Jens Christian Husted

Når man kører gennem Frederiks, har man de sidste mange år kunnet bemærke en ældre herre med en sort hund af racen Labrador stå og holde lidt øje med hvad der nu skete, og måske snakke med forskellige mennesker. Det er så næsten helt sikkert Jens Christian Husted – eller blot Husted, som de fleste kalder ham, ja faktisk så er det kun borgmesteren, Svend Jørgensen og hans far Gunnar, der kaldte ham Jens, siger Husted selv, men der var jo heller ikke andre der hed det før, men det er der lavet om på nu, for går alt vel, så bliver Husted og fru Agnes tipoldeforældre i næste måned, så der er kommet flere ’Husted’ til gennem årene.

Husted blev født som den sidste af et tvillingepar 26. februar 1911, og blev ikke af de nærmeste lovet et langt liv, for han var noget svagelig. En tante sagde til ham: ”Du bliver ikke ret gammel. Det kan jeg se på dig”, ”Men jeg snød hende” konstateret Husted tørt, og med et glimt i øjet.

Det er hyggeligt at besøge Husted på Kongemosevej 2, selv om luften er en smule tung af den røg der kommer fra Husteds cerut, der i samtalens forløb bliver tændt for jeg ved ikke hvilken gang, men ret hurtigt kommer tilbage i askebægeret, som i øvrigt stammer fra Frederiks station, hvor Husted har haft arbejde i et par omgange.

Husted er født og opvokset lidt syd for Esbjerg i en familie med 11 søskende, hvoraf han nu er den eneste der stadig er i live.

Det blev til tre års skolegang for Husted, og det endda kun om vinteren, for om sommeren skulle han passe køer for en gårdmand, ’og det var ikke altid lige let’ konstaterer Husted, ’ for somme tider ville køerne bese’, og der var også andre ting, der skulle passes på, men det hjalp, når der var flere drenge der kunne gå sammen om at passe en flok kører, så var det ikke helt så ensomt, og det var også lettere at passe tiden, så man ikke kom for sent hjem.

Som tiårig kom han ud og tjene, og fik for et helt års arbejde 25 kr. Det vil sige, han så nu aldrig pengene, for plejefaderen hentede dem, og så blev de brugt i familiens husholdning, ’og der var ikke for meget at høre godt med’ konstaterer Husted uden bitterhed.

Da han blev lidt ældre kom han til en gård på Fyn, hvor husbond dog også stammede fra egnen omkring Esbjerg. Her havde Husted det godt, og blev i fem år, og det var også her han traf Agnes.

Da Agnes flyttede tilbage til hendes forældre, der dengang boede i Mønsted, flyttede Husted med, og det endte med at de i 1935 blev gift.

I Mønsted havde Husted forskelligt arbejde, både for svigerforældrene, men også i en grusgrav.

Her blev interessen for at arbejde med ure vakt. Det var en stor mulat der på den tid havde Mønsted kro, og man skulle lukke for udskænkning kl. 11 om aftenen, men kromanden kunne godt finde på at stoppe uret noget før, og når så betjenten kom, undskyldte han meget at uret var gået i stå – det havde han da slet ikke lagt mærke til. Dagen efter ringede han så til Husted, for at komme og få ham til at sætte uret i gang, og det var som regel slet ikke så svært, konstaterer Husted med et skævt smil.

Interessen har holdt sig, og i et rum i kælderen er der et utal af små og store ure, der tikkende tæller tiden. Mange har i tidens løb gjort brug af Husteds viden på det området til at få et genstridigt urværk til at fungere efter hensigten, og hvis der er blevet nogle store ure til overs, så har Husted lavet dem om til bornholmerure. Helt hvor mange det er blevet til i tidens løb, det har Husted ikke helt styr på, men der er tre bornholmerure rundt om i huset, og flere er blevet foræret væk.

I 1942 købte Husted for 5000 kr. hus på Nørregade i Frederiks. ’Ja, det er lidt mærkeligt’ konstaterer Husted, ’ for den gang skulle der 7 kautionister til for det beløb. Sådan er det ikke i dag’. Samtidig fik han arbejde på legetøjsfabrikken Hedeboflid, og var der til nogen tid efter krigen, hvor efterspørgselen efter trælegetøj faldt, da man hellere ville have mekanisk legetøj.

I 1948 bestemte Husted at sælge huset i Nørregade, og købe det hus de har boet i siden på Kongemosevej. Det var nu heller ikke så dårlig forretning, for prisen på huset var på de 6 år steget fra 5000 kr. til 22.000 kr.

I 50erne havde Husted arbejde på forskellige møbelfabrikker i området, han var blandt andet nogle år på Steens møbler i Kjellerup, der dengang ikke var nogen større virksomhed.

I 1960 blev Husted ansat på Frederiks station, og blev der til stationen blev lukket i 1971, men han blev indenfor DSB, for han fik et arbejde med at køre gods i lastbil til og fra stationen i Viborg. ’Det var et hårdt, men dejligt arbejde’ konstaterer Husted, ’ for der var jo ikke så mange hjælpemidler ved lastbilen, så det hele skulle af og på med håndkraft, men jeg kom jo rundt mange steder, og fik snak med mange folk.’

En dårlig ryg satte dog en stopper for arbejdet med det tunge gods, kort tid før han kunne gå på folkepension. På spørgsmålet om hvordan det siden er gået med ryggen, faldet svaret prompte, at den er der ikke noget galt med nu. ”Det har nok ikke været andet end ”kjællehed”” kommenterer Husted med et glimt i øjet.

Husted har haft en aktiv tilværelse som pensionist. Ikke alene skal huset, drivhus og en dejlig have passes, men Agnes er ikke helt selvhjulpen, så Husted må træde til, og det gør han gerne. ’Der har vist været nogen ude fra kommunen, for at spørge om vi skulle have hjemmehjælp’, siger Husted, men hvorfor skulle vi det, når vi kan klare os selv, og vi har børn i nærheden der er gode til at komme hjem og give en hjælpende hånd, hvis det skulle være nødvendig.’

Parret har fem, børn tre og to piger. En af sønnerne bor ved Esbjerg, men de andre er blevet i og omkring Frederiks, og det glæder Husted, der stadig har kørekort og bil, og af og til kører en lille tur til Kjellerup eller til sønnen Kaj, der bor lidt uden for Frederiks.

Translate »