Embedsmand ved et uheld

Portræt af Ove Jakobsen
Af Knud Gaarn-Larsen. Ugeavisen Karup 20. februar 2013.
Mandag den 25. februar 2013 kan Ove Jakobsen, Kildegården 8 fejre sin 80 åre fødselsdag.

Selv om det var et uheld med styrt fra en motorcykel, der satte gang i hans kommunale karriere, så ser han i dag med glæde tilbage på sine 32 år som kommunalt ansat.
Som søn af en landmand, var det oplagt, at han også selv skulle være landmand. Men et uheld på en motorcykel, hvor han var passager knuste det venstre ben, og det blev aldrig helt godt, så i 1961 startede han som kontorelev i Frederiks Kommune, hvor de var to ansatte. Det var da Edvard Betzer var sognerådsformand og C. P. Frederiksen den anden ansatte.
Som ung dyrkede Ove både fodbold, håndbold og badminton, og han var med til at stifte B1960 i Frederiks, og nogle år senere var Ove Jakobsen særdeles aktiv da Alhedehallen skulle bygges, og han lagde virkeligt mange frivillige timer i arbejdet, der stor færdig i 1969.
Den 1. april 1971 kunne han sammen med 16 andre ansatte starte på det nye rådhus i Karup. Det blev det sociale område, der fik glæde af Oves store indsats. Ove har aldrig selv stiftet familie. I stedet brugte han sin energi på arbejdet, og det er ikke forkert at sige, at han var arbejdsnarkoman. Når han var færdig på kontoret, så var der flere foreninger, der havde glæde af hans engagement. Han fandt dog også tid til jagt og fiskeri.
De senere år har en dårlig ryg invalideret ham, og i dag kan man se ham i gadebilledet på sin trehjulede elcykel, der gør at han kan komme ud og gøre indkøb selv, for gangdistancen er blevet kraftigt reduceret. Sygdommen har ikke gjort ham bitter, men gjort at han har trukket sig fra alle tillidsposter, og nu mest hygger sig i hjemmet med flere fjernbetjeninger og cigaretter inden for rækkevidde, en last han har haft siden sin tidlige ungdom, og som han endnu ikke er blevet kvit. Sygdommen har også sat sig på øjnene, så computeren der ellers har været en tro følgesvend bliver ikke længere brugt så flittigt.

Med et stort krus vand, et utal af piller, cigaretter, flere fjernbetjeninger, avis og mobiltelefon inden for rækkevidde har Ove Jakobsen det rimeligt i sin lejlighed i Kildegården.

Translate »