VVS – står for: Vildt, Voldsomt og Sjovt
Et portræt af Johnny Birkelund Madsen, Frederiks El og VVS A/S
Af Knud Gaarn-Larsen. August 2025

Johnny B. Madsen peger på et billede af bedsteforældrenes ejendom i Høgild, som han nu bor på.
Fakta:
Navn: Johnny Birkelund Madsen
Født: 23. april 1979
Uddannet: VVS smed
Civil stand: Gift og far til to piger
Arbejde: Direktør Frederiks EL & VVS A/S
Fritid: Dykker, jæger, badminton, road racing og Fyrværker

Johnny og Frederiks El & VVS A/S
Til oktober skal der igen være fest, for Johnny mener at det er vigtigt at markere mærkedagene og i oktober kan man markere ikke mindre end to mærkedage. 30 år som udlært VVA og 20 som selvstændig.
Når man ved aftentid kommer forbi Frederiks EL & VVS kan man se nogle af firmaets mere end 30 varebiler smukt linet op på Nyrupsvej 7 foran den bygning, der har været virksomhedens domicil siden 1. maj 2023, en virksomhed med en lang og stolt historie med flere ejere og knopskydning, som kan ske, når virksomheden ledes af iderige og foretagesomme folk, og her danner Johnny og Michael Jensen et godt og stærkt lederteam.
Allerede som 16årig kom Johnny i lære i virksomheden, i det der dengang hed Frederiks Smede og Maskinforretning.
Samme år havde Johnny forladt Karup Skole.
– Ikke noget ondt ord om Karup Skole, men skole var bare ikke mig, for jeg havde svært ved at se hvordan det vi lærte kunne omdannes til noget praktisk anvendeligt, fortælle Johnny, som følte at han kom på den helt rigtige hylde, da han som ung VVSlærling kom under Jesper Johansens vinger.
– Jesper var en dygtig svend, og jeg ville gerne lære, så vi udgjorde et godt team, fortælle Johnny om læretiden på Nyrupsvej 2.
Kun tre år inde i læretiden købte Johnny sammen med Jesper Johansen er hus i Frederiks.
– Jeg kan huske, at vi brugte al vores fritid på at sætte huset i stand, så vi kunne leje det ud, fortæller Johnny, der kun få efter at han var blevet udlært, i 2005 fik tilbud om sammen med Lasse Døssing og John Madsen, at kunne overtage virksomheden efter Niels Aage Damgaard.
– Det var en stor beslutning, og det første år var svært, for vi kom ud med et million-underskud, men vi stod sammen, arbejdede hårdt, og ikke mindst lærte vi meget i den virkelige verden om hvordan man skal overleve. Det er ikke nok, at man er en god håndværker, det skal også give overskud, fortælle Johnny, og tænker tilbage på tiden efter overtagelsen. Det kostede mentalt. I 2014 måtte han tage sig en pause, fordi han var brændt ud og ramt af stress. Det var en ubehagelig oplevelse for den unge Johnny, der ikke før havde oplevet at kroppen sagde fra, selv om han altid har elsket at arbejde fra tidlig morgen til sen aften. Det er ganske imponerende hvad han allerede som skoleelev havde prøvet kræfter med af fritidsjobs. Han havde været avisbud, bydreng i Brugsen, og pakker i Karup Bageri. Han mødte i bageriet klokken tre om natten, og pakkede brød til forskellige udsalg. Han fik fri klokken syv om morgenen. Så kunne han lige komme hjem og få et bad, inden han skulle i skole. Der var et andet fritidsjob som han tænker tilbage på med glæde. Det var ved Vibodan i Kølvrå.
– Her kunne jeg møde når jeg ville, og gå når jeg ville, og når jeg havde mere end 40 timer på en uge, så steg timelønnen ti kroner i timen. Det var godt, siger Johnny med et smil.
Opdeling
Virksomheden på Nyrupsvej 2, der voksede sig større og større og fik sig en afdeling med el og en anden med montage.
– Det blev meget stort og uoverskueligt, så ved årsskiftet i 2021 besluttede vi os for at foretage en deling. Vi skulle finde et nyt sted til el og VVS, og det gav en del udfordringer, men Frederiks Tømmerhandel var blevet solgt, og lokalerne stod ledige, så vi kunne flytte ind. Vi vidste at det var midlertidigt, for den nye ejer havde andre planer, fortæller Johnny om flytningen fra Nyrupsvej.
Nyt sted
Da adressen på Solvænget var midlertidigt, så man sig om efter et nyt sted, hvor man kunne slå sig ned permanent.
– Med hjælp fra kommunen og andre fik vi flere muligheder, og det endte med at vi købte os ind hos Frode Siig på Nyrupsvej 7, hvor vi er i dag, fortæller Johnny, der er godt tilfreds med både sted og konceptet med både VVS og el.
– Det giver en god synergieffekt at have de og ting sammen, siger Johnny.
Batterier
Firmaet tilbyder foruden alt indenfor VVS som varmepumper med videre også det sidste nye indenfor el, at man kan købe batterier til hjemmet.
– Ved et tilfælde, kom jeg i kontakt med et firma på Sjælland, der havde en masse batterier fra el-biler, der var blevet skrottet. De kan fint bruges i private boliger, og sætter man dem om med styring, så kan man købe strøm fra nettet, når det er billigt, og sælge overskydende strøm til nettet, når prisen der er høj. Det er især interessant for folk med solceller på taget, fortælle Johnny.
Fyrværker
Det er ikke at overdrive, når man siger at Johnny har krudt i enden. Man skulle ikke tro, at den travle mand havde tid til meget andet, men hans barndoms interesse for fyrværkeri, har ikke sluppet sit tag i ham.
– Jeg fandt ud af at det kunne koste flere år i fængsel, hvis jeg blev taget med ulovligt krudt, og det har jeg bestemt hverken tid eller lyst til, så da der blev lavet et firma i ??? ikke langt fra hvor jeg bor privat, så kontaktede jeg dem, og sidste år blev jeg uddannet som fyrværker, fortæller Johnny, der blandt andet har brugt sin uddannelse ved årets Open Air Festival i Frederiks, og han regner da også med at kunne bruge det ved festen i oktober, hvor han vil fejre de to mærkedage.

Medejer Michael Jensen
