Slægten

Hvad husker du?

Af Agnete Hansen

Jeg er født i 1915. Det husker jeg ikke, men når folk spørger mig om hvor gammel jeg er, plejer jeg at sige, at jeg blev født ”Det år kvinderne fik stemmeret”, og det synes jeg er meget passende, jeg vil nemlig også gerne bestemme noget.

Det var under den første verdenskrig, som var fra 1914 – 1918. Danmark var ikke deltager i krigen og heller ikke besat, som under den sidste verdenskrig fra 9. april 40 til 5. maj 1945. Men der var alligevel ting, som det kunne være vanskeligt at få nok af. Der var rationeringsmærker på flere ting. Jeg husker kun der skulle spares på sukker.

I mit hjem havde vi telefon. Det havde naboerne ikke. Det var ikke hvermandseje. Der skulle være 20 abonnenter, for at der kunne oprettes en central. Der har min mor og far syntes, de skulle være med, for vi havde nr. 7.

Hvis en af naboerne skulle have snak med en dyrlæge eller læge, kom de om til os, og spurgte om de måtte låne telefonen, selvfølgelig måtte de det.

I 1915 blev der oprettet Elektricitetsværk i Lomborg. Far og mor var også mellem dem som fik strøm, så jeg kan ikke huske petroleumslamperne, men har jo i mange andre hjem set, hvordan sådan nogle blev gjort i stande, så de kunne lyse og skabe hygge, når de da ikke osede. Det kneb det nye Elværk at levere den strøm, der var brug for.

Så var der en ingeniør, Bjerre, som stod for, at der blev bygget en turbine ved åen derhjemme. Vandet blev stemt op og turbinen hjalp så til med at levere strøm til brugerne.

Min far fik det daglige opsyn med turbinen. Jeg husker tydeligt min og min storebroders betagelse af den megen vandmasse og motordunken, når vi fik lov at følge far derned.

Vi skulle være meget forsigtige for ikke at glide om og falde ned i vandet.

Jeg husker aftenerne om vinteren, når der var spist, og alt arbejde slut for dagen. Så kom karlene jo ind i stuen. Det kunne ske, at en af dem ville læse. De var næsten altid fulde af sjov, leg og spil. Jeg husker en af legene, hvor de sad to på en skammel, og så skulle de forsøge at slå hinanden ned. Det var der meget morskab med.

De spillede Dam, Nitavl, Skak og Kort. Det kunne hurtigt blive sengetid for os børn. Vore senge var dejlige. Der var halm i bunden af dem. Det blev skiftet en gang eller to om året. Vi havde aldrig hverken mus eller utøj i sengehalmen. Vi havde været på heden at plukke porsris, som blev lagt i bunden af sengen og lidt imellem halmen, og det holdt al utøj væk.

Vi havde også hølsklæder på sengene, det var uldne tæpper af uld fra fåerne, dem havde vi jo også derhjemme. Det var ikke så sjovt om aftenen, når fårene skulle flyttes til nat om sommeren. De stod i tøjer på marken omme ved engen. For at komme derom skulle vi forbi en gammel rævegrav, som var taget i besiddelse af en grævling. Den var vi bange for. Nu kan jeg godt se, hvor forkert det var. Grævlingen var jo meget mere bange for os. Det var den yngste af vore karle, som havde det arbejde, men han var kun en stor dreng og mørkeræd, så min storebror og jeg skulle følge ham. Det gjorde vi, det var jo så spændende, men vi tog altid hinanden i hånden på hverandre og så spænede vi alt hvad vi kunne forbi rævegraven.

Det var en stor dag, når fårene skulle vaskes. Det foregik nede ved åren. Vi havde et stort ovalt trækar. Vandet blev varmet op i grubekedlen og båret ned i karret. Det kolde vand, var der nok af i åen, der var stemt op. Når så fårene var vasket, blev de trukket ned i åen, hvor de blev skyllet, hvorefter de løb op på engen og rystede vandet af sig.

Dagen efter var de tørre og rene, og så blev de klippet. Karlene og vi børn hjalp til med at fange. Så blev de lagt på ryggen, fik forbenene bundet sammen med bagbenene, og far og mor hjalp hinanden med klipningen. Al den megen rene uld blev afleveret hos en tricotagehandler ”Kramer” i Lemvig. En tid derefter fik vi store ruller uldstoffer hjem. Nogle lyse en enkelt rulle grå. Det grå var blevet til af de sortbrogede får. Mor klippede nu selv stykkerne af, så passede til vore senge. Nogle blev syet på maskine og andre broderede vi en kant på med rødt garn. Somme tiden en lige kant og somme tider i terninger. Det blev syet med knaphulssting.

Vi var ikke så gamle inden vi begyndte at få pligter, der var mange ting vi kunne hjælpe til med. Lukke for hønsene til natten. Drive gæssene i hus. Vi var bange for gasen, men så fik vi en kæp i hånden, så gik det godt. Når kyllingerne blev store, ville de hellere flyve op i træerne at sidde til natten, men så fik de fjerene klippet af den ene vinge.

Ræven var vor nabo, han var altid sulten.

Jeg husker også tiden, hvor vi gravede tørv. Det foregik i mosen. Far gravede tørvejorden op i store stykker, en yngre bror og jeg havde hver en hest og slæb, som tørvejorden blev lagt op på, og så gik det i pendulfart op på bakken. Der var lavet en bar plet, hvor lyngene var slået af, der var min store bror med tørvespaden eller kniven, han væltede de store stykker af og skar dem i passende stykker til tørv. Efter et par dage skulle vi om at vende den, så de kunne blive tørre på den anden side. Igen et par dage efter skulle vi om at røgle dem. De blev sat op i små stakke med alle de som var gået i stykker (tvillinger) inden i. Da så det blev tid, at de skulle køres hjem, hjalp vi til med at læsse dem på vognene; man skulle passe meget på, fordi hugormene gerne ville bo i disse tørverøgler.

Vi havde 16 eller 18 malkekøer, og ingen malkemaskiner. Det foregik med håndkraft.

Om sommeren skulle køerne trækkes ud på græs. De blev koblet sammen fire på række og efter hinanden, så afsted op i marken, finde deres tøjr og koble dem fra. Til sidst stod de i en lang række og græssede. Det var et kønt syn, og så gjorde det ikke så meget, at man måske havde grædt og haft ondt af sig selv, fordi man syntes, man ikke kunne styre de mange dyr, og de måske var faret frem og trådt en over benene. Ind imellem skulle køerne flyttes til noget nyt græs. Hvis det så lige var den tid de små ræveunger var ude at lege – de kunne blive meget tillidsfulde, hvis man var varsom – så fik vi jo også nogle fine naturoplevelser med os.

Køerne skulle hjem igen efter middag og hjem igen til aftenmalkningen. Det arbejde gik der meget tid med. Det blev lidt lettere, da vi fik løsdrift.

Vi bagte også selv vores brød. 12 eller 14 store rugbrød og så sigtebrød bagefter. Det var den store ovn jo varm nok til. Vi havde selv alt brænde. Det blev hentet i plantagen. Jeg syntes det var meget hårdt arbejde at bage disse brød. Vi havde et stort dejtrug, der kom rugmelet, som far havde malet i, og så kom der kogende vand over og blev arbejdet godt igennem, og dækket til. Det var om eftermiddagen. Morgenen efter blev der arbejdet mere mel i, og dejen blev igen dækket godt til. Om eftermiddagen blev dejen taget op, og æltet godt og formet til disse store brød, og sat på bryggersbordet, og dækket til med et klæde. Morgenen efter blev der hentet grene og kvas ind. Der blev tændt i ovnen, og så blev der fyret. Der skulle megen varme til. Til sidst skulle ”den sorte mand” ud og det blev der fyret med lyng til. Endelig kunne asken rages ud og brødene kom ind. Efter 3 til 4 timer kom brødene ud, og de smagte vidunderliget.

Jeg husker også grundlovsdagen derhjemme i min barndom og ungdomstid.

Flaget blev altid hejst til tops i flagstangen. Det var jo fridag for folkene, men far og mor havde inviteret alle naboernes børn og de af de ældre, der kunne være med. I forvejen havde mor bagt hverbrød (kringle), og hun kogte cacao, så der var til os alle, og så da det var sat til livs, legede vi alle -store og små – mellem hverandre, spillede bold eller crocet, eller hvad vi kunne finde på.

Et år havde det stormet så meget at flagstangen var knækket, men så blev flaget hejst op i bøgetræet, og gjort fast ovre i et andet træ – op skulle det!

Vi havde gode naboer, som jo også havde børn, så vi kunne hurtigt blive mange. I mit hjem var vi med tiden blevet til ni søskende, som voksede op. Hos den ene nabo var der fem børn, hos den anden otte børn, og hos den tredje var der fire børn, så der var en god flok af børn og unge mennesker i den egn af sognet.

 

Jeg husker min glæde og taknemmelighed da jeg til min 18 års fødselsdag fik et armbåndsur. Jeg var 20 da jeg fik et fotografiapparat. Der var ikke de store penge mellem os. Ligeså, da vi fik radio derhjemme.

 

Skoletiden!

Der var langt til skole og de første år gik vi i spidsnæsede træsko. Vi var somme tider uheldige at sparke vore knogler. Så blødte det og de hjemmestrikkede strømper hang fast i såret. Det gjorde ondt. Så var det rart at komme hjem til mor, få vasket fødderne, og lagt nogle rene klude på det ømme sted. Senere fik vi almindelige lædertræsko og siden et par gummistøvler. Vi havde flettet halmvisk af rughalm i vore træsko, og somme tider ligesom vejret var, havde vi et par tørre halmviske i tornysteret til at skifte med, når vi nåede skolen. De våde kom så ind i tørvekurven og brændt af i kakkelovnen. Om vinteren, når der lå frostsne, skete det, at vi løb til skole i tøjsko uden på strømperne og så et par sokker uden over tøjskoene. Det var let fodtøj, og så var det nemt at løbe afsted.

Om sommeren cyklede vi. Far lavede en træklods som sadlen blev sat fast i og så sat fast på cykelstellet, så kunne vi nå pedalerne, og samtidig sidde ned, men det var jo på en stor cykel, så styret sad jo højt oppe i forhold til vores størrelse.

Jeg var meget glad for at gå i skole og for samværet med kammeraterne.

Den gang var der noget der hed: ”Den vestjyske skoleordning!”

Vi var jo 7 årgange i skolen, men kun tre klasser og to lærere, en degn og en lærerinde. Det betød, at de ældste årgange gik i skole hver dag i ugen (undtagen søndag) om vinteren også lørdag, og så kun én formiddag om ugen om sommeren.

Vi var i skolen fra 9 til 3 om vinteren, og fra klokken 7 til 1 om torsdag formiddag om sommeren. De to små klasser gik så ikke så mange dage om vinteren, men flere dage om sommeren.

I den ældste klasse kom der om sommeren som regel tre eller fire nye elever. Det var tjenestedrenge, som var sendt ud at tjene på en gård for at røgte kreaturer og ellers hjælpe til hvor de kunne. De kaldtes ”Hjordrenge”.

I min skoletid var der noget der hed ”spanskrøret”. Degnen havde lov til at bruge det. Og han gjorde det somme tider.

Den megen fri fra skole om sommeren for den ældste klasse betød jo ikke leg og driverliv, men hjælpe til arbejdet i have, stald og mark i hjemmene.

Om lørdagen fik drengene i ældste klasse fri til middag, hvor så pigerne gik ind i lærerindens skolestue.

Vi skulle undervises i syning og håndgerning hed det.

Vi startede med at strikke en støveklud, og et par luffer, så skulle vi lære at hækle, og hæklede så en blonde til at sy om benene på et par håndsyede benklæder. Så skulle der syes en særk og broderes tungekant rundet i ærmegab og hals. Sy pudevår og trække tråde ud og sy stoppe-hulsøm. Kunne vi mere, var der frit slag indenfor broderi.

De fleste gange vi kom hjem fra skole om vinteren måtte vi ud i kostalden at hjælpe til med at fodre, inden vi kunne gå ind og læse på vore lektier, som vi jo altid havde for. Kunne vi ikke klare lektierne, fik vi altid hjælp af far eller mor.

Det kunne også ske, at vi syntes, der var rigeligt med arbejde til os, men snakkede vi om det, så trøstede vores mor os altid med disse ord: ”At vi skulle skynde os med det arbejde, vi ikke syntes om, for så var der så meget mere af tid bagefter, til alt det, som vi gerne ville gøre”.

I Lomborg sogn var der Ungdomsforening, Foredragsforening, Gymnastikforening, og mor og far tog ivrigt del i det alt sammen, sørgede for at de unge, der var der hjemme og vi børn fra 12-årsalderen var med til alt hvad de syntes, der var værd at deltage i.  Det kan vi søskende næsten ikke takke nok for. Mine brødre deltog i de kurser, der blev holdt i Landboforeningen, såvel som vi piger var med og deltog i forskellige kurser i Husholdningsforeningen.

 

 

Jeg lagde min Gård i den rygende Blæst

Tekst: Jeppe Aakjær 1866-1930 Melodi: Thorvald Aagaard 1877-1937

Jeg lagde min Gård i den rygende Blæst,
hvor Bakken hun skråner mod Sønder,
 hvor Græsset gror højt om min skæggede Hest,
hvor Viberne ruger, og Lærken er Gjæst — for Lærker er, hvor der er Bønder.

Dér spættes min Ager hver evige Vår
af alle de friskeste Blommer,
og Vinden den stryger min Rug ad dens Hår,
og Dræet det hvirvler som Røg om min Gård, og Bierne surrer om Sommer.

Der vader de Kvier i blankeste Strand,
mens sirligt de løfter på Halen,
og Tøsen hun lokker og kalder fra Land,
 og Solen dén glimter i Mælk og i Spand, og Byggen den skyder en Alen.

Der rinder de Dage i Sommer og Tø
med alt, som den Bonde må gjøre;
for Føllet vil klappes og Fåret ha’ Hø,
Småspurve fra Taget mig fritter om Frø, og Grisen vil klø’s bag sit Øre.

Her har jeg min Lykke, her har jeg mit Hjem,
 her har jeg mit Kald og min Kvinde;
har Ploven og Ageren trættet hvert Lem,
tyst glimter et Skjær mellem Pilene frem; da tænder hun Lyset derinde.

Der går som en varmende Strøm i mit Sind
ved Arnelysenes Kalden;
hjem nikker mit Spand i den krydrede Vind;
hos hende jeg sætter til Skiven mig ind, mens Øgene gumler i Stalden.

 

Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord
Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1839
Melodi: Thomas Laub, 1920

Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord
som det, jeg ville ej med kongers bytte,
opklaret gang i ædle fædres spor,
med lige værdighed i borg og hytte,
med øjet, som det skabtes, himmelvendt,
lysvågent for alt skønt og stort herneden,
men med de dybe længsler vel bekendt,
kun fyldestgjort af glans fra evigheden.

Et sådant liv jeg ønsked al min æt
og pønsed på med flid at forberede,
og når min sjæl blev af sin grublen træt,
den hviled sig ved “fadervor” at bede.
Da følte jeg den trøst af sandheds ånd,
at lykken svæver over urtegården,
når støvet lægges i sin skabers hånd,
og alting ventes i naturens orden:

Kun spiren frisk og grøn i tidlig vår,
og blomsterfloret i den varme sommer,
da modenhed i møde planten går
og fryder med sin frugt, når høsten kommer!
Om kort, om langt blev løbebanen spændt,
den er til folkegavn, den er til grøde;
som godt begyndt er dagen godt fuldendt,
og lige liflig er dens aftenrøde.

 

 

 

 

Den 10. april 1985

Min 70-års fødselsdag!

Min 70-års fødselsdag kom jo af sig selv.

Jeg havde i lang tid – fra januar måned- somme tider spekuleret på, hvordan jeg skulle fejre den. Jeg syntes det var en uheldig dag, hvis jeg skulle have mine egne børn til at hjælpe mig. Den 10. april var jo onsdag efter påsken, og når alle har haft fri en hel uge, så var det ikke let at få fri igen to dage senere. Nå – Mary og Gunnar tilbød at komme og hjælpe mig. Så var alt i orden, syntes jeg.

Tiden gik, vi nærmede os april måned, og pludselig sagde mine piger, at de alle havde fået fri og ville komme og herhjem at hjælpe mig – dejligt – virkelig dejligt –

Mary og Gunnar blev fritaget for arbejdet.

Den 10. april kom. Niels var kommet hjem fra England den 6. april og Aksel havde også fået fri fra arbejdet og var her den 10ende.

Det var en dejlig dag

Niels rejste igen den 13. april.

Vi havde ryddet mit soveværelse, og der var stillet to borde op, så der kunne dækkes til 23. Det blev der også brug for til formiddagskaffen eller frokosten. Desuden var der dækket her i stuen, så der var 14 + de fire piger i køkkenet, så der var fuldt hus. Dejligt!

Menuen til festen var:

Sild m/løg, æg og tomater

Tarteletter med høns i asparges

Frikadeller med rødkål

Leverpostej m/ bacon, champignon, rødbeder

Pålægsfad: Hamburgryg m/ sky og løgringe. Kogt oksekød m/flødepeberrod. Spegepølse m/løg. Steg

Ostefad: Skæreost, smøreost, pyntet med lidt druer + rød og grønne peber.

Drikkevarer: øl, sodavand, snaps,

Birkes, franskbrød, rugbrød, Kaffe og småkager.

Vi startede med at synge ”Velkommen lærkelil”, og vi snag flere forårssange ind imellem retterne: Selskabet var meget livligt, og der var god stemning. Bülow holdt en tale og ligeså frk. La Cour.

Det var en dejlig formiddag. De sidste af gæsterne tog herfra ved 14.30-tiden. Mine børn og jeg sad og snakkede sammen her i stuen om eftermiddagen, og så kom Ingeborg en lille smut for at hilse på og sige tillykke. Hun kom med en hyacint i en kobberskål + en lille kniplet hestesko. Vi fik os en god snak, og så måtte mine piger  i gang med forberedelserne til aftensmad. Der var inviteret venner og naboer til klokken 18.00 i alt 20 personer. Vi var jo selv syv + de to små piger fra Frederiks. Menuen var den samme som om formiddagen, og vi startede festen med at synge: ”Velkommen lærkelil”. Højskolesangbogen blev brugt flittigt og selskabet var glade og livlige, der blev holdt tale af Jens Chr. Skovmose, Eva Husted, Mariane Jensen Kirk ville også tale og takke, men mente ikke hun var så god til det – men Vagn Ladekær sagde, at det var nemt for mig, jeg havde i al fald nogle gode naboer og han fortalte et par småtræk, som vakte megen munterhed. De, og mine børn, gav mig en skøn aften.

Signe læste en prolog op – en god én.

Torsdag den 11. var der inviteret 20 gæster: Damer til klokken 9,30. Menuen var den samme, som dagen før: Sangene ligeså. Damerne var meget glade for at synge, det var lige ved at gå sådan, at der næsten ikke blev tid til at spise – En meget skøn eftermiddag.

Fredag den 12te i fjerde havde jeg inviteret min familie sammen til fest i forsamlingshusets lille sal: Da skulle vi ikke selv gøre arbejdet, men Anna havde lavet desserten i forvejen, ligeså havde Villy og Anna været over grænsen og købt den vin, som blev serveret. Karen havde bagt fire kransekager og Else havde også bagt små kransekager, de andre småkager havde jeg selv bagt. Vi var i alt 57 personer, alt sammen i familie. Stemningen og humøret var lige så god som de to foregående dage.

Vi sang igen flittigt af højskolesangbogen. Signe fremsagde igen prologen, den er så god, at den kan holde til mere end det. Børnebørnene delte en sang rundt, som vi skulle hjælpe dem med at synge. De stillede sig op og svang med de små dannebrugsflag. Det var meget festligt. Der blev holdt tale af Folke Nielsen, Werner Schierning, og Bodil og Jørgen havde lavet en sang. Alle var festlige og glade.

Menuen til den 12. var:

Oksesteg m/ grønne bønner, blomkål og gulerødder, kogte kartofler, sovs og syltede tomater.

Desserten: Nødderand med is og pyntet med hindbær

Kaffe m/ kransekage. Ja – det er lidt forkert, det jeg har skrevet her, for vi startede med en fiskeret. En torskeret m/ creme fraiche, sauce. Den smagte godt, og var meget fin at se på. Bønnerne og de syltede tomater var fra Villy og Annas have, gulerødderne var fra Frederiks. Vi fik hvidvin, rødvin + sodavand til maden og portvin eller sherry til desserten. Da vi var færdige med at spise og synge, blev der taget af bordene, og der blev stillet ud til siderne, og så kunne vi sætte os og snakke, gætte gåder, spille kort og ellers hygge os med hinanden, og det så ud til at alle havde det godt.

Der blev serveret en øl eller sodavand til dem som gerne ville have det, og sidst på aftenen fik vi kaffe med kringle. Æblekager og småkager.

Inden vi skiltes sang vi: ”Der står et slot i Vesterled”, og da alle gerne ville synge, lød det smukt og godt.

Tænk at en 70-års fødselsdag kan fejres så skønt.

Signe tog billeder derfra, dem har jeg fået, de er alle gode og Orla optog video. Det glæder jeg mig til at se, når engang jeg kommer til Mejdal.

Jeg har fået en masse dejlige gaver, også fra en hel del mennesker, som ikke har været inviteret, så jeg er glad og taknemmelig og har prøvet på at få takket af. Har også haft gæster nu senere. En søndag eftermiddag, det var den 21.4, da var fru Karen Jensen, der er 86 år og lidt svagelig og Marie Krogshede, der er 93 år, her til kaffe. Det var godt vejr og solen skinnede oh vi havde en god eftermiddag. Frk. La Cour var her også den dag.

Fredag den 19.4. havde jeg inviteret 15 gæster, som alle kom, og vi havde en meget livlig aften. Else, Orla og Ida + Aksel var herhjemme. De hjalp til med arbejdet. Vi fik kaffe med flütes. Der var tre slags pålæg + to slags ost på, dernæst vandbakkelser med flødeskum, æblekage, kransekage + småkager. Lige før gæsterne tog hjem fik de is med forskellige frugter til.

De havde et godt humør og dejligt snakketøj med herhen, så vi havde en god aften.

Den 1.5. havde jeg igen gæster, det var Marie og Therkil Sørensen fra Tvis. Ella og Holger + Vita Mogensen. Det var en aften, hvor vi fik lattermusklerne rørt. Vi mindedes vore skoledage og hvad vi ellers havde oplevet.

De kom klokken 18 og vi fik tarteletter med grønærter stuvning med skinke, to slags pålæg + ostemad, rugbrød, franskbrød, lys øl og sodavand. Senere på aftenen fik kaffe med kringle, æblekage og småkager.

I dag den 3. maj kom Johanne Ingverdsen en tur. Hun kom med en æske chokolade og vi sad og snakkede en times tid, nød en appelsin og syntes vist begge, at vi var i godt selskab.

Skønt – at hun også ville ønske tillykke. Der har ikke stået noget i avisen om min fødselsdag, så eftersom det rygtes, at jeg har haft rund dag, har der været flere for at gratulere. Tænk at jeg er så meget værd i andres tanker.

 

 

Karen vil gerne forske i slægten. Her er det hun foreløbig er kommet frem til: Se her

Dagbog fra 1851

I 1851 skrev min oldefar Hagbart Brusch dagbog. Den er blevet digitaliseret:

Denne tekst er “oversat” og skrevet af Gerhard og Inga Hørdum.

September:

3. 

Tante Noras fødselsdag blev fejret med et stort selskab på hen ved 40 damer og herrer. Alle Rohdes, onkels og Gud ved, alle hvem her var, uden at nogen formentlig var bedt indbudt. Den gamle gemytlighed herskede, og alle morede sig. Hvad jeg denne aften fik vished var, at maler Rohde kurer til Mille og som des synes med held. Ludvig og jeg kan ikke rigtig lide ham, uagtet han i familien gælder for at være den bedste. Den stakkels Vilhelm var der også. Han havde som sædvanlig hovedpine og måtte gå tidlig hjem. Han er et overordentlig vakkert menneske, og er den af Rhoderne, jeg lider bedst. 

Løverdagen den 5.

Var jeg ovre hos grosserer Heerings, en særdeles elskværdig familie, især Ottonia.

Søndagen den 7.

Agnes og Jane skulle ind til byen for at se luftskipperen Tardoni gå op fra ridebanen. Da der ellers ingen var til at følge dem, blev det bestemt, at drengene, som Ludvig og jeg nu kaldes (en stalddreng og en lieutenant) skulle følge dem. Ærten blev ganske forliebt i en lille Amor, der gik op med i salonen og udstrøede blomster.

Den raske bomstærke Jens Bjerre ligger nu for døden.

Løverdagen den 13.

Efter temmelig megen løben fik jeg permission til på tirsdag, for at komme ned til Østrup på en fisketur. Senere kørte jeg med gamle Rhode Klausen og Ludvig ud på Frederiksberg. En halv times tid efter var vi tillige med fader på vejen til Østrup, som vi nåede kl. 3. Vi morede os fortræffeligt lige til mandag middag, uagtet fiskeriet ikke var nær så heldigt som sidste gang. Søndag aften var vi oppe på herregården og spiste til aften.

Da vi mandag aften kom hjem, var størstedelen af Rhoderne der, foruden onkel og Kjær; vi blev så besynderligt modtagne, og der var et hvisken i alle kroge, og da fader kom ind ad døren, kom strax Julius og fik ham ind i havestuen. Efter at jeg havde gjættet på flere ting, gik der endelig et lys op for mig. Frederik Rhode var blevet forlovet med Mille. Ved bordet udbragte fader de nyforlovedes skål; jeg kunne se på fader, at det ikke var uden bekymring. Jeg var også i en uhyggelig stemning, der er meget, jeg ikke kan lide hos Frederik, han er et øjeblik munterheden selv, et andet øjeblik melankolsk, og hvilke udsigter har han til at kunne ernære en familie. Ludvig gik det ligedan som mig, men vi blev enige om nu, da det ikke kan være anderledes, at betragte sagen fra den lyse side. Gud give dem al den velsignelse jeg ønsker dem, især den kære inderlig gode Mille. Hun er den bedste af alle mine søstre. 

Onsdagen den 17.

Da jeg om morgenen kl. 9 kom ud i Nyboder med Ludvig, blev jeg ubehagelig overrasket ved en seddel, der bragte mig den besked, at jeg skulle have hentet brød samme morgen kl. 6. Efter at denne sag var bragt i orden, gik vi op til Schades for at invitere Johan til i morgen aften og aflagte da med det samme den længe påtænkte visit. Med et fik vi lyst til at tage i skoven, satte os i en omnibus og kørte til Bellevue og gik nu Dyrehaven igennem på kryds og tværs. Hen ad aften kom vi til Rest?ols, hos hvem vi spiste til aften og blev til kl. 10. Vejret var mageløst smukt, og da vi tillige havde få syle gik vi lige til Østerbro, da vi til vor forskrækkelse opdagede, at vi havde tabt nøglen ude i Dyrehaven. Gode råd var nu dyre. Endelig besluttede vi os til at gå ud til Frederiksberg. Da vi kom der, lå alt i den dybeste ro, og vi var sultne som ulve; men da vi havde læsket os på nogle sure æbler, vi fandt i haven, bankede vi Grete op og fandt til vores store glæde et stykke skinke i køkkenet, hvilket smagte os ubeskrivelig dejligt.

Torsdagen den 18.

Ludvig og jeg gjorde et rigtig gemytligt gilde ud i Nyboder.

Fredagen den 19.

Ude i Dyrehaven og hentede nøglen til vor gadedør.

Løverdagen den 20.

Stor familiegilde hos gamle Rhodes i anledning af forlovelsen.

Søndagen den 21.

Der åbner jeg måske en glimrende løbebane for Ludvig, han bliver sandsken den tilkommende konges opdrager. 

Løverdagen den 27.

Fader, Ludvig og jeg var om aftenen hos Heerings. Fader gjorde kunster, men ødelagde derved selskabeligheden.

Søndagen den 28.

Stort mikkelsgilde. Den lille Gusta Holst, som var hos os samme aften, fulgte jeg hjem. Det er en velsignet lille pige. Hun holder så meget af mig. Om en 4 á 5 år, vil hun vist være en af de måske feterede baldamer i byen, hendes naturlige væsen vil da være fløiten og vil så mindes mig. Jo pyt.

Oktober.

Onsdagen den 1.

Jeg havde en ganske rar lille tur til Jægersborg med fader for at hente et dyr. Da vi kom frem, tappede vi øl af, fader slog to flasker itu; Jeg fik skjæn. 2 store kurve måtte jeg rulle. Begge børnene, Ludvig og jeg så om aftenen præst Heise blive viet til jomfru Holsøe i Frederiksberg. Jeg gik nærmest derhen for at se frøken Fibirger. ?. Det lynede stærkt om aftenen. Ludvig har fået en information. Med prinsen blev det til vind.

Fredagen den 3.

Faders fødselsdag blev som sædvanlig fejret med et stort gilde. Foruden en mængde andre var Thiele og Heering der, de morede dem begge udmærket. Jeg blev om aftenen rigtig vred på Theodor W. Jeg brændte en sværmer af, og kom derved til at brænde ham ubetydeligt. Han skavede sig som han var gal og gjorde den gamle vred med. Theodor er i grunden en stor abekat, han er letsindig og ubetænksom i høj grad, han har formelig mund? og vræler i en utrolig grad, dertil er han så lidet sparsommelig, at han i stedet for at lægge noget op, da han var på Fehmern forbrugte sine 90 rbd gage, han havde om måneden, når jeg nu betænker, hvor meget alt dette vil skade ham i hans proces, og at Laura også er en ussel økonom, er det ikke uden stor frygt, at jeg ser deres fremtid i møde. Jeg skal dog holde en Sparlagens prædiken for dem begge, så har jeg gjort, hvad jeg har kunnet.

Heering vil kun give 200 rbd for lejligheden til næste år. Fader vil intet afkorte, så de komme nok næppe herud. Det var en rar familie.

Løverdagen den 11.

Højtideligholdt onkel sin sølvbryllupsdag med et ærkebiskoppeligt aftensmåltid. Den gamle Winsløv havde en morderlig gier.

Søndagen den 12.

Digteren Hostrup var om aftenen hos os. Det er en gemytlig munter mand. Vi dansede en langelandsk 6 tur. 

Tirsdagen den 14.

Jeg har i den senere tid tænkt meget på fremtiden. Jeg vil ikke blive ved militærstanden længere end højst nødvendigt og ikke som de andre abekatte drive i 6½ år til som lieutnant. Mine bedste år skal anvendes til et bedre mål. Jeg vil drive på at blive min egen mand om mulig selveier. Desuden har jeg en anden plan, som jeg vil tie med endnu. Jeg skrev et brev til Ludvig Funck i Messina, og bragte det hen til den gamle Funck, der tillige med Sophie stod og lavede en mængde til, der skulle sendes over til Ludvig. Det var længe siden jeg havde set Sophie, hun er i den tid blevet højere og slankere.

Onsdagen den 15.

Tilbragte Ludvig og jeg aftenen hos Anton, på den gamle vis.

Torsdagen den 16.

Jeg spillede whist hos Rhodes i Kongensgade.

Fredagen den 17.

Traf jeg Søren Bjerre på gaden og kørte straks med ham ud til Løitegaard, hvor jeg rigtig så mig om. Han er en dygtig fyr. Jeg skal besøge ham tiere.

Løverdagen den 18.

Spadserede Thora, Julius og jeg på Langelinie.

Søndagen den 19. 

Kl. 12 middag fik Thora en lille datter.

Tirsdagen den 21.

Blev Ludvig forlovet med Line Reitzel. Gud give dem al den velsignelse, jeg ønsker dem. Line er en elskværdig pige. Familien er også overmåde vakker, og der er al grund til at være glad over denne forbindelse. Og dog kan jeg ikke sige, at jeg er blevet gladere efter den tid, tværtimod jeg er snarere blevet tungsindig. Det er for mig som om alle vare mig fremmede. Da Laura og Thora var forlovede, Ludvig i Jylland, var det som Mille stod mig nærmere. Da hun blev forlovet, var det forbi, nu da Ludvig også er forlovet, er han dog ikke det, han før var, uagtet vi dog omgås omtrent ligesom tidligere. Af venner har jeg ingen rigtig. Hvad enten jeg er hjemme eller i selskab keder jeg mig. Det kommer af, at jeg ganske mangler den selskabelige dannelse. Jeg har længe ikke følt det så trykkende

som i torsdags aftes, da vi var henne hos Reitzels. Jeg sad som en Per Tot henne i en krog og gloede og ønskede gid vi snart vare hjemme, at jeg kunne som og det uagtet jeg havde den største lyst til at tale med Julie, hvor jeg havde været i stand til at komme med noget, som ikke var pølsesnak.

Mandagen den 27. 

Jeg er i dag i bedre humør, skønt vejret, som har en så stor indflydelse på mig, er dårligt. Min beskæftigelse i min fritid er for det meste at gøre beregninger over hvad en gård på omtrent 200 tdr land kan kaste af sig.

Tirsdagen den 28.

Blev jeg meget ubehagelig overrasket med det budskab, at jeg skulle afgå til detachementet i Nyborg. Jeg fik endelig udvirket, at jeg bliver her i byen den 8. november over.

Onsdagen den 28.

Døde Jens Bjerre.

November.

Søndagen den 2.

Uagtet jeg havde tøjhusvagten den dag, var jeg dog til stort middagsgilde hos Reizels. Jo mere jeg lærer familien at kende, des bedre synes jeg om dem, især Trine er en rar pige.

Mandagen den 3.

Jeg havde lagt vagtrapporten galt sammen og fik derfor en sådan mængde grovheder af major ?bien, at jeg med mig selv svor ham evigt fjendskab.

Løverdagen den 8.

Blev Laura og Theodor Winsløv viet i Frederiksberg kirke. Gud give dem al den lykke, jeg ønsker dem. Vi havde alle sammen haft et farligt mas i den anledning. Tante Nora med at lave maden. Moder med at vaske brudetøj. Fader med at rulle det. Mille med at gøre rent. Frederik med at lave et transperant, og jeg med et stort fyrværkeri, der trods det dårlige vejr blev afbrændt. Alle vare allerede muntre og glade, men ingen mere end gamle Winsløv, der udbragte mange flere skåler, end vi ønskede. 

Søndagen den 9.

Jeg gjorde om formiddagen en visit hos Vilhelm for at sige farvel. I ham har jeg en fuldtro ven. Han er et af de bedste venner jeg kender. Om aftenen kom brudefolkene, Theodor og Vilhelm og Carl og Theodor Reizel ud. Jeg havde kun lidt tid til at tale med dem, da jeg skulle pakke mit tøj sammen. Med et tungt hjerte sagde jeg farvel til hjemmet og kørte med brudefolket til byen, hvor jeg så deres lejlighed i Ny Vestergade, der er som i et dukkeskab, jeg opholdt mig der på en halv times tid hos Julius og Thora og kørte, da klokken var ti ud af postgården til jernbanen, og med den til Roskilde, hvor jeg slog en kop varm te i den forkølede hals. En halv time efter rullede jeg i diligencen til Korsør, hvor jeg ankom mandag morgen, hvor jeg have sovet det meste af vejen.

Mandagen den 10.

Overfarten over bæltet var meget heldig. Jeg skuede endnu engang Langelands kyst. Hvor meget har dog ikke forandret sig, siden jeg første gang i året 1847 så det? Det første sted jeg søgte efter, at jeg var kommet i land i Nyborg, var til min nærmeste foresatte løjtnant Schultze. Det er en høj gammelagtig mand, en holstener af fødsel og er avanceret fra underofficer. Han går blandt sine undergivne som om han var Vor Herre, selv fyrværkeren ved ikke på hvad ben han skal stå, når han taler med løjtnanten. Mod mig er han særdeles artig. Jeg pyntede mig derpå i min fulde puds og gik op til kommandanten, til hvem jeg skulle melde mig, og desuden fra Prahls overbringe mange hilsner. Jeg regnede desuden ganske sikkert på et godt middagsmåltid, men jeg gjorde regning uden vært. Fru Maier smeldede nemlig, idet jeg kom ind i gården, vinduet op og spurgte, om jeg havde noget at melde, så skulle hun nok underrette sin mand derom. Da jeg havde forebragt meldingen, rykkede jeg ud med hilsningerne; men de havde kun den virkning, at hun sagde, det skulle være dem kært at gøre mit nærmere bekendtskab, hvorpå hun smeldede vinduet i igen. Jeg forede da hos Schalburgs og gik derpå ud at opsøge mig en lejlighed, som jeg da også omsider fandt hos en købmand Christiansen for 6 rdl månedlig, hvorfor jeg fik to små værelser og en overordentlig stor sal i tilgift. Derefter fik jeg mig en oppasser og da det var besørget, holdt jeg fyraften og gik hen at besøge løjtnant Winslew, der boede sammen med en løjtnant, der lod til at være en meget vakker fyr. Jeg røg en cigar hos dem, befandt mig ilde, gik hjem og efter en tvefold renselse gik jeg i seng.

Tirsdagen den 11.

Efter en 12 timers søvn stod jeg op og rettede mine skridt til min løjtnant med hvem jeg aftalte noget om min tjeneste. Derefter førte han mig om i alle magasinerne. Arsenalbygningen er en levning af et gammelt slot, hvorpå Christen den anden er ført. Jeg beundrede den store masse af alle slags som forefandtes, hvilket synes at stemme løjtnanten godt for mig. For inden jeg gik til løjtnant Schultze, havde jeg besørget en mængde husgeråd og viktualier indkøbte, hvilket satte mig i stand til at skænke min egen te. Det var ikke uden halv uhyggelige følelser, jeg således sad og drak te og spiste bart smørrebrød ganske alene, men på den anden side følge jeg en stolthed med således at kunne sørge for mig selv. Om eftermiddagen modtog jeg et brev fra Theodor Winslew, hvori var indlagt et brev til fru Schalburg, der ikke havde andet til hensigt end at skaffe mig lejlighed til at besøge Schalburgs. Jeg pyntede mig derfor om aftenen og gik derhen, men da jeg kom til døren, hørte jeg sang og musik indenfor. Intet i verden er mig mere imod end at være påtrængende, og efter at jeg derfor havde gået op og ned i gangen i nogen tid tænkende, gik jeg ud af porten og op i læseforeningen, som jeg er bleven lem af og drak mit øl der. Når jeg siger øl, mener jeg tevand. Jeg var lidt flov, da jeg gik hjem, men lovede mig selv, at indhente det forsømte i morgen. Inden jeg gik til sengs, åbnede jeg en lille pakke, som Emilie havde lagt ned i mit skrin Den indeholdt to portrætter af Jens Seehusen, et brev fra ham til sine forældre skrevet i Nyborg 1848, da han som frivillig drog med armeen og desuden nogle småting, som nok også har tilhørt ham. Den kære Emilie har elsket ham.

Onsdagen den 12.

Om formiddagen tog jeg mod til mig og gik ind til Schalburgs. Fruen var meget artig, forestillede mig sin datter, som jeg i forvejen var bekendt med og bad mig sidde ned. Efter en halv times passiar tog jeg afsked og blev af den overmåde smukke, men mest temmelig hvasse frue anmodet om at besøge dem. Jeg skikkede et brev frem og spadserede en tur rundt om voldene, der lige så godt kunne være borte. Om eftermiddagen begyndte jeg øvelserne med detachementet.

Torsdagen den 13.

Flagstad kom her til byen for at tage arsenalet og magasinerne i øjesyn, og jeg foretog i den anledning en udflugt med ham, løjtnant Seholtz og en ingeniør kaptajn Lehmann til Slipshavn. Der ligger flere hundrede tønder land til ingen nytte; men jordene er også usle. Jeg abonnerede hos en gæstgiver ? og skal give 7½ rbd om måneden.

Fredagen den 14.

Rejste Flagstad igen tilbage til Frederits. Han anbefalede mig en familie ude på Dyrehaugegård, som ligger tæt ved byen. Selv havde han her ligget i kvarter, da Dyrehaugegård just er en gård, som jeg kan vente med det første at få (en lignende) og manden selv driver den, så vil jeg også se så snart som muligt at blive bekendt i familien. Schultze rejste til Korsør og overgav detachementet i min varetægt.

Løverdagen den 15.

Det havde frosset om natten og det vedblev fremdeles at fryse. Vejret var klart og stille, og jeg benyttede derfor tiden og gik ved solnedgang langs skrænten ud til Dyrehaugegård, men gik blot omkring i markerne og fandt dem vel drivende efter hvad måde et flygtigt øjeblik kunne skønne. Jeg fik mine lunger ordentlig rystede med at læse Peregrine Prikle. Klokken slår netop halv otte. For en uge siden stod Laura og Theodor endnu for alteret.

Søndagen den 16.

Til min store glæde modtog jeg et brev fra Ludvig. Alle var raske, og de havde alle sammen været henne hos Laura og Theodor i onsdags. Jeg skrev et brev til den gamle bedstemoder, og efter at have spist til middag samlede jeg al min curage og gik ud til godsforvalter Jørgensen på Dyrehaugegård, forestillede mig for ham som landmand og bad derfor uden videre, om jeg måtte besøge ham. Jeg var så heldig i ham at finde en gæstfri og ligefrem mand, der med hjertelighed bød mig velkommen, og jeg tilbragte en meget behagelig aften hos ham. Heldigvis var det en god bekendt af Fabricius, fruen var en søster til Bay i Rudkøbing, og der var derfor stof nok til samtale. Han havde foruden to smådrenge og to små piger, en voksen datter, der i tusmørket, hvori vi sad og i hvilke alle børnene (der var nogle i besøg) dansede efter et ypperligt fortopiano forekom at være meget smukkere end hun viste sig, da der kom lys, skønt hun langt fra er styg. Der var desuden en ung ganske net husjomfru, som spillede meget godt, og en gammel ikke så lidt styg og som det lod til lidt ? sindet. men forekom (som det står i Peregrine Prikle) en forbandet fornuftig kisselinke. Det næste, som stødte mig lidt i dette landlige paradis, at der blev talt tysk temmelig meget til børnene. Efter bordet spillede vi whist, og hvad Flagstad havde forudsagt, indtraf meget rigtigt. Forvalteren faldt i søvn og overlod kortene til sin datter. Jeg tabte 4 skilling i whisten. Jeg havde kun en speciedaler med, de ikke ville bytte, men sagde, at det kunne de have til gode til næste gang, hvilket ikke måtte vare længe, da de var hjemme hver aften. Jeg gik hjem i et sjask, men kisteglad over det bekendtskab. 

Mandagen den 17.

Underofficer ved detachementet havde været sat i vagten, jeg var oppe med ham efter? Straf, hos kommandanten, og benyttede lejligheden til at hilse på ham. Han var meget venlig mod mig og håbede at se mig tiere. Det er nogle helvedes øjne han har. Han ser med det ene øje ud af vinduet og med det andet på mig. Salige Jens Bjerre sagde om ham, at han kunne stå midt i ugen og se begge søndage.

Tirsdagen den 18.

Spadserede jeg, læste og lagde plan til et landhusholdningsbogholderi. 

Onsdagen den 19.

Traf jeg gamle bekjendtere Unna og Mathiesen, der begge skulle til København. Jeg blev ked af at tilbringe aftenen alene hjemme og gik derfor uagtet, jeg ikke har så meget til overs for ham, hen til Frantz Winsløw, der dog var flink nok mod mig. Han bød mig hen til sig at spille en whist på fredag.

Torsdagen den 20.

Det havde sneet ubetydeligt om natten, så at det så ud som vi var i hjertet af vinteren herinde i byen. Vejret var temmelig klart, og det frøs lidt. Forretninger havde jeg ingen af og gjorde mig derfor en spadseretur. Jeg gik ud af landporten, fulgte landevejen et stykke, skråede over markerne hen imod telegrafen og fulgte vejen langs ladegårdsåen, der på begge sider er forvokset med grantræer, gik over åen op på en umådelig høj bakke, hvorfra der var en ganske mageløs udsigt til alle sider. En kvart mil derfra lå herresædet Juulsborg nede ved en stor skov, hvortil jeg nu styrede mine fjed. Mange af egetræerne der havde endnu frodigt løv. Der var så smukt og yndigt; men jeg var forstemt, jeg følte mig så forladt.

Fredagen den 21.

Jeg tilbragte aftenen oppe hos Frantz Winsløw. Regnskabsfører Ring kom og en trekantet whist var netop kommet i gang, da en flerstemmig sang lod sig høre udenfor døren, og ind trådte straks efter løjtnanterne Harthausen, Petersen og Kreyer. Der blev nu et vældigt kommers, spillet hørte op, og det blev nu en meget morsom og gemytlig sludren, som de er bleven så vante til og har opnået en egen færdighed. Løjtnant Petersen er sær begået med et mageløst lune, han er dertil af en godmodig og blød karakter, men uhyre letsindig. Da samtalen begyndte at blive noget langtrukken, begyndte vi at spille Lou, et spil jeg ikke kendte og derfor først måtte lære. Det var et skændigt optrækkerspil, men jeg slap dog med at vinde 8 skilling.

Løverdagen den 22.

Hen ad aften gik jeg ud af strandporten ud på langtangen Knudshoved, jeg bøjede ind på en fodsti, der snart ophørte ved en pløret mark, nu fulgte jeg langs ned mod et meget højt strandgærde bevokset med tjørn, men dette førte helt ned til stranden, og da jeg ikke gad gå den samme lange vej tilbage, trak jeg bukserne noget op og vadede uden om haugen. Havde nogen set mig, måtte de tro, jeg var gal. 

Søndagen den 23.

Her er kommet et skuespillerselskab til byen, temmelig overilet abonnerede jeg og måtte betale 6 billetter. Om aftenen gives første forestilling. Jeg kom temmelig tidlig. Kommandanten var der, og for første gang kom jeg i tale med Camilla. Det lod ikke til, at hendes fader syntes om det, flere gange gik han imellem os og fik hende til at sætte sig længere ind på bænken, så at jeg ikke kunne komme til at fortsætte samtalen længere.

Begyndelsen var ikke meget lovende. Havde jeg blot ikke alle de billetter, dog de kunne måske komme mig til nytte, jeg besøger forvalter Jørgensen en af disse dage. 

Mandagen den 24.

En af underofficersaspiranterne kom hertil, han fortalte mig, at det rimeligvis ej ville vare længe, inden løjtnant Welshe ville komme.

Tirsdagen den 25.

Schultze bliver her. Jeg gik om eftermiddagen til Dyrehaugegård og blev venlig modtaget. Jeg tror, at de kan godt lide mig. Jeg fortsatte whisten, og da jeg gik, bad forvalteren mig komme så tit, jeg ville. 

Onsdagen den 26.

Fik jeg brev fra Ludvig. Alle er raske, gudskelov.

Torsdagen den 27.

Skrev jeg et langt brev til Ludvig. 

Søndagen den 30.

Flyttede jeg hen til Valden, hvor jeg fra mine vinduer har den yndigste udsigt til stranden, man kan tænke sig. Jeg havde en ubehagelig scene med værten, der fordrede leje for en hel måned, uagtet jeg kun har boet hos ham i 2/3. Et brev fik jeg fra Theodor Winsløw, der var temmelig sjasket skrevet, hvilket nok er kutyme hos doktoren. Thoras lille pige bliver døbt i dag og skal hedde Johanne Margrethe ligesom moder. Alle derhjemme leve i fryd og gammen, hvilket har ? til vore ?. Jeg var for 3. gang på komedie, Jørgensen med frue, 2 døtre og en landvæsenselev var der. Med den sidste kom jeg lidt i forlegenhed, da han førte en meget højrøstet og dum konversation med mig. Der havde nær bleven skandale på komedien. En Nyborger var vred på officererne, fordi de havde leet af nogle mådelige subjekter, der er vi blandt. Skuespillerne havde sat sig midt iblandt dem. Løjtnant Harthausen kom til at støde til ham, hvorover han truede med at give på snuden. Han blev udleet, flov og gik bort. Efter komedien gik vi på gæstgivergården, hvor jeg morede mig med at høre på, at de andre sang. Der er en ypperlig lov mellem officererne ved 3. Jægerkorps. Der er alle meget muntre og artige, og dertil synger de ypperligt. De gjorde et særligt jav med opvartningspigen.

December.

Mandagen den 1.

Vejret var dejligt om aftenen. Jeg stoppede min pibe og spadserede mig en ordentlig tur på volden.

Tirsdagen den 2. 

Jeg irettesatte bombarderen ved detachementet, men han blev grov, og han endog drev sin uforskammethed så vidt, at han nægtede at udføre, hvad jeg befalede ham. Han skal ikke dø i synden.

Onsdagen den 3.

Jeg gik om formiddagen til kommandanten og klagede over bombarderen, og derfor blev befalet i varetægtsarrest, men han erklærede sig syg. Atter bryderi. Jeg må nu besørge hans tidligere forretninger. 

Torsdagen den 4.

Har jeg før intet fået at bestille, så har jeg nu fuldt op. Det værste er, at jeg er fremmet for disse forretninger og har ingen, jeg kan få besked af. Om aftenen skrev jeg for første gang i mit liv en klage. Gid det må blive den sidste.

Torsdagen den 5.

Jeg indgav min klage (det var i går). Løjtnant Schultze kom til stor beroligelse til mig, da en mængde lis? og djævelskab ligge og vente på besørgelse, og jeg ikke ved besked dermed.

Jeg var på komedie om aftenen, og da jeg ville gå ind på gæstgivergården, stod insp. Schalburg ved døren, og han indbød mig derpå til at spise til aften inde hos familien, hvilket jeg intet havde imod, da jeg var skrupsulten. Frantz Winsløw var der. Det er da åbenbart, at han kurer til datteren, som er ganske net, men jeg skal ikke gå ham i vejen, når bare ingen går mig i vejen. Man kan med rette kalde Schalburgs hus for flot, udmærket vin, fine cigarer og dejlig mad; men intet var det dog i den grad som Schalburgs søster Normandine; skade hun ikke hedder Rasmussine, hun kan være omtrent 30 år og et par til, temmelig lille, hverken styg eller ganske net. Har et par spillende øjne, næsten flammende og nogle mærkværdige frie bevægelser. Hun var halv klædt som mandfolk og halv som fruentimmer, og var det ikke fordi umiskendelige tegn var til stede for det modsatte, skulle man tro, at det var en ung rus, der havde klædt sig ud. Ved bordet sad hun og gyngede sig tilbage på stolen, stak den ene hånd i trøjelommen, greb med den anden om sofaryggen og smed det ene ben over kors over det andet. 

I Paris går det nu farligt til igen, og man mener, at det vil ende sig med en almindelig europæisk krig. Måske kan jeg dog så komme til at lugte krudt.

Løverdagen den 6.

Var jeg i forhør. Løjtnanterne Kroyer og Frantz Winsløw var assessorer. Skurken nægtede alt fra først til sidst med en mageløs frækhed, og det næste vidne en fordrukken fourer, der nok har talt med ham i forvejen, fortalte, at han ikke havde hørt efter, hvad bombarderen havde sagt. Det skal nu altså gå til krigsret, og jeg skal fælde ham ved min ed. Det er en afskyelig forretning, om man er nok så sikker.

Vi var bleven dygtig forfrosne ved forhøret, og Kroyer og jeg modtog derfor Winsløws tilbud at drikke kaffe hos ham. Kroyer kan jeg godt lide. 

Søndagen den 7.

Komedieaften. Da stykket var forbi, drev vi som sædvanlig hen til Schalburgs, gjorde et voldsomt sav, og gik så op og sang serenader om aftenen kl. 12 uden for de smukkeste skuespillerinders vinduer. Det er første gang, jeg har været med til den slags løjer.

Onsdagen den 10.

Om aftenen kl. 6½ blev jeg beordret i forhør. Knægten nægtede standhaftigt. Han drev sagen til det yderste. Da det var kommet så vidt, at sagen skulle afgøres med ed, bad han sig fritaget derfor, da sagen i så fald skulle pådømmes ved en krigsret.

Torsdagen den 11.

En af de eller snarere den gemytligste aften, jeg har tilbragt i Nyborg. Efter en ganske udmærket koncert forsamlede alle officererne sig om en bolle punch oppe hos Schalburgs. Vi inviterede to af koncertgiverne med og tilbragte aftenen med sang og musik. Kl. 1 var vi alle på højdepunktet. Bollen var imidlertid tom, og vi drev da omkring ligesom i søndags aften og sang serenader, og jeg spadserede volden rundt under idelig kommers og sang.

Løverdagen den 13.

Stiftedes en forening af officererne af korpset. De bestod af Prml. Schou og Moltke. Secdl. Toldberg, Petersen, Busch, Winsløw, Kroyer, Harthausen, Esmand, regnskabsfører Ring, søløjtnant Braage og mig. Da vi ikke kunne blive enige om, hvad foreningen skulle hedde, blev det til sidst besluttet at tage et bogstav af hver af medlemmernes fornavne, og den blev da døbt Bevakume. Det blev videre bestemt, at vi hver løverdag aften kl. 7 skal samles hos en af medlemmerne, hver medbringende en pibe og et glas, og desuden 1 mark for hvilket der laves en bolle, og aftenen tilbringes da med gemytlig passiar og sang. Denne aften stod til hos Winsløw og Busch.

Søndagen den 14.

Jeg skrev til Ludvig om at sende mig en bøsse og noget vin. Desværre mistede vi nu to af de muntreste medlemmer i Bevakume, løjtnanterne Toldberg og Petersen, der begge skulle afgå til 1. forstærknings bataljon.

Mandagen den 15.

Stort afskedssold i foreningen.

Tirsdagen den 16. 

Som jeg bedst sad og arbejdede oppe på kontoret, kom den lille løjtnant Jensen ind ad døren. Han havde fået permission i nitten dage og ville hjem til Svendborg. Han var blevet svært forkommen af rejsen, og jeg mærkede straks, at hans moster var syg, så at han ikke havde råd til at tage ind hos Schalburgs, og fik ham derfor hjem med mig, fik ham tøet op, givet ham noget for tanden og lånt ham 1 rbd til rejseomkostninger. Således restaureret fortsatte han rejsen i en enspændervogn til Svendborg. Efter at han erklærede, at jeg var en af de bedste karle, han kendte. Jeg fik brev fra Ludvig, Agnes og Jane. Den stakkels moder er ikke rask, og de frygter for, at det er den gamle sygdom, der kommer igen. Gud forbyde det. I så fald bliver det kun en kummerlig jul derhjemme. Jane har haft halssyge, men er nu rask igen. Digteren Hostrup forlader det gamle sted for i sommer. Farvel Ottonia.

Onsdagen den 17.

Vi slog en generalbasaralle af hos Schalburgs. Jeg er nu færdig at blive kendt af dem. Da jeg kom hjem, lå der to breve til mig, men jeg var alt for søvnig og lod dem ligge til næste dag.

Torsdagen den 18.

Det ene brev var ikke til mig, men det andet var fra den gamle Fabricius, til hvem jeg nogle dage tidligere havde skrevet til. Han indbød mig til at besøge sig i julen, jeg har stor lyst dertil; men der bliver dog vist ikke noget af.

Fredagen den 19.

Rejste løjtnanterne Petersen og Toldbjerg. Vi vil savne dem meget. Det var to gemytlige fyre. 

Løverdagen den 20.

Den eftermiddag gik jeg ud til Dyrehaugegård, hvor jeg traf fuldmægtig Hein, der spiste til middag sammen med mig hos Borrings. Jeg vandt i ½ ? whist 4 mrk og 4 sk.

Søndagen den 22.

Kom Rudolph Prahl hertil for at besøge sin forlovede Camilla Maye. 

Onsdagen den 23.

Dampskibet bragte mit ellers så ensformige liv en pludselig forandring. Jeg stod nede på broen, da det kom. Den første, jeg så, var Hartvig Fabricius. Som jeg bedst stod og talede med ham om Langelandsturen, kom regnskabsfører Vestergaard, som lå i kvarter ude på Lampeveien tillige med Theodor Winsløw (1849) og bragte mig mange hilsener fra ham. Jeg ville netop til at takke ham, da Jacob Hansen kom hen til mig medbringende et gevær, en pakke med pølse og et brev, og til syvende og sidst kom løjtnant Schultze. Til ham talte jeg nu om min plan at tage til Langeland og ganske ved forretning lykkedes det mig rigtig nok efter en del ulejlighed at få permission til på mandag. Imidlertid havde Hartvig og Cand. Theo Dahl besørget en båd til Lohals, og klokken 2¾ styrede vi ud af Nyborg havn efter, at jeg havde sagt farvel til Jacob, der rejste til sin svoger i Fåborg, men uden at have fået tid til at udpakke pølserne. Det gik temmelig langsomt, og da vi omtrent var midtvejs, var det bælgmørkt. Vi kom dog velbeholden til Lohals, efter at vi dog først var kommet til at ride på et ålested og fik os en vogn og kom omtrent kl. 10 til Korsebølle, hvor den gamle Fabricius os madame Fabr. modtog mig med et hjerteligt vilkommen. Siden jeg sidst var der (oktober 1847) var der sket en forandring med værelserne. Børnene (de små) var blevet dobbelt så store, og en ret lille lærerinde var der kommet; men den kønne Grethe var borte. Efter at vi var qvægede med en alen sort pølse, gik vi til køjs. 

Torsdagen den 24.

Vi var temmelig tidlig oppe. Vognen holdt for døren, og vi tog ud på gæsteri. De første vi besøgte, var provst Graae i Tranekær. Trine Graae var nu fuldkommen udviklet og er bleven en sand skønhed. Det eneste, jeg havde imod hende var, at hun for et par dage siden var blevet forlovet med en student Keller, der så ud til at ligne en udhaler. Derefter tog vi til Bjerrebygaard hos Andersen, hvor jeg så en ypperlig tærskemaskine. Efter at have besøgt en bonde kom vi til Rudkøbing, hvor jeg oppe hos doktor Toftes blev inviteret til mandagen den 29.; men da jeg just skulle rejse den dag, måtte jeg afslå det. Da ærinderne i byen var besørgede og et besøg aflagt hos Pilegaard Bai kørte vi til Andersens på Søvertorp, hvorhen jeg længtes meget, da så mange muntre timer var her gået der for mig, men uagtet der nu var langt elegantere end før, var det dog ikke mere så behageligt, som da Ferdinand Fabricius var der. Uagtet madam Andersen lå i barselseng, var jeg dog inde og hilse på hende. Det er en rar lille kone. Den gamle Andersen var blevet meget affældig. Han lever ikke til næste jul. Hjem gik det nu til Korsebølle i en lynende fart. Der gentoges akkurat de forrige tilberedelser til juletræet. Især havde den lille jomfru Thomsen travlt, hvad jeg så godt kan lide hos hende, er hendes venlighed og naturlighed. Hun er ikke som næste alle andre lærerinder snerpet eller lunefuld, men altid ens.

Juledag.

Gik jeg tidlig på formiddagen ned til Kruhøffers for at hilse på dem; men egentlig mest for om muligt at se Sofie, eller i det mindste at høre noget om hende. Jeg traf dem alle sammen, og de blev glade for at se mig. De holder en hel del af mig. Sofie er i Flensborg hos en familie. Jeg bad landmåleren at hilse hende fra mig. 

Kl. 2½ kørte vi 3 vogne fulde til Steensgård, hvor der om aftenen var stort selskab og dans og juleleg. Jeg blev næsten forlibt i den lille E? Hansen, en sødere lille pige har jeg aldrig set.

2. juledag.

Var glanspunktet i hele juleferien, dog var foruden stort middagsselskab også bal på Korsebølle, hvortil i alt 70 mennesker var samlede og deri blandt en ualmindelig stor mængde smukke damer. Blandt de smukkeste var Trine Constance og Rikke Graae, jomfru Denker, Jakobæus Hansens to frøkener, Tiedemand, lærerinde på Steensgård. Jeg har i grunden i lang tid ikke moret mig så godt. 

Løverdagen den 27.

Tilbragte vi endelig hele dagen i uforstyrret ro, og jeg benyttede derfor lejligheden til at gå mig en ordentlig tur med Petersen, der lærer landvæsenet på Korsebølle, omkring i markerne og omkring i alle husene.

Søndagen den 28.

Gjorde vi om formiddagen visit oppe i præstegården. Jeg var denne dag tillige med Fabriciusfamilien til alters i Tranekær. (Candid. Plesner).

Mandagen den 29.

Om morgenen kl. 7½ sejlede Hartvig og jeg fra Tagværket med den gamle Mogens Madsen. Det blæste temmeligt stærkt, og vi for i en flyvende fart afsted, rigelig forsynet med proviant. Jeg for min del havde foruden den fulde madkurv en 6-7 pølser og en pose (det vil sige et af Franciska Fabricius’ strømpeskafter, som den rare lille jomfru Thomsen havde omdannet til en pose) fuld af nødder. Med jomfru Thomsen havde jeg den sidste aften spillet phillipine. Da vi var kommet i nærheden af Nyborgbugten, blev det ganske stille, og vi eller snarere jeg måtte til at ro, da Hartvig var søsyg, og havde nok at bestille med at tildele fiskene noget af den mængde mad, han havde fået i sig ved rejsens begyndelse. Klokken kunne omtrent være 1¾, da vi landene ved Nyborg. Min første bestilling var at undersøge pakken med pølserne, som jeg havde fået fra København, ligesom jeg skulle rejse, og derfor ikke havde haft tid til at åbne. De var rigtig nok lidt mugne, men da de ellers var gode, skikkede jeg dem ned til madam Rye og fik dem stegte til stor glæde for Hartvig, der nu også tog revance for, hvad han havde efterladt ude ved stranden. Da Hartvig var sejlet, sleb jeg mig en skraber, pyntede mig og gik op til kommandanten og aflagte min første visit. Hvad der stødte mig var det fremmede forhold, der faldt sted mellem Rudolph og hans svigerforældre. Han titulerede bestandigt for Hr. Oberst og Fruen. Jeg blev ellers forligt med fruen, der dog ikke er så slem, når man kender hende nærmere.

Nytårsaften.

Tilbragte jeg hos løjtnant Harthausen og tyrede en whist og en Rambas i forening med løjtnant Jahn og Schou. Dette år har haft stor betydning for vor familie. I juli måned solgte far sin gård i København. (Matr. nr. 72 på Østergade). Den 13. september blev Emilie forlovet med maler Frederik Rhode. Den 21. oktober blev Ludvig forlovet med boghandler Reitzels datter Line. Den 19. oktober fødtes Thoras datter, der blev kaldet Johanne Margrethe. Den 8. november blev Laura gift med doktor Theodor Winsløw. Jeg blev løjtnant i begyndelsen af oktober.

Hagbart Brusch som cirka 60-årig!