I serien: Hvor blev de af?

Celia Bech Ditlevsen er opvokset på Skovvej i Frederiks, men er nu havnet i Århus

Af Knud Gaarn-Larsen. Januar 2013.
Celia havde en tryg og god opvækst i, som den yngste af tre søskende, og med masser af børen på vejen, da det endnu ikke var almindeligt at børn kom i institution.

– Jeg husker især med glæde på »Lilleby«, som en af forældrene tog initiativ til på Skovvej. Der kom et læs rafter, og så blev vi eller udstyret med hammer, søm og sav, og så kunne vi ellers gå i gang med at lave vore små huse. Nogle blev rigtigt flotte, og nogle gange var der nogle af forældrene der hjalp, mens andre måtte klare det hele selv. Jo, det var en god tid, funderer Celia Bech Ditlevsen, mens hun sidder på sin sofa i en lejlighed i Århus og får et fjerne blik i øjnene, mens tankerne går tilbage. Men hurtigt er hun med igen, og fortæller om sin skolegang, som hun opfatter som god. Celia hvilede i sig selv, og var ikke bange for at komme med sin uforbeholdne mening, og selv om det fra tid til anden gik på tværs af både kammerater og lærere. Interessen for at tegne og male, og i det hele udfolde sig kreativt, er ikke ny, for den havde hun også i folkeskolen, og hendes helt store ønske og drøm, var at skabe sig en tilværelse som kunstner.
– Det min far ikke enig i, »for sådan noget er der ikke en fremtid i«, sagde han. Da jeg skulle vælge erhvervspraktik, forsøgte jeg at komme ind til et reklamebureau, fortæller Celia, og det lykkedes da også for hende, selv om den slags praktiksteder ikke hang på træerne, men hun kom ind, og havde det som en fisk i vandet.
HF i Viborg
Det gav dog ikke nogen læreplads, så hun valgte at tage HF i Viborg, og hun tog et skridt mere, for hun flyttede i et værelse i Viborg som 17-årig. Det var en udfordring at få studierne til at passe med livet ved siden af skolen, hvor Celia blandt andet tjente penge som bartender, og ved at skrive skilte, som hun var rigtig ferm til.
– Jeg havde mange sjove og gode, men også nogle voldsomme og ubehagelige oplevelser i Viborg, og en dag valgte jeg simpelthen at flytte. Jeg har boet et par år Esbjerg og i Ålborg, før jeg flyttede til Århus, for at komme ind på et pædagogseminarium, fortæller Celia, der med livet som studerende, igen skal finde ind i en struktureret hverdag.
– Det var svært, og det endte da også med at jeg blev smidt ud af seminariet, for jeg har svært ved struktur og faste rammer, fortæller Celia, og hun indrømmer at det var et stort nederlag, for hun brændte for et liv med børn og kunst. Derfor skrev hun et digt til rektor:
Jeg er en knast, men jeg er af dette træ
Fjerner du den kontrast, får du blot et hul at se
Og sørgeligt er det, for knasten især
For uden sit træ, er den bare det den er.
Det gjorde rektor blød, og hun fik lov at færdiggøre sin uddannelse, og det endte da også med et 11-tal i den afsluttede eksamen som professions batular.

Praktik i Trinidad
Som pædagogstuderende har man flere praktikperioder, og her fornægter Celias evne og vilje til at være selvstændig og gå egne veje sig heller ikke.
– Det lykkedes mig at finde en praktikplads i Trinidad. Det var der ikke andre der havde fundet på, og det var spændende at opleve en anden verden, fortæller Celia.
Arbejde
Det lykkedes Celia at finde arbejde som pædagog, og i de perioder, hvor hun kunne forene arbejdet som pædagog med kunstnerisk udfoldelse gerne sammen med børnene, så gik det OK, men Celia erkender, at hun havde mange sygedage.
Celia har ofte haft flere Jobs af gangen, og at jonglerede med en fuldtidsstilling som pædagog og handicaphjælper på samme tid, hvor hun arbejdede fra morgen til sen aften, var ikke noget uvant.
– Jeg var på den tid nærmest skingrende normal, siger Celia med et skævt smil, og den tilværelse holdt da heller ikke, så hun blev indlagt, og fik diagnosen »manio depressiv«, og efter nogen tid medførte det, at hun fik tilkendt en pension.
– Det var et voldsomt personligt nederlag på den måde at blive stemplet, og det har taget lang tid at komme over det, fortæller Celia, straks efter droppede al medicin, og det lykkedes hende at skaffe penge, så hun kunne tage en tur til Bali, hvor hun har opholdt sig flere gange de sidste par år.

– Det var utroligt godt. Jeg var mig selv, og i et land hvor der bare er kunst alle steder hvor man vender sig hen. Opholdet havde også en anden gavnlig virkning, for det er jo nemt at give forældre, samfund og andre skylden for sin egen situation. Det kunne jeg ikke på Bali, så her voksede jeg meget og lærte noget om at klare mig selv, siger Celia, der nu sidder tilbage i sin hyggelige lejlighed, hvor hun til stadighed udvikler sit talent, og meget tyder på at det lykkes, for ikke alene er hun blevet headhuntet til at lave kreative projekter i tre SFOere, men også den kendte tegner og forfatter Rune T. Kidde har netop henvendt sig til Celia, med en invitation om bidrage med nogle malerier, til en bog han skriver inspireret af en håndfuld forskellige kunstners værker.
– Jeg er meget glad og stolt over den henvendelse, for han har været et af mine helt store idoler, siger Celia, der af gode grunde endnu ikke ved hvad sådan en henvendelse kan betyde, men der er ingen tvivl om at selv om Celia aldrig har været bange for at være sig selv, og hun er fuld af håb og drømme for fremtiden..