Fik Nürnbergerkram i julegave

Portræt af Gudrun Karen Laigaard, altid kaldet; Musse. December 2012.

Af Knud Gaarn-Larsen

To dage før jul kan Gudrun Karen Laigaard fejre sin fødselsdag nummer 93 i fin stil. Hun er født Jørgensen, og har, så længe hun kan huske, kun været kaldt ”Musse”. Enebarn af Gregers og Laura Jørgensen Grønhøj Kro, og bortset fra få år, har hun tilbragt alle sine år på Grønhøj Kro. Som barn, som ung pige. Fra 1954 til 2011 som krokone. Nu nyder hun sit otium i en beskyttet bolig nær Dagcenteret i Frederiks.

Musse tager imod i sit hyggelige hjem, der bestemt ikke er prangende, men der er en varm og dejlig stemning, og man modtages med et stort smil der varmer. Man fornemmer at man er særdeles velkommen som person, men at en snak der skal munde ud i en artikel i Ugeavisen – det kan være det samme. Musse er ikke genert eller menneskesky, men hun har bestemt ikke noget behov for at blive trukket frem i rampelyset. Gennem de mange år på kroen, var køkkenet hendes og hendes mors domæne, mens andre tog sig af landbrug og krostue.

– Men du spørger bare løs. Så må vi se hvor galt det kan gå, siger Musse med et stort smil, og så går snakken ellers. Mere som en samtale, end som et interview.

Jul på Kroen

Gennem langt de fleste år, siden familien Jørgensen købte kroen i 1864, har landbruget fyldt mere end kroen, og det betød et stort folkehold til at tage sig af dyr og marker.

– Vi var aldrig under ti en jule aften. Vi var selv tre, og så kom min faster, der var alene med fire børn, og så var der folkene. De spiste altid med jule aften, og nogle blev hele aftenen, fortæller Musse, der gennem alle årene har passet godt på et par mekaniske biler, som hun fik i julegave som barn en gang i 1920verne, og som hun husker det, var gaverne fra en af folkene. Hun ville hellere have en bil, end en dukker.

Mange vil kunne nikke genkendende til menuen, der bestod af risengrød efterfulgt at flæskesteg og medisterpølse med rødkål, hvide og brune kartofler og en god sovs med æblekage til dessert. Efter middagen gik man ind i stuen med juletræet, der blev tændt, og så dansede man rundt om juletræet, og sang flere sange og salmer, før man kunne pakke gaverne op.

– Der var gaver til alle, men det var meste praktiske ting. Jeg kan huske et år hvor vores søn fik træskostøvler i julegave. Og dem var han så glad for at han sov med dem på jule nat, siger Musse igen med et smil.

Slagtning

– I 1944 fik vi fryser på kroen. Før den tid var der frysehus, og før det måtte vi salte kødet, så vi måtte slagte i nogenlunde god tid før jul, for at nå det hele. Der skulle også bages mindst fem forskellige slags småkager, og så skulle der skrives en masse julekort, fortæller Musse, før snakken falder på livet på kroen, der helt frem til 1912 var kongelig privilegeret, hvilket også indebar visse forpligtigelser om at rejsende skulle tilbydes mad, logi og plads til de rejsendes heste.

På vej væk

– Som enebarn var det ikke let at komme væk fra kroen, men jeg var da både på efterskole i Jebjerg og højskole i Ry og senere i Askov, og efter krigen var jeg et år på Sjælland, hvor jeg fik en uddannelse som væver, men så blev min far syg, og jeg måtte hjem og hjælpe og da han døde i 1949 som kun 63-årig måtte jeg blive hjemme og hjælpe mor, fortæller Musse, der ikke brugte meget tid på at kigge efter mænd. Det kom først i 1953, hvor de fik en ung bestyrer på kroen, som hun året efter giftede sig med, og som hun fik tre børn med. Sammen drev de kroen til 2007, hvor Åge Laigaard døde.

– Pigerne i familien er blevet meget gamle, siger Musse igen med et lille smil, for hun holder af den tilværelse hun har, hvor hun er tæt på familien, og hvor hun kan følge udviklingen på kroen, som sønnen Gregers nu har overtaget.

Hvordan har du det med alt det Gregers går og laver? Det morer mig, nærmest flyver det ud af Musse, der tilføjer at hun bestemt ikke bekymrer sig om det nu kan gå.

Grønhøj Kro Kringlen

Kroen har et nærmest legendarisk ry for sin kringle.

– Ja, det var min faster, der var kogekone, der havde opskriften, og du må gerne se den, siger Musse og finder en gammel kogebog frem, og på sidste side finder man opskriften skrevet med hånd.

Musse skriver ikke så meget mere, men bruger gerne telefonen til at holde kontakten med omverdenen, og en af dem hun helt sikkert skal have ringet til før jul, er den nu 78-årige københavnerdreng, som hun har holdt kontakten ved lige med, siden han som barn kom på kroen som feriebarn, til han ikke længere kunne få frirejse med DSB. Senere er det dog blevet til både brevveksling og besøg, og det er tydeligt at det er et venskab der har betydet noget ikke alene for københavnerdrengen, men også for krodatteren fra Grønhøj.

Musse har ikke så travlt længere, men hun har nok at tage sig til med forskellige arrangementer i ugens løb, familiebesøg, og så ser fjernsynet jo ikke sig selv. Det må hun også passe, og da helt specielt hvis der er en Agatha Christi-krimi på programmet. Når der er lidt tid til overs, så løser hun gerne en kryds og tværs.