Fødselsdagsturen til Juelsminde

Af Knud Gaarn-Larsen

Den 8. juli 1958 inviterede Hakon Greve Ford A Folk i og omkring Vamdrup til at tage med på en tur til Vesterhavet. Det blev en succes, og det der skulle til, for at man kunne starte Vamdrup Ford A Klub. Utallige bølger er skyllet ind på Vestkysten siden da, og klubben er vokset sig stor, og medlemmerne kommer nu fra et langt større geografisk område.

2024-udgaven af klubbens fødselsdagstur blev lagt i hænderne på Ebbe Lohmann, og han havde valgt Bjerre Herred som mål for turen. Ebbe havde virkeligt lagt sig i selen, og gjort meget ud af at medlemmerne skulle få en rigtig dejlig og oplevelsesrig tur. Det der ikke stod i Ebbe Lohmanns magt at råde over, var vejret. Og vejret var ikke i samme feststemning, som deltagerne, men det skiftende vejr mellem finregn, øsende regnvejr og ophold med enkelte solstrejf, gjorde, at der ikke blev spist så mange is, men det var vel i grunden også eneste plet at sætte på en rigtig god dag.

Juelsminde

Lidt i ti lørdag formiddag, rullede deltagerne stille og roligt ind ved lystbådehavnen i Juelsminde, hvor det var lykkedes Ebbe Lohmann at reservere en lang mole, på trods af byfest og mange andre mennesker på havnen, og lidt over ti var ikke mindre end 14 biler linet op, og så gik snakken lystigt under de mange paraplyer, mens der blev sparket dæk og lavet småjusteringer. Enkelte trodsede vejret, og købte en is, og man må sige, at udvalget var stort, og derfor meget at vælge mellem.

Arresten i Bjerre

Næste mål var arrest og tinghus i Bjerre, opført i 1876. En god og kompetent rundviser viste os rundt og fortalte levende om bygningens skæbne fra et velfungerende domhus og fængsel til en hærget bygning, der efter at været taget ud af brug, var blevet rippet af alt af værdi, og hvor valget stod mellem at en rockergruppe skulle købe stedet, eller en kreds af borgere skulle stå sammen, og værne om stedets kulturhistorie. Det var det sidste, der var sket, men for nærværende var det kun blevet til at man havde renoveret skorstene og tag, mens resten lå i et syndigt rod, der kunne give de besøgendes fantasi frit spil om hvordan det i sin tid havde set ud.

Vi fik da også en historie om hvordan en af Danmarks sidste offentlige henrettelser havde fundet sted.

Frokost i lokalarkivet

Da vejret fortsat var ustabilt, fik vi ved Ebbe Lohmanns mellemkomst mulighed for at komme inden døre i det lokale egnsarkivs lokaler i Bjerre, som var indrettet i en tidligere kommuneskole.

Efter en god frokost garneret med megen hyggesnak, blev kursen sat mod Purhøj – et vartegn for området. Det er oprindeligt en kæmpehøj, omkranset af store bøgetræer, så det kan ses på lang afstand. Vejen op til Purhøj er noget stejl, men alle klarede det fint, og vi kunne alle nyde udsigten, selv om en let tågedis slørede udsigten lidt.

Ferguson museum

Fra Purhøj blev vi af små veje på toppen af åsen med smukt udsyn til fjord og land ført til Fergusonmuseet i Stourup, hvor der var linet op til bryllupsfest, som ejeren og grundlæggeren Henrik Nielsen deltog i. Her nød vi den medbragte kaffe, og udforskede de mange udstillede traktorer.

Bog

Henrik Nielsen har skrevet en bog om sig selv, og hans hektiske liv, hvor han blandt andet fortæller om fødegården, der blev omdannet til Fergusonmuseum, og om hvordan han reddede nabogårdens store stråtækte lade, der efter en kraftig storm væltede og på det tidspunkt dømt til at blive fjernet, men Henrik Nielsen ville det anderledes, så i dag står en særdeles flot bygning tilbage indrettet til gildesal. Imponerende. Flere af deltagerne købte Henriks bog ”Med gashåndtaget i bund”, en let læst, men rigtig spændende bog om en originals liv.

Her sluttede fødselsdagsturen, og enhver kørte til sit, efter en god dags oplevelser. 

Tak til Ebbe Lohmann, for en godt tilrettelagt tur, og til de øvrige deltagere, for hyggeligt selskab. Det er aldrig kedeligt, at være i Ford A selskab.

Translate »