Planter for fuld damp!
Af Knud Gaarn-Larsen
Der har hele tiden været fuld damp på i Aage Jespersens liv. Aage stammer fra Frederiks Vestermark, hvor han blev født den 1. oktober for nu snart 80 år siden, og Aage fortæller gerne om sin opvækst, og nogle af de mange mennesker, han har mødt på sin vej. Han er en god fortæller.
’efter nogle år på landet, blev jeg ansat på ”Hedeboflid”, en fabrik der lå i Frederiks, og som Lego lavede legetøj i træ under krigen, men Hedeboflid fik en lidt anden skæbne end Lego, selv om virksomheden på et tidspunkt i dens velmagtsdage under krigen havde omkring 40 ansatte’.
Aage Jespersen
Men en rigtig god ting kom der ud af arbejdet på Hedeboflid, for det var her at Aage traf Kamma, som han blev gift med.
I 1947 skiftede han på opfordring fra stationsforstander Davidsen, Frederiks station, arbejde og arbejde på Frederiks station på Jernbanegade helt frem til 1970, hvor stationen blev nedlagt. Aage Jespersen kan den dag i dag ikke helt forstå den disposition, for banen gav jo overskud, og det var en rigtig god måde at fragte mange ting på. Aage Jespersen har en dog en teori om, at Herning kommune ved intriger og rænkespil bevidst arbejde på at få banen nedlagt, for at der bedre kunne blive plads til byens prestigeprojekt Dronningens Bullevarde, og derfor etablerede man først busdrift mellem Herning og Viborg et kvarter før toget skulle gå, og da det ikke var nok til at kvæle jernbanen fik man foranlediget at der skulle lægges nye sveller og skinner, og så endelig blev der røde tal, så man kunne få jernbanen nedlagt, der ellers har været af så stor betydning for både lokalsamfundet og udviklingen af Flyvestationen.
Der var i en lang periode 3 heltidsansatte på Frederiks station, hvor der også var posthus hvorfra fire landposte gik ud. Aage Jespersen erindrer, at der på enkelte dage var en omsætning på en million kroner, og det var rigtig meget i en tid hvor pengene var betydeligt mere værd. Men det var også nogle lange dage, forklarer Aage Jespersen, for stationen var åben fra 7 om morgenen til 1 om natten, og om søndagen kom det sidste tog først kl. 1.30 om natten, ’Jo, da gjorde DSB noget for kunderne’ konstaterer Aage Jespersen tørt.
Der var meget at se til på stationen på den tid fortæller Aage Jespersen, for både passager- og godsmængden var stor. Først midt i 60erne blev signalerne ved jernbanesporene der krydser Nørre- og Søndergade elektrifiseret, og der blev etableret automatisk tænd- og sluksystem på stationen. Ind til den tid foregik alting manuelt ved at man via et snoretræk kunne hæve og sænke bommene ved vejen, når et tog skulle krydse vejen.
Den første tid på stationen skiftedes de ansatte til at have vagten, så man enten havde morgen eller aftenvagten, men efter et stykke tid fik de det lavet sådan, at de havde vagt hver anden dag, og fri hver anden dag. Det var næsten samtid med at Aage Jespersen købte hus med dobbelt grund på Vestergade i Frederiks, og på den store grund begyndte han fremavle træer. I begyndelsen var det en hobby, supplerer Kamma, og siger, at det skulle være en hjælp til pensionen, at man kunne sælge et stykke skov, for Aage Jespersen købte også 50 tdl. mellem Frederiks og Karup, som blev plantet til med de træer, som familien selv havde fremavlet. Også andre begyndte at vise interesse for at købe de træer, som Aage Jespersen lavede, og med tiden blev grunden på Vestergade for lille, så Aage Jespersen købte en tdl. jord fra Johs. Jensen. Jorden lå lige uden for Frederiks by, og her byggede Kamma og Aage Jespersen i 1958 det hus som de stadig bor i. Her udviklede det sig til den planteskole, som man i dag kender. I begyndelsen var det Kamma og parrets to børn Ingelise og Birgit der passede planteskolen, når Aage skulle par arbejde på stationen, men fra 1970 blev det også Aage Jespersens hovedbeskæftigelse, og det var en travl tid, siger Aage Jespersen, for det var jo ved den tid hvor der virkeligt blev bygget parcelhuse med have omkring, så der skulle mange nye planter til.
Tre generationer på Frederiks planteskole Ingelise, Henrik og Aage. Aage Jespersen ekspederer Ruth Würtz
Interessen for planter og planteskole går videre. I dag er det den ældste datter Ingelise der bestyrer forretningen, mens den anden datter Birgit, der er lærer, bruger noget af fritiden på at være havearkitekt og komme med spændende forslag, når folk ønsker at nyindrette en gammel have eller at få forslag til en helt ny have. Men 3. generation er også med, for både børnebørnene Jeanette og Henrik er ansat i virksomheden. Et tredje barnebarn Camilla er for tiden i lære som blomsterdekoratør i en forretning i Herning, og man pusler med tanker om at gøre lidt mere ud af det, når uddannelsen er afsluttet. Her trækker Kamma Jespersen noget på det, som hun har gjort det så ofte før når Aage har fået en ’god ide’, så tiden vil vise, hvad der bliver ud af det.
Aage Jespersen har aldrig haft ret meget til overs for politik og politikere, for det er nu ikke altid rigtigt, det der bliver sagt og gjort konstaterer Aage tørt. Men Aage Jespersen har ikke været ligeglad med udviklingen. Således havde han gerne set stationspladsen i Frederiks bedre udnyttet, og han havde da også lavet et udkast med et større torv med forretninger omkring og med god plads til bilparkering. Han fik da også lov til at fremføre det for kommunalbestyrelsen, men de valgte andre løsninger, konstaterer Aage Jespersen.
Aage Jespersen havde gerne set en omfartsvej omkring Frederiks. Trafikken gennem Frederiks er efter Aage Jespersens mening for stor, for tung og så kører den for stærkt slutter Aage Jespersen, og specielt galt er det da om natten supplerer Kamma, hvor det er lige før man bliver rystet ud af sin gode seng.