Keld kan ikke lade være at blande sig
Af Knud Gaarn-Larsen
December 2012.
Måtte vente på at kunne få lov til at gifte sig med moderen til hans barn.
Allerede som 17-årig blev Keld Pedersen far første gang, og selv om både han og pigen gene ville giftes, og selv om han havde søgt kongebrev, så kunne et kongebrev først bevilges, da han blev 18 år, men da lå det der til gengæld også, tilføjer Keld Pedersen, da han er formiddag sidder på Ugeavisen og fortæller om sit spændende liv.
Det startede 1. marts 1947 i en lille landsby Davinde på Midtfyn. Moderen var hjemmegående, mens faderen havde arbejde på en træskofabrik, og allerede i en tidlig alder fik Keld sin gang på fabrikken, hvor han blev kendt med arbejdsgangen i at fremstille træsko, og ikke mindst at reparere dem, når et par gik i stykker, for han er fra en tid, hvor der blev værnet om tingene, og i en kultur der står i skærende kontrast til den ”brug-og-smid-væk-kultur” som vi kender i dag. Skolegangen blev klaret hver anden dag i den lokale folkeskole, og både på skole- og fridage hjalp han til på nabogårdene, så allerede som 14-årig kom han ud at tjene.
Som 15-årig fik han plads som forkarl på en gård, hvor de var to karle, en fodermester og en pige. Pigen der var lidt ældre, og fra Taulov, var noget specielt, og der opstod så sød musik mellem de to, pigen blev gravid – og begge blev fyret!
– Jeg var den tredje karl på den går, der var taget derfra med pigen, men husbond ville ikke have det, siger Keld med et smil, og han erkender da også at han var noget ung til at blive far, og havde brug for nogen tid at tænke det hele igennem.
– Jeg fandt ud af at jeg var nødt til at tage ansvar for de handlinger jeg foretog, og for det barn der blev sat i verden, fortæller Keld.
Derfor tog han tilbage til pigen, og de fik en snak, og blev enige om hvordan de skulle fortsætte, og det endte altså med bryllup, da Keld blev 18, og den ”kontrakt” kører de på endnu.
Den lille familie flyttede lidt rundt efter arbejde, som hovedsageligt var på landet.
– Der var ikke meget at slå til søren med, men vi klarede os, fortæller Keld.
Værnepligt
Selv om man er familiefar, kan man ikke undslå sig værnepligten, og det blev til 8 måneder ved Fynske Livregiment, og han fik så meget smag på soldaterlivet, at fik kontrakt som konstabel. Det skulle have været på Fyn, men pludselig blev han forflyttet til Viborg, hvor han i tre år lavede mad til syv officerer.
– Jeg vidste ikke en pind om madlavning, men det fik jeg da lært. Jeg havde en sjov oplevelse, for på en øvelse i Oksbøl en kold vinter, bankede det pludseligt på min dør til min messevogn. Det var Prins Henrik, der stod udenfor, og gerne ville ind i varmen. Det kom han naturligvis, og vi fik hyggesnak, og han fik noget varme. Da jeg skulle hente noget, stod lejren nærmest på den anden ende, for Prins Henrik var væk. Det mysterium kunne jeg hurtigt løse, men jeg fik det største møjfald, jeg nogensinde har fået, for jeg skulle have fortalt det, siger Keld Pedersen med et stort grin.
Chauffør
Efter soldatertiden ville han egentligt gerne have været chauffør, og han fik da også en tur til København. På Julesminde-Kalundborg overfarten fik han et lille kursus af de andre chauffører, men åbenbart ikke nok, for han for vild i København. En taxa-chauffør lovede for 30 kroner at vise ham vejen, men det blev kun til en tur rundt om en af søerne, og så var han lige vidt. Han måtte af med 30 kroner mere for at få et kort over byen, før han fandt frem. Klogere og fattigere!
Til Karup
Et tilfælde gjorde, at han den 8. juni 1977 fik arbejde på Isokern i Karup. Han havde regnet med at det skulle være en midlertidig stilling, men det blev til mere end 30 år.
– Det var en fantastisk tid, og en fantastisk arbejdsplads, hvor jeg har været over det hele, og jeg var med til at lave de aftaler der både var gode for medarbejderne og for virksomheden, fortæller Keld
Der var mange bange anelser der virksomheden for nogle år siden blev solgt til Schiedel.
– Der kom fine folk fra tyskland, der gik det hele igennem, før de tog hjem igen. Vi vidste ikke om vi var købt eller solgt, for vi havde fået mange personalegoder. Efter en tid fik vi at vide, at vores effektivitet var blevet beregnet til cirka 96 procent, mens den i tyskland lå på cirka 72 procent. Derfor har vi stadig produktion her i Karup, siger Keld ikke uden en vis velbegrundet stolthed.
I 1986 flyttede familien i eget hus på Viborgvej, men inden havde Keld engageret sig i boligforeningen i Engparken, hvor de boede tidligere, fagpolitisk og politisk i Socialdemokratiet, hvor han ved et valg stillede op til en plads i byrådet, og da også fik et ganske udmærket valg, men altså ikke helt nok til at blive valgt.
Hundeejer
– Lige fra jeg var tre år har jeg haft hund, siger Keld, der ikke kan forestille sig et liv uden hund. Lige for tiden er det en Jack Rossel, der holder til i hjemmet, og den er ikke meget større end tobak for en skilling, men han har også haft andre racer. I 1990erne var det en gravhund, og en søn opfordrede ham til at bruge den til jagt.
– Det skulle forsøges, og det viste sig at den have gode anlæg, og det gjorde, at jeg begyndte som jæger, siger Keld, der i dag lever et særdeles aktivt liv som aktiv pensionist, hvor konen, fire børn og syv børnebørn skal have deres. Så har computeren vundet indpas i hjemmet, men den får nu ikke lov til at stjæle al tiden, for arbejdet i seniorklubben skal også passes.