250 års jubilæum

Frederiks Kirkes 250 års jubilæum blev fejret over to dage.

Af Knud Gaarn-Larsen

Lørdag den 16, april kunne Frederiks Kirke fejre sin 250 års fødselsdag. Begivenheden blev fejret med festligheder både lørdag og søndag.

Det er ikke mange kirker i Danmark man kan sætte en konkret fødselsdag på. En af undtagelserne er Frederiks Kirke, som Frederik d V lod opføre til de Kartoffeltyskere, der var kommet syv år tidligere, for at opdyrke Alheden.

DSC_1562 Monogrammet lavet i blomster af Helle Lauth

Kunst

Festlighederne startede lørdag klokken 13.00 hvor Lisbeth Smedegaard Andersen kom og gav et spændende foredrag om kunst i kirken. Hun øste af sin store viden i et spændende foredrag.

Senere på dagen var der gudstjeneste, hvor man blev sat mange år tilbage, for prædikenen blev holdt på tysk af pastor Thomas Blöcher, der er præst i det område i det sydlige Tyskland, hvor kartoffeltyskerne i sin udvandrede fra. Også et par af salmerne blev sunget på tysk, men havde man svært ved at følge med, kunne menigheden følge den danske udgave i salmebogen. Melodierne var de samme. Fra indvielsen den 16, april 1766 og næsten et hundrede år frem blev alle gudstjenester holdt på tysk i kirken.

DSC_1566 F.v. sognepræst Carl-Gustav Christensen, pastor Thomas Blöcher, Majbritt Kjærsgaard Roulund og Andreas Engelbrecht Hansen.

To af sognets tidligere præster Andreas Engelbrecht Hansen og Majbritt Kjærsgaard Roulund, deltog også i gudstjenesten og den efterfølgende sammenkomst i et stort telt ved kirkecenteret, hvor menighedsrådet var værter ved en omgang kartoffelsuppe.

Lørdag aften var der arrangeret koncert i kirken.

Biskoppen prædikede

DSC_1570 Før festgudstjenesten øvede biskoppen et vers med koret.

 F.v. Carl-Gustav Christensen, Henrik Stubkjær, Thomas blöcher og Herbert Wilson.

Søndag fortsatte festlighederne med festgudstjeneste klokken 10. Her var det biskop Henrik Stubkjær der prædikede. I sin prædiken kom han ind på den betydning en indvandring kan have. Han fortalte om hvordan indvandrerne overlevede på en for danskere helt ny grøntsag, kartoflen, som i dag er blevet national spise.

DSC_1578 Biskop Henrik Stubkjær på vej ud af kirken efter festgudstjenesten.

Kartoffellasagne

Efter gudstjenesten var der igen spisning i det store telt, og også her indtog kartoflen en central rolle, da der blev serveret kartoffellasagne. Alle deltagerne kunne få et festskrift om Frederiks Kirke, som Alhedens Borgerforening havde ladet fremstille, og foræret til kirken i dagens anledning.

Underholdning

Festlighederne sluttede med underholdning i kirken ”for børn og barnlige sjæle”, som sognepræst Carl-Gustav Christensen præsenterede det ved slutningen af festgudstjenesten. Det var Esben fra Frederiks Flyverdragt, der stod for underholdningen.

Translate »