Ismail er 19 år på papiret
Af Knud Gaarn-Larsen
I Viborg bor den 19årige Ismail Mobariz alene i en bolig. Ismail er fra Afghanistan, og han har i sit 19 år korte liv oplevet langt mere end mange almindelige danskere oplever på 91 år, men mentalt og socialt er han ikke de 19 år han har levet.
Ismail har let til smil, og hans danske sprog er let og næsten fejlfrit, da han fortæller sin historie, der starter med en rimelig sorgløs barndom med mor og far og fire søskende. Her kommer kulturforskellen pludselig tydeligt frem. Han fortæller, at han har en broder, og lidt efter tilføjer han at han også har tre søstre, som det var lidt af en fejl. Det er mænd der betyder noget, det er helt klart. Kvinder og børn er tålt, og de skal kun sige noget, når og hvis de bliver spurgt.
God barndom
Ismail har en god barndom. Faderen har en god stilling som politiofficer, og det betyder, at familien har et godt hus med en stor have, og Ismail kommer i skole.
– Som politiofficer bliver man flyttet rundt, og en dag bliver faderen forflyttet, og kort tid efter bliver han på en vagt dræbt af en selvmords bombemand, fortælle Ismail uden omsvøb.
Efter en tid finder moderen en anden mand, der flytter ind i huset.
– En dag spurgte min stedfar mig, om jeg kunne læse. Jeg svarede ”ja”. Så spurgte han om jeg kunne skrive, og igen kunne jeg svare ”ja”. ”Så behøver du ikke at gå i skole længere. Gå ud og find noget arbejde!”, siger Ismail, der som 10-årig ikke havde noget valg. Det lykkedes ham også at finde arbejde, men kort efter ville stedfaderen vide hvor meget han havde tjent.
– Jeg fortalte hvor meget det var, og det var han bestemt ikke tilfreds med. Jeg skulle tjene meget mere. Jeg forsøgte at forklare, at jeg ikke var så gammel, og at det var vanskeligt at finde arbejde og få en større løn når man ikke var ældre end jeg var, fortæller Ismail.
Ismail bor i Viborg.
Slagsmål
Skænderiet endte i slagsmål, og Ismail forsøgte at flygte ud i haven, hvor han fandt en sten som han kylede efter stedfaderen, hvorefter han flygtede.
Han havde en god kammerat fra skolen, som han flygtede hen til, og her fortalte han hele sin historie. Vennens far var meget forstående, og der blev sendt bud til moderen om hvor sønnen befandt sig. Næste dag kom moderen med Ismails søskende, og det blev bestemt, at moderen skulle sælge huset og flygte, og i løbet af få dage lykkedes det at få huset solgt til en brøkdel af husets værdi, men nok til at kunne betale en mand for at sørge for at familien kunne komme til det forjættede Europa.
Familien splittet
Turen gik over Pakistan og Tyrkiet og videre til Europa, men i Tyrkiet måtte familien skilles, og Ismail fortæller hvordan han med tre andre drenge blev listet ind i Europa. Efter en meget lang tur i frygt, blev de sat af på en rasteplads, hvor de skulle vente til chaufføren kom tilbage – han kom bare aldrig tilbage! Et ”tilfælde” ville at en voksen afghaner kom forbi, og fortalte Ismail, at han var kommet til Danmark, og har skulle gå nogle kilometer, så ville han komme til et hus med et ovalt grønt skilt. Her skulle han gå ind, og fortælle sin historie.
Enkeltbillet
– Jeg gjorde, som jeg havde fået at vide. Jeg kunne ikke forstå at det kunne være en politistation jeg var kommet ind på, for der var ingen i uniform, men jeg snakkede med en venlig dame, og hun ringede, og kort efter kom en politimand i uniform.
Efter en afhøring fik den 14-årige Ismail enkeltbillet til toget, så han kunne komme til København, og han fik instrukser om hvordan han kunne komme videre til Sandholmlejren. Det var i november 2009.
Afhøring
Kort efter ankomsten til Sandholm kom han gennem en afhøring, og da det var overstået blev han tilbudt at gå til undervisning. Der var en del andre afghanere i Sandholm. Nu begyndte undervisningen i dansk, men efter nogle måneder blev det bestemt, at han skulle videre til Vestervig.
Kusine
– En dag kom en afghansk mand hen til mig, og spurgte om jeg var Ismail. Det kunne jeg bekræfte, men jeg kunne ikke forstå hvor han kendte mig fra, fortæller Ismail, der til sin store overraskelse fik at vide, at manden var gift med Ismails kusine, og han havde kendt Ismails far, og kunne fortælle ham at han lignede sin far.
Til Viborg
Under opholdet i Vestervig, får han en dag den glædelige meddelelse, at han har fået opholdstilladelse i Danmark. Det lykkes også Ismail at få lov til at komme på efterskole, hvor han får lov at gå to år.
Det viser sig at kusinen med mand er kommet til Viborg, og det er nok grunden til at Ismail også kommer til Viborg.
Hvis jeg kunne opfylde tre ønsker for dig, hvad ville du så ønske dig, spørger jeg.
– Så vil jeg have en uddannelse. Jeg har været i praktik en uge på Det ny Havredal, og det var jeg rigtigt glad for, så derfor vil jeg gerne have en uddannelse som gartner. Har jeg først en uddannelse, så er mit næste ønske at jeg kan klare mig selv, og så kunne det jo være, at jeg kunne få overskud til at finde min familie, siger Ismail, der for tiden er i praktik i Føtex i Viborg, hvor han møder klokken 5,45 hvor morgen.
Pædagog Lise er en af de professionelle, der hjælper Ismail, men man mangler frivillige familier, der vil vise en som Ismail hvordan danske familier bor og lever.
Frivillige
Der er rigeligt med fritid, når man er alene og fjernt fra familie og fædreland. Det er den private organisation ”Here2stay”, der har fået til opgave at tage hånd om de uledsagede flygtninge.
– Vi er nogle pædagoger her, og hver flygtning her, har en dansker tilknyttet, men vi kunne bruge mange flere frivillige, og gerne familie, som kunne tage sig lidt mere af disse unge mennesker, så kan lære dansk kultur, fortæller Lise Hjorth Hansen, der er ansat i Here2stay.
Største forskel
Hvad er den største forskel på Danmark og Afghanistan, vil jeg vide.
Ismail klør sig lidt på hagen og tænker sig om, og så kommer det med stor overbevisning i stemmen: ”Det er at her har man demokrati og ansvar!”.
FDFer
Ismail er kommet langt på kort tid, men frustreret over at en aftale om en uddannelse endnu ikke er kommet på plads.
En dag kom han til at fundere over, om der ikke var nogle spejdere i Viborg.
– Jeg gik på nettet og slog det op, og fandt FDF. Jeg ringede til Tommy, og han ville vide hvor gammel jeg var, og om jeg havde været spejder før. OK sagde han. Hvornår kan du komme? Og nu er jeg begyndt som lederassistent i FDF, siger Ismail med et stort smil, og han har det også godt når han kommer i ”Ventilen”, som er en aktivitet i De Frivilliges Hus.
Ingen ynk
Det er tankevækkende at høre Ismail fortælle om sit begivenhedsrige liv. Der er ikke antydning af klynkeri eller selvmedlidenhed, men en meget stor vilje til at kunne bringe sig i en situation, hvor han er selvhjulpen, og en aktiv del af sit nye hjemland, Danmark.
Ismail ved ikke hvad fremtiden vil bringe, og hvornår han kan få en uddannelse og blive selvhjulpen.