Landpost, politiker og fritidslandbruger Leif Sørensen.
Der er fest, glæde og god stemning når man er i selskab med landpost, politiker og fritidslandbruger Leif Sørensen i Hauredal. Han kan også være trist og alvorlig, men han arbejder meget på at angribe alle problemer og opgaver fra den positive side, for på den måde går det nu nemmest, og på den måde kommer man længst. Det er Leif Sørensens livsfilosofi.
Leif Sørensen blev født i Rødding lidt nord for Viborg i 1936, men under krigen flyttede hans familie til en ejendom mellem Hauredal og Frederiks, og det er her Leif Sørensen føler sig rigtig hjemme.
Efter syv år i skolen i Hauredal kom han som det var skik og brug for unge mennesker den gang på landet hvor han havde forskellige pladser indtil han i 1956 blev indkaldt til at aftjene værnepligten først på kasernen i Viborg og senere som udstationeret dansk soldat i Tyskland. Han var med på et af de sidste hold danske soldater, der efter anden verdenskrig blev sendt til Tyskland som en del af besættelsestropperne.
Efter soldatertiden kom han hjem, hvor han blandt andet arbejdede i skoven. En dag fik han en opfordring fra en kammerat om at blive post i København. Leif Sørensen var ikke umiddelbart lykkelig ved tanken, men tog dog af sted for lige at se lidt på det, og i løbet af kort tid havde han skrevet under på en kontrakt med postvæsenet med den prøvetid på to år. Det er blevet til 34 gode år i postvæsenet konkluderer Leif Sørensen. De første seks år blev tilbragt i det indre København, hvor han fik en lejlighed på Nørrebro. Det var spændende år, men han ville alligevel gerne tilbage til hjemegnen. Det var svært, for man manglede postbude i København, og der skulle flere ansøgninger til, før Leif Sørensen i 1964 sammen med hans kone var heldig at få en stilling som post i Frederiks. De først to måneder var det på cykel, men siden er det hele foregået i bil, og det er blevet til mange km i postbil gennem de mange år.
Det var lidt underligt at komme tilbage, fortæller Leif Sørensen. Han havde jo trods alt kun været væk i seks år, men rigtigt mange af vennerne var enten rejst, eller havde etableret sig med familie, så en ny omgangskreds måtte opbygges.
Der var ikke nogen der spillede håndbold i Frederiks og Haurdal, da Leif Sørensen kom tilbage, og det skulle der gøres noget ved mente Leif Sørensen, så han fandt sammen med andre interesserede og startede en håndboldafdeling under AIF. I barndommen i Hauredal skaffede man plads ved at flytte køerne, og så spille på en græsmark. I Frederiks spillede man på det område hvor Dagcenteret ligger i dag, og banen blev klippet med en håndskubbet maskine. Skulle man inden døre måtte man alliere sig med flyvestationen, og her var der kun tid mellem 8 og 10 søndag formiddage, så tankerne om at bygge en hal i Frederiks blev mere og mere påtrængende.
Daværende borgmester Karl Bitsch blev kontaktet, og man tog til Sunds, hvor man med frivillig arbejdskraft havde fået bygget en hal, og efter noget snak gik man i gang i 1967. Det var et par særdeles hårde, men også gode år hvor al fritid gik med planlægning og bygning af hallen konstaterer Leif Sørensen. Meget af planlægningen foregik ved Karl Bitschs køkkenbord forklarer Leif Sørensen.
At der ikke er langt fra ord til handling sætter Leif Sørensen stor pris på, og han har altid elsket at have med mennesker at gøre. Allerede tidligt indså Leif Sørensen at udviklingen i postvæsenet gik i retning af at den personlige kontakt blev mindre i takt med at flere postkasser blev sat op. Det var jo ikke som i gamle dage, hvor man kom ind alle steder. Flere steder lå der en blankocheck sammen med nogle girokort på køkkenbordet, og så blev det op til posten at lægge beløbene sammen, og så skrive beløbet på checken. Et andet sted blev han bedt om at aflevere aske fra cigaretter og cerutter på køkkenbordet. Asken skulle manden bruge til at rulle skråen i, og cerutstumperne blev brugt i piben, men han ville dog ikke have pibeudkrads fortæller Leif Sørensen med et bredt smil.
Politik har også været en stor del af Leif Sørensens liv. Efter at hallen var kommet op at stå, fik han en opfordring til at stille op for socialdemokratiet, og lidt nølende sagde han ja, og han opnåede i 1974 valg til byrådet i Karup, hvor han har siddet lige siden, men nu skal det være slut, forsikrer Leif Sørensen, der har bestemt ikke at stille op til næste valg. I løbet af de mange år har han siddet i samtlige udvalg og i to perioder har han været socialudvalgsformand og i andre to perioder har han være formand for teknisk udvalg.
Mange har karakteriseret Leif Sørensen som en god borgerlig socialdemokrat, og lidt er der måske om snakken erkender Leif Sørensen med et glimt i øjet. Socialdemokratiet er jo et stort parti, og jeg hører ikke til dem der ligger længst til venstre.
Det tager lidt tid og overvejelser da spørgsmålet falder om hvad der har været den bedste oplevelse som politiker, men da det kommer, er han ikke i tvivl om at det var da man besluttede at bygge Dagcenteret og de beskyttede boliger i Frederiks. Der var noget snak om at vi skulle have et plejehjem, men det var da godt at det blev som det blev, konkluderer Leif Sørensen. Når snakken falder om negative oplevelser er Leif Sørensen derimod ikke et øjeblik i tvivl, for det har været når der har været tunge sager på det sociale område med børn indblandet.
Ikke mindre end to gange har Leif Sørensen bygget nyt hus, og nu synes han at det mindre landbrug han har boet på siden 1980 er ved at blive lidt for stort, så han overvejer kraftigt at tage skovlen i hånden igen, for at bygget nyt hus i Hauredal til sit otium. En ryglidelse var dog for nogle år siden ved at gøre livet surt for Leif Sørensen. Lidelsen medførte store smerter og mange sygedage, men den 6. november 2002 blev en skelsættende dag, for da blev Leif Sørensen opereret og det med så stort held, at han i dag føler sig helt på toppen, og klar til at gå i gang med bygningen af endnu et hus.
Denne artikel er indsat 24. juli 2003