Første artikel bragt i Ugeavisen 19. september 2012
I 1942 faldt et fly ned i Grønhøj
Den 25. september er det 70 år siden et Engelsk Lancaster bombefly med en besætning på syv mand blev skudt ned over Grønhøj. Flyet blev angrebet af en tysk jagermaskine, og alle syv besætningsmedlemmer omkom.
Det lykkedes en af piloterne at springe ud med faldskærm, men da var flyet kommet så langt ned, at faldskærmen ikke nåede at folde sig ud, og derfor omkom piloten ved styrtet. Han landede i haven hos Edvard Betzer på Mønstedvej 16.
Familien havde hørt larmen om natten, men det var først næste morgen Marie Betzer opdagede noget hvidt i haven, som hun i første omgang troede var vasketøj, der var kommet på afveje, men hurtigt fandt hun ud af at der var tale om en faldskærm, og hun fandt da også piloten, som var omkommet ved styrtet, der var så voldsomt at han havde lavet et stort hul i jorden.
Edvard Betzer var ikke selv hjemme. Han tærskede korn for folk, og var den dag i Høgild, men hans cykel var punkteret, så han måtte overnatte i Høgild.
I stedet blev en hjemmeboende søn, Peter Betzer på cykel sendt til sognefogden Celius Herold med besked om hvad der var sket.
Celius Herold, der havde telefon, ringede til politiet og fortalte om hændelsen, men politiet ville ikke i første omgang tro på historien fortalt af en dreng, men sognefogden kunne berolige politiet med at familien Betzer ikke kom med urigtige oplysninger, og så blev Tyskerne underrettet, og de kom med en lastbil og en kiste. Tyskerne samlede piloten og faldskærmen op, og tog begge dele med på ladet af lastbilen. Det fortælles at de tyske soldater før afgangen klappede i deres hænder.
Det nedskudte fly var som sagt en Lancaster mærket: QMO R5679, og de syv besætningsmedlemmerne var: Sgt. Thomas Ralph Bevan, Sgt. Cedric Nils Coldicott, sgt. Alexander McGee Cormack, F/Sgt. John Alvin Duffield, Sgt. Edwin Dyson, F/Sgt. William Young Emerslund og Sgt. Leavis Wilson Morrison, der var pilot. Hele den dræbte besætning blev den 29. september begravet på Frederikshavn Kirkegård, hvor deres grave kan ses den dag i dag.
2. artikel bragt i Ugeavisen 26. september 2012.
Min onkel faldt ned i Grønhøj i 1942
Af Knud Gaarn-Larsen
27. september 1942 faldt en engelsk flyver med syv besætningsmedlemmer ned i Grønhøj. Alle syv omkom, og blev begravet i Frederikshavn. Nu søger en nevø flere oplysninger
I jagten på pilot Lewis Wilson Morrison historie, har sin nevø David Geddes send en mail til Gregers Laigaard på Grønhøj Kro, og bedt om hjælp.
– I mit hjem blev der aldrig snakket om kringen. Jeg vidste at jeg havde en onkel, der var pilot i RAF, og som blev dræbt. Det var et tabu at tale om krigen i mit hjem. Min far var soldat, og landede i Norge i 1939, og herefter var han i Syd Afrika, Mozambique, Egypten, hvor han var med i slaget om El Alamain, og kom til Italien, og videre til Indien og mange andre steder, før han i 1947 kom hjem igen. Og jeg ved at min mor var meget mærket af tabet sin broder i 1942, så de havde fået nok af krigen, og ønskede ikke at snakke mere om den, skriver David Geddes blandt andet, før han fortæller at nu er hans forældre afgået ved døden af naturlige årsager, og i den anledning har David og hans søster været i gang med at rydde op i forældrenes hjem, og her kommer pludselig en masse ting for dagen.
En af de ting der dukkede frem af gemmerne var fotografier af onkelens grav i Frederikshavn. Det var billeder som faderen havde taget i 1964, hvor han var i Danmark, som leder af en officiel Skotsk delegation.
– Jeg tror billederne blev taget og set en gang i 1964, og så ellers lagt til side, indtil jeg fandt dem igen for en uge siden, skriver David.
Internettet
Nu går David i gang med at lede efter flere oplysninger på internettet. En opgave, som han dog ikke har meget held med, før han får hjælp af en dansk tandlæge, som han kender. I løbet af 20 minutter finder hun en artikel på dansk hvor Gudrun Laigaard i et interview fortæller om flystyrtet, og pludselig kommer han et stort skridt videre, og han får kontakt til Anders Straarup og Søren Flensted, der begge hjælper med flere oplysninger.
– Jeg har selv gjort tjeneste som faldskærmssoldat og var fra 1976 til 1980 udstationeret i Tyskland, og på et tidspunkt rejste jeg gennem Jylland på vej til Norge, uden at vide, at jeg var så tæt på det sted hvor min onkel omkom og det sted, hvor han blev begravet, skriver David Geddes, der håber på næste sommer at kunne gøre en tur til Danmark for at se stederne, og måske møde nogle af de folk, der ved noget om historien. Det er hans fornemmelse, at danskerne går mere op i historien, end man gør i England og Skotland, hvor mange af de der kan huske noget, forsøger at fortrænge det.
Lokale oplysninger om Flystyrt i Grønhøj for 70 år siden
Flere har henvendt sig til Ugeavisen med oplysninger om det engelske Lancasterfly, der blev skudt ned over Grønhøj 25. september 1942. En af dem er Warner Dürr, der kunne fortælle, at han har en lighter, der med al sandsynlighed stammer fra flyet. Warner var kun fire år, da flyet faldt ned, så han kan ikke selv huske noget, men han har arvet lighteren fra sine forældre, der ifølge Warner har fundet den på Kongenshus Hede efter krigen. Selve tanken til benzin er noget bulet, men det øvrige virker upåklageligt. Det er lidt usikkert hvor længe, den har ligget på heden, før den blev fundet.
Lighteren med den bulede tank.
Warner Dürr med lighteren som han fik af sine forældre. De mekaniske dele virker som de skal efter 70 år.
Stedet
Kirstine Filbert, der siden 1952 har boet på Vestergård i Grønhøj, har en sikker fornemmelse af hvor flyet faldt ned, for da hun kom til egnen, fortalte hendes mand, Gunnar Filbert, om ulykken, og han tog hende med, for at vise stedet, hvor flyet var faldet ned. Det var på en græsmark nær skellet til Kongenshus Hede, og da hun første gang så stedet i 1952, kan hun huske at der var en hulning i græsmarken, men i dag er det næsten umuligt at finde stedet, da der er blevet plantet træer på området. Gunnar og broderen Thomas Filbert var de første på stedet, efter at flyet var faldet ned. De var også nogle af de nærmeste naboer. Ifølge Kirstine så de to brødre besætningsmedlemmer i det brændende fly, men var ud af stand til at gøre noget, og kort efter kom tyske soldater fra Karup og jagede dem væk.
Luftkrig
Det engelske fly havde smidt miner i farvandet ud for Kiel, og var på vej hjem til England, men havde åbenbart mistet orienteringen, da det kom ind over Midtjylland. Det var ikke smart, for et tysk fly lettede fra Karup, og det kom til kamp mellem de to fly. Det har Bent Krat været vidende til.
– Jeg var 18 år den gang, og havde en plads på landet i Fløjgårde, og blev vækket af et voldsomt spektakel, og løb ud for at se hvad det var. Det var svært at se noget i mørket, men jeg kunne høre lyden af motorerne og også af maskingeværsalver, når de skød mod hinanden. Et projektil gik gennem vinduet til soveværelset og slog ned i gavlen af en seng, men heldigvis uden at nogen kom til skade, beretter Bent Krath, der også kunne fortælle, at han dagen efter af nysgerrighed tog ud til vraget, for at se hvor det var faldet ned.
– Her kunne jeg se et fuglebur inde i cockpittet, og heri lå fire døde brevduer, beretter Bent Krath, og funderer over, om det var nogen man havde med, og som man så kunne lukke ud, hvis man faldt ned. I dette tilfælde lykkedes det ikke.
Emne i skolen
Lærer Jann Rasmussen fortæller, at han som ung lærer på Frederiks Skole i 1968 havde et emne i anden real om anden verdenskrig, og her blev eleverne opfordret til at tage effekter med hjemmefra, hvis de havde sådan nogle, og han fortæller om en Ryan Petersen fra Grønhøj, der kom med flere vragdele fra flyet, og at de blev udstillet på skolen, den tid emnet varede. Jann Rasmussen mener at der må ligge flere ting på lofterne i Grønhøj, for der blev fortalt om et stykke af halen, som lokale havde sikret sig.
Lancaster lokaliseret
Mandag den 8. oktober lykkedes det et hold med metaldetektorer og hjælp fra lokale at finde det sted, hvor en Lancaster faldt ned den 25. september 1942.
Vragdele og patroner på en skovvej afslørede stedet. Det var Anders Straarup fra Randers, der sammen med et par venner Tom Christensen og Carl Otto Sørensen fra Århus, fandt de mange stumper, og der er helt sikkert mere.
Anders Straarup fik hjælp af Kirstine Filbert, der er nabo til stedet. Kirstines mand Gunnar Filbert var sammen med sin broder de første på ulykkesstedet, men de måtte fortrække, da tyske soldater fra Karup kom. Meget har forandret sig siden 1952 hvor Kirstine første gang fik udpeget stedet af sin mand, og derfor var det vanskeligt nøjagtigt at udpege stedet, men under eftersøgningen stødte den nuværende ejer af nabogården Kurt Mikkelsen til, og han kunne lokalisere stedet. “Min far sagde altid, at det var lige der ovre!”, sagde Kurt og pegede, og så gik man ellers i gang med metaldetektorer. Da man kom gennem et stykke skov, og ud på en skovvej, var der pludselig udslag, og så nærmest myldrede det med vragdele fra det store fly. Der var et lille stykke plexiglas, et tandhjul, mange små plader og flere patroner både hele og sprængte. Det var tydeligt, at der havde været ild i flyet, og at sammenstødet med jorden har været så kraftigt, at vragdele er spredt over et større område.
På vejen
Det var stort set kun på skovvejen man kunnet finde vragdele. Det hænger sammen med at området mellem vejen og marken på et tidspunkt er blevet dybdepløjet. Det har begravet andre vragdele, så de ikke kan findes med almindelige metaldetektorer. Der er fundet dele nok til endeligt at fastslå det område, hvor flyet er endt.
Dermed er endnu en brik faldet på plads i det puslespil, der tog sin begyndelse da en nevø til et af besætningsmedlemmerne sendte en mail til Gregers Laigaard, for at få flere oplysninger om morbroderens endeligt. Englænderen havde fundet frem til en artikel hvor Gudrun Laigaard, fortalt om flystyrtet, som hun havde oplevet det fra Grønhøj Kro. Nevøen var kommet på sporet, da han skulle rydde op i sine forældres hjem. Begge forældrene havde været så traumatiserede af krigens hændelser, at de ikke havde ønsket at tale om det, men efter deres død, dukkede en masse dokumenter frem, der viste hvor og hvornår morbroderen var forsvundet.
En artikel i Ugeavisen gav flere henvendelser fra lokale. Det var både Warner Dürr, men måske især Kirstine Filbert, Bent Krath og Kurt Mikkelsen, der alle var enige om stedet.
– Du må endelig huske at sige tak til de lokale, der har hjulpet på vej med oplysninger. Hvis nogen har mere om dette eller andre allierede fly er jeg meget interesseret, så jeg kan udbygge min hjemmeside airmen.dk om fly og flyvere skudt ned over Danmark, siger Anders Straarup.
Flymuseum
Også E.V.H. Jensen fra Flymuseet i Gedhus, har på fornem vis bidraget med oplysninger, fra museets omfattende samling. Oplysninger, der komme til at virke som brikker i et stort puslespil, og sammen med andre brikker kunne lægges sammen så billedet af hændelserne i 1942 kommer til at stå skarpere.
Den største stump var et tandhjul Her er et stykke plexiglas, der er blevet brændt.
Tom Christensen og Carl Otto Sørensen søger med metaldetektorer. Dagens fund.
Tom Christensen, Anders Straarup, Carl Otto Sørensen, Bent Krath og Kurt Mikkelsen. En “prop” fra Lancasteren.
Bent Krath ser til mens der søges.
Endnu et øjenvidne
Af Knud Gaarn-Larsen
24. oktober 2012.
Selv om det nu er mere end 70 år siden et engelsk Lancasterfly med syv besætningsmedlemmer blev skudt ned af et tysk jagerfly, kommer der stadig henvendelser fra folk der har brikker til det puslespil det er at rekonstruere begivenheden.
Den seneste henvendelse er kommet fra Frode Andersen, der er født og opvokset på ejendommen på Herningvej 64.
– Jeg er født i 1935, og var altså syv år da det skete. Jeg kan huske, at mine søskende var gået til ro, og jeg lige var gået ud for at tisse af, inden jeg skulle i seng. Så kom de to fly i lav højde, og de skød som gale på hinanden, og begge maskiner brændte, fortæller Frode Andersen, der har en ældre broder, Aage, der stadig bor på ejendommen.
Tæt på
Den aften kom krigen lidt for tæt på.
– Et projektil fra et af flyene ramte vores hus, og borede sig gennem sædet på en stol, som min søster havde siddet på tidligere på aftenen, fortæller Frode Andersen, der i dag bor i Viborg.
Han gik i skole i Dollerup Skole, og husker at krigen også kom tæt på, når han skulle i skole, for ved baneoverskæringen var der posteret tyske soldater med geværer, og det var med en vis gysen disse soldater skulle passeres på vej til og fra skole.
Om Lancaster R5679:
Flight Sergeant Lewis Morrison og besætning.
I Ugeavisen Karup 31. oktober 2012.
Ugeavisen har modtaget et takkebrev fra skotten David Geddes, som her bringes i let revideret udgave. Det kan læses i sin helhed både på engelsk og dansk på Anders Straarups hjemmeside på adressen: www.airmen.dk/p114tak.htm
David Geddes skrev:
Jeg vil gerne takke dig og Ugeavisen, Anders Straarup, Gregers Laigaard og deres venner for deres store hjælp og den tid og de anstrengelser de har lagt i at identificere vraget af den Lancaster min onkel fløj i som pilot i 1942.Lokalbefolkningens medvirken er af uvurderlig betydning, når man af brudstykker ønsker at danne sig et overblik over hændelser i en svunden tid.
Jeg blev fascineret af at få den præcise beliggenhed af vraget, og læse om øjenvidneberetningerne om luftkampen og styrtet, og at læse om de forskellige smådele, som er hos folk i området. Cigaret-lighteren, der måske kom fra vraget, fik mange følelser frem i mig.
Det er lykkedes mig at finde frem til slægtninge af de besætningsmedlemmer, der fløj med min onkel, og jeg arbejder på at finde flere. Slægtninge til haleskytten Ralph Bevan vil gerne sammen med min kone og mig komme til Danmark i 2013 for at besøge nedstyrtningsstedet, og vi har planlagt også at besøge gravene i Frederikshavn. Vi vil undersøge muligheden for at få anbragt et lille mindesmærke for medlemmerne af besætningen på Lancaster QRO R5679, der fløj fra 61 Squadron med base i Syerston i Nottinghamshire. Det var besætningens første togt sammen efter træningen. Min onkel havde været andenpilot på mange togter med deltagelse af 1000 bombefly over Tyskland tidligere i 1942.
Min mor var meget påvirket af at hun mistede sin bror. Hun stoppede sin universitetsuddannelse for at passe sine sørgende forældre. Jeg tror ikke nogen af dem nogen sinde helt kom over det. Der blev ikke talt om det derhjemme. Oplysninger der blev givet til familien om nedskydningen af flyet og tabet af besætningen var helt forkerte, for det blev dengang sagt, at deres død var en krigsforbrydelse. Det gjorde en diskussion endnu mere usandsynlig.Fortiden blev begravet indtil jeg begyndte at forske i familiehistorien. Jeg fandt nogle detaljer i Anders Straarups internetsider med hjælp fra en dansk kollega, som jeg arbejdede sammen med som tandlæge i nogle år i Nepal i velgørenhedsprojekter. Oplysningerne var helt nye for mig, og nu ved vi så meget mere om luftkampen, nedstyrtningen og besætningen. Hans oplysninger var nøglen til fortiden
Forfærdelige kampe
For nylig var det 70 år siden styrtet. Mens jeg skriver dette er det 70 år siden det andet slag ved El Alamein blev udkæmpet. Min far var der som ung officer. Han så over 500.000 artillerigranater eksplodere i løbet af fem timer, da slaget begyndte. Han stod for transporten af en pansret feltambulanceenhed placeret foran kanonerne og lige bag minefelterne i forreste linje. Han sagde engang at han havde medlidenhed med de tyske og italienske soldater under den frygtindgydende spærreild. Det blev der heller ikke talt om i vort hjem. Derefter kæmpede han ved Monte Cassino i Italien, der var endnu et slag med rædselsvækkende tab. Derfra til Indien og næsten til krigen mod Japan i Burma.Mens de der kæmpede i disse slag for vores frihed nu efterhånden falder bort, er det enormt vigtigt at deres indsats huskes og at deres betydning for at vi kan leve i moderne demokratier bliver anerkendt.
Tak Danmark
Så jeg vil gerne slutte dette brev med at takke det danske folk, som har bevaret en levende interesse og gjort det muligt at afdække sandheden om disse hændelser så mange år senere. Det kan være vanskeligt at beskrive hvor vigtigt det er for familier til besætningsmedlemmerne at de nærmere omstændigheder om tab, der indtraf, før jeg blev født, endelig er kommet frem. Tak Danmark!Jeg har en levende påmindelse om min onkel i min søn. Min søn hedder også Lewis efter øen nordvest for Skotland, hvorfra Morrison-familien stammer. Deres ansigtstræk ligner hinanden en hel del, og også deres bemærkelsesværdige evner for matematik og fysik, som bevirkede, at de begge fik udmærkelse til deres eksamen ved universitetet. Jeg har fået at vide at min onkel var en venlig, hensynsfuld og beskeden mand. Også der ligner han min søn.Jeg håber virkelig at det bliver muligt at rejse et lille mindesmærke over de faldne. Jeg er villig til at bekoste det.
Venlig hilsenDavid Geddes.
Specialtandlæge.Major. pens., Royal Army Medical Corps/ Royal Army Dental Corps.
Klip af side 2 i Ugeavisen Karup 21. november 2012.
Tage Bitsch Johansen så luftkampen
Bragt i Ugeavisen 21. november 2012.
Af Tage Bitsch Johansen født 1933 på ”Hedegaard” Frederiks Vestermarksvej 5 7470 Karup.
Udpluk af mine erindringer fra anden verdenskrig med relationer til omtalte beretninger.
Efter jeg har læst UGE-AVISEN KARUP om beretninger af nedskydningen af et fly i Grønhøj 27. september 1942, tænkte jeg tilbage på de mange oplevelse vi havde af engelske fly, højt og lavt flyvende over området hvor vi boede. Engang kastede et Engelsk fly våben ned til frihedskæmperne, faldskærmen med våben landede uheldig på taget af vores stuehus, Far sagde til os, at rigtige drenge fortælle ikke nogen om hvad vi hørte og så. Nedskydningen i Grønhøj denne sene aftentime, har vi talt meget om i familien siden. Jeg husker, at der var meget larm i luften af fly i forskellige retninger, denne aften Der blev blæst luftalarm fra den tyske flyveplads i Karup, først lød luft alarmen for fjernområde og lidt senere lød luftalarmen for nærområde og så var vi mere agtpågivende. Vi børn havde værelse på loftet under tagpapdækning på brædder, som var meget brandfarlig, det hændte rødglødende granatsplinter ramte taget. Derfor søgte vi beskyttelse neden under betonadskillelsen, hvorfra vi havde mulighed for at følge, hvad der skete både på land og i luften. Pludselig blev der luftkamp mellem to fly meget tæt over vort hjem ”Hedegaard” vi tre brødre Henning, Svend, Tage og vores far Karl Marinus Johansen (Almind) fulgte luftkampen på meget tæt hold. De rødglødende granater fløj i projektørlys mellem de to fly, som vi kunne følge fuld oplyst. Kampen endte med, at det ene fly blev ramt så uheldigt, at flyet brød i brand. Der lød en vældigt eksplosion, alt lignede et flammehav, så tæt på os, at vi hørte flammernes blafren i fuld fart gennem luften, mod Grønhøj. Senere blev vi oplyst, at det var det engelsk fly der blev ramt.
Hilsen
Tage Bitsch Johansen
Herning
Artiklen som var i Ugeavisen den 5. december:
Mindesten og mindestue i Grønhøj
Af Knud Gaarn-Larsen. 26. maj 2013.
Det var et flot skue at se 25 blafrende faner blive ført frem til parade, da en mindesten skulle afsløres ved Grønhøj Kro og en mindestue i køreladen åbnes lørdag den 25. maj.
Et sted mellem 200 og 250 mennesker havde valgt at lægge vejen forbi, og de fik sig en god oplevelse, hvor også vejret viste sig fra sin smukkeste side.
Det var en artikel i Ugeavisen Karup i efteråret 2012, der satte skub i tinge. En nevø til flyets pilot, havde i nogen tid søgt informationer om sin onkel, der var meldt savnet efter en mission over Danmark en mørk septembernat i 1942. Han havde hørt at Gudrun Laigaard vidste mere, og derfor kontaktede han på en mail kroejer Gregers Laigaard, der videresendte mailen til Ugeavisen Karup, hvor historien blev fortalt. Det medførte at ikke mindre tre øjenvidner meldte sig med tre næsten enslydende historier om deres oplevelser den aften. Også Anders Straarup, der gennem mange år har interesseret sig for allierede flyvninger over Danmark, og har lavet hjemmesiden airmen.dk kom på banen. Efter nogen tid dannedes en lille gruppe på fire, der ville undersøge mulighederne for at rejse et mindesmærke over de syv flyvere der omkom den nat. Med stor velvilje fra en række personer, virksomheder og foreninger, er det lykkedes ikke alene at få rejst en sten, men også at få lavet en mindestue, hvor historien om de syv faldne flyvere fortælles både på dansk og på engelsk.
Taler
Da fanerne var kommet på plads, var det Anders Strårup der tog ordet for at byde velkommen, og fortælle om dagens program, der bestod af to overflyvninger af fire skolefly, der fløj i formation ”mistet flyver”. Herefter spillede Glen Ross Gillespie ”Highland Cathedral” på sækkepibe. Til fællessangen spillede
trompetist Birgit Lyby Damgaard fra Prinsens Musikkorps. Herefter talte flyverpræst Kåre Egholm Pedersen, borgmester Søren Pape Poulsen, Squadron Leader Robert Hylands RAF, oberst Steen Ulrich, ROF Poul Vester, HVK Kongenshus og pilotens nevø David Geddes, der sammen med andre besætningsmedlemmernes familie havde taget turen fra England, for at være med ved denne højtidelighed i Grønhøj.
Efter talerne blev mindestenen afsløret, af søstrene Laura og Sofie sammen med to unge medlemmer af hjemmeværnet, og der blev lagt kranse.
HVK Kongenshus og andre i Hærhjemmeværnet deltog sammen med HVK KARUP og Oberst Mogens Bech, chef for Totalforsvarsregion Nord- og Midtjylland.
Der var 25 faner fra hjemmeværnet og fra soldaterforeningerne i Viborg og andre steder. Pilotens nevø David Geddes læste “Act of Remembrance”, og det blev fulgt at sækkepibespilleren Glen Ross Gillespie, der spillede Amazing Grace. Før kroejer Gregers Laigaard inviterede alle på kaffe og den kendte Grønhøj Kro kringle, spillede Birgit Lyby Damgaard fra Prinsens Musikkorps ”The Last Post”.
Glæde
Selv om det var en sørgelig begivenhed man fejrede, udtrykte de engelske gæster stor glæde over, at der nu var rejst et værdigt minde over deres afdøde familiemedlemmer.
ROF Poul Vester fra hjemmeværnskompagni Kongenshus lovede at kompagniet ville tage vare på at værne om mindet, og han lovede at man 4. maj 2014 ville holde en mindesammenkomst på stedet.
