Portræt af Laura Damgaard

Kartoffeltysker på træk

 

Tekst og foto: Knud Gaarn-Larsen

Der var ikke meget gang i nybyggeriet i Frederiks i 80erne, men i 1987 besluttede Robert og Laura Damgaard at nu var deres hus på Park Alle blevet for stort, og det var tid at flytte i noget mindre, og derfor byggede de et fint lille parcelhus i baghaven til huset Nørregade 10. Forhuset på Nørregade 10 havde de ejet siden begyndelsen af 60erne, hvor de købte det, for at kunne have bolig til en gift smedesvend. Det er på adressen Nørregade 10A, jeg har sat Laura Damgaard stævne, for at få en snak om løst og fast. Der er nok at snakke om, for Laura Damgaard har oplevet meget, og hun har en god hukommelse.

Skolegang i Frederiks

Laura er født i Trehuse den tredje oktober 1921, så hun runder snart endnu et af livets runde mærkedage. Skolegangen var i Frederiks med skolegang hver anden dag. Det blev til 7 år i alt. Først tre år i forskolen, ’ og jeg har jo nok haft fingeren oppe lidt for tit’, siger Laura uden at prale, for efter kun tre år kom jeg op i ’den Store Skole’, hvor jeg så var i de sidste 4 år, og det var egentligt lang tid, for der var ikke mange udfordringer til sidst, selv om læreren fandt en ny regnebog til mig.

Bagerjomfru i Haurdal

Efter skoletiden havde Laura Bräuner, som hun hed før hun blev gift, forskelligt arbejde. Hun var hjemme et år, men kom så til Brande og Viborg, for at ende i forretningen hos bageren i Haurdal.

I Haurdal var Lauras kommende mand Robert Damgaard. Han var tredje generation af en smedeslægt i Haurdal. De blev gift i 1943 og to år efter nemlig 1. november 1945, altså kort efter krigen, blev de enige om at begynde en ny smedeforretning på Park Alle i Frederiks, og tiden har vist at det var et godt valg, for forretningen udviklede sig stille og roligt ved knopskydning helt frem til 1975, hvor man besluttede at flytte til industrikvarteret på Nyrupsvej, for at få plads til alle de aktiviteter, som den stadigt ekspanderende virksomhed havde brug for.

Her er Laura ved forretningen på Parkalle.

Robert lavede selv hestesko

Der var nok at se til på Park Alle konstaterer Laura. Værkstedet lå godt for mejeriet, der blev opført i 1935 på hjørnet af Nørregade og Parkalle. Der var også en tid lang et kartoffelkogeri i forbindelse med mejeriet, og den dag i dag kan man endnu se det fælles frysehus på Parkalle 1, der nu er indrettet som privatbolig. Mange landmænd benyttede lejligheden, når de alligevel skulle af sted til mejeri eller kartoffelkogeri til at få deres heste skoet, eller at få redskaber repareret hos smeden.

Hjulringe blev monteret

Robert var ihærdig og arbejde mange timer. Der var meget arbejde med at sko heste, og Robert smedede i en årrække selv de hestesko der blev brugt, men der var også meget andet arbejde med landbrugsmaskiner, som at lægge jernringe på hjulene på de gamle stive landbrugsvogne, og det var et arbejde der krævede præcision. Først skulle ringen dannes til, så den passede nøjagtigt rundt om hjulet, og så blev ringen varmet op, så den blev så stor at den kunne presses ned om hjulet, og så skulle den ellers køles af, så den ikke brændte træet, og så den sad uhjælpeligt fast omkring hjulet.

Åben for nye udfordringer

Robert holdt sig godt orienteret om udviklingen indenfor smedebranchen, og da udviklingen i 40erne og 50erne for alvor begyndte at tage fart med Vand, Varme og Sanitet, så var Frederiks Smedeværksted med, så der var nok at se til, og det blev da ikke mindre da man i Frederiks besluttede sig for at lave et fjernvarmeværk.

Laura og Niels Aage Damgaard

Laura havde egen forretning

Der var også nok at se til for Laura, for dels fik parret to børn, som skulle passes, men Laure tog sig også af den regnskabsmæssige side af firmaet, og så havde hun hendes egen lille forretning i forretningen, hvor hun solgte gummi til malkemaskiner, olie og fedt og andet tilbehør.

Da vi besøger huset på Park Alle, der i dag rummer en akupunkturklinik, konstaterer Laura Damgaard, ’ja, den her knast blev bygget til i 1965, som kontor, da momsen blev indført’.

Laura Damgaard har som allerede tidligere omtalt to børn. En datter, Karin, der i dag bor i Randers, og en søn Niels Aage der har overtaget virksomheden, og altså er fjerde generation smedemester.

Laura ved forretningen på Nyrupsvej

Laura flyttede ikke med til Nyrupsvej

Niels Aage kom med i forretningen i 1970, og det at Niels Aage var interesseret i at overtage virksomheden var da også en af grundene til at vi valgte at flytte ud i 1975. Sammen med udflytningen stoppede Laura i firmaet, mens Robert fortsatte helt frem til 1980. Det vil sige, helt stoppede Laura ikke, for hun klarede fortsat forskellige småjobs som rengøring og andet, men hun havde ikke mere med regnskabet at gøre. Laura er stadig en hyppig og velkommen gæst i Frederiks Smede- og Maskinforretning. Det bliver i dag ikke til meget arbejde, men det er også godt nok at komme og få en kop kaffe og en god snak med mange af de medarbejdere og kunder, som hun har kendt gennem mange år.

Meddeler til Midtjyllands Avis

Efter udflytningen af virksomheden i 1975 skabte Laura sig en lille karriere inden for journalstikken, da hun blev ansat som meddeler til Midtjyllands Avis, et job, som hun med stor flid passede i 5 år. ’Det var da meget spændende’ siger Laura Damgaard og fortsætter; ’ jeg ville jo nødigt skrive noget der var forkert, så derfor gik jeg med til et utal af møder og generalforsamlinger, for selv at have været der. Og det var da meget spændende for på den måde kom jeg jo med til noget, som jeg ellers aldrig ville have haft mulighed for at opleve. Men der var da også mindre spændende ting, som når man skulle skrive om et dødsfald, og i den anledning besøgte familien mens den afdøde stadig ’lå lig’ i åben kiste i stadsstuen.’

Hus på Solkysten

Der blev dog også de sidste år som aktive tid til ferie. I 1976 blev der købt et lille hus på Solkysten i Spanien lidt øst for Malaga. Her tilbragte Laura og Robert nogle uger hvert år, som de nød utroligt meget, for vejret var jo godt, og der var ikke langt til havet, hvor man kunne fiske. Det var dog lidt bøvlet at komme frem og tilbage, for de fleste ture foregik med bus, og dengang tog det tre dage at gennemføre turen.

Først i 80erne blev Robert Damgaard ramt af Alzheimers. Det er en svær sygdom der nærmest i flæng rammer områder i hjernen og lammer dem, og på den måde invalideres personen, og der er også stor fare for at personen skifter karakter, så det er en vanskelig sygdom at leve med både for den syge, men måske især for de pårørende.

Afslag på hjælp

I mange år passede Laura selv hendes syge mand uden hjælp, og det er ikke uden en anelse bitterhed at Laura fortæller om kommunens afslag, da det endelig kommer så langt, at hun bliver nødt til at bede om en smule hjælp, og får afslag. Både Robert og Laura er typen der viser deres medmennesker stor tillid, og som helst vil klare sig selv, men det kan jo blive for vanskeligt, og det endte da også med at Robert kom til Viborg, da sygdommen blev for svær, en afgørelse, der ikke var let for Laura at affinde sig med. Især ikke i begyndelsen.

Skrev sig gennem krisen

Det tog også hårdt på Laura da Robert sidste på året i 1995 endelig døde. Da begravelsen og alle de praktiske ting var ordnet tog Laura alene til huset på Solkysten, hvor hun brugte de næste tre måneder til at skrive sig igennem krisen.

’Det er en mærkelig oplevelse’, siger Laura Damgaard, ’ for det var jo næsten som at genopleve hele sit liv’. Det er blevet til en stor bog, og den er også blevet kopieret og bundet ind, så mine børn kan få den. Men først når jeg ikke er her mere, tilføjer Laura Damgaard.

Laura Damgaard har det godt som ’trækfugl’, for når vejret i Danmark går mod vinter, så sætter Laura sig op i et fly, for få timer senere at komme frem til huset i Spanien, hvor man om vinteren har et vejr der kan sammenlignes med vores sommer.

Længes tilbage

Det er bare den hage ved ordningen, at når jeg er på Solkysten, så længes jeg ofte tilbage familie og venner i Danmark, som dog er søde til at besøg mig.

Når jeg så er i Danmark kan jeg ofte længes efter solen og varmen på Solkysten, og det fællesskab der er der mellem alle de danske der nu bor dernede om vinteren. Laura er aktiv i menighedsrådet på Solkysten. Hver vinter kommer der en pensioneret præst fra Danmark til Solkysten, hvor menigheden stiller et hus til rådighed for præsten, og han holder så gudstjenester forskellige steder i lånte lokaler, eller også engang imellem idet fri, og det er jo en herlig ’kirke’ konstaterer Laura, ’ når man har fuglefløjt i baggrunden’. Til sådanne gudstjenester kommer der ofte 50 – 60 mennesker, og så slutter man af med spisning og hyggeligt samvær.

Stor omgangskreds

Politisk har Laura Damgaard altid sværget til Venstre, men hun er ikke gået aktivt ind i noget foreningsarbejde, og det har hun været enig med Robert om, for det kunne jo skade forretningen.

På væggene i huset på Nørregade hænger store og små portrætter af den nærmeste familie, og man fornemmer at familien optager en stor plads i Lauras tilværelse. Der er dog også plads til at pleje kontakten med venner enten gennem telefonsamtaler, eller når de kommer på besøg. Da tiden til denne aftale først blev aftalt, havde Laura liggende gæster, jo hun har det er tydeligt at Laura Damgaard har det bedst, når der hele tiden sker noget omkring hende.

Til toppen Portrætter

Laura Damgaard boede en tid på Åbrinken i Karup, og flyttede senere til et plejehjem i Bjerringbro, hvor hun døde i november 2011, 90 år gammel. (Tilføjet 1. januar 2012)