Guldborg. Hvor kragerne vender
Af Knud Gaarn-Larsen. Juli 2013
Guldborgland. På mange måder et misvisende navn. Måske lidt som Grønland, der efter sigende fik navnet i sin tid, for at lokke flere vikinger til. Guldborgland. Der er hverken, guld, borg eller ret meget land – det meste er skov. Det er svært at forklare en ikke lokal kendt, hvor det ligger. Når man kommer fra Frederiks og kører mod Viborg, så er den første dal på vejen Fallesgårde, og til venstre for næste dal og frem til næste bakketop, da har man på venstre side Guldborgland.
Her vender kragerne, for det er godt nok langt ude. Men alligevel ikke længere, end at man med hjælp at stedkendte, så finder man let nogle spændende historier, der bør fortælles. Her finder man ”Staunings Hus”, og her mistede tre unge tyske soldater livet en mørk septembernat i 1943, da deres fly styrtede ned.
Staunings hus
Den er god nok. Det er den tidligere navnkundige statsminister Thorvald Stauning, der har lagt navn til. Det er bestemt ikke noget prangende hus. Nærmest et lille læskur, hvor højst fire skovarbejdere kunne krybe i læ, når de skulle spise deres mellemmad. Men Stauning har været her! Det var i 1938. Der var stor arbejdsløshed i landet, og derfor satte staten arbejder i gang rundt om i landet, og således også i Guldborgland, hvor mange mænd var i gang med at rydde op i plantagen, der var blevet anlagt i 1896. Stauning i egen høje person besøgte stedet, og i det lille skur havde man gemt en kasse øl, så statsministeren og hans følge kunne få en øl. Siden har skuret heddet ”Staunings Hus”, og i 2002 er det blevet sat i stand, og der er kommet et fint lille skilt på huset, der fortæller historien.
Fotos af Staunings Hus.
Mindesten over plantagens grundlægger.
En kælder
Ikke langt fra Staunings hus kan man, hvis man leder godt og grundigt finde et aflangt hul i jorden, hvor de tre sider er kampesten. Her lå i gamle dage et hus, og de eneste rester af dette hus, der blev forladt i 1910 er dette hul, der en gang tjente som viktualiekælder for folkene i huset.
Poul Vester viser stedet hvor han bedsteforældre frem til 1910 havde kælder.
Tre tyskere dræbt
Et andet sted i skoven, vil man kunne bemærke, at de nåletræer, der ellers dækker hele området, i en aflang firkant er erstattet af bøgetræer. Her faldt om natten den 30. september 1943 en Tysk Junker 88C-6 med serienummer 360425 ned, og alle tre besætningsmedlemmer omkom. Piloten var underofficer Alfons Kirmer, navigator underofficer Franz Rotter og mekaniker underkorporal Jacob Asam, der alle døde, og den 5. oktober blev begravet på en kirkegård i Lemvig. (Læs mere på Flendsted hjemmeside) Flyet var sendt i luften, for at man kunne kalibrere radaren i Karup, men af en eller anden grund faldt den ned i skoven i Guldborgland. Også den gang bestod skoven af store graner, der blev klippet over længere og længere nede af stammerne, som maskinen faldt ned, og til sidst brød i flammer.
Poul Vester viser flyets retning, og hvor store granerne var den gang i 1943.
Tyskerne kom hurtigt til stedet, men besætningen var omkommet, så man kunne kun holde vagt, så man kunne bjærge så meget af vraget som muligt, som kunne sendes til Tyskland, hvor der var mangel på råstoffer.
– Jeg er født ikke langt fra stedet, og min far fortalte senere, at han havde besøgt vraget, mens et par tyske soldater holdt vagt. De kom i snak, og tyskerne, der sikkert har kedet sig bravt, tilbød min far, at han kunne få lov at skyde med deres rifler, og det gjorde han, siger Poul Vester, der de sidste mange år har boet i Haderup.
Der har altid været en hæk med en portal ved Poul Vesters fødehjem
Her var hønsehuset, fortæller Poul Vester
Her gik i gamle dage vejen
Poul Vester ved bagdøren.
Samlede ammunition
I Fallesgåede boede familien Andersen, og børnene herfra besøgte også stedet, efter at vraget var fjernet.
– De havde nu ikke taget det hele med, for vi drenge fandt og samlede et par vaskefade fulde af patroner, som vi lagde på et bål, og da patronerne begyndte at sprænge i et sandt festfyrværkeri, måtte vi søge skjul bag en mur, fortæller Frode Andersen, med et skævt smil, der erkender at det nok ikke var gået i dag.
Dårlig jord
Det har ikke været nogen dansk på roser, at vride et udkomme ud af den dårlige jord, der i 1896 blev lavet til plantage af P. Sørensen og hans kone Marie. I udkanten af skoven er der rejst en mindesten over de to, der fortæller om deres bedrift. Skoven har givet et udkomme til en familie, der måtte supplere deres indkomst med det de kunne få ud af nogle få tønder land, så de kunne have et par køer, nogle få grise og nogle høns, eller ved at arbejde på Dollerup Mølle.
Det er underligt i dag at tænke på at der har været tusindvis af sådanne familier landet over, der måtte kæmpe for det daglige brød, og at det er dem der har bygget landet op til det vi har i dag.
Jo, kragerne vender her, men også her er der en spændende historie, som bør fortælles.