Gravede sig til en Ford A

  • Den 3. april 2020 kan man fejre, at den har været 90 år i familiens eje.

Af Knud Gaarn-Larsen

Da Peter Overgaards farfar midt i halvtredserne havde brug for at få gravet en 2500 l brændstof beholder ned, fik Peter Overgaard opgaven. Betalingen var, at han kunne få familiens Ford A for arbejdet.

”Der skal godt nok mange skovlfulde jord væk, for at lave sådan et 2500 l hul”, kommenterer Peter med et skævt smil, men tanken blev gravet ned og bilen blev hans, selv om han endnu ikke var fyldt 18 år, og dermed havde lov til at bruge bilen på offentlig vej.

Købt for 3770 kroner
Det var Peter Overgaards bedstefar, der havde købt bilen den 3. april 1930, for den nette sum af 3770 kroner hos Silkeborg Motor-Compagni. Med i handelen var, at bedstefaderens to sønnder skulle have et kørekort, så de på legal vis kunne køre bilen, da Peters farfar som ung havde mistet den ene arm. Bilen har været i familiens eje lige siden.

Købekontrakten fra april 1930

Da benzinen under anden verdenskrig blev rationeret, blev bilen klodset op, men efter krigen kom den i brug igen. ”Det var Åge Louring fra Gjern, der gav bilen et tjek efter krigen, så den kunne køre igen, fortæller Peter. Forden var familiens køretøj nogle år, til den blev erstattet af en Vauxhall, så blev Forden sat til side  og i 1952 blev gården solgt til Peters farbror.

– Farfar boede på gården til sin død i 1968, fortæller Peter.

Motorcykel

Selv om Peter havde fået bilen, så var hans foretrukne køretøj de første mange år en motorcykel. Gammel kærlighed ruster ikke, så efter nogle år fik Peter sat bilen i køreklar stand, og der kom nummerplader på igen.

Opfinder

Selv om det ikke er skolegangen der har taget det meste af Peter Overgaards tid, så var det ikke gået ud over hans nysgerrighed og interesse for nye ting. Peters far var mellem de første der købte en mejetærsker. Hurtigt fandt han ud af at det mejetærskede korn skulle tørres og renses, for at være velegnet til foder, og den udfordring gik Peter i gang med at løse, og han har flere patenter på nye maskiner, som han har opfundet til det formål. De nye maskiner skulle sælges, og det var nødvendigt, at komme rundt til flere dyrskuer og maskinudstillinger, og her var det Forden der holdt for på ture til Århus og Odense. Efter 1 års tid købte Peder en varevogn, og da Peder i 1966 blev gift med Lillian, var det Lillian der overtog brugen af Forden.

Dekoratør

Lillian var dekoratør, og arbejdede i en butik i Viborg, så gennem et halvt år var Forden hendes trofaste transportmiddel de omkring 35 km der var fra Fårvang til Viborg.

– Jeg kan huske, at jeg skulle aflevere post i Viborg på vejen hjem, og da jeg kom til krydset, hvor posthuset lå, så var der altid en betjent i krydset, der regulerede trafikken. Jeg var lidt beklemt ved, hvordan det ville gå, men jeg fandt hurtigt ud af, at når jeg kom i Forden og stoppede ved posthuset, så vendte han ryggen til, til jeg havde klaret mit ærinde, og kunne komme videre, fortæller Lillian.

Lillian brugte Forden til og fra arbejde i Viborg i et halvt år.

Opstaldet

Efter et års tid, var der ikke mere brug for Forden, og den blev opstaldet.

– Ideen var at den skulle renoveres, men tiden gik med en masse andre gøremål, fortæller Peter, og først i 1980 kom der lidt mere gang i renoveringen. Alt blev skilt ad. Motoren blev hovedrepareret i Viborg, og der blev købt reservedele hos Snyder i USA.

– Den gang vidste jeg jo ikke, at Poul Hedegaard boede så tæt på, men det var nu heller ikke noget problem, at bestille reservedele i USA. Jeg havde ikke haft engelsk i skolen, men som ung arbejdede jeg en tid på en gård i England, og her havde jeg lært noget af sproget, fortæller Peter.

Giftemål

Peter Overgaard sætter en ære i selv at kunne klare restaureringen, og det gik stille og roligt fremad, men pludselig i 2004 måtte der en slutspurt til.

Personen til venstre Peter Overgaards ven fra Stuttgart Udo, som han lærte at kende i England. De har selvfølgelig mødtes mange gange siden.

– Vi fik en invitation til vores søns bryllup, og sønnens store ønske var, at de kunne bruge Forden som brudekaret, fortæller Peter, der erkender, at nu fik de for alvor travlt. Det lykkedes! Mens Peder tog sig af det mekaniske, så gik Lillian i gang med det indvendige med ny polstring, og en af de første dage i november 2004, kunne bilen synes og godkendes, og man fik en kopi af de originale nummerplader, som bilen blev født med i april 1930  X15.329.

X15 329 er det nummer bilen blev født med.

Medlem i Vamdrup

– Da vi skulle have bilen forsikret, fandt vi ud af at det var en fordel, at være med i en klub, og det blev så Vamdrup Ford A Klub, som jeg har været medlem af lige siden, fortælle Peder.

– Det er ikke så tit at vi er med til arrangementer i klubben, for der er lidt langt, men jeg er glad for det blad jeg får, og glad for at have en klub, hvor jeg kan snakke med nogen, hvis der er et problem, fortæller Peter, der sammen med sin kone Lillian helt tydeligt er glad for bilen.

Generationsskifte

Peter og Lillian driver et middelstort landbrug ved Fårvang. Der er ingen af parrets tre børn der har planer om at overtage, så på et eller andet tidspunkt ser de frem til at måtte skille sig af med landbruget, men Forden har de ikke planer om at afhænde. Den håber de kan gå videre i fjerde generation. Den 3. april 2020 kan man fejre, at den har været 90 år i familiens eje.

Peter og Lillian Overgaard ved hoveddøren på ejendommen ved Fårvang.

I dag – mandag den 10. februar – fik jeg en opringning fra en særdeles glad Peter Overgaard, for netop i dag havde han fået en hilsen fra Ford Danmark, hvor der var forskellige gaver i anledning af at familien Overgaard den 3. april 2020 har passet godt på deres Ford A.

Det er der vist ikke mange bilmærker der kan gøre efter!

Her over er et foto af de gaver Ford Danmark sendte!

Translate »