. Melodierne var de samme. Fra indvielsen den 16, april 1766 og næsten et hundrede år frem blev alle gudstjenester holdt på tysk i kirken.

 F.v. sognepræst Carl-Gustav Christensen, pastor Thomas Blöcher, Majbritt Kjærsgaard Roulund og Andreas Engelbrecht Hansen.

To af sognets tidligere præster Andreas Engelbrecht Hansen og Majbritt Kjærsgaard Roulund, deltog også i gudstjenesten og den efterfølgende sammenkomst i et stort telt ved kirkecenteret, hvor menighedsrådet var værter ved en omgang kartoffelsuppe.

Lørdag aften var der arrangeret koncert i kirken.

Biskoppen prædikede

 Før festgudstjenesten øvede biskoppen et vers med koret.

 F.v. Carl-Gustav Christensen, Henrik Stubkjær, Thomas blöcher og Herbert Wilson.

Søndag fortsatte festlighederne med festgudstjeneste klokken 10. Her var det biskop Henrik Stubkjær der prædikede. I sin prædiken kom han ind på den betydning en indvandring kan have. Han fortalte om hvordan indvandrerne overlevede på en for danskere helt ny grøntsag, kartoflen, som i dag er blevet national spise.

 Biskop Henrik Stubkjær på vej ud af kirken efter festgudstjenesten.

Kartoffellasagne

Efter gudstjenesten var der igen spisning i det store telt, og også her indtog kartoflen en central rolle, da der blev serveret kartoffellasagne. Alle deltagerne kunne få et festskrift om Frederiks Kirke, som Alhedens Borgerforening havde ladet fremstille, og foræret til kirken i dagens anledning.

Underholdning

Festlighederne sluttede med underholdning i kirken ”for børn og barnlige sjæle”, som sognepræst Carl-Gustav Christensen præsenterede det ved slutningen af festgudstjenesten. Det var Esben fra Frederiks Flyverdragt, der stod for underholdningen.

2017 i billeder

Frederiks julen 2017.

Nu har vi altså jul igen. Det lar sig ikke skjule!

Her i Frederiks er vi med på den. Når jeg går en tur med Lady, så ser jeg at der er pyntet med juletræer og masser af lys. I hvert hus er der specielle traditioner. De går igen. Stjernen over Bethlehem er en af dem. Vinduer delt op i tern, med kunstig sne i hjørnerne en anden. Så er der kommet nye batteridrevne lys til. De spreder hygge, og er ikke så farlige som levende lys.

2017 ligner december. En masse gentagelser krydret med nyt!

Karen er fortsat afdelingssygeplejerske. Hun har haft 25 års jubilæum i den stilling i år, og om korte tid kan hun fejre 40 års jubilæum som sygeplejerske. Hun stortrives i jobbet, og har ikke umiddelbart planer om at stoppe. I 2018 bliver Karen 65.
Vi har en dejlig have. Det er Karens fortjeneste, ligesom hun sørger for at huset ikke drukner rod og skidt. Ind imellem er børnebørnene syge, og så er bedstemor klar!

Det er sket, at vikar fået hjælp til havearbejdet. Abigail kan nu slå græs!Vi nyder at have god kontakt til børn og børnebørn. Det er let at tage en tur til Viborg, og det er sket, at vi har fået lov at passe børnebørnene. Skønt at kunne følge med på den måde også. Så har vi en meget gammel tradition med udflugt grundlovsdag med familien Lykkeskjold med deres børn og børnebørn. I år gik turen til Haunstrup. Et godt sted at være sammen.

Det er blevet tradition at tage en weekend sammen med Hanne og Poul. I år gik turen til Lybeck. Det er festligt at være sammen, og få vendt en masse emner. Vi er tilpas uenige til at få en god snak.

I maj var det Kelds tur til at blive 75, og vi var inviteret til en dejlig fest med alt hvad der hører sig til. Ikke mindst festligt samvær.

I august ringede Olav Juul og inviterede os til Læsø. Han sagde noget i retning af: Randi kommer, og så inviterer jeg Karen og Roy og Anne Julie, og kommer I så, så kunne det jo godt gå hen og blive hyggeligt!
Han havde ret. Det blev hyggeligt. Snak om bordet på Juelsminde omkring 9 kg jomfruhummer!Det er også blevet til en enestående tur til Stavanger, hvor vi besøgte Erling og Monika. Det er ikke alene gode, gode venner, de er også storsindede mennesker og enestående gæstfrie. Karen er ikke vild med at sejle, men en god kahyt hjælper. På havnen i Stavanger købte Monika friske rejer, som vi hyggede os med at pille og spise.

Det er blevet til et par turer til England. Sidst her i december, men vi har også haft hyggelige besøg – og det er i grunden sket ikke så galt. På et besøg her fik Abigail en drøm om en ridetur opfyldt. Karen spurgte Abigail. På en skala fra 1 til 10, hvor 10 er bedst, hvordan var det så? Svaret kom prompte: 17!

Jeg har været meget optaget af arbejdet som formand for Skelhøje Købmandsgaard. I år kunne vi fejre 3 års fødselsdag. En bedrift i sig selv.

Jeg er ikke den eneste, der har fundet ud af at det er vanskeligt at drive en lille butik. En af de andre sagde: Vi kunne skrive en bog om det! På den anden side: Ingen ville tro på det! Det har været op ad bakke. En medhjælper har “lånt” rigtigt mange penge, og en anmeldelse, der bare trækker i langdrag. Vores unge købmand har været ramt af stress. Vi kæmper videre.

Lige nu samarbejder vi Havredal Praktiske uddannelser om at tilbyde en uddannelse som butiksmedhjælper til unge med særlige behov. Man kan se mere her: eller på Købmandsgaardens hjemmeside.

Især om sommeren hjemsøges vi af utallige vandrer og cyklister. En vandrer var på vej fra Nordkap til Hamborg. To par kom fra New Zeeland. De var fløjet fra til Sverige og havde draget deres cykler med, og ville cykle ned gennem Europa.

Sommerferien blev brugt på en tur til England. Vi havde Alfred med i bilen, og han tog 12 timers i stiv arm. Retur havde vi også Abigail mail. Også den tur gik fint. Vore fire børnebørn har det fantastisk godt, når de er sammen. Det er en fornøjelse. Abigail var med Alfred i skole en dag.

Sommeren har ikke været specielt god. Hverken til biavl eller turer i åben bil. Jeg indvintrede 7 familier, men kun to overlevede, og de var små, og blev slået sammen til en!
De sidste 4 år har jeg været medlem af Handicaprådet. Det har optaget mig, og jeg er indstillet til en ny periode.
Vi har haft stor glæde af samværet med vore “Besøgsvenner”. En månedlig sammenkomst, hvor vi spiser sammen og hygger.
Ugeavisen kunne jeg ikke helt slippe. Min afløser blev syg, så jeg har hjulpet lidt, hvor jeg kunne, til de fandt først en, og kort efter en anden. Nu virker det til at det kører som det skal.
Selv om det ikke er blevet til mange turer i den åbne Ford A, så er det blevet til flere ture i den lukkede. Jeg købte den i 1966, og i mange år har jeg redigeret Vamdrup Ford A Klubs blad, og det er også blevet til fire blade i år. i 2018 har klubben 60 åre jubilæum, og det skal selvfølgelig fejres!
“Onsdagsklubben”, som jeg lavede mens jeg endnu var redaktør, lever videre. Vi er en grundstamme på seks personer, der mødes en gang om måneden. Vi forsøger, så godt vi kan, at stimulere udviklingen i Karup med fællesspisninger, blomster til folk der har fortjent en påskønnelser, og hvad vi ellers kan finde på.
Som noget nyt er jeg kommet i Andelskassens fonds bestyrelse. I år er 16 fonde slået sammen til kun to, og jeg er blevet formand i den ene. Underligt, at jeg er havnet der. Det er også hvor længe jeg kan blive, for en regel siger, at man skal gå som formand, når man fylder 70 år – og det sker så midt i april 2018.

Jeg kunne godt tænke mig at være sammen med familie og gode venner på dagen – lidt “Åbent hus!”. Min bedre halvdel siger, at der skal være styr på det. DERFOR inviterer jeg til reception i Skelhøje Kulturhus søndag den 21. april fra klokken 13.00, MEN af hensyn til køkkenet, vil Karen gerne have en ide om hvor mange vi bliver, så vi vil gerne have tilmelding senest 16. april.

Arbejdet med Skelhøje Købmandsgaards hjemmeside har lært mig at lave nyhedsmail, som cirka en gang om måneden sendes til små 200 venner af købmandsgaarden. Samme teknik har jeg brugt til en mail, som jeg normalt sender hver søndag hovedsageligt til familien med et lille resume af ugens begivenheder. I denne uge bliver det i stedet dette julebrev! Fordelen er at det er let at sende tekst og billeder. Ulempen er, at modtagerne ikke kan svare.

Allerede nu har vi fået flere julebreve/mail, som vi læser med stor interesse, og nu er det vel så tid at gøre gengæld.

Vi kender rigtigt mange mannesker, der hver på deres måde er med til at berige vort liv. STOR tak for det. Der er mange mennesker, som vi gerne ville være mere sammen med. Ind imellem gør vi noget ved det. Denne mail er et forsøg på at gøre lidt ved det.

Julen fejrer vi her, hvor vi glæder os til at få besøg af Søs, Jakob, Alfred og Knud.

Vi vil slutte med at sende de kærligste hilsener med ønsket om en glædelig jul og et godt og velsignet nytår!

Karen og Knud

Formål:

Det er Onsdagsklubbens formål at fremme og støtte alt der stimulerer en positiv udvikling i Karup, En udvikling der skaber glæde og virkelyst og en stolthed over at være Karup-bo!

Der er ingen love og vedtægter, men medlemmerne forpligter sig på at følge ovenstående formål.

Onsdagsklubben består af syv medlemmer og er selvsupplerende.

       Jens Jørgen Jeppesen

     Ole Aagaard

               Svend Gjødesen

          Michael Højbjerg

  Peter Skovmos Nielsen

      Knud Gaarn-Larsen

Fra julefrokost 29. november 2021. Jens Jørgen Jeppesen og Margit Gjødesen. Ole Aagaard, Knud Gaarn-Larsen, Michael Højbjerg, Svend Gjødesen, Peter Skovmoes og Jens Jørgen Jeppesen.

Onsdagsklubben 3. juni 2021. F.v. Peter Skovmos, Svend Gjødesen, Jens Jørgen Jeppesen, Knud Gaarn-Larsen, Ole Aagaard og Michael Højbjerg.

 Billeder fra den 23. august 2019, hvor der blev holdt møde ved Skelstenen ved Karup å.

Fra møde i onsdagsklubben onsdag den 10. januar 2018.

F.v. Michael Højbjerg, Jens Jørgen Jeppesen, Peter Skovmos Nielsen, Otto Johansen, Svend Gjødesen, Pia Birgitte Jakobsen, Ole Aagaard og Knud Gaarn-Larsen.

 Tre af onsdagsklubbens medlemmer på arbejde fredag den 12. januar 2018.

Rengøring af skilte 24. april 2018:

 Initiativtager Peter Skovmos Nielsen

Af Knud Gaarn-Larsen. Februar 2011.
Der er blevet meget at holde styr på, siden Leif Pedersen i 1985 startede virksomheden på Smedevej i Havredal. Han var ene mand, og arbejdede med nedbrydning og belægning. I dag er der 16 ansatte, der arbejder over hele landet.
– Der er kommet nye opgaver til gennem årene, så vi nu arbejder mere i jord, have, kloak og beton end vi gjorde tidligere, hvor det meste var nedbrydning og belægning, siger Leif Pedersen, der tager imod i den 70 kvadratmeter store kontorbygning, som han opførte for nogle år siden til afløsning af det lille hummer i privatboligen, der tidligere udgjorde det administrative centrum i virksomheden.

Leifs computer
Man kan ikke kalde Leif for computernørd.
– Min computer hænger her på højre lår, siger Leif med et stort smil og slår sig på låret, hvor der i en lomme hænger en stor notesbog, som typisk skiftes ud hvert halve år, og som flittigt bruges både i marken og på kontoret, når der er noget der skal huskes.
Det er ikke fordi man mangler computere, for på det store lyse kontor, hvor der er fire arbejdspladser, er der computere på de tre øvrige. Ved en sidder sønnen Carsten der klarer en masse administrative opgaver. Inger-Lise, der er gift med Leif, har også en, og fungerer som blæksprutte i firmaet med en masse servicefunktioner, der spænder lige fra at bage læke boller fredag morgen til ærindekørsel og andre administrative opgaver, og endelig har bogholderen i firmaet en computer.

Mund til øre
– Vi har ikke gennem årene brugt meget energi på markedsføring, men det er gået fra mund til øre, fra den ene kunde til den anden. En af vore store kunder er Rema 1000, som vi har bygget mere end 40 supermarkeder til over hele landet, fortæller Leif Pedersen.

Først og sidst
Leif Pedersens Enterprise ApS er typisk både de første og de sidste på en byggeplads.
– Først skal grunden gøres klar. Der er måske et hus der skal væltes, og på Sjælland bygges supermarkeder ofte på en tidligere benzinstation, og så skal jordbunden undersøges. Carsten er rigtig god til at finde ud af hvordan sådanne ting skal behandles, når der skal sendes ansøgninger og søges godkendelser hos det offentlige. Så skal der graves ud og støbes sokkel, og så forlader vi typisk stedet til bygningen står færdig, og der skal lægges fliser og laves grønne områder, siger Leif Pedersen.

Kældre
Når man arbejder inde i et hus, så er det typisk i kælderen, hvor man har løst flere opgaver med ny indretning. Man graver også rund om huse med kældre, for at lave dræn, så kunderne får en mere tør kælder.
Også mange boligforeninger er trofaste kunder hos virksomheden i Havredal, og bruger dem når nye boligblokke skal opføres. Lige for tiden arbejder man i Viborg, Helsingør og er på vej med et projekt i Horsens.
Leif Pedersens Enterprise råder over gravemaskiner der vejer fra to tons, til en bamse på 30 tons.

Lokalt
Gennem mange år kunne man købe genbrugsmaterialer på Smedevej i Havredal. Det stoppede man med for et par år siden.
– Det blev for tidkrævende og for bøvlet, erkender Leif Pedersen, og specielt Inger-Lise beklager udviklingen, for tanken med genbrug finder hun god.
I løbet af foråret regner Leif Pedersen med at kunne overtage Havredal Entreprenør, der i dag er ejet af Kim Jensen, og er et enkeltmandsfirma, og egentligt stammer fra Jørgen Monberg og Karup Entreprenør, og på den måde regner Leif Pedersen med at få flere lokale opgaver.
– Normalt har jeg ikke svært ved at vælte en bygning bare fordi den ligger i vejen, men jeg må indrømme, at det stak lidt i hjertet da vi skulle gøre plads til Rema 1000 i Karup, for jeg er jo gammel Karup-dreng, siger Leif Pedersen, der har entrepriser fra et par tusinde kroner til nogle der nærmer sig ti mio. kroner.

Mod udviklingen
– Det er ikke let at se det, når man står i det, men det var bestemt mod udviklingen, for alle de små specielforretningerne i de mindre byer lukkede på stribe, fortæller Inge-Lise Sterup, der selv i 1985 måtte opgive livet som selvstændig, og efter et par vikariater i Kjellerup- og Karup Kommuner kom hun den 15. oktober 1985 til det nyetablerede selskab Naturgas Midt Nord, hvor hun har været lige siden, i et job, hvor hun har fået lov at udvikle sig. På spørgsmålet, om hun kan lide sit arbejde, er der ikke betænkning: ”Ja, ellers var jeg da ikke blevet der så længer”, og det er typisk for Inge-Lise, hun beskæftiger sig med det hun kan lide.
AIF er mit barn
Så længe hun kan huske, har hun været aktiv i Alhedens Idrætsforening, og hun har taget hele turen fra almindeligt medlem, over aktiv idrætsudøver og i bestyrelsen, som hun fra 1989 til 2001 var formand for, og da hun blev afløst på den post, var det kræmmermarkedet, hun kastede sig over og med stort held styrede nogle år. I Inge-Lises ”regeringstid”, blev hal nummer to og Kulturhuset bygget til Alhedehallerne, og det har vist sig som et stort aktiv for lokalområdet.
Politik
I 2001 meldte hun sig på banen som politiker. Hun havde ikke på forhånd været medlem af noget parti, men hun vidste godt hvor hun stod politisk, og derfor var det også Venstre, hun henvendte sig til, og fra 2001 sad hun i byrådet i Karup, og ved valgt i november 2004 blev hun genvalgt til storkommunen, et arbejde og en udfordring, hun finder så spændende og udfordrende, at hun gerne fortsætter fire år endnu.

Kartoffeltysker
Inge-Lise Sterup er af kartoffeltyskerslægt, og da hun fik en opfordring til at koordinere festlighederne i anledning af kartoffeltyskerne 250 års jubilæum til august 2009, så stillede hun sig til rådighed.
– Jeg husker ret tydeligt 200 års jubilæet i 1959 som en enorm oplevelse for en pige på ti år, og sådan en oplevelse, vil jeg gerne være med til at give videre, siger Inge-Lise, der knapt et blevet løst for opgaven med kræmmermarkedet, før hun kaster sig over næste store udfordring. Igen meget betegnende, for ildsjælen fra Havredal, der ikke har planer om at skrue ned. Det er der alt for mange spændende opgaver til, og det kunne jo være spændende at finde ud af om man nu også kan løse dem, fornemmer man Inge-Lise tænke.