Af Knud Gaarn-Larsen
Februar 2013
Stine Højgaard er en 26 årig tidligere Karupbo, som nu læser antropologi i Aarhus. Som en del af studierne tilbringer hun 3½ måned i det nordlige Tanzania, inden hun skal hjem og skrive speciale om missionærernes arbejde. Hun vil den næste tid skrive hjem om oplevelser, kulturelle finurligheder og spøjse indfald.
”Tropehjelmen på hoved, notesbogen limet til hånden og ægtefællen under armen” er en klassisk forestilling om en antropolog på feltarbejde -de sidste mange måneder har jeg forberedt mig på mit. Nu er det endelig nu og jeg kan begive mig ud på eventyr! I virkeligheden har jeg ikke nogen tropehjelm med, de fleste af mine noter bliver skrevet på computer og nok går jeg med vielsesring, men det er i virkeligheden min kæreste jeg rejser med. Alligevel er jeg på vej på vaskeægte feltarbejde.
Vi har i skrivende stund været i Tanzania fem dage og er endnu på vej. Vi landede i Arusha ved Kilimanjaro og tilbragte to dage der med at vende os til anderledes forhold. Så tog vi en 13 timer lang bustur til Mwanza ved Viktoriasøen. Her venter vi på, der går et skib, der skal sejles os videre over inden vi skal med endnu en bus og først der når vi vores hjem den næste 1½ måned.
Der er mange ligheder, men også store forskelle på på Arusha og Mwanza. Arusha er en turistby, der er herfra turister fra hele verden tager på safari, besøger Kilimanjaro eller Masai-landsbyer. Dette betyder, at vi som gående turister bliver tiltalt af mange, som vil tilbyde os forskellige ture eller bare udveksle almindelige høfligheder som ”hvordan går det”. Vi oplever mange, der lige vil tilbyde at vise os rundt eller vil sælge souvenirers. Nå vi bevæger os rundt i byen støvede gader opdager vi at fliserne over afløbskanalerne er ødelagte og mange steder er der store huller hvor vi skal gå zigzag mellem dem og trafikken. Det er en relativt lille by, hvor lyden af mennesker blander sig med biler og op gassende motorcykler, samt udkald fra moskeer og om natten drives flokke af geder gennem byen.
Mwanza derimod er Tanzanias tredje største by og langt mindre en turistby. Menneskerne i byen har travlt og passer i højere grad sig selv. Vi bliver mødt med nogle få jambo/mambo-hilsner og flere råber ”hi sister” efter mig. Men meget få taler engelsk i særlig stor grad og derfor er der ikke ret mange som indleder samtaler. Husene har stadig bliktage, malingen er skallet af og de fleste butikker er mindre end hvad en dansk studerende ville stille sig tilfreds med som studenterbolig. Der sælges ikke, som i Arusha mange turistprægede ting, men flere af de ting der er behov for i dagligdagen. Det er døre, service, strømper eller vandlåse til afløbsrør. Byen larmer, der er mange biler på de støvede veje. Der bygges mange steder, radioer spiller højlydt på markeder og i det hele taget er det lyden af mange mennesker. Markedet er et stort virvar af grøntsager, krydderrier, tøj, taletidskort og andre fornødenheder. I små nicher finder vi lækre gadekøkkener og tager chancen og håber at maden ikke er blevet dårlig i solen.
Vi begynder langsomt at opdage nogle af de små kulturelle regler vi bør overholde. Det er ekstremt uhøfligt at hæve stemmen i arrigskab, vi beholder folks hænder i vores indtil vi er færdige med at udveksle høfligheder, vi har vænnet os til at røre maden kun med højre hånd og vi vasker hænder inden vi spiser selvom vi kommer lige fra morgenbadet. Dog går det også op for os, hvor vigtigt det er, at vi hurtigst muligt får lært bare en lille smule swahili. Så næste gang jeg skriver, kan jeg forhåbentlig de mest almindelige tal og nogle standardfraser.