Skjold: Poul Erik Kristoffersen

 Hej gamle klassekammerater!
Jeg er blevet opfordret til at skrive lidt om mig selv, så det vil jeg gøre.
 
Efter den lange skoletid i Skjold, kom jeg i købmandslære i Horsens i fire år, og derefter var jeg kommis i et års tid, derefter havde jeg et par jobs, hvor hentede æg på gårdene til Andersens ægpakkeri i Horsens og derefter blev jeg chauffør på Horsens Fjerkræ Slagteri indtil jeg skulle ind til militæret.
 
I september 1968 kom jeg til Kongens Jydske Fodregiment på Ryes Kaserne i Fredericia, hvor jeg fik lastbilskørekort, hvilket jeg senere fik god brug for. Jeg var i Fredericia indtil oktober 1969, hvor jeg kom til Jægersprislejren, på Sjælland hvor jeg var i en måned inden jeg tog til Cypern som konstabel, og der var jeg i et halvt år.
 
Efter hjemsendelse flyttede jeg til Vejle og blev gift i november 1970, og i november 1971 fik vi en søn, som i dag er vognmand.
 
Det første job jeg havde efter min hjemsendelse var som postbud i Horsens, men det statslige temperament og mit passede ikke rigtig sammen på det tidspunkt, så det varede kun 3 mdr.
 
Fra september 1970 og til februar 1980 kørte jeg salgsvogn ved Sol Is, det som idag hedder Frisko Is, hvor jeg havde distrikt på Vestfyn fra Bogense over Vissenbjerg og ned til Assens.
 
Fra 1980 kørte jeg turistbus ved Svends Rutebiler i Vejle, mest i Danmark, dog med nogle få udenlandsture om året, men i 1985 kom jeg til Papuga Bus, ligeledes i Vejle, og det var mest udland jeg kørte der.
 

Fra 1988 og indtil 1999 kørte jeg bybus og rutebil i Vejle, men så syntes jeg også, at jeg skulle prøve noget andet, så fra 1999 var jeg et par år på lageret ved Arla i Vejle, og der efter et års tid som kran- og truckfører ved Daugård på Kolding Havn.
 
Mit sidste job inden pensionen i 2015 var som kommunal turistchauffør ved Nørremarkens Fritidscenter, som havde fem turistbusser, hvor vi kørte for børnehaver den ene dag og for byrådet den anden. Det var et meget afvekslende job, det gav bl.a. en tur til Bosnien-Hercegovina, hvilket var en rigtig spændende tur.
 
Men livet slutter jo ikke fordi man bliver pensionist, jeg kører stadig lidt afløsning ved Oves Turistfart i Give, Og hjælper selvfølgelig også min søn en del , men der skal jo også være tid til både camping og især tid til at gå på jagt.
Translate »