Definition af socialøkonomisk virksomhed

Den officielle definition af en socialøkonomisk virksomhed er:

• Har et socialt formål, dvs. et socialt, beskæftigelses-, sundheds-, miljømæssigt eller kulturelt sigte
• Er erhvervsdrivende
• Er uafhængig af det offentlige,
• Er inddragende og ansvarlig i sit virke og
• Har en social håndtering af sit overskud

En social håndtering af overskud består i, at virksomheden bruger sit resultat/overskud efter skat til reinvestering i egen virksomhed, investering i eller donationer til andre registrerede.

Læs mere om Skelhøje Købmandsgaard på www.skelhoje.com.

Af Knud Gaarn-Larsen, Jens Bernstorff Schrøder og Jette Schmidt.

Lørdag den 21. juni 2014 blev dørene til Skelhøje Købmandsgaard igen slået op, efter at butikken havde været lukket i fire år.

Der har været Købmand på matriklen ”Volden 2” siden 1924. Fra sidst i 1990erne og frem til 2008 blev den ejet og drevet af Peder og Jane Engedal. De ønskede at afhænde, men havde svært ved at finde en køber. Det fik en kreds af borgere i Skelhøje til at gå sammen i foreningen ”Vores Købmand”. Mange borgere i Skelhøje garanterede beviser a 5000 kr, og på den måde kunne man låne til at ny indrette og drive butikken videre. Det holdt kun et par år. Så ville banken ikke være med længere, og butikken lukkede – varelageret blev solgt, og folk måtte betale deres garantisum.

I 2013 kontaktede Jens Bernstorff Schrøder og Frank Henriksen Knud Gaarn-Larsen. De havde gjort sig tanker om at genstarte, og de ville gerne have Knud med. De havde en ide om at butikken kunne drives af unge med særlige behov. Samt at være et samlingssted for pensionister – førtidspensionister med fysiske og psykiske problemer. På besøg i Skelhøje havde Knud bemærket, at der altid var folk ved butikken. Lokale, men også mange vandrer på Hærvejen, og Knud mente, som Jens og Frank at der måtte være et marked.

Nu begyndte en lang rækkemøder. Hver mandag mødtes man på Mac Y. Arbejdsgruppen bestod af Jens Bernstorff, Søren Nørgaard, Frank Henriksen, Jette Schmidt, Knud Gaarn-Larsen og Kjeld Bitsch.

Knud påtog sig opgaven som sekretær. Noget af en opgave, for de gode ideer sad løse på flere af deltagerne, så når vi en mandag havde fået en fantastisk ide og en plan for hvordan vi kunne komme videre, så blev den næste mandag overgået af en endnu bedre ide, og en endnu bedre plan. Jens brugte sine mange kontakter. Det blev undersøgt, om vi skulle starte som en del af COOP. Vi ville gerne være en fri købmand, så vi kunne være en ”fælles gårdbutik”, så blev Dagrofa kontaktet. Vi var også inde på, at vi kunne købe alle varer gennem Spar i Frederiks, og så køre dem til Skelhøje. Det kunne give Frederiks større volume, og bedre rabatter. Det faldt på at vi så skulle investere i en bil med frostboks, for ”kølekæden” måtte ikke brydes!

Nu startede Jens Bernstorff forhandlinger med Dagrofa. De ville have 250.000 kr. i sikkerhed, før de ville levere den første æske tændstikker. Det beløb blev forhandlet ned til 150.000 kr. Men hvad hjalp det, for vi havde ingen penge.

Nu gik man i gang med at tegne medlemme a 200 kr. Der blev holdt whisky-smagning, hvor Mac Y donerede whiskyen. Hjørnegården donerede juletræer, som vi kunne sælge. Lindholm Biler udstillede biler, og på den måde rejste vi 85.000 kr. – men der var stadig langt til 150.000 kr.!

I efteråret 2013 ville Andelskassen sælge huset for 200.000 kr. Det var ikke opløftende, for de penge vi havde samlet skulle ikke bruges mursten, men til varer.

Søren fik den gode ide, at man kunne lave et ApS. Kunne man få 25 personer til at købe et andelsbevis på 4000 kr., så havde man 100.000 kr. og så kunne man låne resten. Det kunne nok være vanskeligt at finde 25 i Skelhøje, der var villige til at putte penge i en Købmandsgaard, som de få år før havde mistet penge på, men Søren argumenterede for at man fik sikkerhed i form af mursten. Det lykkedes, og ejendomsselskabet ”Volden 2 ApS” så dagens lys. Når man valgte den løsning, så var det også fordi der var større sikkerhed for at huset kunne bruges til det formål. Havde en enkeltperson købt huset, for at leje det ud, så kunne man risikere, at ejeren pludselig ændrede planer.

Der blev lavet to andre foreninger. ”Trevita” det startede med at hedde Cafe over gaarden, der skulle stå for kultur og cafe, og så foreningen ”Skelhøje Købmandsgaard”, der skulle stå for butikken. Jens blev formand for Trevita Cafe over Gaarden og Knud blev formand for Skelhøje Købmandsgaard.

I efteråret 2013 stod vi pludseligt med en butik med en masse inventar. En flok damer gik i gang med vaske og gøre rent. Nu kunne vi holde møder i lejligheden på første sal. Taget trængte voldsomt til at blive udskifter, og vi gik i gang med søge fonde. Vi fik mange afslag!

Ideen var at vi skulle starte den 1. april 2014, for så regnede vi med at vandrerne ville dukke op. Vi havde lavet en aftale med en ung lokal købmand, der havde mod på at påtage sig opgaven. Alt så rimeligt lyst ud.

Den 12. marts 2014 fik vi besked om at den unge købmand måtte springe fra!

Vi havde snakket så meget, lagt så mange planer, og Knud kunne mærke, at det kom til at tage mere og mere af hans tid, så han tænkte: ”Nu er det vist tid, at jeg trækker mig ud, inden vi går videre”. Samme aften blev Knud kontaktet af nogen der kunne fortælle at den tidligere købmand i Thorning, Mogens Duch, var blevet ledig, og at han var villig til at påtage sig opgaven. Mogens forældre havde haft butikken i Skelhøje, og Mogens var født i butikken i Skelhøje. Han havde næsten 40 års erfaring som købmand. Det kunne næsten ikke være bedre, så der blev holdt møder med Mogens, og Mogens gik i gang med overvejelser om, hvad der skulle til.

Åbningen blev udsat til 1. maj. Det kunne vi ikke nå – så 1. juni. Heller ikke det kunne vi nå, og så blev det til den 21. juni.

Det var Mogens som den uddannede og erfarne, der skulle stå for indløb og personale. Ved forhandlinger med kommunen fik vi lovning på ni personer på fleksjob, som vi fik gratis i tre måneder, hvorefter der skulle aftales løn. En masse frivillige meldte sig og tog vagter.

Søren stod for meget af det økonomiske, og han ville have at vi skulle have et kassesystem med ”lagerstyring”. Det kunne vi købe gennem Bording Data og hed ”Viking-Viking!”. Det vi fik havde kørt i en anden og større butik, men det kunne bringes til at fungere i Skelhøje.

Vi skulle lægge 150.000 kr. som garantikapital – og vi havde kun 85.000 kr. Skulle vi have Danske Spil ville det koste os 50.000 ekstra og skulle vi have aviser og ugeblade skulle vi lægge 21.000 kr. mere.

Vi indsamlede også penge selv i forbindelse med forskellige arrangementer

En privat tilbød, at vi kunne låne 70.000 kr. På den måde kunne vi komme i gang uden spil ugeblade og aviser.

Søren fik endnu en genial ide. Han lavede det sådan, at medlemmerne kunne betale køb forud. De kunne så købe varer for pengene, og de fik 1% rabat for deres køb.

På den måde kom vi i gang.

Indvielsen

Vi snakkede en del om hvordan vi skulle indvi butikken. Andre steder bruger man kendte til at komme og klippe en snor. I Skelhøje blev vi enige om at alle skulle komme med en saks, og på tælling, så klippede alle det røde silkebånd over, og hver især fik en stump med hjem som et bevis på at de havde del i butikken.

Det blev en festdag!

Vi havde ikke råd til det store udvalg. Vi snakkede om at vi skulle have en dyr kvalitet og en discount af samme vare, og ikke det imellem. Grydesvampe og myrelokkedåser havde vi dog råd til, og de fyldte hver et par hyldemeter!

Mac Y satte en masse flasker i kommission – ud fra en ide om at flasker sælger flasker! Det var kvalitet, og det var dyrt. Vi ville gerne kunne tage os betalt for en smagsprøve, men det kunne vi ikke uden en bevilling, og derfor blev vi enige om at søge en spiritusbevilling. Det krævede lidt skrivearbejde, men vi fik bevillingen midlertidig. Da vi havde bevillingen, kunne vi også sælge fadøl, som vi tænkte ville være godt for vandrerne. Vi har været glade for at kunne tilbyde Hancocks produkter.

Folk var generelt gode til at handle i butikken, selv om der også var mange der havde sat penge til, og ikke ønskede at sætte flere til. Mange gav os maksimalt tre måneder!

Vi fik ikke den omsætning, som vi havde håbet på, og Knud kunne se, at vi ville knække halsen hvis vi fortsat havde en lønnet købmand.

Mogens havde anbefalet, at vi gik ind i en kæde, og vi valgte LetKøb. I LetKøb kan man vælge de varer som man ønsker at føre, og skal altså ikke have et større lager af varer, som vi måske havde svært ved at sælge i Skelhøje. En anden fordel var, at vi fik en tilbudsavis som hver 14. dag blev sendt ud i Skelhøje og nærmeste omegn.

Vi fik også en hjemmeside, hvor vi kunne fortælle om tilbud og andet. Sammen med hjemmesiden var der et program, hvor man kunne sende mail til så mange man ville – helt gratis! Så kunne vi lave nyhedsbreve. Vi fik også en SMS-kæde, hvor vi kunne fortælle om gode tilbud, men det var forholdsvis dyrt. Når vi havde varer, der var ved at løbe på dato, kunne vi lave et tilbud, som blev sendt på SMS, og det mindskede spildet.

Mogens Duch ønskede ikke at gå på deltid, så han sagde op. Det var noget af et problem.

Et par frivillige, mente, at de kunne klare jobbet. Det gik godt en måned, og så endte det i et større sammenstød. Den der havde lånt os 70.000 kr. blev fravalgt, og så skulle vi op med 70.000 kr. som vi ikke havde. Her kom Mac Y til hjælp. Det kostede Søren en reprimande i hans bestyrelse på Mac Y! Da vi kom til generalforsamling i 2015 talte Knud op til 70 frivillige – og så holdt han op med at tælle! Stor opbakning!

Mange af de mennesker der var ansat i fleksjob fra starten, og som havde lært en del rutiner ønskede ikke at fortsætte, så der skulle hele tiden læres nye op. I dag forstår Knud ikke hvordan vi klarede det!

Der kom nogle elever fra Handelsskolen. Elever der ikke kunne finde praktikpladser andre steder. Det var noget der rykkede, at få unge mennesker på 37 timer om ugen, men vi havde åbent ti timer dagligt alle ugens syv dage og med to på arbejde hele tiden, så skulle 140 timer dækkes ugentligt!

Den 1. april 2015 betalte vi den sidste rate af gælden til Mac Y. Vi havde ikke gæld til andre end de der havde forudbetalt, og gik vi nedenom og hjem kunne de få varer for deres indskud. Det gav mig ro i sindet!

Vi fik en vaks pige, Anita, til at styre tingene – mest i weekenden, og vi klarede skærene.

En af eleverne fra Handelsskolen, Michael Nielsen, havde en drøm om at blive købmand i en landsby, så han overtog mere og mere af ansvaret, og da han var uddannet, blev han ansat som den købmand. Michael var afholdt af ansatte, frivillige og kunder, og gav den virkeligt en skalle, og han var god til at fortsætte med butikkens grundide om at tage de hensyn som nogle ansatte behøvede.

Det var helt utroligt hvad frivillige klarede! Det var alt fra at bestille varer, sætte på plads, rydde op inde og ude, sidde ved kassen, klare regnskabet, lave nødvendige reparationer, og meget mere.

En augustdag ringede vores regnskabspige, og fortalte at der var noget helt galt. Vi manglede penge! Alt tydede på at der var taget af kassen. Alle var under mistanke! Beløbet blev gjort op til 135.000 kr.. Knud var sikker på at det ville blive butikkens undergang, men da rygtet gik, var det tre der ringede og sagde, at var det penge vi manglede, så ville de låne! Ingrid Jørgensen var skrap til økonomi, så hun lavede en liste over hvilke dage/uger der var forsvundet penge. Ved siden af lagde hun vagtplanen, og det indsnævrede feltet af mistænkte! Ligeledes sad vi flere aftener og så overvågnings video igennem, Det lykkedes at finde den skyldige, der året efter blev dømt i retten, men vi har aldrig set hverken personen eller pengene!

Vi lånte penge af private, og vi kom på fode igen!

Sammen med Lone Karlsen fra Havredal Praktiske Uddannelser lavede vi en plan, så vi sammen med Havredal kunne uddanne unge med særlige behov. Kommunen godkendte os som uddannelsessted. Elever kom ikke bare løbende, men de kom! Det betød, at Havredal åbnede pungen og stillede en bil til rådighed og en faglærer, og de så gerne at vi fik en købmand med mere erfaring, så deres elever kunne få de bedste muligheder for at uddanne sig, så de kan komme videre.

Efter næsten tre år som købmand ønskede Michael at komme videre, og vi måtte i gang med at lede efter en anden Købmand. Der er ikke mange der står og tripper for at blive købmand i en lille socialøkonomisk butik i en landsby, men vi fandt dog egnede emner, og valget faldt på Peder Engedal, der boede i Skelhøje, og som havde drevet butikken frem til 2008.

Peder havde vist ikke gjort sig klart, hvad han sagde ja til, for der var flere overraskende ting, der skulle sættes styr på, samtidig med at bestyrelsen ikke ønskede at give køb på butikkens status som en Registreret Socialøkonomisk Virksomhed.

Efter et år som Købmand, fostrede Peder en ide om at vi skulle ”opgraderes” til min Købmand. Der blev lavet kalkuler og beregninger og hele sommeren 2020 blev der sideløbende med den normale drift og covid arbejdet på ny indretning af butikken, og den 7. november 2020 kunne man åbnebutikken som min Købmand.

Af Knud Gaarn-Larsen

Lørdag den 16, april kunne Frederiks Kirke fejre sin 250 års fødselsdag. Begivenheden blev fejret med festligheder både lørdag og søndag.

Det er ikke mange kirker i Danmark man kan sætte en konkret fødselsdag på. En af undtagelserne er Frederiks Kirke, som Frederik d V lod opføre til de Kartoffeltyskere, der var kommet syv år tidligere, for at opdyrke Alheden.

 Monogrammet lavet i blomster af Helle Lauth

Kunst

Festlighederne startede lørdag klokken 13.00 hvor Lisbeth Smedegaard Andersen kom og gav et spændende foredrag om kunst i kirken. Hun øste af sin store viden i et spændende foredrag.

Senere på dagen var der gudstjeneste, hvor man blev sat mange år tilbage, for prædikenen blev holdt på tysk af pastor Thomas Blöcher, der er præst i det område i det sydlige Tyskland, hvor kartoffeltyskerne i sin udvandrede fra. Også et par af salmerne blev sunget på tysk, men havde man svært ved at følge med, kunne menigheden følge den danske udgave i salmebogen. Melodierne var de samme. Fra indvielsen den 16, april 1766 og næsten et hundrede år frem blev alle gudstjenester holdt på tysk i kirken.

 F.v. sognepræst Carl-Gustav Christensen, pastor Thomas Blöcher, Majbritt Kjærsgaard Roulund og Andreas Engelbrecht Hansen.

To af sognets tidligere præster Andreas Engelbrecht Hansen og Majbritt Kjærsgaard Roulund, deltog også i gudstjenesten og den efterfølgende sammenkomst i et stort telt ved kirkecenteret, hvor menighedsrådet var værter ved en omgang kartoffelsuppe.

Lørdag aften var der arrangeret koncert i kirken.

Biskoppen prædikede

 Før festgudstjenesten øvede biskoppen et vers med koret.

 F.v. Carl-Gustav Christensen, Henrik Stubkjær, Thomas blöcher og Herbert Wilson.

Søndag fortsatte festlighederne med festgudstjeneste klokken 10. Her var det biskop Henrik Stubkjær der prædikede. I sin prædiken kom han ind på den betydning en indvandring kan have. Han fortalte om hvordan indvandrerne overlevede på en for danskere helt ny grøntsag, kartoflen, som i dag er blevet national spise.

 Biskop Henrik Stubkjær på vej ud af kirken efter festgudstjenesten.

Kartoffellasagne

Efter gudstjenesten var der igen spisning i det store telt, og også her indtog kartoflen en central rolle, da der blev serveret kartoffellasagne. Alle deltagerne kunne få et festskrift om Frederiks Kirke, som Alhedens Borgerforening havde ladet fremstille, og foræret til kirken i dagens anledning.

Underholdning

Festlighederne sluttede med underholdning i kirken ”for børn og barnlige sjæle”, som sognepræst Carl-Gustav Christensen præsenterede det ved slutningen af festgudstjenesten. Det var Esben fra Frederiks Flyverdragt, der stod for underholdningen.

2017 i billeder

Frederiks julen 2017.

Nu har vi altså jul igen. Det lar sig ikke skjule!

Her i Frederiks er vi med på den. Når jeg går en tur med Lady, så ser jeg at der er pyntet med juletræer og masser af lys. I hvert hus er der specielle traditioner. De går igen. Stjernen over Bethlehem er en af dem. Vinduer delt op i tern, med kunstig sne i hjørnerne en anden. Så er der kommet nye batteridrevne lys til. De spreder hygge, og er ikke så farlige som levende lys.

2017 ligner december. En masse gentagelser krydret med nyt!

Karen er fortsat afdelingssygeplejerske. Hun har haft 25 års jubilæum i den stilling i år, og om korte tid kan hun fejre 40 års jubilæum som sygeplejerske. Hun stortrives i jobbet, og har ikke umiddelbart planer om at stoppe. I 2018 bliver Karen 65.
Vi har en dejlig have. Det er Karens fortjeneste, ligesom hun sørger for at huset ikke drukner rod og skidt. Ind imellem er børnebørnene syge, og så er bedstemor klar!

Det er sket, at vikar fået hjælp til havearbejdet. Abigail kan nu slå græs!Vi nyder at have god kontakt til børn og børnebørn. Det er let at tage en tur til Viborg, og det er sket, at vi har fået lov at passe børnebørnene. Skønt at kunne følge med på den måde også. Så har vi en meget gammel tradition med udflugt grundlovsdag med familien Lykkeskjold med deres børn og børnebørn. I år gik turen til Haunstrup. Et godt sted at være sammen.

Det er blevet tradition at tage en weekend sammen med Hanne og Poul. I år gik turen til Lybeck. Det er festligt at være sammen, og få vendt en masse emner. Vi er tilpas uenige til at få en god snak.

I maj var det Kelds tur til at blive 75, og vi var inviteret til en dejlig fest med alt hvad der hører sig til. Ikke mindst festligt samvær.

I august ringede Olav Juul og inviterede os til Læsø. Han sagde noget i retning af: Randi kommer, og så inviterer jeg Karen og Roy og Anne Julie, og kommer I så, så kunne det jo godt gå hen og blive hyggeligt!
Han havde ret. Det blev hyggeligt. Snak om bordet på Juelsminde omkring 9 kg jomfruhummer!Det er også blevet til en enestående tur til Stavanger, hvor vi besøgte Erling og Monika. Det er ikke alene gode, gode venner, de er også storsindede mennesker og enestående gæstfrie. Karen er ikke vild med at sejle, men en god kahyt hjælper. På havnen i Stavanger købte Monika friske rejer, som vi hyggede os med at pille og spise.

Det er blevet til et par turer til England. Sidst her i december, men vi har også haft hyggelige besøg – og det er i grunden sket ikke så galt. På et besøg her fik Abigail en drøm om en ridetur opfyldt. Karen spurgte Abigail. På en skala fra 1 til 10, hvor 10 er bedst, hvordan var det så? Svaret kom prompte: 17!

Jeg har været meget optaget af arbejdet som formand for Skelhøje Købmandsgaard. I år kunne vi fejre 3 års fødselsdag. En bedrift i sig selv.

Jeg er ikke den eneste, der har fundet ud af at det er vanskeligt at drive en lille butik. En af de andre sagde: Vi kunne skrive en bog om det! På den anden side: Ingen ville tro på det! Det har været op ad bakke. En medhjælper har “lånt” rigtigt mange penge, og en anmeldelse, der bare trækker i langdrag. Vores unge købmand har været ramt af stress. Vi kæmper videre.

Lige nu samarbejder vi Havredal Praktiske uddannelser om at tilbyde en uddannelse som butiksmedhjælper til unge med særlige behov. Man kan se mere her: eller på Købmandsgaardens hjemmeside.

Især om sommeren hjemsøges vi af utallige vandrer og cyklister. En vandrer var på vej fra Nordkap til Hamborg. To par kom fra New Zeeland. De var fløjet fra til Sverige og havde draget deres cykler med, og ville cykle ned gennem Europa.

Sommerferien blev brugt på en tur til England. Vi havde Alfred med i bilen, og han tog 12 timers i stiv arm. Retur havde vi også Abigail mail. Også den tur gik fint. Vore fire børnebørn har det fantastisk godt, når de er sammen. Det er en fornøjelse. Abigail var med Alfred i skole en dag.

Sommeren har ikke været specielt god. Hverken til biavl eller turer i åben bil. Jeg indvintrede 7 familier, men kun to overlevede, og de var små, og blev slået sammen til en!
De sidste 4 år har jeg været medlem af Handicaprådet. Det har optaget mig, og jeg er indstillet til en ny periode.
Vi har haft stor glæde af samværet med vore “Besøgsvenner”. En månedlig sammenkomst, hvor vi spiser sammen og hygger.
Ugeavisen kunne jeg ikke helt slippe. Min afløser blev syg, så jeg har hjulpet lidt, hvor jeg kunne, til de fandt først en, og kort efter en anden. Nu virker det til at det kører som det skal.
Selv om det ikke er blevet til mange turer i den åbne Ford A, så er det blevet til flere ture i den lukkede. Jeg købte den i 1966, og i mange år har jeg redigeret Vamdrup Ford A Klubs blad, og det er også blevet til fire blade i år. i 2018 har klubben 60 åre jubilæum, og det skal selvfølgelig fejres!
“Onsdagsklubben”, som jeg lavede mens jeg endnu var redaktør, lever videre. Vi er en grundstamme på seks personer, der mødes en gang om måneden. Vi forsøger, så godt vi kan, at stimulere udviklingen i Karup med fællesspisninger, blomster til folk der har fortjent en påskønnelser, og hvad vi ellers kan finde på.
Som noget nyt er jeg kommet i Andelskassens fonds bestyrelse. I år er 16 fonde slået sammen til kun to, og jeg er blevet formand i den ene. Underligt, at jeg er havnet der. Det er også hvor længe jeg kan blive, for en regel siger, at man skal gå som formand, når man fylder 70 år – og det sker så midt i april 2018.

Jeg kunne godt tænke mig at være sammen med familie og gode venner på dagen – lidt “Åbent hus!”. Min bedre halvdel siger, at der skal være styr på det. DERFOR inviterer jeg til reception i Skelhøje Kulturhus søndag den 21. april fra klokken 13.00, MEN af hensyn til køkkenet, vil Karen gerne have en ide om hvor mange vi bliver, så vi vil gerne have tilmelding senest 16. april.

Arbejdet med Skelhøje Købmandsgaards hjemmeside har lært mig at lave nyhedsmail, som cirka en gang om måneden sendes til små 200 venner af købmandsgaarden. Samme teknik har jeg brugt til en mail, som jeg normalt sender hver søndag hovedsageligt til familien med et lille resume af ugens begivenheder. I denne uge bliver det i stedet dette julebrev! Fordelen er at det er let at sende tekst og billeder. Ulempen er, at modtagerne ikke kan svare.

Allerede nu har vi fået flere julebreve/mail, som vi læser med stor interesse, og nu er det vel så tid at gøre gengæld.

Vi kender rigtigt mange mannesker, der hver på deres måde er med til at berige vort liv. STOR tak for det. Der er mange mennesker, som vi gerne ville være mere sammen med. Ind imellem gør vi noget ved det. Denne mail er et forsøg på at gøre lidt ved det.

Julen fejrer vi her, hvor vi glæder os til at få besøg af Søs, Jakob, Alfred og Knud.

Vi vil slutte med at sende de kærligste hilsener med ønsket om en glædelig jul og et godt og velsignet nytår!

Karen og Knud

Af Knud Gaarn-Larsen. Februar 2011.
Der er blevet meget at holde styr på, siden Leif Pedersen i 1985 startede virksomheden på Smedevej i Havredal. Han var ene mand, og arbejdede med nedbrydning og belægning. I dag er der 16 ansatte, der arbejder over hele landet.
– Der er kommet nye opgaver til gennem årene, så vi nu arbejder mere i jord, have, kloak og beton end vi gjorde tidligere, hvor det meste var nedbrydning og belægning, siger Leif Pedersen, der tager imod i den 70 kvadratmeter store kontorbygning, som han opførte for nogle år siden til afløsning af det lille hummer i privatboligen, der tidligere udgjorde det administrative centrum i virksomheden.

Leifs computer
Man kan ikke kalde Leif for computernørd.
– Min computer hænger her på højre lår, siger Leif med et stort smil og slår sig på låret, hvor der i en lomme hænger en stor notesbog, som typisk skiftes ud hvert halve år, og som flittigt bruges både i marken og på kontoret, når der er noget der skal huskes.
Det er ikke fordi man mangler computere, for på det store lyse kontor, hvor der er fire arbejdspladser, er der computere på de tre øvrige. Ved en sidder sønnen Carsten der klarer en masse administrative opgaver. Inger-Lise, der er gift med Leif, har også en, og fungerer som blæksprutte i firmaet med en masse servicefunktioner, der spænder lige fra at bage læke boller fredag morgen til ærindekørsel og andre administrative opgaver, og endelig har bogholderen i firmaet en computer.

Mund til øre
– Vi har ikke gennem årene brugt meget energi på markedsføring, men det er gået fra mund til øre, fra den ene kunde til den anden. En af vore store kunder er Rema 1000, som vi har bygget mere end 40 supermarkeder til over hele landet, fortæller Leif Pedersen.

Først og sidst
Leif Pedersens Enterprise ApS er typisk både de første og de sidste på en byggeplads.
– Først skal grunden gøres klar. Der er måske et hus der skal væltes, og på Sjælland bygges supermarkeder ofte på en tidligere benzinstation, og så skal jordbunden undersøges. Carsten er rigtig god til at finde ud af hvordan sådanne ting skal behandles, når der skal sendes ansøgninger og søges godkendelser hos det offentlige. Så skal der graves ud og støbes sokkel, og så forlader vi typisk stedet til bygningen står færdig, og der skal lægges fliser og laves grønne områder, siger Leif Pedersen.

Kældre
Når man arbejder inde i et hus, så er det typisk i kælderen, hvor man har løst flere opgaver med ny indretning. Man graver også rund om huse med kældre, for at lave dræn, så kunderne får en mere tør kælder.
Også mange boligforeninger er trofaste kunder hos virksomheden i Havredal, og bruger dem når nye boligblokke skal opføres. Lige for tiden arbejder man i Viborg, Helsingør og er på vej med et projekt i Horsens.
Leif Pedersens Enterprise råder over gravemaskiner der vejer fra to tons, til en bamse på 30 tons.

Lokalt
Gennem mange år kunne man købe genbrugsmaterialer på Smedevej i Havredal. Det stoppede man med for et par år siden.
– Det blev for tidkrævende og for bøvlet, erkender Leif Pedersen, og specielt Inger-Lise beklager udviklingen, for tanken med genbrug finder hun god.
I løbet af foråret regner Leif Pedersen med at kunne overtage Havredal Entreprenør, der i dag er ejet af Kim Jensen, og er et enkeltmandsfirma, og egentligt stammer fra Jørgen Monberg og Karup Entreprenør, og på den måde regner Leif Pedersen med at få flere lokale opgaver.
– Normalt har jeg ikke svært ved at vælte en bygning bare fordi den ligger i vejen, men jeg må indrømme, at det stak lidt i hjertet da vi skulle gøre plads til Rema 1000 i Karup, for jeg er jo gammel Karup-dreng, siger Leif Pedersen, der har entrepriser fra et par tusinde kroner til nogle der nærmer sig ti mio. kroner.

Mod udviklingen
– Det er ikke let at se det, når man står i det, men det var bestemt mod udviklingen, for alle de små specielforretningerne i de mindre byer lukkede på stribe, fortæller Inge-Lise Sterup, der selv i 1985 måtte opgive livet som selvstændig, og efter et par vikariater i Kjellerup- og Karup Kommuner kom hun den 15. oktober 1985 til det nyetablerede selskab Naturgas Midt Nord, hvor hun har været lige siden, i et job, hvor hun har fået lov at udvikle sig. På spørgsmålet, om hun kan lide sit arbejde, er der ikke betænkning: ”Ja, ellers var jeg da ikke blevet der så længer”, og det er typisk for Inge-Lise, hun beskæftiger sig med det hun kan lide.
AIF er mit barn
Så længe hun kan huske, har hun været aktiv i Alhedens Idrætsforening, og hun har taget hele turen fra almindeligt medlem, over aktiv idrætsudøver og i bestyrelsen, som hun fra 1989 til 2001 var formand for, og da hun blev afløst på den post, var det kræmmermarkedet, hun kastede sig over og med stort held styrede nogle år. I Inge-Lises ”regeringstid”, blev hal nummer to og Kulturhuset bygget til Alhedehallerne, og det har vist sig som et stort aktiv for lokalområdet.
Politik
I 2001 meldte hun sig på banen som politiker. Hun havde ikke på forhånd været medlem af noget parti, men hun vidste godt hvor hun stod politisk, og derfor var det også Venstre, hun henvendte sig til, og fra 2001 sad hun i byrådet i Karup, og ved valgt i november 2004 blev hun genvalgt til storkommunen, et arbejde og en udfordring, hun finder så spændende og udfordrende, at hun gerne fortsætter fire år endnu.

Kartoffeltysker
Inge-Lise Sterup er af kartoffeltyskerslægt, og da hun fik en opfordring til at koordinere festlighederne i anledning af kartoffeltyskerne 250 års jubilæum til august 2009, så stillede hun sig til rådighed.
– Jeg husker ret tydeligt 200 års jubilæet i 1959 som en enorm oplevelse for en pige på ti år, og sådan en oplevelse, vil jeg gerne være med til at give videre, siger Inge-Lise, der knapt et blevet løst for opgaven med kræmmermarkedet, før hun kaster sig over næste store udfordring. Igen meget betegnende, for ildsjælen fra Havredal, der ikke har planer om at skrue ned. Det er der alt for mange spændende opgaver til, og det kunne jo være spændende at finde ud af om man nu også kan løse dem, fornemmer man Inge-Lise tænke.

Af Knud Gaarn-Larsen. 2009

Søndag den 22. november kunne Jane og Jens Damgaard fejre 25års jubilæum som taxi-vognmænd i Frederiks.

På sin 40 års fødselsdag i 1984 underskrev Jens Damgaard en kontrakt med sin morbroder Alfred, om at de nu skulle videreføre Alfreds taxivognmandsforretning i Frederiks sammen. Alfred havde i forvejen bevilling til to hyrevogne, og allerede 30 år tidligere havde Jens Damgaard erhvervet sit erhvervskørekort, og lige siden den tid havde Jens kørt hos Alfred i weekenderne, så man kan ikke sige, at det var en pludselig indskydelse.

Før tid

– Jeg fik faktisk mit erhvervskørekort et år før jeg kunne, fortæller Jens Damgaard med det stort smil, og fortæller om at han i god tro var gået til teori og køreprøve til erhvervskørekort, og da begge dele var bestået, spørger den sagkyndige pludselig hvor gammel han var, og da han fortæller at han lige er fyldt 20 år, spørger den sagkyndige, om han da ikke ved, at man først kan tage erhvervskørekort, når man er 21 år.

– Det burde du have læst i teori, bebrejdede den sagkyndige, men jeg fik nu kortet alligevel, fortæller Jens.

Mekaniker

Jens Damgaards helt store drøm som ung var at blive mekaniker. En drøm der aldrig er gået i opfyldelse, men han har til gengæld kørt flere km i biler end de fleste.

Efter realeksamen, som han tog fra Viborg Private Realskole, kom Jens Damgaard først hjem i faderens murerfirma, der havde udviklet sig enormt, ved at specialisere sig i at nedlægge fjernvarmerør, og det var der stor efterspørgsel på i begyndelsen af 60erne. Da værnepligten kaldte, valgte Jens at melde sig som konstabel i Oksbøl, med den bagtanke, at han her kunne gennemføre uddannelsen som mekaniker. Sådan gik det ikke. I stedet kom Jens på sergentskole og videre til dragonerne i Holstebro.

Kølvrå

Turen gik videre til BP i Kølvrå. Igen med en ide om at det kunne udvikle sig til en læreplads som mekaniker. Men sådan gik det ikke, for pludselig kom han til at køre lastbil for Kølvrå Cementstøberi, og efter otte år her gik turen videre til Frederiks Tømmerhandel, hvor han også var chauffør, inden han skiftede til DLG i Thorning, og her var han til morbroderen i 1984 blev syg, og ønskede Jens ind i firmaet. En beslutning, som Jens på intet tidspunkt har fortrudt.

Rivende udvikling

Hurtigt efter overtagelsen af Frederiks Taxi kom Jane, Jens Damgaards bedre halvdel med i firmaet, og siden er det gået slag i slag, og som tiden er gået er man gået fra de to bevillinger til at køre taxi, hvor den ene mest blev brugt i weekenderne, til nu at have seks bevillinger, og nu kører bilerne døgnet rundt.

En tid bestod vognparken også af tre busser, men skærpede restriktioner betød at Jens Damgaard udfasede busserne, for at kunne koncentrere indsatsen omkring de seks hyrevogne, der kører med skolebørn, folk til og fra Karup Lufthavn, Dagcenteret, og hvad der nu ellers kommer af opgaver.

– Det hedder Taxi fordi vi bor på landet, for i byerne hedder det Taxa, fortæller Jens Damgaard, og forklarer, at man for at kunne få en bevilling til at køre hyrevogn, skal forpligtige sig til at være til rådighed døgnet runde, hvis der er folk der ringer, og beder om en taxi.

– Det er ikke tit folk ringer midt om natten til hverdag, men i weekenden kører vi helt igennem, fortæller Jens Damgaard, der erkender at det kan være krævende, men også at han ikke vil undvære det. Hjemmet kommer lidt til at minde om Fredericia Banegård, hvor der er liv døgnet rundt, hos Jane og Jens er det chaufførerne der lige stikker hovedet ind for en kop kaffe mellem turene. For uden Jens selv består den faste stab af hustruen Jane, svigersønnen Ole og døtrene Hanne og Ina, Bent Braüner og Sanne Cramer, og så er der en del afløsere, så betegnelsen et familieforetagende er meget dækkende. Næste generation, Peter Braüner, og nu også ansat i firmaet, så på den måde skulle arvefølgen være sikret, selv om Jens og Janne ikke har aktuelle planer om at smide tøjlerne.

Jens og Jane med et glas, som Alfred i sin tid fik ved et jubilæum. For en tid siden købte Jens en Citroen, som han huskede morbroderen havde.

Ferie

Det bliver ikke til meget ferie, men Jane og Jens købte for en del år siden et sommerhus ved Vesterhavet, og her nyder de hvert år en uges ferie.

Snak

Jens er på fornavn med mange politikere, for når de kommer ind i bilen Karup Lufthavn, lægger man formaliteterne til side, og har passagererne lyst, så får de sig en hyggesnak.

– Det er meget hyggeligt, og det sker da også man får noget at vide, så ikke ret mange ved, men det kommer ikke videre, fortæller Jens, og med den ene hånd for munden viser, at sådan skal det være.

Niece

Mange år som taxachauffør har også give nogle ekstraordinære oplevelser, som da man ringede fra Frederiks Kro, og spurgte om han kunne køre en tur til Niece i Frankrig. I første omgang troede Jens, at det var gas, men det var det ikke, så dagen efter udstyrede han sig med et par rene skjorter og et pas, og så gik det ellers mod Niece med en kunde.

– Som altid blev det kørt på taxameteret, og da vi holdt i på adressen i Niece stod uret på 15.000 kroner lige ud. Lidt underligt at det ramte et så rundt beløb, men kunden var tilfreds, og lagde et pænt beløb oven i, og så kørte jeg ellers hjem, fortæller Jens med et stort smil.

Ny teknik

Der er selvfølgelig nyeste teknik i alle bilerne, således også GPS.

– Det er noget bøvl. Det er altid det første jeg slår fra, når jeg kommer ind i en bil. Der er jo ingen der får lært at finde frem, når man gør sig afhængig af sådan noget teknik, nærmest fnyser Jens, det efter mange år på landevejene, hurtigt finder nærmeste vej til målet, og kunderne er da også godt tilfredse med den service de får i ”kvarter i elleve”, en omskrivning af telefonnummeret 86 66 10 45, for selv efter at have boet andre steder i mange år, ringer mange til nummeret, når de igen kommer til Karup.

Alder, ingen hindring
Når dette læses, har Marie netop rundet endnu et skarpt hjørne idet hendes dåbsattest er fra 1926, mens Kristens er fra 1921. Man kommer uvægerligt til at tænke på sætningen ”alder ikke nogen hindring”, når man ser sig om i stuen, og får en snak med de to aktive seniorer.

52 år med landbrug
Landbruget har en central plads i parrets hjerter, og det er blevet til ikke mindre end 52 år som selvstændig landmandspar på ejendommen på Benslehøj, før sønnen i 1999 fik lov til helt at overtage hele bedriften. Før den tid var der gået 17 år hvor de havde halvpart i ejendommen, og hvor Kristen næsten hver dag tog turen fra Granvej til Benslehøj, for at deltage i gårdens drift.
Marie og Kristen Johansen med gården “Benslehøj”, som i 52 år var centrum i deres liv.
Mange interesser
Man kan ikke lade være med at bemærke et enormt anlæg bestående af flere computerskærme, og pulte med masser af knapper, der fylder en del i parrets stue. Øverst står meget symbolsk en model af en svingplov. Jo, man skal ikke glemme sine rødder, selv om den moderne teknik har gjort sit indtog.
Hele det store anlæg er beregnet til at redigere nogle af de mange film, som Kristen har optaget på de mange undenlandsrejser han har været på. De første mange år rejste Kristen med på turer som Landboforeningen arrangerede, men senere har han også været med Seniorhøjskolen i Nr. Nissum. Kristen indrømmer dog, at han er ved at være for gammel til at bruge det store anlæg.
– Der er for mange knapper, jeg skal huske hvad der skal bruges til, og det er jeg ikke så god til længere, fortæller Kristen Johansen, men det betyder ikke så meget, for der er nok andet at gå i gang med.

18 gange på højskole
Selv om Marie og Kristen ikke er blevet forberedt på mødet, er der ikke problemer med at huske fakta.
– Jeg har været på højskole 18 gange, og hver gang har det været på Seniorhøjskolen i Nr. Nissum, hvor jeg gerne har været i 14 dage ad gangen, men to gange har det kun været otte dages kurser, fortæller Kristen, der viser nogle af de flotte glasmosaikker og glasfade, som han selv har fremstillet på nogle af de kurser han har deltaget i. I en skuffe i skrivebordet ligger også flere hæfter, som Kristen har skrevet, dels om tiden som landmand, men der er også et om hans aktive senior-tilværelse

Kristen Johansen har selv redigeret de mange film han har taget på sine mange rejser. Øverst til venstre står en svingplov, der fortæller om Kristens baggrund som landmand og bagerst til højre en del af de glasmosaikker, som han også har lavet.

Arbejdsfordeling
I landbruget har der været en klar arbejdsfordeling. Marie tog sig hovedsageligt af det inde i huset, mens Kristen tog sig af det ude. Den fordeling er fortsat. Marie tager sig hovedsageligt tager sig af det hjemme, og det er også Marie der har taget sig af alle de billeder, som Kristen er kommet hjem med fra hans mange turer til udlandet, og får dem flot samlet i albums. Kristen tager så alene på højskole og rejser.
– Jeg har det bedst her hjemme, fortæller Marie, der dog også kan fortælle, at hun en gang har haft Kristen med på en tur.
– En gang vandt jeg en tur til Holland ved en demonstration, og så tog jeg Kristen med til Holland, fortæller Marie, der som sagt hellere bliver hjemme, hvor hun blandt andet pusler med at lave fine ting i små perler.

Grønland var toppen
På spørgsmålet om der er en tur der har gjort et specielt stort indtryk, er svaret straks ”Grønland”.
– Jeg har godt nok været fem gange i Østrig, og hver gang et nyt sted, fortæller Kristen, men Grønland gjorde dog alligevel størst indtryk. Rejsen til Grønland var indbefattet i et kursus på Seniorhøjskolen i Nr. Nissum.
Biavler
En periode var Kristen også meget aktiv biavler.
– Men så var det at jeg fik sukkersyge, og så synes jeg ikke det var så sjovt længere, og så har jeg givet det hele til barnebarnet. Så kan han gøre med det hvad han vil, slutter Kristen.

Kristen Johansen i maj 2006.

Der er fest, glæde og god stemning når man er i selskab med landpost, politiker og fritidslandbruger Leif Sørensen i Hauredal. Han kan også være trist og alvorlig, men han arbejder meget på at angribe alle problemer og opgaver fra den positive side, for på den måde går det nu nemmest, og på den måde kommer man længst. Det er Leif Sørensens livsfilosofi.

Leif Sørensen blev født i Rødding lidt nord for Viborg i 1936, men under krigen flyttede hans familie til en ejendom mellem Hauredal og Frederiks, og det er her Leif Sørensen føler sig rigtig hjemme.

Efter syv år i skolen i Hauredal kom han som det var skik og brug for unge mennesker den gang på landet hvor han havde forskellige pladser indtil han i 1956 blev indkaldt til at aftjene værnepligten først på kasernen i Viborg og senere som udstationeret dansk soldat i Tyskland. Han var med på et af de sidste hold danske soldater, der efter anden verdenskrig blev sendt til Tyskland som en del af besættelsestropperne.

Efter soldatertiden kom han hjem, hvor han blandt andet arbejdede i skoven. En dag fik han en opfordring fra en kammerat om at blive post i København. Leif Sørensen var ikke umiddelbart lykkelig ved tanken, men tog dog af sted for lige at se lidt på det, og i løbet af kort tid havde han skrevet under på en kontrakt med postvæsenet med den prøvetid på to år. Det er blevet til 34 gode år i postvæsenet konkluderer Leif Sørensen. De første seks år blev tilbragt i det indre København, hvor han fik en lejlighed på Nørrebro. Det var spændende år, men han ville alligevel gerne tilbage til hjemegnen. Det var svært, for man manglede postbude i København, og der skulle flere ansøgninger til, før Leif Sørensen i 1964 sammen med hans kone var heldig at få en stilling som post i Frederiks. De først to måneder var det på cykel, men siden er det hele foregået i bil, og det er blevet til mange km i postbil gennem de mange år.

Det var lidt underligt at komme tilbage, fortæller Leif Sørensen. Han havde jo trods alt kun været væk i seks år, men rigtigt mange af vennerne var enten rejst, eller havde etableret sig med familie, så en ny omgangskreds måtte opbygges.

Der var ikke nogen der spillede håndbold i Frederiks og Haurdal, da Leif Sørensen kom tilbage, og det skulle der gøres noget ved mente Leif Sørensen, så han fandt sammen med andre interesserede og startede en håndboldafdeling under AIF. I barndommen i Hauredal skaffede man plads ved at flytte køerne, og så spille på en græsmark. I Frederiks spillede man på det område hvor Dagcenteret ligger i dag, og banen blev klippet med en håndskubbet maskine. Skulle man inden døre måtte man alliere sig med flyvestationen, og her var der kun tid mellem 8 og 10 søndag formiddage, så tankerne om at bygge en hal i Frederiks blev mere og mere påtrængende.

Daværende borgmester Karl Bitsch blev kontaktet, og man tog til Sunds, hvor man med frivillig arbejdskraft havde fået bygget en hal, og efter noget snak gik man i gang i 1967. Det var et par særdeles hårde, men også gode år hvor al fritid gik med planlægning og bygning af hallen konstaterer Leif Sørensen. Meget af planlægningen foregik ved Karl Bitschs køkkenbord forklarer Leif Sørensen.

At der ikke er langt fra ord til handling sætter Leif Sørensen stor pris på, og han har altid elsket at have med mennesker at gøre. Allerede tidligt indså Leif Sørensen at udviklingen i postvæsenet gik i retning af at den personlige kontakt blev mindre i takt med at flere postkasser blev sat op. Det var jo ikke som i gamle dage, hvor man kom ind alle steder. Flere steder lå der en blankocheck sammen med nogle girokort på køkkenbordet, og så blev det op til posten at lægge beløbene sammen, og så skrive beløbet på checken. Et andet sted blev han bedt om at aflevere aske fra cigaretter og cerutter på køkkenbordet. Asken skulle manden bruge til at rulle skråen i, og cerutstumperne blev brugt i piben, men han ville dog ikke have pibeudkrads fortæller Leif Sørensen med et bredt smil.

Politik har også været en stor del af Leif Sørensens liv. Efter at hallen var kommet op at stå, fik han en opfordring til at stille op for socialdemokratiet, og lidt nølende sagde han ja, og han opnåede i 1974 valg til byrådet i Karup, hvor han har siddet lige siden, men nu skal det være slut, forsikrer Leif Sørensen, der har bestemt ikke at stille op til næste valg. I løbet af de mange år har han siddet i samtlige udvalg og i to perioder har han været socialudvalgsformand og i andre to perioder har han være formand for teknisk udvalg.

Mange har karakteriseret Leif Sørensen som en god borgerlig socialdemokrat, og lidt er der måske om snakken erkender Leif Sørensen med et glimt i øjet. Socialdemokratiet er jo et stort parti, og jeg hører ikke til dem der ligger længst til venstre.

Det tager lidt tid og overvejelser da spørgsmålet falder om hvad der har været den bedste oplevelse som politiker, men da det kommer, er han ikke i tvivl om at det var da man besluttede at bygge Dagcenteret og de beskyttede boliger i Frederiks. Der var noget snak om at vi skulle have et plejehjem, men det var da godt at det blev som det blev, konkluderer Leif Sørensen. Når snakken falder om negative oplevelser er Leif Sørensen derimod ikke et øjeblik i tvivl, for det har været når der har været tunge sager på det sociale område med børn indblandet.

Ikke mindre end to gange har Leif Sørensen bygget nyt hus, og nu synes han at det mindre landbrug han har boet på siden 1980 er ved at blive lidt for stort, så han overvejer kraftigt at tage skovlen i hånden igen, for at bygget nyt hus i Hauredal til sit otium. En ryglidelse var dog for nogle år siden ved at gøre livet surt for Leif Sørensen. Lidelsen medførte store smerter og mange sygedage, men den 6. november 2002 blev en skelsættende dag, for da blev Leif Sørensen opereret og det med så stort held, at han i dag føler sig helt på toppen, og klar til at gå i gang med bygningen af endnu et hus.

Denne artikel er indsat 24. juli 2003

”Det er træls, hvis det ikke går som man gerne vil, og hvis udviklingen pludselig slår fundamentet under ens virksomhed og dermed levebrød væk, men det er da mere træls, hvis man må stoppe på grund af sygdom”, funderer Kaj Andreasen i en stille stund i Grethe og hans hyggelige hjem på Nyrupsvej i Frederiks, som i øvrigt ligger ganske kort fra Kaj Andreasens fødehjem ”Delgården”, der ligger på Trehusevej umiddelbart uden for bygrænsen.

Det havde måske været naturligt om Kaj havde fulgt i faderens fodspor og var blevet landmand. Han forsøgte sig da også et par år, men da der blev en lærerplads på møbelfabrikken Lisan i Karup, slog Kaj Andreasen til, og blev i løbet af fire år udlært som møbelsnedker.

Lige efter endt svendeprøve kaldte forsvaret først fire måneder som rekrut i Jonstrup og siden et år ved flyvevåbenet i Karup.

Hotelkarl
Man skulle tro at uddannelsen som møbelsnedker nu skulle bruges, men et godt tilbud som ’alt-mulig-mand’ på det nybyggede Hotel Australia i Vejle trak med en bedre løn, og til trods for at han ved et krobal i Knudstrup havde fundet Grethe Have, der havde forladt fødeøen Mors og arbejdede som ekspeditrice ved en konditor i Kjellerup, ja så blev det altså til et par år i Vejle, hvor der blev sparet kraftigt op, så et par drømme kunne realiseres i maj 1963.

Den første maj overtog han en stor ejendom på Kongemosevej i Frederiks fra A. M. Bitsch, for at indrette et møbelsnedkeri i bygningen, og ti dage senere blev han gift med Grethe.

Selvstændig møbelsnedker
Der havde tidligere været legetøjsfabrik i bygningen, og det flød med heste, køer og vogne lavet i træ. Der var så mange, at man blev nødt til at fyre med dem, for at komme til bunds i stakken fortæller Kaj Andreasen. Den nye fabrik fik navnet ”Alheden”, og en produktion af klædeskabe, skriveborde og chatoller kom i gang, og hurtigt voksede medarbejderstablen til fem – seks ansatte, og aftagerne var de store varehuse som Anva og Dalles Varehus, og specielt op til jul kunne dagene blive lange, for at alt kunne leveres i den rigtige kvalitet til den rigtige tid. I halvfjerdserne specialiseredes og ændredes produktionen til alene at omfatte sofaborde med kakler.

Oliekrisen midt i halvfjerdseren gik også ud over møbelindustrien. For sent indså Kaj Andreasen at markedet forsvandt, og at svaret var billigere varer produceret i meget større enheder, så sidst i 1978 måtte han lukke fabrikken. Eneste formildende omstændighed var, at det ikke var af helbredsmæssige årsager, så allerede i januar 1979 kunne han begynde en ny tilværelse som medhjælper i Alhedehallerne, og her har Kaj Andreasen været i 20½ år til han sommeren 1999 gik på efterløn.

Et liv med foreninger
Det siges at Danmark er et foreningsland, og Kaj Andreasen har både brugt og bidraget til foreningslivet.

I over 40 år har han været aktiv fodbold- og håndboldspiller i B 1960 og i AIF, og det vidner mange billeder i hans fotoalbum om. ’’Det har givet mig mange gode oplevelser’ slår Kaj Andreasen fast. Nu er disse aktiviteter ophørt, og i stedet tager han Grethe med til folkedans i Alhedens Folkedanserforening, og det er en aktivitet som de virkeligt nyder. ’Det giver god motion, og så snakken ved kaffebordet på øveaftenerne, en god mulighed for at få snakket med en masse mennesker’ siger Kaj Andreasen, ’og jeg fortryder, at vi ikke kom i gang med det noget før’ føjer han til. Folkedansen har da også bragt familien store oplevelser, når foreningen har deltaget i stævner både i Tyskland og Sverige. Flere gange har parret været på besøg i Karups venskabsby Kalocsa i Ungarn til store folkedanserstævner.

Foreningsengagementet har også omfattet en masse bestyrelsesposter i mange foreninger.

Sammenlægning af idrætsforeninger
Kaj Andreasen tænker med tilfredshed og en smule stolthed tilbage på tiden midt i tresserne, hvor han var varm fortaler for at de to idrætsforeninger der dengang var i Frederiks, B 1960 og AIF, blev sammenlagt. Sammenlægningen blev en realitet i 1966, og Kaj Andreasen blev de sammenlagte foreningers første formand. Heller ikke den gang kunne en forening køre uden penge, og for at skaffe penge arrangerede man blandt andet baller på Frederiks Kro, fortæller Kaj Andreasen. ’Vi holdt baller hver fjortende dag’ siger Kaj Andreasen, ’ og det kørte rigtigt godt i mange år, og gav et flot overskud’. ’Juleballerne var noget helt specielt’, slår Kaj Andreasen fast. ’Ved sådanne baller kunne der komme op til 500 deltagere på kroen, og hvor var det da sjovt, og samtidig gav det gode penge til foreningen’ fortæller Kaj Andreasen.

Det blev også til nogle år i borgerforeningen i Frederiks, hvor Kaj med glæde ser tilbage på rigtig mange gode oplevelser af aktiviteter, som han har været med til at sætte i gang og nævner i flæng Sommerfesten der blev til Alhedefesten med alhederevyen, optog gennem byen, dyrskue og ringridning, og Kaj Andreasen er ked af den skæbne der er blevet der er blevet Borgerforeningen til del.

Politisk aktiv
Politisk engagerede Kaj Andreasen sig tidligt i Den konservative Vælgerforening, og han endte som formand og som medlem i kredsbestyrelsen. ’Der er blevet lagt utroligt mange timer i foreningsarbejdet’ konstaterer Kaj Andreasen og funderer videre ’det er helt mærkeligt at der blev tid til det samtidig med at familien og virksomheden også skulle passes’.

I 1995 skiftede han på opfordring til Vestre, og han fik et par år i kommunalbestyrelsen som stedfortræder for Åge Boll Mikkelsen, der var sygemeldt i en periode, og senere for Benny Ragner, der valgte at trække sig ud af byrådsarbejdet. Det nager Kaj Andreasen, at der ikke lykkedes at blive genvalgt ved sidst byrådsvalg, for dels fandt han arbejdet spændende, og dels har han nu fået mere tid og dermed overskud til arbejdet, men sådan skulle det altså ikke være, konstaterer Kaj Andreasen tørt.

Der er nu ikke mange tegn på at han er gået i stå. Hver dag skal to lokale aviser læses grundigt igennem. Familien har holdt Midtjyllands Avis så længe Kaj Andreasen husker, og så bytter man sig til Viborg Stifts Folkeblad, Ja og så er der da også lige de to dejlige piger med svigersønner og deres i alt seks børnebørn og resten af en stor familie i området, som ikke må forsømmes.

Til portrætsiden Til Forsiden
Blå bog

Navn: Kaj Andreasen

Født: 31. juli 1939 på ”Delgården” i Frederiks

Skolegang: Sluttede med 7. klasse og konfirmation 1954

Uddannet: Møbelsnedker 1960

Soldatertid: 16. mdr. ved Flyvevåbenet.

’Alt mulig mand’ på Hotel Australia i Vejle i to år

Fra 1. maj 1963 selvstændig møbelsnedker

Gift: 10. maj 1963 med Grethe Have

Fra januar 1979 medhjælper ved Alhedehallerne

Fra 1999 efterlønner

Byrådsmedlem i 2 år fra 1997 til 1999.

Aktiv fodbold- og håndboldspiller i 40 år

Dagligbrugsens bestyrelse gennem 10 år

Borgerforeningens bestyrelse i 8 år

Folkedanserforeningens bestyrelse i 6 år

Idrætsforeningens bestyrelse i 4 år

Alhedehallernes bestyrelse i 2 år

Politisk aktiv i 25 år først i den Konservative vælgerforening og fra 1995 i Venstre.