Af Knud Gaarn-Larsen. Maj 2011.
For kort tid siden vendte billedkunstneren Melaine Christensen, der bor i Dollerup, hjem fra en tur til Afghanistan. Når Melaine nu både er glad og fuld af inspiration, skyldes det gensynet med de mennesker hun i 1999 og 2000 arbejdede sammen med i et Danida-støttet projekt, og ikke, fordi hun har været udsat for krigens rædsler, og er sluppet fra det med livet i behold.
– De er så seje, og de har bare gjort det så godt, og der er sket så mange fremskridt, fortæller en glad Melaine Christensen, der fra 1999 var med til at etablere en jordemoderklinik i Herat i det vestlige og forholdsvis fredelige Afghanistan, og hendes øjne stråler, når hun fortæller om sine Afghanske medsøstres bedrifter i et land der udviklingsmæssigt og kulturelt ligger så langt fra os, så man kan have vanskeligt ved at forstå det.
Medmenneskelig forståelse
Gennem alle disse barrierer af kulturelle og udviklingsmæssige forekelle, bryder en medmenneskelig forståelse, et møde mellem mennesker i øjenhøjde, en respekt og beundring for medmennesker, der trods normer, et tosset taliban-styre, kvindeundertrykkelse og meget andet, forstår at rette ryggen og skabe en bedre tilværelse.
– Der er i dag folk i Afghanistan der tager ansvar, og får ting til at fungere, siger Melaine Christensen efter det sidste besøg i marts 2011. Det er stærke oplevelser, som hun gerne vil fange og formidle på sin lærreder, men hun vil også gerne fortælle om dem, for hun synes at danskerne får ensidige informationer fra Afghanistan. Informationer der kun drejer sig om krig.
Ingen kunst
Som så meget andet, var det også forbudt at udtrykke sig kunstnerisk, da Melaine var i Afghanistan første gang, men Melaine kunne ganske enkelt ikke lade være, så hun fik smuglet farver ind, og bygget en ekstra mur i sit hus, så hun kunne tegne og male i fred, i sin sparsomme fritid inde i sin egen bolig.
– Men de har jo masser af kunst fra gammel tid, og med kunsten kan man lave en påvirkning, der kan gå et lag dybere i mange mennesker, siger Melaine, der for tiden har travlt med at få sine mange indtryk overført til lærredet, for der er efterspørgsel efter Melaines fortolkning, for allerede i påsken skal hun deltage i tre udstillinger der strækker sig fra Galleri Martha i Frederikshavn over Galleri Humlum ved Struer til fem dages påskerunde på Nordals.
Med sine malerier søger Melaine at skabe et fredsrum.
– Man skal tage del i livet, og tro på livet, for alle har noget unikt, som de kan bidrage med, siger Melaine, der gerne vil være med til at formidle de budskaber i de billeder hun maler, og hun har haft den glæde at blive forstået af mennesker både i Afghanistan og her i Danmark.