Min barndom

Fredag den 16. april 1948 så jeg første gang dagens lys på en fødeklinik i Nr. Sundby. Har ingen anelse om hvornår på dagen det var, men jeg forestiller mig, at det var i de lyse timere, for min forældre fortalte siden, at de ikke have ønsket at skabe rygter i sognet om præstefruens snarlige nedkomst. Derfor havde de kørt en lille omvej fra præstegården i Sdr. Kongerslev, for at komme til fødeklinikken i Nørresundby i al ubemærkethed. Den plan lykkedes ikke, for ubevidst havde de kørt af samme vej, som rutebilen få minutter senere kom på, så folk stod og ventede på bussen, mens præsteparret ilede mod fødeklinikken, så rygterne havde fået frit løb i sognet. Heller ikke det kerede jeg mig om hverken dengang eller senere!

Jeg har aldrig været helt lille. Da jeg blev født, målte jeg 60 cm og vægten stod på 10 pund. Det må have været hårdt for min mor, men hun har aldrig brokket sig over det. Derimod har hun tit fortalt mig – og andre – om, at da jeg var blevet født, tog hun mig i hånden, og så gik vi hjem! Det er nu nok en overdrivelse, for heller ikke det husker jeg noget om. Jeg er blevet fortalt, at jeg var et let barn at have med at gøre, og jeg vil tro på at jeg både har spist og sovet meget. Og hvad er der egentligt at brokke sig over, hvis man er mæt og har en god seng at sove i?

Jeg dumpede ned i en præstefamilie bestående af mor og far og to store brødre.

Mine forældre blev gift i 1938, efter at min far havde bestået sin teologiske embedseksamen, så han kunne forsørge en familie. 

Min far var fra Læsø, mens min mor var københavner med stort ”K”, og jeg går ud fra at de har mødt hinanden, mens han læste i København.

Året efter kom første barn. Min ældste store broder til verden, og han fik navnet Jørgen Frederik Gaarn Larsen. Nogle år senere, i 1942, kom nummer to, Keld Gaarn Larsen til verden. Jeg kan ikke mindes at have mærket meget til mine to brødre de første år, men i 1956 fik jeg en lillesøster, Karen Margrethe Gaarn Larsen, og hun stjal lidt opmærksomhed. Som jeg husker det, dog ikke noget der generede mig.

En hændelse husker jeg dog. Karen Margrethe var sat ud på terrassen i en barnevogn, for at få sig en middagslur. Om jeg skulle passe hende, eller om jeg blot ville køre en lille tur med hende, husker jeg ikke, men jeg gik en lille tur med barnevognen på terrassen, og var åbenbart ikke nok opmærksom på, at der var to niveauer på terrassen, med det resultat at barnevognen med lillesøster i væltede, og lillesøster faldt ud. Det var hun bestemt ikke tilfreds med, og det var de andre der kom ilende til, heller ikke. Jeg kan ikke mindes, at jeg senere blev betroet den slags tillids job.

Idrætspræst

Kort efter min fødsel flyttede familien til Skjold, 12 km fra Horsens. 

Far havde været til en kammeratlig samtale med biskoppen i Aalborg, der havde opfordret far til at påtage sig opgaven som idræts præst. Fra barn havde far haft stor glæde ved fodbold, og da han kom til Ålborg for at læse til student, meldte han sig ind i fodboldklubben Chang Ålborg – vi havde i øvrigt en årrække en tysk ruhåret hund, der hed Chang. Da han fortsatte studierne i København, skiftede han til AB (Akademisk Boldklub). Som jeg har forstået det, og hørt det fra andre, så var far en habil fodboldspiller. Det var ikke noget han pralede, og jeg har bestemt langt fra arvet hans talenter end sige interessen. Vi havde dog en fodbold, som han havde købt hos fodboldlegenden Eigil Nielsen, da vi var på besøg i hans forretning i København. Jeg fik da også lært at pumpe en fodbold med en stor slange, der skulle bindes, og proppes ind i bolden, som så skulle snøres. Noget mere bøvlet end nutidens bolde. Far kunne fint lade bolden ligge, men gik vi en tur i haven, og trillede bolden hen foran hans fødder, så kunne han eksplodere.

Han havde vist en gang været på landsholdet, for han fortalte om en tur til et af de Baltiske lande, hvor han var blevet tilbudt en kontrakt som professionel fodboldspiller, og han stillede nogle gange spørgsmålet om hvad jeg ville sige til at han havde sagt ja, og at jeg så skulle være vokset op i Litauen. Et underligt spørgsmål, synes jeg. Tænk, så skulle jeg ikke have haft min dejlige mor, som mor, men en eller anden tilfældig udlænding. Den tanke huede mig ikke.

Nu gik det jo heller ikke sådan. Men hans ry som en god fodboldspiller fulgte ham, efter han havde fået embede. Biskoppen så en mulighed for at ansætte ham som Danmarks første idrætspræst, eller ”Fodboldpræsten”, som det kom til at hedde i folkemunde. Der blev lavet en film i 1951 med Jørgen Reenberg i hovedrollen. ”Fodboldpræsten” hed den, og der var nogle ligheder til far. 

Ideen med en idrætspræst var, at man ville have en præst som man kunne kalde på, når det havde med idræt at gøre. Jeg tror stillingen var ulønnet. Sidst i 40-erne og de næste 20 år blev der lavet en masse stadion over hele landet. Hver lille by, med respekt for sig selv, skulle have et stadion, og når sådan et stadion var blevet etableret, så skulle det indvies, og her var det meget almindeligt at invitere idrætspræsten. På fars kontor i Skjold, havde han et Danmarkskort der var limet op en plade og indrammet, og her satte far en nål i, når han havde været et sted. Ved fars død i 1986 var der rigtigt mange nåle i kortet. Det startede som en meget praktisk ting, for når han fik en indbydelse, så kunne han straks se, om han havde været i byen før, og havde han det, så var det måske en god ide at lave en ny tale!

Arbejdet som idrætspræst greb om sig, og derfor besluttede han at søge et betydeligt mindre sogn i 1948. Det blev så Skjold ved Horsens, hvor der var omkring 700 sognebørn og kun en kirke. I Kongerslev var der både Nørre- og Sønder Kongerslev og Kondrup.

Mor var faldet fantastisk til i Kongerslev, og hun fortalte tit om hvor meget hun savnede Kongerslev. Hun fik aldrig samme forhold til Skjold.

Mens jeg gik på seminariet i Herning, fik jeg en snak med en seminarie kammerats forældre, der kom fra Kongerslev, og de kunne fortælle om hvordan den nye præstekone var kommet fra København, og hvordan alle så op til hende, for hun var en flot pige og altid flot klædt i tøj, som hun havde taget med fra København.

I min barndom kan jeg godt huske at jeg fra tid til anden savnede min far, for han var rigtigt tit på farten om aftenen.

Huset i Skjold

Huset jeg er vokset op i, er et kapitel for sig. Et stort flot rødstenshus med tag af skifer og fire skorstene. Jeg mener der var 34 rum i huset. 

I gavlen var der to indgange. Den øverste gik ind i en lille gang og til højre lå konfirmandstuen, som også blev brugt til møder, og FDF brugte konfirmandstuen. Mange kom i præstegården, måske især unge – det er det jeg bedst kan huske.

I underetagen kunne man gå ind i en lille gang, og gik man til højre kom man ind i vaskekælderen, hvor der var en gruekedel og to store murede kar, og et bord langs nordvæggen, og så var der en vaskeskammel. Gik man lige ud, var der en gang med to døre til venstre. Gik man ind af den første kom man ind i fyrkælderen, hvor der stod en salamander kedel, der gav varme til hele huset. Her var altid dejligt varmt. Der var også en vandbeholder og en pumpe. Fra tid til anden skulle man med en cykelpumpe sætte mere tryk på vandkedlen, så vandet kunne blive presset rundt i systemet. Fra fyrrummet kunne man gå ind i et andet rum. Her havde jeg i min barndom et værksted. Det var ikke overvældende hvad der var af værktøj, men det mest nødvendige til træ, og man kunne ”hakke” en knallert. Der var også en stor varmtvandsbeholder, som var pakket godt ind. Der var et rum mere i den side, og det kunne man komme ind i enten fra fyrrummet, eller fra gangen. Her var der kul eller cinders der blev opbevaret. Det var vognmand Svend Rasmussen, der kom med dem i sække. Så blev et af vinduerne taget af, og der blev lagt en sliske, og så blev sækkene tømt ind i rummet. Det svinede noget!

Der var et sidste rum i sydsiden. Det var lige neden for trappen, og jeg husker ikke hvad der var i det rum. I den anden side – mod nord, var der efter vaskerummet en finsk badstue, der var delt i to rum. I det første var de omklædning og bruser, og i det næste, var der en ovn og bænke i tre rækker. Oven i ovnen, var der pænt store marksten, som man kunne hælde vand på, når der var fyret godt op – så blev der rigtigt varmt! Så kunne vi sidde og slå hinanden med birkeris. Så kunne man vaske et lag hud af. Jeg var ikke så vild med den finske badstue, og slet ikke om vinteren, hvor de andre kunne finde på at løbe ud i sneen, og vælte sig i det, før de vendte tilbage til den voldsomme varme. Jeg følte ikke at jeg kunne få luft nok til så store svingninger. Der var dog en god bivirkning af varme i badstuen, og det var at der var varme i gulvet på toilet og badeværelse, der lå lige over badstuen. Luksus.

Der var to rum mere i kælderen, og det var et køkken og et spisekammer. Køkkenet var udstyret med et gammeldags komfur, som man kunne fyre op i. Det blev ikke brugt meget, men når der var mange mennesker samlet til møde, så blev det brugt til at varme vand til kaffe, og ved sådan en lejlighed, kom jeg til at putte opvaskemiddel i det varme vand. Det blev jeg ikke populær på. 

Der var også et spisekammer i kælderen, og der var lavet en elevator, så man kunne sende mad og service op og ned med elevatoren. Jeg kan ikke mindes, at den er blevet brugt særligt meget i min tid. Jo, det hændte, at jeg fik en tur i elevatoren af de unge piger. Jeg kan også mindes, at min broder Jørgen brugte spisekammeret, når han eksperimenterede med krudt. Han var noget ældre end jeg, og jeg så voldsomt op til ham og hans eksperimenter. 

Jeg skal komme tilbage til hans forsøg senere.

Under trappen var der også et lille rum, og her havde Jørgen fået sat reoler op, og så øvede han sig i at lave mjød og vin. Indimellem eftergærede det i flaskerne, og det gav nogle gevaldige knald, når en prop røg af, og der bredte sig en liflig duft i præstegården af den mousserende drik, der endte på gulvet, og stille banede sig vej til afløbet i gulvet.

Skjold Præstebolig blev opført i 1887. Far fortalte, at da man i sognet skulle bygge en ny præstebolig, så spurgte den daværende præst, om han måtte bygge den som han ville, hvis han selv betalte det det kostede ekstra. Det fik han lov til, og da han var velbeslået, blev det noget af en bygning, som han fik opført.

Stueetagen

Midt på sydsiden af huset, var der en stor stentrappe, der førte op til hoveddøren. En fin dør i teaktræ med fyldninger.

Når man kom ind ad hoveddøren, var det første man fik øje på, en stor trappe, der gik halvvejs op til første sal. Her var der en firkant, og så kunne man vælge at gå enten til højre eller venstre, alt efter hvor man skulle hen. Til venstre for hoveddøren var der i min barndom tre faste ting. En gyngestol og et lille arrangement med spejl og endelig en holder til en ”gong-gong” med en lille kølle. Den gong-gong blev flittigt brugt ved spisetiderne, hvor børnene var spredt for alle vinde. Så gik mor, eller den unge pige ud på trappen, og hamrede på gong-gongen, der betød, at nu var det tid at stoppe legen, og komme hjem til basen og kødgryderne. Det fungerede!

Til venstre for trappen, var der en knagerække, og her hang for uden overtøj, fars jagtgevær, jagttaske og patronbælte. Under trappen til venstre, var der en lille garderobe. Det kunne godt være et spændende sted at gemme sig, hvor man kunne prøve handsker og mors hatte! 

Der var en vigtig ting mere i entreen. På højre væg hang husets telefon. En vægtelefon fra Jysk Telefon.

Gik man til venstre, kom man ind i den fine stue. Det var her juletræet stod, og det var her man samledes til kaffe efter store fester. Der var en sofagruppe med sofabord til højre. På gulvet var der et tæppe, og fra døren og til fars kontor var der en løber, så tæppet ikke blev slidt i baner. En løber gik til højre til spisestuen. I den fjerneste ende stod et spinet. En form for klaver. Der kunne komme lyd ud af de fleste tangenter, men langt fra alle og lyden fra de der virkede var mildt sagt ikke god. Jeg kan ikke huske, at det har virket, så det kunne bruges, så det må have tjent et dekorativt formål.

I vindues siden var der et par lænestole og et mærkeligt sofabord bestående af en messingplade på et vakkelvornt understel. På bordet var der mindst et askebæger, og en holder til en æske tændstikker og lysestager. Der var meget pudsearbejde med dette bord, og de ting, der stod på det. Mellem vinduerne stod et skab med et stort spejl over. I skabet var der fotoalbum, og en kasse med en masse negative film mest fra Læsø. Der var et skab mere i stuen. Det var vist mest til sølvtøj. 

Kontoret

Efter den fine stue, var fars kontor. Her var der et stort skrivebord, med skabe i siderne og skuffer, og så var der en papirkurv. Både foran og bag skrivebordet var der høje bogreoler med en masse bøger. På toppen stod der en udstoppet fasan kok, som far havde skudt. På en væg hang også det før omtalte danmarkskort med en nål i hver lokalitet, hvor far havde holdt en tale. På kontoret var der også en sofagruppe og et klaver. På væggene var der malerier og et ur, og så var der en lille knagerække, hvor knagerne var lavet af hjørnetænder, vist fra hunde. Her hang flere lange piber. Et par med porcelænshoveder og en med hoved af merskum.

Spisestuen

Gik man til højre i den fine stue, så kom man ind i spisestuen. Hele væggen bestod af indbyggede skabe, hvor mor havde service og meget andet. Midt på gulvet under en stor lysekrone stod et stort bord af egetræ. Det kunne nærmest trækkes ud i det uendelige, så der kunne dækkes op til 18 – 20 mennesker. Der var et lille rullebord, hvor toppen var en bakke, som man kunne tage af. Så var der en stor tung servante med udskæringer og to skuffer øverst og to skabe under. Endelig var der et højt skab, der som servanten var udstyret med udskæringer. Over servanten hang et billede af folk i en kane, der blev trukket af heste i vild fart. Der var skræk malet i ansigterne på de mennesker der var i kanen, for glubske ulve jagtede selskabet. Der var selvfølgelig en masse stole i lokalet, og var bordet trukket ud, stod stole omkring bordet, men ellers stod de langs væggene. I den fjerneste ende, var der en dobbeltdør ud til haven.

Anretterværelse

Gik man ud mod køkkenet, kom man gennem et anretterværelse, hvor der var et bord med skabe både under og over. 

Køkkenet var ret stort, som jeg husker det. Det var her vi spiste til daglig. Der var et spisebord, som mor vist havde haft med hjemmefra. Under bordet hang en samfundshjælper i en kæde.

Der var et elektrisk komfur med fire plader og en ovn. Mod ydervæggen var der et langt køkkenbord med skabe under. Nær komfuret var vasken. Jeg har hørt, at der var en pumpe ved vasken, da man flyttede ind i 1948, men mor betingede sig, at der skulle være rindende vand, og det kom der så. Der var to vinduer i køkkenet, og herfra havde man udsigt til køkkenhaven og ud over Horsens fjord. For enden af køkkenbordet var elevatoren, der kunne bruges mellem køkkener i kælderen og stueetagen. Jeg kan svagt erindre, at jeg har fået en tur i elevatoren, men det var ikke noget vi brugte. 

Spisekammer

Ved siden af anretterværelset, var der er spisekammer. Der var et stort vindue i spisekammeret, og om sommeren stod der tallerkener med mælk, der skulle blive til tykmælk. De stod i vindueskarmen med et viskestykke over, til de var tykke nok til at kunne blive serveret med revet rugbrød og brun puddersukker.

Jeg kan ikke huske hvornår vi har fået køleskab. Som jeg husker det stod det på bordet i spisekammeret.

Fryser var der ikke noget af, men vi havde en boks i frysehuset, der lå ved mejeriet et par km væk. Her havde man en nøgle til døren, og en anden nøgle til sit rum. Det indre i frysehuset var bygget op af træ med mellemrum, så frosten kunne fordele sig. Det betød også, at man kunne se hvor meget de andre havde i deres rum. Alt var pakket ind i ”oliepapir”, og så var der brunt indpakningspapir uden om igen, og så stod der på pakken, hvad der var i den.

Gangen

Når man kom ud af køkkenet, kom man ind i gangen. I den ene ende var der døren til kælderen og i den anden ende var der døren til vindfanget ved konfirmandstuen. I den dør var der vinduer i den øverste del. Det var ikke altid lige smart, for i gangen blev der spillet fodbold, og passede man ikke på, så gik der et vindue! Da jeg blev lidt ældre, så gik det også så vildt til, at fyldningerne i døren til kælderen tog skade.

Der var otte døre i gangen. En dør til køkkenet, en anden til badeværelset, en tredje til et toilet. En fjerde til konfirmandstuen. En til vindfanget ved konfirmandstuen. Så var der en til mor og fars soveværelse. En til forgangen og endelig en til kælderen.

Badeværelset

Gulvet i badeværelset var terrazzo. Jeg mindes at have set det blive lagt. Spændende hvordan man lagde skærver ned i våd cement og glattede det ud, hvorefter det et par dage senere blev slebet. For uden WC, var der et badekar i badeværelset og en håndvask.

Ved siden af var der et mindre toilet, som også kunne bruges af konfirmander, FDFere og andre der brugte konfirmandstuen. I konfirmandstuen var der en tavle på den ene væg, og så har der vel været borde og stole – måske bænke. Da vi kom, var der en kakkelovn, men den blev taget ned og erstattet af en radiator, og så var der en ”salmecykel” – et harmonium.

Soveværelset

I soveværelset var der to store senge, og et natbord ved hver side. Så var der indbyggede skabe, og en kommode med et overskab med to glaslåger. Her havde mor syet to stykker stof med et rødt kryds på – det var medicinskabet. Endelig var der en servante med et stort spejl i midten. Tre små skuffer i hver side og tre skuffer under – og så var der et skab med marmorplade på. Her stod der et stort lerfad og en kande. Der var vel også en natpotte nede i skabet. Ved siden af soveværelset var der et børneværelse.

Jeg husker ikke nøjere indretningen. Det var min lillesøsters domæne.

Mors stue

Fra soveværelset var der en dobbeltdør ind til husets vigtigste rum – mors stue. Her var der to vinduer. Det var nok oprindeligt tænkt som kontor med direkte udgang til forgangen, og med en brandsikker boks, hvor kirkebøgerne altervin og alterbrød blev opbevaret. Over boksen var der et indbygget skab. Det var i lang tid et yndet opholdssted, hvor jeg kunne sidde i fred og ro. Jeg kan endnu huske duften i det lille rum. En blanding af væg og duft fra de hylder af træ der var i skabet. Jeg har ingen anelse om, hvorfor det var så dejligt at være der i sin egen verden, men det var det. Kunne man smugle et par lys med op i rummet, så blev det en hyggelig hule, hvor der kun var plads til et barn. Boksen var forbudt for børn. Den var nu heller ikke så spændende, for den var fyldt af de store kirkebøger, oblater og altervin.

I stuen var der en stor lænestol – fars stol. Så var der et bord, der kunne trækkes ud med en plade. Ved væggen stod der en sofa og modsat fars stol var mors stol, som var en træstol med ryg og armlæn, og så var der stole til børn og den unge pige. Når min mormor, Momse, var på besøg, så sad hun for det meste i sofaen.

Der må have været en lænestol mere i lokalet og så var der en lille reol med et skab i den ene ende.

Jeg kan huske, at man på et tidspunkt fik nye møbler af teaktræ, som skulle sættes op på skinner, som blev skruet ind i væggen. Så kunne man flytte rundt på hylderne.

I reolsystedet var der et skab, hvor der var plads til spil, og den helt store lidenskab var Ludo, hvor vi havde vore helt egne regler, og seks brikker i stedet for fire. 

Omgangskreds

Omgangskredsen var ikke de store gårdmænd eller familielægen Ramberg som ellers boede ret tæt på, derimod var en enlig fodermester Jørgen Pedersen, og en enlig snedker fra Horsens hyppige gæster, og når Momse var på besøg, så blev der spillet Ludo i stor stil. Far skulle altid have de røde brikker, og han havde det ikke godt, når han ikke vandt. Mor deltog aldrig. Hun skyede alt der mindede om konflikter – helt ned til, når man skosede hinanden i spil. I stedet var hun hver aften optaget af håndarbejde, og her var hun ferm med nål og tråd.

En snedker fra Horsens kom gerne til gudstjeneste, og så bød far ham med hjem på mad. Det tror jeg ikke altid mor var så vild med. Far havde jagt som fælles interesse med snedkeren, som jeg ikke husker hvad hedder – Pedersen tror jeg. Pedersen tyggede skrå, og de blev ekstra gode, når han kunne vende dem i cigaraske, og her kunne far hjælpe, så han samlede aske til Pedersen.

I mors stue var også husets radio. Der gik nogen tid, fra man tændte, til der kom lyd ud af den, for rørene skulle først varmes op. Der var et grønt ”øje” på radioen, og når man skruede på den, for at finde en ny kanal, så skiftede øje farve. Når man fandt den kanal, men ville høre, kunne man finindstille. Jeg var betaget af at det grønne øje, kom til at virke lidt som kronblade på en blomst, hvor kronbladene kunne gå ind over hinanden. Først når ”blomsten” var ens flot, var signalet klart. Det var nu ikke fordi jeg syntes at radioen var specielt spændende. Der var alenlange fiskeri noteringer, og når det var overstået, kom der vejrvarsler fra forskellige steder i Nordsøen, og specielt kan jeg huske, at der kom varsler fra Akureyri. Det lød eksotisk. Der skulle gå rigtigt mange år, før jeg som buschauffør kom til Akureyri, som er en fantastisk by for enden af en fjord i det nordlige Island. Der er specielt tre ting jeg husker fra Akureyri. Midt i den barske natur lå byen, og inde i byen var der en park med træer og en frodighed, som man ellers skulle længere sydpå for at finde. Så er der i Akureyri en flot kirke med to spir og vinduer med mosaik, og endelig så var der mange tørrestativer, hvor torskehoveder hang til tørre. De blev efter sigende eksporteret til Italien. Forstå det hvem der kan. 

Der var ikke meget trøst at hente i radioen, hvis man lå syg en dag. Den ene kedelige udsendelse afløste den anden. Så det kunne blive en lang dag.

TV kom ind i mors stue i 1958. Før den tid blev vi nødt til at besøge Egon og Mie Mortensen, der havde fået TV noget før. Jeg kan også huske at vi besøgte en proprietær Justesen i Stourup, og her kunne vi se Doktor Lieberkind, der fortalte om dyr, og der var udsendelser til børn. Det var anderledes spændende end radioen.

Der var ikke nogen der solgte TV i Skjold, men frisøren i Glud og jeg tror også at cykelsmeden i Sejet, Arne Hjerrild gjorde noget i TV. Snedkeren fra Horsens, var ansat på Arena, hvor han lavede kasser til TV. Jeg ved ikke om han var involveret, men vi fik et Arena TV. Min far var en smule teknologi-forskrækket, og da de kom med apparatet, fik vi instruktion. Det faldt ret hurtigt ved mine brødre og mig, men far var bestemt ikke glad, hvis vi pillede ved ret meget andet end tænd og sluk. Der var heller ikke brug for ret meget andet, for der var jo kun en kanal, og der var kun programmer ganske få timer om aftenen. Resten af tiden kørte der et prøvebillede, og en hyletone. Mine brødre. Måske specielt Jørgen, kunne godt lide at eksperimentere, og et af eksperimenterne gik på at han fik lavet en kæmpe antenne. Skjold ligger ret højt, og kom antennen op på en af skorstenene, og sat i den rigtige retning, så kunne man være heldig at fange tysk TV. Det blev der brugt en del energi på, og det var stort, når det lykkedes.

Så er jeg vist kommet gennem hele stueetagen. 

Loftet

Gik man op ad trappen og tog trappen til venstre kom man til et loftsrum med indgang til fire værelser. Gavlværelset til højre havde vores ”unge pige” Katrine Andreasen, kaldet ”Dres”, mens hun var hos os. Katrine var midt i halvtredserne og stammede fra Åstrup, der lå omkring fem km fra Skjold. Hun var dejlig!

Katrine havde en broder der var udvandret til USA, og han inviterede hende til at komme til USA. Katrines længste rejse, havde været med rutebilen til Horsens, og det var bestemt ikke blevet overdrevet, og nu skulle hun så til USA! Det krævede et visum, og det kunne man få ved at besøge den Amerikanske Ambassade i København. Det var oplagt at mor tog med, så kunne hun også besøge Momse. Jeg fik også lov at komme med. Jeg husker at vi kom til ambassaden. Der var rigtigt meget glas, og jeg husker, at den enorme bule i panden, der kom efter at jeg ramlede bardus ind i glasdøren, som jeg ikke havde set. Hele forhallen var nærmest i et med det udenfor. Kun adskilt af en solid glasrude. Det var ikke noget vi havde i Skjold. 

Katrine fik sit visum, og hun tog af sted, og virkede i flere år som økonoma på et plejehjem, før hun kom hjem igen, og levede sine sidste år i en lejlighed på Søndergade i Horsens.

Et år op til jul, havde jeg været med mor i Horsens, og her købte mor en kop med underkop, der skulle være Katrines julegave. Jeg syntes koppen var flot, og var meget optaget af det hele, men havde fået strenge ordre på ikke at måtte røbe noget som helst. En dag udfrittede Katrine, og jeg mente ikke at jeg røbede noget, da jeg sagde: ”Jeg må ikke sige det, men det har noget med kop at gøre!”. Først da de voksne lo, indså jeg, at jeg havde røbet for meget.

Eva Ejsing Jørgensen, vognmand Rasmussens datter, der var ung pige I huset, da jeg var omkring 10 – 11 år. Eva skriver om Dres: “”Dres” Kathrine Andreasen. Ja, hun kom fra Åstrup, hvor hun var husbestyrerinde hos far og søn, her spillede hun kort og drak brændevin. Hun havde et værelse hos jer en kort periode. Så flyttede hun ind i den lille ende af huset, der ligger skrå overfor mit hjem, der blev lavet en lille stue og et lille køkken. Huset var ejet af Lovise Bendixen, hun boede i den “store del” af huset.

På et tidspunkt kom hendes bror fra USA, han ville have hende derover, min far sagde: “Du kommer aldrig derover”. Pludselig en dag mødte hun far foran brugsen, da sagde hun: “Nu rejser jeg, her er billetten. Der blev holdt afskedsfest i missionshuset, blandt andet med medlemmer af Apostolsk Menighed, som hun kom i, i Horsens.  Det tog tre uger, inden hun nåede frem. Jeg holdt kontakten altid, jeg skrev` til hendes fødselsdag og julebrev, jeg fik en 5 dollarseddel sendt, hvert år til jul. Hun rejste jo lige før min konfirmation, det var jeg skuffet over, hun lavede mad til Kaj`s konfirmation, det skulle hun jo også gøre til mig, men nej, vi måtte have hjælp fra Martha. “Dres” var hjemme i 1966, hun kom og besøgte os, sammen med din far, den 10.1.66. altså 50 år i år. Hun rejste igen.

Hun flyttede tilbage til Danmark og boede på Torvet i en lille lejlighed, jeg besøgte hende jævnlig. Men så ville hun til USA, uha de manglede hende, de udnyttede hende. Hun kom hjem igen et par år senere, da flyttede hun ind i en lejlighed i Møllegade, her besøgte jeg hende også. Hun blev syg, men jeg husker ikke året, hun blev indlagt på Horsens Sygehus, hun talte ikke meget, når jeg var der. Hun blev overflyttet til Præsthøjgården (plejehjem), de gange jeg besøgte hende, sagde hun intet. (hun havde tarmkræft).

Efter hendes begravelse var der sammenkomst på Sejet Kro. Det var sidste gang jeg så dine forældre, jeg husker ikke året. Din far holdt en lille tale ved kisten.”

Ved siden af Dres’ værelse var Kelds værelse. Det var også et gavlværelse med et vindue ud til haven. I det ene af de to andre værelser, havde jeg som stor dreng mit elektriske tog, som mine forældre havde taget med hjem på en ferie i Rom vist. Det begyndte med et startsæt med en oval bane drevet af en transformator og et lokomotiv og to vogne, men som tiden gik, blev det udbygget med flere skinner og samlesæt af huse. Min morbror Johan, var som min moder, meget fingernem. Han var politimand i København, og af ham fik jeg nogle huse, som han selv havde lavet. I det mellemste rum boede Jørgen, når han var hjemme. En gang fik jeg en dag gammel gris af Egon Mortensen, og jeg husker, at den dag jeg hjembragte grisen, kom den straks ned under dynen til Jørgen, og så blev jeg sendt i brugsen efter sutteflaske og somælkserstatning.

På den anden side af trappen var der fire døre i gangen. Døren til venstre førte ind til et tørreloft, hvor mor i dårligt vejr, kunne tørre tøj. I den ene ende stod nogle ovne, som var blevet til overs, da der blev lavet centralvarme, men ellers var det et stort tomt rum, hvor man godt kunne cykle lidt rundt. I gavlen til venstre var Jørgens værelse. Jørgen var så tilpas ældre, at han var rigtig spændende. I vindueskarmen havde han malet en form for kompas, så man kunne orientere sig om verdenshjørnerne.

I det højre gavlværelse boede Momse, når hun var på besøg, og det var hun jævnligt. Mor havde været meget syg som barn og ung, så hun var svagelig, og kunne trænge til hjælp. Når Momse kom, skulle vi hente hende ved toget i Horsens. Jeg var frydefuld spændt, når vi kom op på perronen, og ventede på toget. Det var en dampmaskine der trak toget med de mange vogne, og det var som jeg blev suget mod toget, når det kom brusende ind. Skræmmende. I dag er der en gul stribe på perronen, for at få folk til at holde sig på behørig afstand. Det kan jeg godt forstå. Når vi kom hjem fra stationen, skulle vi have te af et specielt stel med store kopper, der var sorte på ydersiden, og grønne på indersiden, og der blev næsten altid serveret spinatstuvning.

Der var en speciel duft ved Momse. Trygt og godt, og når vi skulle i seng, læste hun for os om Heidi der om sommeren kom op til sin bedstefar i Alperne, og lille Lord Fauntleroy, der måtte gå så grueligt meget igennem, før det hele blev godt. Jeg behøver ikke at sige, at jeg elskede Momse.

Det forbudte rum

Der var et rum mere på første sal. Det var det forbudte rum. Det var for det meste forsvarligt aflåst, men det skete, at man kunne komme ind. Rummet var fyldt med møbler og bohave, som blev opbevaret for en dame i Horsens, og vi børn havde absolut intet at gøre i det rum. Det var måske derfor det var ekstra spændende at udforske, når det kunne lade sig gøre.

Det var min barndoms kongerige.

Uden om huset var der en temmelig stor have med gange, græsplæner og bede.

Der var også en garage, hvor bilen var parkeret i den ene halvdel og i den anden halvdel var der et hønsehus, og en svinesti, så præsten kunne have en gris. Der var også et gammeldags das, som jeg ikke kan mindes, at vi brugte.

Frisk mælk fik vi hver dag fra forpagteren, som enten kom med det, eller som vi hentede hos ham i en spand.

Krybekælder

Der var kælder under cirka halvdelen af huset. Under den anden halvdel, var der en krybekælder. Der var en gang tværs gennem huset, lukket med en lem i hver side. Den lem der var i sydsiden, var groet efter, så der kunne man ikke komme ind, men på nordsiden, kunne man dreje et par søm, og så kunne lemmen tages af, og så havde man adgang til en ny verden. Trak man lemmen i efter sig, var der bælgragende mørkt i kælderen. 

Man skulle være lidt forsigtig, når man krøb rundt, for flere steder var der banket søm i gulvet i værelset over gangen, og flere steder stod de som syle fra loftet. Kravlede man tværs gennem, kom man på venstre hånd til en åbning, som førte ind i et kælderrum, der var gravet ud, men ikke forbundet med den øvrige kælder, og gulvet bestod af den klæge østjyske ler. Her var pænt højt til loftet, og tog man stearinlys og tændstikker, med så havde man en fremragende hule der var helt fri for voksne. Det var nu ikke fordi de voksne generede os børn. Vi havde rigtigt meget tid til at udforske verden for os selv. De voksne havde travlt med utallige andre gøremål, og det indbefattede ikke at beskæftige børnene, eller for den sags skyld, at vide hvor de var. De voksne havde jo gonggongen, som de kunne bruge, hvis vi børn var ønsket.

Jeg opfatter ikke mig selv som specielt iderig som barn, når det gjaldt om at lave kunster. Det var mine brødre, der var noget ældre meget bedre til. Der gik en historie om at en af de ”Københavnerdrenge”, der kom i sommerferien, og boede hos landmænd i byen, havde stjålet en tier af mors husholdningspenge. Det var nærmest en formue. Drengen blev lokket ned i krybekælderen og ind i kælderrummet. Her havde man gravet en rende på tværs, så rummet blev delt i to. Renden havde et spadestiks dybde. Nu blev ferie-drengen på et bræt ført over denne rende, som i mørket blev gjort til en afgrund, som man kun kunne komme over, hvis man havde et bræt, og da han var kommet over, blev brættet trukket væk, så der på hans side kun var det bare lergulv og de rå vægge. Der gik ikke lang tid, før de forsvundne penge blev fundet igen.

Garagen

Som sagt, var der hønsehus og svinesti sammen med garagen.

En forårsdag ringede Egon Mortensen til mig. Han fortalte, at han havde en dag gammel gris, som jeg måtte få. Han lovede ovenikøbet, at han ville give foder til den, og alt dens afkom. Jeg så i et kort øjeblik mig selv som proprietær på en stor svinefarm. Første forhindring var dog at få en tilladelse af mor. Mor blev opsøgt, og jeg kunne glædestrålende fortælle om at jeg måtte få en gris af Egon Mortensen, om hvad hun sagde til det?

Det havde hun ikke det fjerneste imod, og vildt lykkelig var jeg, så jeg begav mig straks af sted, for at hente grisen, der hurtigt blev døbt Sofus.

Egon Mortensen kunne fortælle, at den sammen med otte søskende var blevet faret om natten, men de otte søskende var desværre afgået ved døden, og nu syntes han at det var synd at Sofus skulle gå alene. Egon Mortensen var helt overbevist om at der var en fejl ved grisene, så de ikke ville overleve. Senere viste det sig, at soen havde mælkefeber, og at grisene døde, når de pattede den giftige somælk.

De overvejelser blev ikke delt med mig. Jeg fik Sofus i en sæk, og så gik det ellers hjem mod præstegården. Her fløj jeg direkte op på Jørgens værelse. Jørgen læste til dyrlæge, og han fik Sofus ned i sengen til sig, mens jeg blev sent i brugsen for at hente en sut med sutteflaske og somælkserstatning. Det var let, for vi havde ”bog”, så vi kunne bare bestille, og så kom far og betalte en gang om måneden. 

Hjemme igen fandt vi ud af at sutten ikke havde noget hul, så det måtte klippes, før Sofus, kunne få sit første måltid.

Der gik ikke ret lang tid, før mor fandt ud af hvad der foregik på Jørgens værelse, og så blev tilladelsen til at have gris i præstegården inddraget.

Mie og Egon Mortensens søn, Ingvard, var blevet konfirmeret kort før, og mine forældre havde været med til konfirmationen. Her var der kommet en sang, i en sangskjuler der var lavet af stanniol, og formet som en gris. Det var den gris, hun havde troet, jeg måtte få!

Egon ville ikke have sin gris tilbage. Så blev min gudfader Ejnar Julsen kontaktet. Han var landmand og havde både grise og køer. En af hans søer havde lige faret, så han mente, at han kunne liste Sofus ind i kuldet. Ejnar Juelsen kom og hentede Sofus, der blev pakket ind i en papkasse, og sat ind i bagagerummet i Ejnars Opel. 

Der gik ikke lang tid, før Ejnar kom tilbage – Sofus var forsvundet. Nu blev bagagerummet undersøgt. Det viste sig, at Sofus havde gemt sig bag reservehjulet. Nu gik turen så tilbage til Stourup, og Sofus blev forsøgt sat til det nyfødte kuld. Det ville soen bestemt ikke acceptere. Den kendte lugten af sine egne, og ville ikke acceptere andre i flokken, så efter kort tid kom Sofus tilbage til præstegården, hvor den fik plads i fyre kælderen, hvor der blev lavet en rede af halm. Der var god varme, så Sofus havde det godt.

Dyrlægen blev kontaktet, og man fik at vide, at sådan en størrelse skulle fodres hver anden time med sutteflaske og somælkserstatning. Stor respekt for min mor, der troligt stod op hver anden time om natten for at fodre Sofus, der hurtigt voksede til, og hurtigt lærte at tage anden føde til sig.

Efter nogle uger flyttede Sofus fra kælderen til stien ved garagen. Her blev der lavet en lem, så den kunne gå ud og rode i jorden, som grise elsker. Den elskede, når den fik lidt hjælp, og der blev smidt regnorm ind til den. Så smaskede den. Om sommeren blev der lavet en lille mudderpøl. Det var et slaraffenland for Sofus, der væltede sig i mudderet, og endte med at være helt sort. Så gik den lidt rundt i solen, så mudderet blev lidt lysere, i takt med at det tørrede. Den sluttede så af inde i stien, hvor den væltede sig i den friske halm, og pludselig var den så ren som en marcipangris.

Det var min opgave at fodre Sofus. En dag var mine forældre på tur, og Momse var hjemme, må Momse have haft en fornemmelse af at Sofus ikke havde fået hvad den skulle have, så hun gik ud for at fodre. Uden for stien stod der to poser. En med grotning (malet bygkorn) og en med cement. Det kunne godt minde om hinanden, så Sofus fik en gang mælk, og oven i det en ordentlig foderske med det hun troede var mel, men faktisk var cement!

Da jeg kom for at fodre, så jeg at der sammen med mælk, lå en ordentlig skovlfuld cement i truget! Momse blev straks opsøgt og forlagt katastrofen. Til daglig var Momse frisør i København. Egen salon med flere ansatte. Landbrug var ikke hendes spidskompetence.

I hast blev dyrlægen kontaktet. Han har nok moret sig noget, men han holdt masken, og anbefalede at kræet skulle have tre spiseskeer amerikansk olie, så skulle den nok klare sig.

Det var et kosteligt syn at se den fine dame sidde i svinestien med en halvstor gris i favnen, og forsøge at håndtere en flaske amerikansk olie og en spiseske til en noget modvillig gris.

Sofus overlevede, og blev rigtig stor og flot.

Slagtning

Da vi nåede efteråret, blev det bestemt at Sofus skulle slagtes! Den beslutning var ikke til debat, selv om jeg protesterede ret så kraftigt.

På vej mod Rårup var der en statshusmand Konstantin, og her havde mine forældre tidligere købt en halv gris. Nu var det tid at betale tilbage.

En dag kom en slagter, og Sofus kom ned i fyre kælderen, hvor der var gjort rent og anbragt en vaskeskammel og en spand og et kar med kogende vand.

Sofus blev under hyl og skrig anbragt på vaskeskamlen, og slagteren stak den i halsen, så blodet løb ud i spanden, der stod under, og kort efter var der fuldstændig ro. Sofus var død!

Så blev den skoldet og skrabt, og hængt op i kroge i loftet. Jeg blev sendt op til mor og pigen i køkkenet med spanden med blod, og de blandede straks bygmel i, og senere kom der spæk og rosiner i, og der blev lavet blodpølse. Det var ikke nogen katastrofe. Vi levede og boede på landet, og vidste jo hvordan det var. Min største indvending var, at drømmen mit grise imperium faldt. Den ene halvdel fik familien Konstantin Hansen, og den anden halvdel kom ned i frysehuset ved mejeriet.

Min store broder Keld, var noget mere følsom. Han kunne være noget ilter, men når det kom til mad, så var han alt for let at drille. Hvis man under middagen konstaterede at det var Sofus vi spiste, så spiste Keld ikke mere. Jeg fandt også ud af, at hvis jeg spurgte mor, om hun havde fået fisket den flue op af suppen, som jeg havde set endte sine dage der, så var Keld også færdig med suppen. Jeg fik bebrejdende blikke fra mor og far, men ikke egentlig skæld ud, og jeg havde lidt hævn til gode fra andre gange, hvor den fem år ældre broder havde været efter mig! Det ødelagde ikke appetitten for hverken Jørgen eller jeg!

Høns

Vi havde også høns, så vi kunne holde os selv ved æg, og af og til slagte en høne. Det vildeste jeg har været med til, var en ferie hvor Jørgen var hjemme. Han studerede som sagt til dyrlæge, og han var meget kreativ. På et tidspunkt lavede han forsøg med at sætte blomster i blæk eller frugtfarve, og så husker jeg at især tulipaner hurtigt skiftede farve. Han havde også sprøjte og kanyler med hjem, og så injicerede han planterne med farve, og så fik kronbladene de mest fantastiske farver. En sommer ville han forsøge sig med at operere en høne, og jeg fik lov at være med som narkosesygeplejerske. Det foregik ganske simpelt med en tot vat og æter. Jeg husker ikke helt hvad operationen gik ud på, og jeg mener heller ikke at kunne huske at den lykkedes, men vildt spændende var det.

Jeg tør ikke trække paralleller til i dag eller til mine børn – end sige mine børnebørns opvækst.

I min barndom vidste jeg ret præcist hvor mine forældre var, men de vidste ikke meget om hvor jeg var. I dag fornemmer jeg at forældrene præcist ved hvor deres børn er, mens børnene knap ved hvor deres forældre er.

Haven

Der hørte en stor have til. Foran huset var der små bede med roser og en hæk af buskbom, og så var der en gårdsplads med perlegrus, som helst skulle rives hver lørdag. På den anden side var den en lille plæne med en flagstang.

For enden af huset var der plæner og bede. Når man kom over den første plæne, der skrånede, kom man op til en ret stor rund plæne. Her var der et bed med en stor sten, der kunne fungere som talerstol. Om sommeren blev der holdt møder her. Så kom folk fra Horsens i stort tal. Det var ved en sådan begivenhed, at jeg kom til at putte opvaskemiddel i kaffevandet! Plænen kunne også bruges som fodboldbane. Ideen var at lokke far ud, og trille en bold foran hans fødder – så kørte det! Der var flere frugttræer på plænen. Et kirsebærtræ, et Cox Orange og et paradisæbletræ og nogle andre. Jeg kunne ikke se nytten af paradisæblerne, men da jeg først fik smagt den gele, der kunne laves ud af disse æbler, så var det også godtaget. Øverst i haven, var det som der var lagt et stykke til. Her var der græs, hindbær og æbletræer, før man kom op til naboen Villy Smed. 

Bier

Det var også i den afdeling bierne fik plads, da mor begyndte som biavler. Ja, det var vel egentligt Jørgen, der begyndte, men han havde som studerende svært ved at få tid til at passe dem. Mor syntes at det var for galt, at man ikke kunne producere den smule honning, som Jørgen ville spise, så med hjælp fra biavler Terp, gik hun i gang. Hun fik en stor bog om biavl. Næsten så stor som en kirkebog. Så satte hun sig for at læse ti sider hver aften, til hun var gennem bogen. Hun fik hjælp til forårsarbejdet af Terp, men hen på sommeren kom der en sværm, og så en mere, og det kunne hun ikke selv klare, så hun måtte have far til hjælp. Det tændte fars interesse for biavl, og så kom der anderledes skub i sagerne. Der blev købt til og udvidet.

Der slynges honning i kælderen i Skjold Præstegård

Stader

Også jeg blev inddraget. Der blev lavet en lang trækvogn af hjulene fra en gammel barnevogn. Far havde fundet tegninger til et opstablingsstade, som han mente jeg kunne lave i kælderen. Vi kørte over på den anden side af fjorden, og besøgte en mand, der fortalte om hvordan det skulle gøres, og så kom jeg ellers i gang med at producere bistader uden ben, så de var lette at flytte på lyng. Når det gjaldt sådan noget, så var bevillingerne rigelige, mens det til andre tider kunne være vanskeligt at slå penge af far.

Køkkenhaven

Nord for huset lå køkkenhaven. Når man stod i køkkenet, kunne man se ud over køkkenhaven og ned over Horsens Fjord. I den ene side var der et hasselhegn og ud mod vejen var der noget buskads med elm. Det var herligt om forsommeren og sidde i disse træer og mæske sig med manna fra elmetræerne. Ud mod marken var der et brombærhegn. Her plukkede jeg et år en masse brombær, og mor fortalte mig, at de kunne laves til syltetøj, og det gjorde jeg så. Siden har jeg været vild med brombærsyltetøj, der egner sig til familiens faste lørdagsmenu – pandekager. Så længe jeg kan huske, er der i mit hjem serveret pandekager og øllebrød hver lørdag. Mors opskrift var: En øl – helst KB. En grydeske mel pr person plus en til gæsten. Det var ikke fordi der kom gæster, men sådan lød opskriften. Så skulle der et passende antal æg i, salt, sukker og kardemomme, og så spædes op med mælk, så det fik den rigtige konsistens. Jeg kan ikke mindes, at der er kommet mere end en øl i, selv om der kom flere til mad.

Ud mod vejen var der asparges, og så havde vi jordbær, kartofler, gulerødder og salat. Som barn fik jeg aldrig lært at sætte pris på salat. Der var også rabarber, stikkelsbær, ribs og solbær – og så var der løvstikke. Når ribs og solbær var blevet store og grønne, så var løvstikken blevet så stor, at den kunne skæres til og bruges som pusterør. Det gik somme tider ud over forpagterens køer. Når de skulle drives hjem til malkning, var det på vejen, og så kunne de få et par skud, så de hoppede. Så råbte Jørgen Christensen, som forpagteren hed: ”Gå ordentligt 27!”, eller hvad koen nu hed. Jørgen var en særdeles dygtig landmand, og han kendte selvfølgelig alle sine køer ved navn/nummer.

Snedriver

Gårdspladsen gik gennem en port, som jeg aldrig kan huske har været lukket. På den anden side vejen var der en græsmark, der tilhørte Hans Hansen. På den mark blev der hver vinter opsat snehegn, og det skete da også, at det sneede, så man kunne bygge huler i driverne. Der kunne også bygges sneborge, og så kunne børnene i Skjold lave en sneboldkamp. Der blev ikke krig, for jeg mindes ikke at vi havde fjender. Måske nogle der ikke var helt så populære som andre, men aldrig fjender.

Legekammerater

Nærmeste nabo var forpagteren, der drev præstegården. Familien bestod af far Jørgen Christensen, mor Paula Christensen og Jens Oluf, der fik øgenavnet ”Sutfugl”. Så var der Poul, som var lidt yngre end jeg, og som jeg var rigtigt meget sammen med, og endelig var der yngstemand som også hed Jørgen. Som jeg husker det var jeg ofte på besøg, og legede med Poul. Jeg lærte at spille matador sammen med Poul. Det kunne virkeligt trække ud. Vi legede også landbrug med køer og grise, heste og traktorer, og hvad der ellers hørte sig til et landbrug, og allerede tidligt havde jeg lyst til at blive landmand, og være som de andre.

Det var rart at komme i stalden, og være med til at raspe roer, og så åd vi kålroer og sojakager, som vi fandt i de store jutesække med kraftfoder. I den ene ende af laden havde Jørgen Christensen en form for værksted. I midten var der mindst to fag med korn, der lå klar til at blive tærsket. Langs væggen stod et tærskeværk, der blev trukket af en elektromotor, der kørte på kraft og var monteret i en kasse med to jernhjul, så den kunne flyttes, når den skulle bruges til kværnen. For enden af tærskeværket var der monteret en presser, der samlede halmen i baller med to snore omkring. Ikke særligt effektivt, målt med nutidens øjne. Mellem tærskeværk og presser kom avnerne ud. Vi børn kunne få lov at stå i faget, og smide neg på bordet, hvor Jørgen Christensen stod med en kniv og skar bindegarnet op, så han kunne føde tærskeværket med en jævn strøm af korn. Kom der for meget eller klumper kunne det ske at remmen sprang, eller maskinen gik ned i omdrejninger eller helt stoppede, og så måtte man i gang med hive korn ud igen, så man kunne genstarte. Kornet kom ud i sække midt på maskinen. Det støvede voldsomt, når der blev tærsket, men det var altid en festdag. 

Når man nærmede sig bunden i et fag var det godt at have gummistøvler på, for det vrimlede med mus, og kattene havde kronede dage.

Brugsen

Ved siden af kirken og præstegården lå brugsen, eller FDB, som det hed dengang. Her var det uddeler Mathisen og frue med medhjælpere der rådede. Der var to store vinduer, med skiftende udstillinger. Et på hver side af døren. Når man kom ind, skulle man ved disken forlange det, man skulle have og så gik uddeler eller kommis ellers i gang med at veje af og samle de ting, man skulle have. En gang var jeg sendt af sted efter gær, men i butikken fik jeg at vide, at det var udsolgt. Det må jeg have funderet noget over, på vejen hjem om det var navnet på gæren, så jeg vendte beslutsomt om, og gik ind i butikken og forlangte noget ”udsolgt!”. Heller ikke det havde de! Ved siden af forretningen var der et hus der stod på sokler af cement. Det var grovvare afdelingen, hvor der var foder og lignende. Der var også en pumpe, der var forbundet til en tønde med petroleum. Der var folk der brugte petroleum til lamper eller kogeblus. 

I en primus skulle der hældes sprit i en lille rende under blusset. Det skulle tændes, så rørene kunne blive forvarmet. Så skulle man pumpe apparatet, så petroleumsdampe kunne komme op i hatten, hvor de blev tændt, og så kunne den bruges. Det kunne ske, at der var skidt i væsken, og så skulle man stikke en lille nål ned i dysen – en nål der sad på en tynd metalarm. Jeg har en pose af disse nåle liggende værkstedet i dag, hvis nogen skulle få brug for dem.

Op til jul, var der juleudstilling i brugsen. Så blev der sat en trappe op fra disken til væggen, og her blev der lagt vat der skulle illudere sne, og så var der masser af legesager, som vi børn kunne ønske os. Det vildeste var at en fængselsbetjent der boede længere ned i byen byggede en togbane med landskab og huse med lys i, og så futtede toget med vogne ellers rundt i en uendelighed. Man skulle til Horsens for at finde noget der var vildere!

Brugsen havde en benzinstander. Her kunne man købe benzin. Der var to låger, der normalt var låst. Når de blev åbnet, kom man ind til et håndsving, der trak en tandstang, der var forbundet til en pumpe, der pumpede benzinen op i glas helt i top. Når glasset var fyldt, løb overskydende benzin tilbage i jordtanken, og så stod der fem l tilbage i glasset. Så kunne man slå et håndtag over, og benzinen løb via en slange over i den bil, der skulle fyldes.

I min barndom gik der hul på benzintanken, og en masse benzin flød ud i jorden og forurenede drikkevandet i et stort område. Den første miljøkatastrofe jeg har oplevet.

Smeden

Længere nede ad vejen på vej mod Stourup lå smeden. Villy Smed – som sikkert har heddet noget helt andet til efternavn, boede privat i det højest beliggende hus i Skjold, og i hans have, var der et enormt grantræ. Når jeg en sjælden gang var på nordsiden af Horsens Fjord så var galgebakken på Bjerrelide og så smedens grantræ de to helt faste pejlemærker.

I forbindelse med smedjen var der et par huse, som begge var ubeboet. Det der lå helt op ad smedjen havde været den oprindelige beboelse, og her var der indrettet kontor. Her var der et utal af spændende reservedele på lager.

Vildt spændende var smedjen, hvor der var esse og ambolt. Det kunne ske, at jeg som dreng kunne få lov at se på når smedene dannede hestesko til. De blev så hængt op under loftet, og taget ned, når en landmand kom og skulle have en hest skoet. Karetmager Herluf lavede hjul til de stive gamle landbrugsvogne, og så kom de op til smeden, der lavede en ring af jern, der var så tilpas lille, at den ikke kunne sættes på hjulet. Så blev ringen varmet op i essen, så den blev rødglødende, og så var det om at komme væk, for nu skulle ringen fra essen og ned på hjulet, hvor den hurtigt blev banket på plads, mens træet begyndte at brænde. Når ringen var på plads, så blev der smidt vand på, så den blev kølet af og branden slukket, og nu sad remmen så stramt, at den ikke kunne komme derfra.

Indimellem fik jeg et stykke jern, som jeg kunne varme og derefter bearbejde på ambolten. Når den var som den skulle være, så kom den en tur i vandbadet, så det boblede og sydede og en masse vanddampe stod op fra karret.

Langs med det store vinduesparti ud mod vejen var der en lang filebænk med et par skruetvinger og diverse værktøj. Her blev savet, hamret skruet og regeret.

Jeg husker engang, hvor jeg stod med et stykke jern ved en skruestik, og bankede på det. Pludselig fik jeg slået, så jernet fløj af sted ret gennem vinduet.

Villy så på mig med en streng mine, og jeg lovede selvfølgelig at erstatte skaden.

Det behøvede jeg ikke, sagde han, jeg skulle blot fortælle det til min far!

Det har jeg aldrig gjort, og det har naget mig lige siden.

Den der laver en fejl uden at rette den, begår to fejl. Det måtte jeg sande, og nu er det for sent.

Bag smedjen var der et maskinrum. Her var der en elektromotor, der drev en række aksler med remskiver på. De var alle monteret i loftet, og når man så skulle bruge en boremaskine, så gik man hen og aktiverede et håndtag, så remmen fik fat i en roterende remskive. Omstændeligt, men genialt.

I hallen ved siden af var der en port, og her kom landmænd med deres heste, når de skulle have nye sko på. Villy havde en kasse med nødvendigt udstyr. En stor tang til at tage den gamle sko af med. Så var der en kniv og en kølle. Det blev brugt til at korte hoven af. Der var også en stor rasp, så han kunne file det sidste til. Så blev der fundet en ny sko. Ofte skulle den dannes til over essen, og så kom der en ram stank, når hoven blev varm. Når skoen var i orden, blev den kølet af, og så blev den slået på, men helt specielle søm, der blev banket igennem hoven, og bøjet på den anden side. Var der gået hul på hoven, havde han en dåse med beg tror jeg, for der kom noget sort på, for at lukke såret. Underligt at de store heste ikke sparkede, men det oplevede jeg ikke, men de kunne stå uroligt, og det var helt sikkert et hårdt arbejde at sko en hest. Om vinteren fik hestene andre sko på, så de kunne gå mere sikkert på is.

Længere inde i hallen, var der et lager af meget gamle traktorer med jernhjul. Der var også et utal af selvbindere i og uden for hallen. Det var et paradis og lege på de mange maskiner, og sidde og rykke i rat og håndtag. Villy ville ikke af med det gamle bras, og hans begrundelse var, at når der kom krig igen, så var det godt at have et lager. Han har heldigvis ikke fået brug for det. I en tilbygning var der traktor- og bilværksted. Det var mest sønnen Eigil, der huserede her. Der var en stor skydedør, der kunne lukkes, så man kunne varme rummet op.

Ford T

Der var endnu en lagerhal på grunden. Her var der også en masse skrammel, og så var der en ”Bedstemor And Bil”. En Ford T fra 1919, tror jeg. Det var faktisk en rigtig pæn bil. Jeg ved ikke om den har været i familien fra den var ny, men på et tidspunkt ville GM – Fordforhandleren i Horsens gerne låne den i forbindelse med et jubilæum. Det fik de lov til, mod at renovere den, og derfor var den så flot.

Mange år senere, mens jeg var karl i Stjær, deltog jeg i Dansk Vintage Motorklubs møder på Aarslev Kro. Her kom jeg i snak med symaskineforhandler, Guldager, fra Århus, og da han hørte hvor jeg var vokset op, fortalte han en historie om Villy Smeds Ford T.

Guldager havde kontaktet Villy Smed, for han ville gerne købe bilen. De aftalte en pris, og Guldager lånte penge i banken, så han kunne købe den. Da han kom til Skjold havde Villy ombestemt sig. Der gik nogen tid, så blev han kontaktet af Villy, der nu ville sælge. Historien gentog sig. En tredje gang blev han kontaktet, og nu tog Guldager en trailer med, så han kunne få den med hjem med det samme. Alt gik godt. Bilen kom op på traileren, og nu skulle der så betales. ”Det var ret mange penge, så jeg ville gerne have en kvittering” fortalte Guldager senere, og så blev Villy helt vild, og skubbede bilen af traileren, så han til Guldagers store forargelse bøjede lameller i køleren.

Hvad så nu? Ville jeg vide. ”Jeg ved det ikke. Jeg har ikke bilen. Det er jo en hobby, og skal det være sådan at man skal glæde sig over den, så skal der ikke hænge negative minder ved, og det ville komme til at ske her!”. Den historie har jeg taget til mig. Hellere betale og være glad, end at få dårlige vibrationer med, som vil følge en senere.

Mørkeræd

For at komme op til Egon og Mie Mortensen kunne man tage en sti fra præsteboligen bag om præstegården og hen til kirken. Herfra gik en smal sti i en slugt op til Martha Henriksen, der boede alene i et bindingsværkshus. Hun var sognets kogekone, og hendes hus kan i dag ses på Glud museum, og så gik stien i det fri videre til Egon og Mies gård – og videre til ringer og graver Eli Mortensen. Jeg tror vi byttede avis med Mie og Egon, og det faldt så i min lod at gå med den. Det var jeg bestemt ikke stolt af. Jeg var ganske enkelt ræd, når det var mørkt og jeg skulle gå gennem slugten. Det fik jeg fortalt til far, og han tog sig tid til at få sig en rigtig god snak om, at der ikke var noget at være bange for, og at mange af de ting, som man var bange for, var forestillinger som voksede i hovedet, og når man blot arbejdede med dem, så ville det gå over. Det tog lidt tid, men jeg kom over det.

Gæs

Et andet gøremål var at hente mælk i stalden hos forpagteren. Noget af det første jeg husker fra min barndom var, at jeg fulgtes med min morfar, som jeg var opkaldt efter. Han døde vist i 1953, så jeg kan ikke have været mere end fem år, hvor han fulgte mig over efter mælk. Det var rigtigt godt at have en voksen med, for forpagteren havde nogle fritgående gæs. Når man kom gående, kom de imod en med halsen strakt lige frem, og så udstødte de nogle mærkværdige hvæsende lyde. Morfar kunne forsvare os. En gang var jeg kommet alene af sted, da de kom imod mig. Jeg ved ikke hvad der stak mig den dag, men jeg blev stående, og så på dem, og der var selvfølgelig en gase, der var længere fremme end de andre. Da den var tæt på uden at baske med vingerne, løb jeg hurtigt frem og greb den om halsen, og hev det bedste jeg have lært, og gav den en tur rundt og kylede den op i nogle hasselbuske. Alle gæs flygtede, og jeg kan ikke mindes at jeg senere havde problemer med dem.

En hule

Jeg var meget sammen med Poul. Et efterår lavede vi en stor hule oppe i haven. Der blev lavet en rund jordvold, og der blev fældet store grene, som kunne stå i en bue fra side til side. Så blev der hentet halm hos forpagteren, som blev lagt oven på grenene, og så kunne der komme jord oven på. Næsten færdige, ville vi indvi med et bål inde midt i hulen. Det gik sådan set også udmærket, til ilden fra bålet fik fat i halmen i loftet, og så gik det stærkt. Poul sad tæt ved udgangen, og kunne let smutte ud, mens jeg sad modsat udgangen. Det var umuligt at kommet rundt om bålet, for alt stod i flammer, men jeg havde et stykke pap, som vi havde brugt til puste til ilden. Det blev resolut smidt på bålet, og så kunne jeg bruge det som trædepude på vejen ud i det fri. Jeg kan ikke mindes at vi genopbyggede den hule, og vi har helt sikkert ikke pralet med vore bedrifter over for forældrene, men vi havde blandt andet lært, at leg med ild kan være farligt, og tørt halm fænger næsten som krudt. 

Fra historietimerne lærte jeg om Rolf Krake. Engang drog han til Uppsala hvor han hente guldringen, Sveagris, som han var blevet lovet som tak for at have hjulpet Adils mod norske fjender. Men i stedet for at give ringen til Rolf, forsøgte Adils at indebrænde Rolf og hans mænd. Med ordene: “Den frygter ej ilden som over den springer” kastede Rolf sit skjold på bålet og flygtede. Jo, men kan lære af historien!

Mad over bål

Mors mad var fantastisk. Alligevel var det spændende at lave mad selv. Jeg havde et luftgevær, og jeg blev også helt ferm til at lave bue og pile. Buerne skulle laves af pilegrene der var i et hegn lidt væk. Så knækkede de ikke, og de var spændstige. Pilene skulle helst laves af tørt træ. Så fløj de bedst. Vi lavede også ”svip bøsser”. En gren formet som et Y blev fundet, og så blev en gammel cykelslange klippet i strimler med en stump dæk i midten, og så havde vi et fantastisk våben. Der var rigeligt med ammunition på gårdspladsen, der bestod af perlegrus. Der blev skudt til måls efter mange mærkelige ting. Vi var godt klar over, at det var et rimeligt farligt våben vi havde, så vi var meget opmærksomme på ikke at ramme hinanden. 

En gang fik jeg ram på en ”gråssernolikok” – som vi kaldte gråspurve. Den blev renset og sat på en pind, og så blev den grillet over bål. Den smagte faktisk fantastisk, men der er ikke meget mad i en gråspurv, og slet ikke når jeg skulle dele med Poul.

Jeg har aldrig været den store jæger. Foruden gråspurven, har jeg nedlagt en allike. Den sad i en af poplerne for enden af huset, og skræppede helt vildt. Jeg tror den har været syg, for selv om jeg lempede vinduet op og skød en gang uden at ramme, så blev den siddende og skræppe op. Næste skud ramte den i øjet, og så var den færdig med at skræppe.

Hunden Bjørn

På et tidspunkt bestemte far sig for at anskaffe en jagthund. Valget faldt på en tysk ruhåret hønsehund, der hed Bjørn. Den var kommet fra en skovløber, der havde trænet lydighed med den.

Mor var meget imod at vi skulle have hund. Mor var konfliktsky og føjede far i alt – næsten. Ved hunden satte hun grænsen, og jeg kunne fornemme at hun længe ikke havde det godt med ikke at være blevet hørt, og det havde jeg det ikke godt med.

Mine forældre har ALDRIG skændtes foran os børn, så hvis vi blot fornemmede uvenskab, så var der krise. Jeg havde svært ved at takle det, da jeg blev kæreste med Karen. Hun kom fra en familie med mange børn tæt på hinanden, så da fornemmer jeg at skænderi var hverdagskost, som nærmest skulle til. Til at begynde med tror jeg at hun var lidt træt af at jeg ikke hidsede mig op og skældte ud – bare en gang imellem, mens jeg modsat var træt af at hun kunne lægge op til skænderi over banaliteter. 

Det er måske godt at have lært hjemmefra at skændes. Det er så en mangel i min opdragelse.

Bjørn blev på mange måder min hund. Far tog den med på jagt fra tid til anden, og når den var hjemme var den enten i en kurv i fyrkælderen eller lænket til hundehuset.

De unge karle og piger i Skjold mødtes på sommeraftener på Trekanten ikke langt fra præstegården, hvor man snakkede og pjattede. Det skete at jeg var med, og det skete åbenbart også at jeg kunne finde på at drille. Også så meget at en af karlene ville give mig en omgang prygl. Det kom han ikke godt fra, for Bjørn var med, og der var ikke nogen der skulle lægge hånd på mig, så da slap jeg.

En gang var Keld kommet hjem. Han læste vist på Rønde Studenterkursus dengang. Han lavede vist også meget andet, for han var meget træt. Mor bad mig om at gå op og vække ham, og det ville jeg da gerne. Forsøg på at vække ham ved at puffe til ham lykkedes ikke. Direkte at smide vand på ham, ville være meget risikabelt, for det kunne få ham til at eksplodere, og så var jeg sikker på at få tæsk. En tredje mulighed var at lukke Bjørn ind til ham, og så gå ned i haven og kaldte på hunden, så vidste jeg, at den ville begynde at gø, når den ikke kunne komme ud til mig, og så ville han da vågne! Som tænkt så gjort. Hunden blev lukket ind, og jeg gik ned i haven, og begyndte at kalde. Lige meget hvor meget jeg kaldte, skete der ikke noget. Og dog, for pludselig kom Keld, som skudt ud af en kanon, ud af fordøren, og benede i en flot bue ude på gårdspladsen, og som et stinger missil, satte han kursen mod mig. Irritation og galskab stod malet i hans ansigt. Den naturlige reaktion ville være at flygte, men jeg var lammet af skræk. Mine ben ville ikke bære mig, så jeg satte mig med armene over hovedet. Sekundet efter var han over mig, og løftede armen til slag. Han havde dog glemt at lukke døren efter sig, så Bjørn var lige i hælene, og da han løftede armen, bed hunden i hans ærme, så det flængede. Du godeste, hvor var han rasende, men samtid skakmat, for Bjørn viste tænder og knurrede, hvis han viste truende adfærd.

MAREN OG PETER HANSEN I KIRKELY

Maren og Peter Hansen havde husmandsstedet ”Kirkely”. Noget gammelt bras! Bindingsværk med stråtag på stuehuset og bliktag på stalden, og begge steder skæve murer. Jeg skulle ikke være særlig gammel, før jeg ikke kunne gå oprejst i stuehuset. Det der manglede af kvalitet i bygningerne, det var der af tid og hjertevarme.

Stuehuset lænede sig op af kirkegårdsdiget. Gårdspladsen skrånede som resten af landskabet der skrånede fra kirken, der lå højest og helt ned til Skjold å. Fra gårdspladsen kom man gennem en vognport og ned til ”Ring 1”, den vej der gik hele vejen rundt om Skjold. Lige udenfor vognporten var der en prydhave, og på den anden side af vejen var der en køkkenhave. Fra gården skrånede jorden i en stribe ned mod Skjold å. I venstre side var der en markvej, som han havde fælles med naboen, så de kunne komme til markerne helt ned til åen.

Der var en fantastisk udsigt over mod Rårup. Man kunne se langt fordi landskabet først gik ned mod åen, for derefter i bløde kurver at rejse sig igen. Længst væk lå Klejs, hvor der i min barndom blev rejst et tårn. Vi kaldte det et TV-tårn, da det var rejst til TV-transmission.

Jeg elskede at være hos Marie og Peter. Der var lidt konkurrence mellem min storebror Keld og mig om hvem der bedst kunne lide at være der, men Keld var noget ældre, og optaget af andre ting, så jeg havde dem tit for mig selv!

Stuehuset

Når man kom ind i baggangen var der et grovkøkken og en muret gruekedel. Næste rum var køkkenet – som var køkken alrum. Til venstre langs vinduerne var der en slagbænk og et bord. Ved den fjerneste ende var Peter Hansens plads, og Marie sad ved den ene langside, når og hvis hun sad. 

I køkkenet var der et komfur med alt hvad dertil hørte af kogeplader med ringe, så man kunne gøre plads til store eller små gryder, eller fyre træstykker i fra oven. Når der skulle tændes op, skete det med tørt kvas. Grene der var hakket i små stykker. Skulle det gå stærkt, så var kvas et udmærket brændsel. Ellers var det brændestykker, der blev brugt. Brændet blev opbevaret i et luftigt udhus, og båret ind i huset, hvor det lå i en kasse med låg. Der var en vandbeholder i komfuret, så skulle man bruge varmt vand, så var det ved hånden, når komfuret var i gang. Der var også en ovn, så man kunne bage. Komfurets udstrækning blev indhegnet af en stang af messing, der gav en flot kontrast til det begsorte komfur. Både komfur og messing stangen fik jævnligt en tur, så kontrasten kunne holdes, og så det skinnede. På messingstangen var der kroge, hvor der hang grydelapper, en rager, der kunne bruges når en varm låge skulle åbnes, og der skulle puffes lidt til brændet, for at få plads til nyt brænde. Der hang også en håndskovl til at fjerne aske med. I modsatte side af bordet var der et køkkenbord med skuffer under og over til mel, sukker, gryn og andet, og så var der et lille spisekammer. Det lå selvfølgelig i nordsiden, for at holde det køligt. Fra køkkenet kunne man gå ind i en lille forgang ved hoveddøren og videre til stuen. Jeg mindes kun at de havde en stue, for efter stuen kom deres soveværelse. Vask foregik i baggangen, og toiletbesøg var i et das i et udhus.

Heste

Peter Hansen havde to heste. En jysk og en belgier. Belgierne hed ”Musse”. To godmodige og stærke heste. De stod i stalden, og til højre for dem var kostalden med de få køer Peter Hansen havde. Gulvet i begge stalde var af toppede brosten. I en lille tilbygning var der roehus. Efter stalden kom laden. Her havde Peter Hansen et tærskeværk. Garanteret af mærket Dronningborg, for det var lyserødt. Til at trække tærskeværket havde Peter Hansen en en-cylindret petroleumsmotor, der stod i et hus i gården. Når den skulle bruges, så kunne man tage top og side af, så man kunne komme til motoren. Det var vildt spændende, når den skulle i gang. Der skulle hældes vand på, så motoren kunne holdes kølig, og det var vist også nødvendigt at forvarme motoren, før den kunne startes med et stort håndsving.

Når motoren var i gang, kom Peter Hansen med en rem, som han behændigt fik sat på mens petroleumsmotoren trofast tøffede. Det skete med stor fare for at få fingrene i klemme. Man skulle også være opmærksom på at remmen skulle vende rigtigt, for eller kørte tærskeværket baglæns.

Hvis remme og remskiver blev for glatte, så skulle remmen have en omgang ”Remvoks”, så remmen trak som den skulle. Det kunne ske, at remmen, der var lavet af stof, sprang. Så stoppede alt, og så måtte Peter Hansen i gang med at splitte remmen sammen. Først blev den skåret af i et lige snit. Og så blev enderne lagt tæt sammen, og en remsamler blev banket ned i de to stykker og ned i et stykke træ. Så blev remmen vendt, og de små pigge blev slået sammen, så man kunne fortsætte. Når det kørte, som det skulle kunne man høre en tydelig ”klistret lyd” af voksen mod remskiven, afbrudt af et klik, når samlingen på remmen passerede remskiven.

Stiv vogn

Peter Hansens ”maskinpark” var det der passede til hans to heste. Han havde en ”stiv vogn” og en gummivogn. Så havde han en plov, en pigharve og en rive. Jeg tror han lånte sig til en selvbinder.

Den stive vogn var det gængse køretøj i marken. Den var bygget op på fire hjul, som jeg har set karetmageren lave, og smeden sætte en jernring på. Hjulene var ikke lige. Navet var længere inde end hjulkransen. Så kunne siderne hælde lidt ud og det hjalp også når vognen skulle dreje, så blev der bedre plads ind til kassen.

Der var to holdere i hver side, der holdt siderne på plads, og i enderne var der stykker der passede ind. Det gjorde vognen meget anvendelig til mange ting. I høst kunne der lægges et ruf over med høje gavle for og bag, så man kunne stakker store mængder neg. En stod i vognen og lagde negene til rette, mens en anden forkede op. Det skete engang, hvor jeg fik lov at lægge et læs, at der kom for meget til ”den dovne side”. Det var den side, hvor negene blev forket op. Læsset væltede på vej hjem, og måtte læsses om. Det gjorde man kun en gang!

Senere skulle vognen bruges til at køre roer hjem. Roerne blev stukket med en greb eller fork, og smidt op i vognen. Skulle roerne i kule, så kørte man hen til kulen, og her kunne man rykke den ene side op, så roerne trillede ud. Det samme gjaldt om foråret når møget skulle køres ud. Så blev det læsset hjemme ved møddingen, og ude på marken blev først den bagerste side taget af, og møget blev trukket med i en tue med en speciel greb med fire tænder der sad vinkelret på skaftet. Så blev siden rykket op, og så blev møget skrabt ned. Det har altid undret mig hvorfor man lavede disse små tuer, som så senere blev spredt manuelt, før der blev pløjet ned, men sådan gjorde Peter Hansen altså. Senere blev siderne taget af, og ajlebeholderen, der havde fået lov at ligge i blød i vand i et stykke tid, så den kunne blive tæt, den blev lagt op mellem de fire stivere, og så var man klar til at køre ajle ud. Det lugtede ikke godt. Det skulle pumpes op af ajle kulen med håndkraft, og så løb det af en sliske over i ajletønden der stod på den stive vogn. Når man kom til marken, hvor det skulle spredes ud, blev der gjort holdt, så en hane kunne åbnes. Ajlen ramte så et lille blad, der spredte den, mens hestene trak af sted med det hele.

Mælketur

Peter Hansen havde en mælketur. Det var det han brugte gummivognen til. Når han var færdig med at malke, blev hestene spændt for, og så gik turen ned til Pebel, hvor turen startede. Her havde bønderne sat deres mælk fra forrige dags aftenmalkning og morgenens malkning ud til vejen i transportspande. Disse spande vejede omkring 50 kg., og dem smed Peter Hansen behændigt op på vognen. Hver transportspand var forsynet med landmandens navn, eller gårdens navn, og så det nummer, han havde på mejeriet. Så gik turen ellers fra gård til gård, og til sidst ned til mejeriet, der lå nede ved skolen. Her kom alle de andre der havde mælketur. Så svingede man ind til mejeriet. Her var der to ramper. Ved den første læssede man mælken af, og når vognen var tom, kørte man frem til den næste rampe, hvor man fik spandene på igen.

Mejeriet

Det var spændende at komme med ind på mejeriet. En mejerist i hvidt tøj tog imod, og så kunne man få lov til at hjælpe med at hælde mælken ned i et stort rustfrit kar. Hver landmands mælk for sig. Nu blev mælken vejet, og mængden noteret i en stor bog. Så tog mejeristen en prøve, der skulle bruges til at bestemme fedtprocentenl. Jo højere fedtprocent, jo dyrere var mælken. Prøven, som kom op i et lille glas blev vist også brugt til at bestemme kimtal – altså hvor ren mælken var. Når transportspandene var blevet tømt, blev de sat på hovedet på et stort rundt bord, som man kunne dreje. Mens de stod der, løb den sidste mælk ud, og ind midt på bordet, hvor er var et afløb til en spand. Intet gik til spilde!

På den anden side af bordet stod en anden mejerist, og det var hans opgave at hælde kærnemælk i spandene. Nogle fik også ”fut-mælk”, det er vist det man i dag kalder skummetmælk eller minimælk, og endelig var der valle. Kærnemælken var restprodukt fra smørproduktionen. Store mængder fløde blev hældt i en kærne, der så kørte rundt og piskede fløden til den skilte sig i smør og kærnemælk. Skummetmælken var den mælk der ikke kunne sælges, hvor man blot havde taget al fløden fra. Vallen kom fra osteproduktionen, som man også havde på Skjold mejeri. Mælken blev hældt i store kar, og så blev der tilsat løbe. Så skilte mælken i små klumper, og tilbage blev en grønlig væske, som bønderne fik tilbage og brugte som grisefoder.

På vej tilbage fra mejeriet kunne jeg godt få lov at tage en tår kærnemælk eller futmælk – valle holdt jeg mig fra. Det smagte, efter min mening, ikke godt.

Det var lidt af en balanceakt, at få låget af, og så hælde kærnemælken ned i låget uden at spilde noget. Næste opgave var så at proppe fingrene i de huller der var i låget, så man kunne drikke af låget.

Stenøkse

En gang jeg var med Peter Hansen i marken nede ved åen fandt jeg en flinteøkse, som jeg fik lov at beholde. Det var et spændende levn fra en svunden fortid. Hjemme hos Peder Hansen ville jeg teste hvor god øksen var til at hugge en pind over. Desværre ramte jeg forkert, og ramte i stedet en af de toppede brosten, og øksen gik i mange stykker. Det fik jeg bestemt ikke ros for, og jeg har aldrig glemt episoden. Min samvittighed fik det lidt bedre mange, mange år senere, hvor jeg med en skoleklasse var i Ertebølle. Her fortalte en mand om flintredskaber, og han fortalte blandt andet, at han havde lært sig selv at hugge en flinteøkse til, og for en erfaren ”flintesmed” tog det omkring et kvarter at lave sådan en økse. Tilbage blev det dog, at en hilsen fra en svunden fortid var blevet ødelagt.

København

Hos Momse i København

Mormor, Ella Jakoba Brusch, kaldet Momse, født Nielsen boede Sct. Kjeldsgade 16. St tv. i København i en toværelseslejlighed med en pæn lille have. Komplekset, som Momse boede i hed ”Solgården”, og det var et firelænget rødstensmuret boligkompleks i tre etager. Gedigent byggeri. Inde i gården var der en græsplæne og i et hjørne var der en indhegnet legeplads. Der var plads til en række biler, hele vejen rundt langs plænen. Ind mod husene, var der et bed og et stakit, og inden for stakittet var der fliser og skure til affaldsbeholdere. Her kunne cykler parkeres, og trækkes op og ned i kælderen. Til hver lejlighed var der et kælderrum og et loftsrum, og så var der fælles vaskerum i kælderen.

To opgange længere henne på anden sal boede min morbror Johan med sin kone Grethe og min fætter Henrik og kusine Marianne.

Det var altid skønt, og meget anderledes at besøge Momse. Skiftet fra en stor præstegård på landet til en toværelses lejlighed i København var stor. Igen og igen fik jeg at vide, at jeg skulle være stille. Der var godt nok igen under stuelejlighed, men naboerne ved siden af og oven over. Jeg kan ikke mindes at have set dem, men de skulle åbenbart heller ikke forstyrres.

Solgården.

Hjemme handlede vi i FDB – brugsen – og der kunne man få Davre havregryn, og mælken kom fra forpagterens køer. Hos Momse kunne jeg hente havregryn og mælk i ”ismejeriet”, en butik der lå ved legepladsen. Når man skulle have havregryn her, så var det Solgryn, og mælken var de første år i klare flasker, men senere blev det brune lidt buttede flasker. Det smagte altså ikke, som det jeg fik hjemme. Jeg stiftede også bekendtskab med meloner, og selv om jeg ikke synes jeg er kræsen, så er melon aldrig blevet min livret. Komfuret var gasblus, der var tilsluttet bygas. Det blev tændt med tændstikker og senere et apparat der kunne give gnister. De brugte tændstikker blev samlet i en lille støbejernsgryde. Jeg var betaget af at man kunne få så lille en gryde.

Badeværelset

I badeværelset var der en noget speciel lugt. Ja, der var en speciel duft af Momse i hele lejligheden. I sine aktive år, havde Momse været frisør med egen forretning i det indre København, Blågårdsgade” med flere ansatte. Som pensionist havde hun stadig flere af de trofaste kunder, som enten kom til hende, eller som hun besøgte. Fine folk! En boede på Valø Slot. De kamme hun havde brugt på en kunde, blev lagt i et bad af salmiakspiritus, så de var rene til næste kunde, og den lugt hang naturligvis i lejligheden. Kunderne fik vasket hår i badeværelset, hvor der var en stol med en skyllebakke, der kunne justeres, så den passede til kundens højde, og så vandet løb direkte ned i håndvasken. Inde i Momses soveværelse, var der et stort spejl med bord med skuffe i, her blev håret sat, når man var færdig i badeværelset med vask og tørring i et monstrum af en tørrehjelm. Momse havde også elektrisk hårtørrer, og så havde hun flere sakse. En blev brugt til udtynding af kraftigt hår med en masse hakker i. Den var spændende at få fat i, så kunne man lave billetter til forskellige ting, og så lave en perforeret snip, som kunne rives af.

Der var ikke, som jeg husker det, kunder, når vi var på besøg, og jeg blev heller ikke klippet af min mormor, selv om hun nok kunne have klaret det.

Cirkus

Det var en fast tradition, at vi skulle i Cirkus Schumann, når vi besøgte Momse. Det var ikke en oplevelse vi kunne få hjemme, og det var heller ikke noget som ville være sket i min fars familie. De var ikke til den slags tant og fjas. Var det om sommeren vi var på besøg, så kom vi også en tur i Tivoli. Det var længe før Tur-armbåndenes tid, og det var begrænset hvad der var råd til, men der var mange gratis glæder. Man kunne se pantomime – hvis man ellers kunne komme til. Der var også orkestre der spillede i pavilloner, og så var der forestillinger på ”Plænen”, hvor man enten skulle komme tidligt, for at få en plads, så man kunne se, eller betale sig til et sæde. Jeg har aldrig været god til at gå rundt i en by. Jeg fik ondt i ryggen, og der var meget traven, når vi besøgte Momse.

Sporvogn

Fra hjemmet på Sct. Kjeldsgade gik vi til Vibenshus Runddel, hvor vi kunne tage sporvogn linje 5 ”ind til byen”, som de sagde – jeg syntes at vi var i byen! Så kunne man købe en ”ligeud” og en ”omstigning”. Der var en vognstyrer og en konduktør i hver vogn. Vognstyren sad forrest, og styrede farten med et stort håndtag. Spændende at iagttage. Konduktøren sad bag i, eller gik i vognen, og når han ville signalere, at man var klar til afgang, så rykkede han to gange i en lædersnor der gik gennem hele vognen, og så ringede en klokke ved vognstyreren, og skulle der gøres stop ved et stoppested, hvor der ikke stod mennesker, så blev der rykket en gang i snoren.

Biograf

En gang ville Momse flotte sig og tage mor og mig med i biografen. Filmen hed ”Palle alene i verden”, og det var fortællingen om en dreng, der drømte om at han var helt alene i verden. Det betød, at han kunne køre sporvogn helt selv, og han kunne gå i alle butikker, og hente lige det han havde lyst til af legetøj og slik.

Filmen viste en rigtig glad Palle. Jeg er opvokset på landet med en stor grad af frihed, og jeg kunne bestemt ikke se det sjove i, at der slet ikke var andre mennesker omkring Palle, så jeg fik så ondt af ham, så ondt at jeg begyndte at græde. Trods mors og Momses trøstende ord og forklaringer, så græd jeg så voldsomt, at min mor besluttede at vi skulle forlade biografen midt under forestillingen, og jeg husker, at det var godt at komme ud i det fri, hvor der var masser af mennesker.

Onkel Johan

Min morbroder – onkel Johan – boede to opgange fra Momse – altså i Sct. Kjeldsgade 20 på anden sal. Onkel Johan var gift med tante Grethe, og de havde børnene Henrik og Marianne.

Onkel Johan var politibetjent, og jeg tror en rigtig god en af slagsen. Privat var han en hyggelig familiefar, og han var særdeles fingernem og kreativ. I mange år lavede han forskellige ting i peddigrør. Han havde flere modeller, men to små klokker i peddigrør. De blev samlet med en rød sløjfe og puttet i en lille pose af cellofan, og så blev de solgt til Illums Bolighus, og de var også til salg i boder i Tivoli. Flot design, og en god souvenir. 

Jeg ville også prøve at lave sådan en klokke. Han kastede et blik på mine hænder, og sagde: ”Du skal vaske dine hænder først!”. Det kunne jeg ikke forstå, for mine hænder var sjældent så rene – jeg havde jo ikke været i jorden i flere dage. Nå, jeg måtte bide i det sure æble, og vaske mine ellers så rene hænder. Da jeg havde skuret og skrubbet en tid, kom jeg tilbage og viste resultatet. Han rystede lidt på hovedet, og opgav vist, og gav mig et par peddigrør og startede, så jeg kunne gå videre selv. Det var ikke noget kønt resultat. Formen var sådan set OK, men den bar tydeligt præg af fingre med ”gravrust”. Det var en øjenåbner for mig, at finger skulle være så rene.

Som en venlig gestus kaldte han mig ”Du gamle!”. Jeg syntes ikke helt det passede, men fandt hurtigt ud af meningen. Vi var venner.

Onkel Johan tog sig af Momse. Han fik lavet et samtaleanlæg mellem de to lejligheder, så de løbende kunne holde kontakt med hinanden. Han gjorde også en indsats for at samle børn og unge, og lave noget for og med dem.

Johan havde været gift før, og havde en datter, Helle, fra et tidligere ægteskab. Det var ikke meget jeg så til Helle eller hendes moder på besøgene i København.

Tante Grethe var en flot pige. Hun var god til Fransk, og i flere år, før de fik børn tog de til Frankrig på en Vespa Scooter og boede i telt. En skræmmende lang tur synes jeg.

Gennem mange år optog de smalfilm. Det var noget avanceret for en dreng fra landet.

Både Henrik og Marianne var noget yngre end jeg, så vi legede ikke meget sammen, men jeg har kun gode minder om mine besøg i København.

Farum

Tante Grethes forældre boede i Farum i en stor villa ned til Farum Sø. Hendes far havde været sælger, og solgte stoffer. Han havde en farlig masse stofprøver, og når der kom en ny kollektion, så fik mor de gamle stofprøver. Dem syede hun sammen til store stykker, og så fik hun lavet ”uld” af gammelt tøj, og lavede så vattæpper af stofprøver og ”uldet!”. Det var helt vildt hvor mange vattæpper vi havde en overgang.

På havesiden ved villaen i Farum var der en græsplæne, der skrånede ned mod Farum sø. Her var der en bådebro og en robåd. Ved bredden var der et lille bådehus/skur. Det fik min fingersnilde onkel lavet om til et sommerhus, hvor der var plads til alle fire medlemmer af familien, og der blev også lavet plads til mig, så jeg kunne holde sommerferie hos dem.

Selv om jeg ikke var nogen ørn til at svømme, så fik jeg lov til at udforske dele af søen i robåden. Der var også en lille ø ude i søen, og det skete, at jeg fik lov til at følge min onkel når han svømmede hele vejen rundt om øen og tilbage. Så agerede jeg ledsagebåd.

Jørgen Bitsch

Den nærmeste nabo i Farum var den dengang så kendte globetrotter Jørgen Bitsch. Han havde et par drenge på min alder, som jeg fandt sammen med, og de tog mig med hjem i deres hus, der var rigt udstyret med ting fra faderens utallige rejser fra de mest uvejsomme egne af jorden, hvor der levede vilde stammer af menneskeædere og farlige vilde dyr. Han optog mange film på sine ture, og så blev de redigeret og klippet sammen og solgt enten til TV, eller han brugte dem, når han holdt foredrag rundt om i landet. På en af filmene kæmpede han med en otte meter lang anakonda, som han heldigvis fik slået ihjel, hvis den ikke var død allerede før kampen. Voldsomt og skrækindjagende så det ud. På en væg i huset hang skindet af sådan en krabat til skræk og advarsel, og som et trofæ for den drabelige globetrotter.

Ordkløver

Børn kommer op at tottes, og det skete også for mig med Jørgen Bitschs børn, der truede mig med at de ville blande ”kvælerslangegift” til mig. Det syntes jeg ikke lød specielt farligt, om sådan noget overhovedet fandtes, værre var det da de kaldte mig ”tarvelig”. ”Du er tarvelig”, sagde de. Den gik rent ind i, og ramte mig som et stød i mellemgulvet. Man kunne være dum, idiot og meget andet, men tarvelig, det lød i mine ører som en der ikke holdt ord, en der var simpel og utroværdig. Jeg har aldrig brugt den vending om andre. Det er for stærkt.

Skodsborg

Mens min mor var barn boede hun med sin familie i Skodsborg om sommeren. Jeg har fået at vide at min mor var ”svagelig” som barn. En tynd pige, der skulle ud på landet om sommeren og have frisk luft og god mad, så hun kunne komme sig.

En gang tog hun mig med, og viste hvor hun havde boet som barn, og hun tog mig også med et stykke ind i en skov, hvor der var en mose. En noget skræmmende oplevelse, for det virkede ikke som hun vidste hvor vi skulle hen, og jorden vi gik på gyngede kraftigt, som om der hvert øjeblik kunne gå hul på det lag af grene, rødder og mos der lå oven på mosen, som så ville opsluge os, og vi ville blive omdannet til moselig, der måske først ville blive fundet igen flere hundrede år senere. 

Også de farer overlevede vi.

Tale i Parken

Momse boede ikke langt fra idrætsparken, og når der var fodbold kunne vi høre, når der blev scoret.

Far var som sagt idrætspræst

Den 16. juli 1960 skete der en tragisk ulykke hvor ni danske fodboldspillere forulykkede i et fly, der skulle føre dem til en træningskamp. Alle omkom.

Næste landskamp var i Idrætsparken, hvor modstanderen var Ungarn, og ved den lejlighed var far blevet bedt om at holde en mindeandagt for de omkomne spiller før landskampen. Der var 45.000 tilskuere til kampen.

Jeg fik lov til at komme med til København, men måtte blive hos Momse. Dagen før turen havde jeg fået et bistik mellem øjnene på næseroden, og mit ansigt var hævet til ukendelighed. I stedet for at komme med til kampen gik jeg en tur på Sct. Kjeldsgade, og her kom jeg imod en dame der gik med en masse varer i favnen. Øverst lå nogle rabarber, og da vi var ud for hinanden, faldt nogle af dem på gaden. Høfligt samlede jeg dem op, og lagde dem tilbage på toppen, for det kunne hun umuligt selv gøre. Først var hun taknemmelig, men da hun så mig, ville hun vide hvad jeg fejlede, og jeg fortalte, at jeg havde fået et bistik. Hun kiggede mistroisk på mig, og kom så til den konklusion at jeg havde ”solstik”. Jeg ved ikke hvad det er, men det lyder da ikke godt, og det lykkedes hende at få en hånd fri og få fat i e rabarber, som jeg møjsommeligt havde fået anbragt på toppen af stablen af varer, hvorefter de blev kylet hen ad gaden. De var blevet inficeret med solstik, så dem ville hun ikke have!

Det var naturligvis spændende at komme til København. Møde familien der, og opleve byens mylder, men det har aldrig været mig, og jeg har svært ved at forstå hvordan man kan tilbringe en hel tilværelse i en by.

Skolen

I april 1956 var det frie og ubekymrede liv som barn forbi.

Nu hvor jeg har siddet og skrevet, har jeg tænkt på, om jeg ikke som barn havde forpligtelser. Jeg skulle hjælpe lidt fra tid til anden, og jeg skulle også slå græs med en forholdsvis tung håndskubber. Det syntes jeg var lidt hårdt, op og ned ad plænerne. Jeg skulle også rive gårdsplads om lørdagen. Selvfølgelig syntes jeg dengang at det var urimeligt, men i dag synes jeg, at jeg slap urimeligt let. Jeg tror der er noget sundt i at man har pligter, og allerede tidligt lærer, at bidrage til familiens trivsel, selvom det var meget mere spændende at være sin egen herre, og udforske verden.

En gang, hvor jeg var i gang med græsplænerne kom far forbi, og vi fik en snak.

Det lugter mærkeligt – kan du ikke lugte det? Ville far vide. Jeg synes nu ikke der var nogen speciel lugt, så vi stod og sludrede lidt videre. Så pludselig kunne jeg fornemme en mærkelig sveden lugt, bane sig vej til mine næsebor, og jeg måtte give min far ret. Der var en underlig lugt, og vi funderede over, hvor det mon kunne stamme fra.

Samtalen var slut, og far fortsatte sin spadseretur i haven. Han var kun gået omkring fem meter, da han pludselig sprang i luften, og baskede vildt med armene og slog sig på jakken.

Far var ryger – storryger. Jeg har aldrig set ham med en cigaret, men cigarer fra Fontana-størrelsen og op, og så var han piberyger. På kontoret havde han forskellige lange piber, som han brugte, når han i slåbrok sad og skrev taler og prædikener, og når han var ude, så var det en almindelig pibe han gik med stoppet med Cambridge tobak, leveret i en blikdåse. Det var sådan en pibe han havde lagt i lommen uden at slukke den, og mens han gik, faldt glødende tobak ud og antændte det nylon jakkesættet var lavet af. Først da det var svedet og smeltet igennem ind til huden, opdagede han hvad der var gang i. Det var ikke første gang. Han var ikke vild med at skulle fortælle det til mor. Meget kunne lappes, men sådan et hul kunne ikke lappes.

Skolestart

Skoleåret startede i april, og jeg skulle i første klasse sammen med få andre. Der var en pige Minna Holmberg Jensen, fra Brund og der kom en til Lis Nielsen, dyrlægens datter, men hun forlod vist også klassen ret hurtigt. Vi var ti drenge. Der var tre drenge fra Stourup. Kaj Hartvigsen, Orla From Andersen og Ernst Pedersen. Deres forældre havde et statshusmandsbrug. Så var der Finn Viktor Jensen, hvis far havde en gård og Poul Erik Kristoffersen, fik øgenavnet ”Malerklat” – dels var han ikke særlig stor, og så var hans far maler fra Skjold. Erik Betzer Schou Frandsen stammede fra en gård fra Brund. Eriks broder havde et stort byggefirma “Hosby-Huse”, og Erik lavede flotte sejlbåde i Juelsminde, som erhvervsaktive, men han er desværre død for nogle år siden. Ole Jørgensen var fra Møgelkær, hvor hans far var fængselsbetjent. Der var også en John Mikkelsen. Hans far var fodermester og han boede mellem dyrlægen. John døde i februar 2022 og Aage Mikkelsen. Aages forældre havde en mindre gård.

Ernst var vel den klogeste, men også den mest generte og tilbageholdende. Han kunne have reddet os fra en eftersidning, hvis han havde været lidt mindre genert.

Vores lærer fru Sørensen fortalte bibelhistorie den ene dag, og så hørte hun os næste dag, for at sikre sig at det ikke var løbet lige igennem. En gang fortalte hun om disciplene, der var sejlet ud på Genesaret sø, og pludselig kom Jesus gående ud til dem på vandet. Det så Simon Peter, og han fik også lyst til at gå på vandet, så han spurgte Jesus om lov. Hvad svarede Jesus? ville fru Sørensen vide. Vi havde mange gode forslag. ”Kom bare”, ”Det må du godt”. Ingen af svarene blev godtaget. Tilbage var Ernst. Han sad og sank spyt, og stammede noget, og kunne ikke få det frem. Fru Sørensen blev rasende og gav klassen en eftersidning. Timen brugte hun på klippe klippede kladdehæfter over. Så kunne vi få et halvt hæfte hver til noter, så vi kunne lære det!

Nu er der måske nogen, der som os, ikke var så velbevandret i de hellige skrifter, som vil vide, hvad Jesus sagde. Han sagde ganske enkelt: ”Kom!”. 

I skolegården efter timen betroede Ernst os, at det vidste han da godt, men han kunne ikke få det sagt!

Lærere

Jeg husker ikke navnene på alle lærerne. Vi havde fru Sørensen. Hun boede lige ved siden af skolen, og hendes mand var blomstergartner. Så var der skoleinspektøren, som førstelærer Clausen. Det var en stor mand, som kunne give en lussing, hvis det var påkrævet – og det var det åbenbart fra tid til anden. Jeg mærkede ikke meget til det, og jeg syntes ikke det blev praktiseret eller overdrevet, bortset fra en enkelt gang, hvor hovedet på en elev nærmest blev brugt som boksebold, for øretæverne kom fra begge hænder og på begge sider af elevens hoved.

Vi havde også en forholdsvis ung lærer, Mouritzen, der var meget populær. Han boede lige overfor skolen i et nyt parcelhus. Han tjente lidt ekstra, ved også at være kørelærer. Han var god til at tegne, og en dag tegnede han en Ford A på tavlen. Det var jeg meget betaget af. Underligt hvad der sætter sig spor.

Hvis man fra skolen løb over sportspladsen, og gennem hegnet, så kom man til det fælles frysehus og mejeriet. Det skete flere gange, at jeg i det store frikvarter løb over på mejeriet og købte en halv liter sødmælk i glasflaske. Den øverste del var ren fløde. Når den lille metalkapsel var fjernet, var der fri adgang. I dag fatter jeg ikke hvordan en purk på otte ni år kunne klare at indtage en madpakke og en halv l mælk på et frikvarter, men det var ikke noget problem dengang.

Stavning

Jeg kom godt ud af det med mine klassekammerater. Jeg havde nok en særstatus som idrætspræstens søn. Jeg synes ikke det var noget jeg led alvorligt under, eller profiterede af. 

Jeg havde nok et ønske om at være som alle de andre, og måske især Finn Jensen. Bondesøn, der fik lov til – eller måske rettere skulle deltage i driften hjemme. Da vi skulle have taget skolefoto, havde han en kuglepen, der var udstyret med et billede og en færge, der kunne sejle forbi. Den fik jeg lov at låne, da det blev min tur til at blive fotograferet.

Finn dummede sig en dag vi havde stavning. Mouritzen sagde et ord som, som vi så skulle række hånden op, hvis vi mente, at vi kunne stave. ”Ribs” sagde han, og alle havde hånden op, og Finn fik lov at svare, og han stavede ”r” ”ibs”. Mouritzen ville vide hvordan bogstavet ”ibs” så ud. Det morede vi os noget over den dag!

Jeg var en af de yngste i klassen, men samtidig en af de højeste, men der var ingen tvivl om at Finn var den stærkeste. Jeg kan ikke mindes, at vi slåssede, men det har vi da helt sikkert gjort fra tid til anden. En gang hvor min broder Keld var til stede, var der en strid mellem Ole og jeg, og Keld tirrede voldsomt til at vi skulle slås, så lille broderen kunne klare sig og vinde respekt. Det har aldrig været mig. Vi slog lidt på hinanden, og dagen efter i skolen viste Ole mig overarmen, der var gul og blå. Det var jeg bestemt ikke stolt af.

Når der var frikvarter, var vi alle ude at lege i skolegården, og når frikvarteret var slut, fik en elev det ærefulde hverv at blive sendt ind på skolen, og trykke på knappen til ringeapparater, der fortalte, at nu var det tid igen at begive sig til klassen. Et tillidshverv!

Fra tid til anden kunne frikvarterene strækkes lidt. Det skete engang, hvor militæret havde en øvelse, og en masse militære køretøjer gjorde holdt uden for skolen. Lærerne har nok været lige så nysgerrige, for vi fik et meget langt frikvarter.

Hjemmeværn

Det var ellers ikke meget vi så til militæret. Der var langt til nærmeste kasserne. Der var dog mange hjemmeværnsfolk, og når der var øvelse, så var de med.

En gang var der en stor øvelse ved Skjoldgård, og ned mod Møgelkær. Der blev skudt med løst krudt, og man brugte også røgbomber, som spredte en tyk sort røg, der blev nede ved jorden, og som et tæppe blev trukket for scenen, så man ikke kunne se hvad der skete bag tæppet. 

Efter øvelsen rykkede børnene ind. Vi samlede tomme patronhylstre og andet udstyr, som var blevet efterladt på slagmarken.

Det hele skulle naturligvis afleveres – og meget af det blev da også afleveret.

Store broder Jørgen fandt flere røgbomber – og de fleste af dem blev da også afleveret!

Nogle blev dog gemt i kælderen, til senere eksperimenter.

Hjemmelavet krudt

Blandt Jørgens mange talenter var, at han kunne lave krudt. Der skulle bruges salpeter, svovl og trækul. Han fandt hurtigt ud af at det blev stedse vanskeligere at få fat i de rigtige råvarer jo nærmere vi kom nytår, så han købte fra tid til anden de forskellige ingredienser, på et apotek i Horsens om sommeren, hvor ingen anede uråd. En af de ting han købte, var vandtæt lunte. Han havde en fin rulle af det.

Nede i spisekammeret i køkkenet i kælderen lavede han forsøg. Det skete at jeg fik lov at være med.

Han havde en morter, hvor tingene blev blandet og stødt. Så tog han en kontravægt-plade fra elevatoren, og lagde den på bordet, og forsigtigt blev en teske af blandingen lagt på pladen i en cirka ti cm lang pølse, der blev antændt. Zzzzzzzz sagde det, mens ilden åd sig gennem blandingen og en fed røg rejste sig.

”Ikke godt nok”, mumlede alkymisten, og blandede lidt mere. Nyt forsøg, hvor forbrændingen gik noget hurtigere. Han var altså på vej i den rigtige retning.

Efter nogle forsøg, sagde det ”FUF”, når en tændstik nærmede sig. Så var han tilfreds!

Nu tog han så nogle af fars afskudte jagt patroner. De blev stille fyldt med krudt, og forsigtigt blev stampet til med en pind, der passede ned i patronen. Så tog han et stykke lunte. Han havde også her omhyggeligt lavet forsøg. Han klippede en stump af. Så tændte han, og stod og talte – en – to – tre – fire til det pludselig sagde fuf i den anden ende. Så vidste han hvor længe der ville gå, fra han tændte, til kanonslaget sprang. Nu blev der lavet en en cm bred strimmel af avispapir, som blev rullet rundt om lunten, så det hele passede ned i patronen med krudt. Igen blev det hele presset sammen. For at få den rigtige knaldeffekt, bandt han et stykke sejlgarn til en radiator, og så lavede han et dobbelt halsstik, og trak til om lunte og avispapir. Det var kraftige sager!

Kraftigt kanonslag

Jørgen havde lavet flere forsøg med at lave kanonslag. Et forsøg gik heldigvis hurtigt i vasken. Han forsøgte at antænde benzin i et rør. Det kom aldrig til at virke, og det var vist meget heldigt. Benzindampe kan eksplodere, men flydende benzin reagerer ikke på samme måde.

Det gjorde kanonslagene i patronhylstre derimod. En sommer fik Jørgen besøg af en studiekammerat fra Den Kongelige Veterinære Landbohøjskole. Han var kommet til Skjold på scooter. Han ville gerne have en demonstration. De blev enige om at de ville smide kanonslaget ned i et af de cementrør der var gravet lodret ned i haven. Man kunne sætte en pæl i cementrøret, og på den måde få en tørresnor. Vennen tilbød, at hans styrthjelm kunne sættes ovenpå, for den var testet til at kunne holde til store stød. Så var det spændende at se om den ville blive væltet væk. Kanonslaget blev tændt og smidt ned i røret. Jeg kan huske at det hvislede, for der lå vand i bunden, så jeg var lidt i tvivl, om den blev slukket. Hjelmen blev lagt oven på, og så gik man væk – ikke noget med at løbe, så kunne man falde. Så meget havde Jørgen lært.

I sikker afstand, og med hænderne for ørerne, kom der et brag! Resterne af det læder, der sad inde i hjelmen, blev fundet noget væk, mens det glasfiber hjelmen var lavet af på det nærmeste, var pulveriseret. Det største stykke der senere blev fundet af styrthjelmen, var et rundt stykke glasfiber fra af toppen hjelmen. Et cirkelrundt stykke på størrelse med røret. Røret havde virket som et kanonrør. Det havde blæst hjelmen og det indvendige i stumper og stykker, men det der var lige ud for røret, var revet ud i et stykke. Røret, der var gravet ned, var revnet. Det gav en vis respekt. Ikke mere end at far, Jørgen og vennen grinede højlydt af det.

Et andet forsøg blev lavet ved Egon Mortensen en aften op til nytår. Her blev et kanonslag fyret af noget fra gården. Det var så voldsomt, at sneen, der lå på bliktaget skred ned af taget. Egon var midt i aftenmalkningen, og sad ved en ko og malkede efter. Da braget lød, sparkede koen, så mælken flød, og Egon sprang op, og slog hovedet mod loftet i den lavloftede stald.

Det varede lidt før de var på talefod igen, selv om de ellers havde det godt sammen. Det værste havde de dog tilbage at opleve!

Røgbombe

Det lykkedes Jørgen at få demonteret en af de røgbomber, han havde fundet efter en militær øvelse. Også den blev der lavet forsøg med.

En nytårsaften havde Jørgen og Egon Mortensens søn Ingvard bestemt at lave lidt sjov hos familien Mortensen. Familien havde inviteret gæster, som de ville fejre nytåret med, og alle døre og vinduer var forsvarligt lukket og låst – troede de! Ingvard havde, efter aftale med Jørgen, ladet et vindue i bryggerset stå på klem, før han gik hjemmefra. Hen på aftenen begav en delegation sig på vej, og mens der var fest i stuerne, kravlede de ind i bryggerset med røg-krudt, tændstikker og tre mursten. De tre mursten blev anbragt oven på hinanden i forgangen. Krudtet kom oven på, og det blev tændt, og så flygtede de ellers ud, og lukkede vinduet efter sig.

Udefra kunne man se hvordan røgen steg som indikatoren på et termometer, der blev varmet op. Ved siden af døren var der et glasparti i dørens højde. Da røgen nåede lampen i loftet, gik lyset ud, som var det blevet slukket af en kontakt. Nu var det tid at komme hjem!

Senere hørte vi, at de to familier havde hygget sig med god mad og drikke. Pludselig ser Egon en fed røg, der kommer ind ad nøglehullet fra døren ud til forgangen. Røgen var tyk, og havde facon af nøglehullet. I forskrækkelse farer Egon ud i forgangen, med det resultat at røgen nu rigtigt kunne brede sig. Telefonen hang lige ved siden af døren, og den var væk i røg, så de kunne ikke ringe efter hjælp. Alle døre og vinduer blev lukket op, og først da fandt de ud af sammenhængen.

Mens sad Ingvard og mine brødre trygt i præstegården, og selv om det blev sent, så turde Ingvardt ikke gå hjem. Han ville først hjem over midnat, for så havde han fødselsdag, og så regnede han med at han ikke fik klø.

Jeg ved at Jørgen – og måske også Keld blev sendt på bodsvandring til familien Mortensen dagen efter, med en stor undskyldning. 

Eftersidning

Jeg husker ikke at have lavet større skarnsstreger. Det kan skyldes fortrængning eller mine brødre var noget ældre, og dermed havde mere erfaring. Så er det vel også sådan, at der er en speciel aura omkring storebrødre, og endelige er det vel også sådan at gode historier ikke bliver mindre gode af at blive genfortalt nogle gange, og på den måde filet til, så pointen kommer til at stå skarpere.

Jeg mindes ikke skoletiden i Skjold som hverken glorværdig eller det modsatte. 

På et tidspunkt, fik jeg en eftersidning. Jeg ved ikke om det var bibelhistorien, eller om der kan hvad været en anden god grund, men jeg husker, at jeg blev hentet af far, da jeg ikke kom hjem til normal tid. Det var pinligt. Jeg har aldrig haft en ny cykel som barn. Enten har jeg arvet en af mine brødres cykel, eller far har købt en brugt hos Arne Hjerrild cykelsmeden i Sejet. Jeg har heller ikke været god til at passe på mine cykler. På vej til skole i Skjold en sommermorgen, var man i gang med at asfaltere vejen, og der lå store tjæretromler på vejen. Jeg nød vejr og udsigt, og overså en tromle. Det gik hårdt ud over den cykel.

Tidlige chauffør

Jeg kommer i tanke om en anden oplevelse, som måske ligger før skoletiden. Far var kommet hjem fra jagt, og havde efterladt hunden i bilen. Jeg opsøgte hunden, og ville så også på jagt, så jeg satte mig bag rattet, og mens jeg holdt i rattet, trykkede jeg på pedalerne i bunden. Jeg var så lille, at jeg ikke kunne se ud. Jeg må have fået trykket koblingen i bund, og da håndbremsen ikke var aktiveret, begyndte bilen at trille ned af gårdspladsen, og ind i den unge piges cykel, der stod op ad et stativ. Jeg ved ikke hvad der skete med bil og cykel, men jeg husker at jeg fik en på hovedet af far. I dag synes jeg det var uretfærdigt. 

Keld påtog sig en del af min opdragelse, og det kunne til tider være særdeles håndfast.  På et tidspunkt fik jeg en længere forklaring på begrebet ”nå”. Det er nok noget han havde hørt om i skolen, for jeg fik en længere forklaring på, at man bare ikke sagde ”nå”. Efter forelæsningen, ville jeg ligesom slå fast, at det var sivet ind, men at det ikke sagde mig så meget, så jeg sagde: ”Nå!”. Det skulle jeg ikke have gjort, for nu skulle det så bankes ind.  I nødværge gav jeg ham et spark. Det gik rent ind i solar plexus, og sendte ham øjeblikkelig til tælling. Da han havde sundet sig lidt, gik han ind og sladrede til far – og så fik jeg en på hovedet af ham. Det følte jeg heller ikke var retfærdigt.

Kørt over

En gang blev jeg kørt over af min far. Jeg husker det kun fordi det er blevet fortalt til mig senere. Far skulle ud at køre, og jeg ville med. Det måtte jeg ikke, men far så ikke at jeg smuttede med, og stavrede efter ham. Han satte sig ind i bilen, der stod i garagen, og bakkede ud. Jeg var kommet næsten hen til bilen, så far bemærkede ikke noget, før han så, at jeg lå og sprællede foran bilen. En harmløs lille hændelse, som kunne have været betydeligt værre. Heldigvis går det ikke altid så galt som det kunne være gået, hvis uheldet virkeligt havde været ude. Det er sket nogle få gange, at jeg har været andre taknemmelige for, at de var mere opmærksomme end jeg, og en ulykke derved blev undgået.

Sæbekassebil

Jeg var ikke færdig med at være chauffør. Da min lillesøster var vokset fra barnevognen, blev to aksler og fire hjul fri til et andet formål. En sæbekassebil. Det var noget arbejde at finde materialer, og at få hamret sådan et køretøj sammen. Simpelt, og så alligevel. Forhjulene skulle kunne dreje, og der skulle være balance i bilen. Det lykkedes at få et sæt hjul mere, og så kunne jeg lave en påhængsvogn bestående af et bræt og en ølkasse. De gode gamle ølkasser af træ til 50 øl. Med lidt held, så kunne vognen løbe fra præstegården og helt ned til Pebel, og efter en lille bakke helt ned til Skjold å. Bremser havde jeg ikke fået tænkt på, så når en bil var i farvandet, så var det bare om at komme ind i siden. Der var ikke mange biler på den tid.

En dag havde jeg fået min lillesøster op i ølkassen på traileren, og nu begyndte vi at rulle fra præstegården ned mod brugsen. Det gik kedeligt langsomt. Jeg var i tvivl, om jeg skulle af og skubbe, for at vi kunne komme videre. Det var dog ikke nødvendigt. Fra brugsen gik det stedse stærkere. Længere nede var der et halvfems graders sving ned ad vejen til Pebel og Rårup. Det blev klaret i fin stil, og nu kom der fart på. Stærkere og stærkere gik det. Lidt før vi kom til hvor Skyggebjerg boede, så røg venstre forhjul af, og fortsatte i ensom majestæt ned ad den asfalterede vej, mens den hjulløse aksel faldt ned på vejen. Det var umuligt at styre lige ud, så ekvipagen fortsatte i en flot bue til venstre, hvor vi blev stoppet af vejbredden. Min søster havde ikke taget skade, og sad og grinede. Jeg var blevet slynget så meget til højre, at højre albue, fik en tur hen ad asfalten. Jeg var meget optaget af om der var gået hul på min fine strikketrøje. Det var der ikke! Eneste lille problem var, at jeg havde fået asfalteksem på albuen, og det blødte noget, så vi måtte samle stumperne sammen, og tilbage til præstegården til mors kærlige behandling med vand og jod. Jeg har stadig et ar på højre albue.

Vandgang

En gang var jeg sammen med andre drenge kommet ned til Skjold å. Der var en bro med et gelænder over åen. Her hang vi og dinglede rundt. På et tidspunkt mistede jeg grebet, og faldt på hovedet ned i åen. Siden en gang vi var ude at bade i As vig, hvor jeg sad på fars ryg, og han svømmede fra anden til tredje revle, og pludselig og uden varsel slog en kolbøtte i vandet, med mig på ryggen, så har jeg været panisk angst, for at få hovedet under vand. Turen i åen gjorde det ikke bedre. Jeg blev så forskrækket, at jeg bogstaveligt sked i bukserne. Den dag var der langt fra Skjold å til præstegården.

Sådanne bedrifter blev jeg ikke skældt ud over. Jeg tror min far havde grinet, hvis han havde hørt om det, men hvorfor skulle han høre om det. Mor har nok bebrejdet mig, men har været mere glad for at det ikke gik værre, og optaget af at få mig i bad, og finde rent tøj.

Forskel

Jeg syntes ikke som barn, at der blev gjort forskel på os børn, men som voksen, ser jeg det nok på en anden måde. 

Jørgen, den førstefødte, blev, som jeg ser det, hårdt opdraget. Min farfar døde mens min far var helt lille, så min far har ikke haft nogen faderrolle at se op til. Det har været forskellige karle på gården på Juelsminde. Det er ikke noget han har fortalt om, men min fætter på Læsø Olav Juul, har kunne fortælle nogle vældige historier om de fire brødre og deres skolegang. De har været ”kreative”, og det har far nok ikke ønsket skulle gentage sig for sin egen søn. Og så har han alligevel været pavestolt. Tror jeg.

Keld som nummer to, fik lov til mere – meget mere. Han havde et iltert temperament, og kunne være fræk. Især temperamentet har han kæmpet med i mange år. 

En gang havde han lavet noget, så han skulle have en overhaling, og far fandt da også de store bogstaver frem, og sagde blandt andet, at Keld, ikke skulle gå og spille fandango! Keld, smagte et par gange på ordet: ”fandango og fandango! Hvad er fandango?” ville han vide, og det hele endte med at far ikke kunne holde masken, og skideballen endte i et latterbrøl.

Jeg har haft en fantastisk opvækst. Meget overladt til mig selv, men altid sådan at jeg vidste hvor mine forældre var. 

Karen Margrethe, der var yngste skud på stammen, var den længe ventede pige. På en måde har jeg haft lidt ondt af Karen Margrethe, for hun var for meget holdt af og omklamret. Man kan ikke leve andres liv, og man skal bestemt ikke leve sine børns liv, selv om det er i bedste mening.

Skoleskift

Skolen i Skjold var en syv klassers skole, og ville man fortsætte, var det enten i Rårup eller Glud, hvis det skulle være i folkeskolen.

Far havde gået i en privatskole på Læsø. Jeg troede ikke at der var sådan noget på Læsø, men det var der.

Jørgen var kommet på Statsskolen i Horsens, mens Keld gik på Hulvejen, som også hed ”Horsens private- realskole”.

Jeg kan ikke mindes at have gået i skole med Keld, der var fem år ældre, så jeg er nok flyttet til Horsens i fjerde klasse.

Klassekammeraterne kom fra et større opland til Horsens. Jeg tror min nærmeste klassekammerat var Hans Christian Kirketerp-Møller fra Nebsager, små fem km. væk.

Der var en lidt anden stemning på Hulvejen. Måske ikke helt så meget drilleri. Langt hen ad vejen var det det bedre borgerskabs børn, der gik på skolen. Under alle omstændigheder, havde forældrene taget stilling til, at deres pode ikke skulle gå i den lokale folkeskole, men i stedet flyttes til Hulvejen. Det kostede noget ekstra at gå i skolen. Om vinteren skulle vi med bus, mens vi om sommeren cyklede jeg  de 12 km. der var mellem hjem og skole. Hver måned fik vi en lille gullig kuvert med hjem. På den kuvert stod der hvor meget forældrene skulle betale. Pengene blev så lagt i kuverten, der blev limet til, og så fik vi den med i skole, så vi kunne aflevere den der.

Hulvejen

I skolen var der både flere elever i klassen og flere lærere.

Skoleinspektøren hed Halskov, og var en ikke særligt høj, rund mand med udstående øjne. Et elskeligt menneske, der holdt af børn. Han havde et noget rodet kontor, der havde en helt speciel lugt. Det skulle vel egentligt være den ultimative straf at blive sendt op på Halskovs kontor. Det var det måske også for nogle. Halskov kendte også sine lærer, og så lagde han et filter på. I nogle tilfælde kunne det være straf nok at have pågældende lærer.

Nummer et på hadelisten var ”Mutter Jø” – Frøken Jørgensen. Hun havde tysk. Når man ikke kan sige noget godt om mennesker, så bør man tie stille, men jeg kan nu ikke lade være med at komme med et par eksempler. I en time spurgte hun mig en gang, om jeg ville se en perlekæde. Jeg kom til katederet, og så hendes optegnelse i ”lærerens notesbog”, og ud for mit navn stod –o-o-o- i en uendelighed. Når hun havde hørt en elev, skrev hun et tal og en streg for hver præstation. I mit tilfælde må det være manglende præstationer. 

Hun havde en hund som eneste selskab, og når vi kunne få hende til at fortælle om den, så blev der ikke lavet mere i den time. En gang blev hun så rørstrømsk, at hun, sagde at hun burde tage sin hund med i skole. Asgers kommentar: ”Så vil jeg fan…. have min salonriffel med!”. Så var der ballade igen!

Hans Christian havde fået en stor båndoptager. Den tog han med i skole, hvor vi anbragte den i et skab, og så optag han en hel tysktime. Nu havde vi fældende bevis. Vi spillede båndet for min far, der var ved at flække af grin, og hans kommentar kom helt bag på mig: ”I har siddet og gjort grimasser og fagter!”. Den tillid til at læreren altid har ret, og at hans søn var en skurk, tog det mig ret lang tid at komme over.

Til jul ønskede muter Jø sig et neg af havre til fuglene. Det fortalte jeg hjemme, hvor jeg også kunne fortælle, at så dum var der i hvert tilfælde ingen elever, der ville være, at de ville forære hende sådan et neg, om de så var ved at drukne i neg. Far så bestemt på mig, og sagde: ”Det neg giver du hende!”. Det var ikke til debat, så en gang vi var i Horsens med bil, havde vi et neg med til hende, og jeg blev sendt op til Mutter Jø med det. Det var en tung gang. Men resultatet kunne aflæses i næste karakterbog! Det var første lektion i bestikkelse.

Ilskær havde vi til regning. Han var ikke specielt vellidt. Da vi ville mødes i klassen mange år senere, spurgte jeg, om vi skulle invitere lærerne med, og Knud Andersen var fast i mælet, da han sagde, at kommer Ilskær med, så giver jeg ham tæsk. Det var ikke tomme trusler.

Det gav mig noget at tænke over. I min tid som lærer har jeg aldrig haft en elev, som jeg ikke kunne lide. Der har været enkelte elever på skolen, som jeg har været glad for, at jeg ikke havde, men dem jeg havde, det var ”mine” på godt og ondt, og jeg holdt af dem, selv om nogle af og til måtte have skældud. Jeg husker første gang, jeg som lærer skulle skælde en elev ud, da kunne jeg næsten ikke gøre det, for det virkede så komisk på mig.

Vi havde Damgaard til fysik og kemi. Han var ungkarl. Sikkert som Ilskær utrolig dygtig, men ikke helt vild god til at lære fra sig. De kloge lærer tror måske at deres elever lærer lige så hurtigt som de selv gør. Min erfaring er at det ikke altid er de klogeste lærer der er de dygtigste, og dem der er bedst til at lære fra sig.

Vi fik en Schmidt som klasselærer. Han var håndboldspiller og på rigtigt mange måder en fin fyr.

Vi havde også en Frk. Hviid til engelsk. Hun var med på en lejrskole til Gl. Skagen. Hende var jeg lidt lun på. Jeg mødte hende mange år senere da jeg gik på Seminariet i Herning. Hun var lærer på Brændegårdsskolen, der var Seminariets øvelsesskole. Hun var ikke vild med at se mig. ”Jeg føler mig så gammel, når jeg ser mine elever fra folkeskolen gå på seminariet!” sagde hun.

Vi havde Rasmussen til historie. En lidt usoigneret mand med nogle forfærdelige tænder. Han spiste ostemadder med meget sennep på, og jeg kan huske, at jeg tænkte at det måtte være en god ting at få en masse sennep på de tænder. Jeg havde det fantastisk godt med ham. Han fortalte historie, så vi ikke behøvede at læse den, og så blev vi hørt næste time. Det var lige mig!

Vi havde også en pensioneret præst til kristendom. Vi sad ved de gammeldags pulte hvor bord og bænk var bygget sammen. Her kunne vi sidde og lege med ting under pulten, men han påstod hårdnakket, at han kunne se gennem pultene. Det var mig en gåde, men det aftvang respekt.

Hr. Andersen var klasselærer i de små klasser, og så havde vi sløjd med ham. Jeg tror han var en af de lærer der var kommet ind fra plovfuren, altså havde en fortid som landmand. Han havde store hænder og fingre. Han omkom i en trafikulykke en dag på vej til skole, hvor han efter sigende på en tre-sporet vej overhalede i tredje position, hvor han stødte frontalt sammen med en anden. Det var en voldsom oplevelse, og en påmindelse om at vi ikke levede evigt.

Jeg var ikke en dygtig elev! Jeg var heller ikke vild med skolen. Det passer nok sammen. Jeg fik nogle praktiske opgaver, som at ordne skolemælk. Det var fysisk, og meget sjovere. Nogle elever fik af deres kommune en kvart l sødmælk i en flaske, andre kunne købe. Det skulle administreres.

Respekt

Det var en gammeldags skole, hvor man stillede op i to rækker i skolegården, når det ringede ind, og så fik man lov at gå ind, som når biler holder i kø ved en færge – række efter række. Det kunne også være at gårdvagten ville straffe en klasse, ved at den kunne få lov til at blive stående til sidst. Eleverne rejste sig fra deres pulte/stole, når en voksen kom ind i lokalet – også når læreren kom ind, og man satte sig først, når læreren gav lov.

Når der var slåskamp i skolegården mellem to elever, så blev der dannet ring omkring de kæmpende, og så blev der heppet! Det skete at vi dannede ring, bare for sjov, for at drille gårdvagten.

Der var nok generelt lidt mindre drilleri på privatskolen, men jeg nåede dog at få et øgenavn ”Gysse”, som jeg bestemt ikke var stolt af. Jeg ved ikke hvad det kom af, men det var Knud Refsing Andersen, en klassekammerat der udtænkte det. En velbegavet dreng, der en gang tog mig i rette, for han syntes åbenbart jeg kunne gøre det bedre, og at han var kaldet til at hjælpe mig på vej. Han blev senere i livet redaktør på Jyllands Posten, mens jeg måtte nøjes med at være redaktør på Ugeavisen Karup. En redaktør el vel en redaktør?

Der er mange undskyldninger for ikke at være god i skolen. Ordblindhed er en af dem der er mest brugt. Det har jeg måske også haft en snert af. Dovenskab og umodenhed er et par andre, som jeg helt sikkert også har lidt af. Jeg synes ikke jeg har brug for undskyldninger så mange år efter. Børn spiller sammen med de omgivelser de er i, og jeg tror ikke de er dovne fra naturens side – tvært imod. Det må være op til den modne voksne at være med til at gelejde den nye generation frem. Det må være den kloge, og mere erfarne, der hjælper den uvidende og mindre erfarne.

På en skole i Silkeborg er deres valgsprog: “Taler du til kongen i medmennesket, så får du kongens svar. Taler du til stodderen i medmennesket, så får du stodderens svar”. Man må finde børnene der hvor de er, og hjælpe dem derfra. Det gælder i øvrigt også voksne!

Det er svært at ændre sig selv, men nok ikke umuligt. Jeg ved ikke om man skal ændre andre. Det er mange ægtefolk kommet galt af sted med. Det kan måske lade sig gøre?

Min svoger spurgte en gang: ”Hvad får man, hvis man har en idiot, og lader ham læse og studere?” og han svarede selv: ”En belæst idiot!”. Det er ikke en opfordring til at lade være med at studere, men en konstatering af at man ikke nødvendigvis ændrer folk, ved at lade dem studere.

Gensyn

I realskolen havde vi aftalt, at vi skulle ses igen et bestemt sted i Horsens nogle år senere. Det blev ikke til noget. Cirka 30 år senere kørte en mand søgende forbi vort hus i Frederiks. Han fik hjælp af et barn, der udpegede vort hus. Så stod han ud, og gik mod huset. Da jeg ikke kendte ham, spurgte jeg Karen, om ikke hun ville lukke op, men hun kendte ham heller ikke, så jeg gik til døren. Da jeg åbnede, præsenterede han sig som ”Henning”. Jeg nåede lige at tænke, at det blev jeg ikke klogere af. Det var der mange der kunne sige, uden at det ville være forkert. Pludselig så jeg at det var Henning! Henning Dal Hansen fra Søvind en klassekammerat fra realskolen.

Han kom ind og vi havde en hyggelig snak, der mundede ud i at vi ville forsøge at samle klassen til et gensyn. Jeg havde egentligt ikke tid til det projekt, men gjorde det alligevel, og det var sjovt. Det kan jeg fortælle mere om senere, men jeg husker at Karen, der havde været sammen med sine folkeskolekammerater et par år før sagde, at ”Stemningen omkring den enkelt klassekammerat, ændrer sig ikke med årene. Dem man havde det godt med i skolen, havde man det stadig godt med, og dem man ikke brød sig særligt om, dem var man stadig ikke særlig vild med”. Jeg måtte sande, at hun også her havde ret!

Konfirmation

Da konfirmationstiden nærmede sig, blev det sådan, at jeg gik til præst hjemme sammen med kammeraterne fra Skjold, og jeg blev konfirmeret i Skjold Kirke. Det var en stor dag. Vi var klædt i stiveste puds. Vi blev overhørt i kirken af far, og vi skulle hver vælge et salmevers, som vi skulle sige, og så må jeg have sunget godt med, for min tante Emmy, kommenterede det i den tale hun holdt til mig ved festen hjemme. ”Det var flot. Bliv ved med det”, kan jeg huske, og det råd har jeg så fulgt til nogens glæde, og andres irritation. Mine børn og børnebørn, har ikke altid været lige stolte ved at sidde ved siden af mig, når der skulle synges.

En tid har jeg været ansat som kirkesanger ved Frederiks Kirke, og her kom en gang en ældre mand, og roste min sang. ”Vil du ikke godt love mig, at det er dig der er kirkesanger, når jeg skal begraves?”, spurgte han. Det lovede jeg selvfølgelig – og løftet har jeg holdt!

Konfirmationen var en overgang fra barn til ung/voksen, og med den overgang, så var det en uskreven regel, at så måtte man begynde at ryge. Det havde jeg dog ingen intentioner om.

Mine brødre var blevet lovet et kørekort, hvis de ikke røg, før de var blevet 18. Keld, kom og spurgte, om jeg havde fået samme tilbud. Da jeg sagde, at det havde jeg ikke, så fik jeg det råd, at jeg skulle tage en cerut på et af de fade der blev budt rundt med tobak, og så tænde den for næsen af min far. Det gjorde jeg, og der gik ikke længe, før han noget modvilligt tilbød at betale mit kørekort, hvis ikke jeg røg før jeg blev 18. Det er godt med erfarne rådgivere!

Der var både øl og vin på bordet ved konfirmationen. Det var ikke noget, som vi ellers kendte til. Jo, mor kom fra en familie, hvor der blev serveret øl til maden, og det gjorde hun vist også i begyndelsen af deres ægteskab som præstepar i Kongerslev, men jeg tror ikke de følte at de havde råd til det. Til konfirmationen var der både sodavand, øl og vin, og nu det var der, benyttede jeg lejligheden til at smage på øl og vin, og jeg kunne bestemt ikke lide det. Mon det er noget andet øl og vin der laves i dag? Nu kan jeg bedre lide det, selvom det aldrig er blevet sådan at det er den helt store nydelse, og jeg synes at det er lidt opreklameret.

Under festen så var der et punkt, hvor samtlige telegrammer blev taget frem, og mens en var ivrigt optaget af at sprætte op, så var der en der læste det ene efter det andet telegram op. I flere var der lagt pengegaver. Jeg kan ikke huske alle gaver, men mine gudforældre, Justesen, gav mig en arkitektlampe, og de andre gudforældre Vestergaard fra Vejle fik jeg en rygsæk. De havde starten en teltfabrik ”Campi” i Vejle. 

Jeg fik også en fin bog af Fenger tror jeg de hed, forstanderen på en ny efterskole i Bisholt.

Selv om jeg til tider kunne have et anstrengt forhold til min broder Keld, så kunne jeg også opleve det modsatte.

Man skulle være 16 år for at få lov til at køre knallert. Som tiden nærmede sig, blev han stedse mere utålmodig, og han skældte også forældrene ud. ”De kunne da godt have været lidt mere fremmelige, så han var blevet født før!”

Han måtte vente tiden ud, men fik så sin elskede knallert, en Power. Andre børn i vort område kørte alle Radexi, for det var det Arne Hjerrild i Sejet forhandlede. Begge havde de dog en Estlander-motor.

Jeg ved ikke helt hvad der skete med Keld, om han fik en motorcykel, men han syntes ikke at lille broderen skulle vente så længe på en knallert, som han havde gjort, så han forærede mig sin knallert et par år før jeg måtte køre på den. Sikke en gave!!

Haven var heldigvis så stor, at der kunne laves en bane, så jeg kunne køre rundt i haven på knallerten. Først om den store græsplæne, men med tiden var det ikke spændende nok, og så fik jeg lavet en ny bane der skar sig ned af en skrænt fra den øverste del af haven gennem træer og buske og ned til den store græsplæne.

I skolen var der flere eksperter på knallerter. En af dem var Horsensdrengen Keld Schousbøll, der en dag kom med hjem, og så fik vil skilt min knallert ad. Vi havde ikke værktøj, så vi kunne bore den – altså lave hullet til indsugningen større, men vi kunne save i stemplet med en nedstryger, og på den måde ”hakke” den. Det hjalp ikke meget på farten, men det var spændende – og ulovligt!

Naboens dreng Jens Oluf fik en spritny Radexi, da han blev 16 år. Der gik ikke lang tid, før der var noget der skulle laves, og hver gang han makkede i den, så endte det altid med at han fik nogle skruer og stumper i overskud. Det undrede mig, men Jens Oluf overbeviste mig om, at sådan skulle det være!

Skolevejen

Turen til skolen i Horsens var lang – 12 km. De første år gik der rutebil gennem Skjold, men senere blev den rute nedlagt, og så skulle jeg til Sejet, for at komme med bussen. I Sejet var der blandt andet både bager og posthus. Hos bageren kunne man købe daggammelt brød meget billigt. Det har jeg benyttet mig af mange gange. Bageren kørte også ud med brød, og han havde en stor stationcar, der var indrettet til bagerbil. Fantastisk med så stor en bil. Lidt længere henne var et posthus, som var bestyret af en enlig kvinde. Her lærte jeg hvad ”portnervarme” var. I posthuset var den stor kamin, og der blev ikke sparet på brændet, så der var voldsomt varmt i lokalet. Os der skulle med bussen, kunne sætte cyklen udenfor, og så gå ind og varme os grundigt, inden bussen kom.

Posthuset i Sejet.

Det var Ravnsborg i Juelsminde, der havde busserne. Ravnsborg kunne, efter sigende, ikke læse og skrive. Når han skulle underskrive en kontrakt, blev det til et kryds. Men han var god til at regne den ud. En gang strejkede chaufførerne, så det var Ravnsborg selv, der kørte bussen, og han var en halv time forsinket. Det brokkede vi os over, da han endelig kom, men han slog det hen med et smil. ”Nu er jeg 62 år, og kun en halv time forsinket. Det er da ikke så galt!” En lille lektion i relativitet.

I Horsens blev vi sat af på rutebilstationen, og så måtte vi gå gennem smalle gader til Skolen.

Vi kunne også vælge byens hovedgade, Søndergade, der var en meget bred gade, der blev vist pralet med at det var Danmarks bredeste hovedgade. Der var masser af forretninger på hver side af gaden.

I den ene ende lå Andreas Hansen en stor forretning med stoffer og kjoler – Damernes Magasin. Et stykke henne af gaden lå en tobakshandel, hvor jeg ganske ofte skulle ind efter en halv kasse cerutter til far. Jeg fik altid en hel kasse. Jeg går ud fra at det havde noget med antallet af cerutter at gøre, men jeg tror ikke man kunne få ”en hel kasse”. På disken var der en stander, hvor er i toppen var en lille gasflamme, der brændte hele tiden. Længere nede var der en indretning, så man kunne klippe enden af en cigar, og skrue op for gassen, så man fik en højere flamme, så man kunne få tændt sin cigar. 

Her kunne man også få ”Camebridge” tobak. Det lå i en metalæske, og tobakken var presset i flager, så det skulle nulres, før det kunne bruges i en pibe.

Ved torvet var der en legetøjsbutik. USA legetøj. Her har jeg ofte købt en skinne eller to til mit Märklin tog, og byggesæt af huse til banen, og også modelfly. Forretningen var i to etager. Almindeligt legetøj i stueetagen og de dyre modeltog i kælderen.

Om sommeren var det på cykel hele vejen. Man kunne vælge to ruter. Ved Boller kunne man køre ned til slottet, og følge en cykelsti langs fjorden til Horsens. En herlig tur, men jo nærmere jeg kom til enden af cykelstien, jo mere bredte en vammel stank sig. I Horsens brugte man fjorden til losseplads, og det er lidt sjovt at se alle de bygninger, der i dag er skudt op på den tidligere losseplads. 

Den anden vej fulgte landevejen til Dagnæs, og herfra gik det ned til fjorden, og videre ret stejlt op til skolen. Især Hulvej var en stejl gade.

Om sommeren var det ofte en fin tur. En dag oplevede jeg at jeg startede turen fra Skjold i strålende solskin, mens fjorden og Sejet lå indhyllet i tæt tåge.

På den store vej fra Dagnæs til Glud var der frugttræer i rabatten. Man kunne købe retten til frugterne på et eller flere træer. Vi børn følte nu at vi havde ret til at smage frugterne fra alle træerne! Det fik dog en ende, for der skete for mange uheld, hvor biler kørte ind i træerne, så for at undgå den fare, så blev de alle fældet, og veje med træer i rabatterne blev en sjældenhed. Jeg har aldrig helt forstået det. Senere har jeg læst en bog ”Snillisme på norsk” af Rune Gerhardsen, hvor han fortæller om hvordan man bruger millioner af kroner på at lave viadukter og broer, bare for at se, at folk tager den korteste vej, og han opfordrer til at man lærer folk ansvarlighed i stedet. 

Andet eksempel

I mange år har jeg været meddeler til Midtjyllands Avis, og her kom der i mange år en ny journalistelev i Kjellerup, der fik Karup som område, og dem hjalp jeg. En af disse elever fortalte om at hun skulle skrive en historie om en mand, der klumret i det med nogle regler. Efter en snak med manden, fik hun at vide, at skrev hun artiklen, så ville han gøre en ulykke på sig selv. Hun fik ikke skrevet noget, men dagen efter kunne hun fortælle en historie om en mand, der i en personbil var kørt frontalt ind i en stor lastbil. Manden i personbilen omkom – og det var den samme, som hun tidligere havde snakket med.

Nu skal man naturligvis tænke sig om, og gøre vejene så trafiksikre som muligt, men der findes ting som man ikke kan dæmme op for.

Tidligt

Det var ikke helt let at ramme tiden, så man var i skolen klokken otte, hvor det ringede ind. Som regel var vi der noget før, og så var det med at blive færdig med lektierne, og kunne man få lov at skrive af, fra en af de dygtige og pligtopfyldende elever, som Lone eller andre af pigerne, så var dagen reddet.

Karakterbog

Jeg kan ikke huske hvornår vi begyndte af få karakterbog med hjem. En fin lille bog i stift bind. Indholdet stod i mit tilfælde ikke mål om omslaget. Det var som regel en trist affære! Skalaen gik fra slet, mådeligt, temmelig godt, godt, meget godt til udmærket godt, og så var der plus eller minus bag, undtagen ved ug – her kunne man ikke få plus efter.

Der var også plads til at lærerne kunne skrive en kommentar. ”Snakker for meget”. ”Aldrig forberedt”, eller hvad de nu kunne finde på at brokke sig over. Disse herligheder skulle man så have med hjem til en ”kammeratlig samtale” hjemme, og en underskrift, så de på skolen kunne se, at den havde været en tur hjemme.

Jeg har hørt om kammerater, der er blevet belønnet for gode karakterer eller blot fremgang. Det er ikke noget jeg er blevet rig af!

Klassekammerater

Der var naturligt længere mellem klassekammeraterne i Horsens. Henning, som jeg kom godt ud af det med boede i Søvind – på den andens side af fjorden. Det var næsten umuligt at besøge ham efter skole. En af de nærmeste var Hans Christian Kirketerp-Møller med bindestreg. Sådan præsenterede han sig for lærerne, og det har han hørt for siden, uden at jeg dog tror, at det har generet ham. Hans Christians forældre havde en gård, og en dejlig masse rod. Hans Christian besøgte jeg jævnligt, og jeg tror også jeg har overnattet hos ham flere gange. Han havde mange tegneserieblade som ”Battler Britton” og andre om en pelsjæger i Amerika. Spændende stof, som jeg ikke kendte hjemmefra. Knud Andersen, bagerens søn i Stenderup besøgte jeg også, og så legede vi på teglværket, hvor der var en masse tipvogne på skinner, og dem masede vi med at skubbe af sted med. Bjørn Grove boede også i Stenderup. Hans far var skovfoged. De havde en tysk ruhåret hønsehund, som var noget fed. Kort tid efter kom jeg på besøg igen, og nu var den radmager, og lå og sov hele tiden. Det var fordi jagten var gået ind, og så havde den løbet alt fedtet af sig. En sommer overnattede jeg ved Bjørn, og han mente at vi skulle stå tidligt op, og gå en tur i skoven, for så kunne man opleve flere dyr. Vi stod tidligt op, og vi har nok også set dyr, men vi havnede ved vejen mellem Horsens og Vejle, der var nylavet, og skar sig ind gennem skoven. Og her sad vi og så på biler, selv om der var langt mellem dem tidlig morgen.

Fest

I de ældste klasser blev der holdt fest fra tid til anden. En gang var det hos Knud Refsing Andersen, og det blev aftalt, at min far skulle hent mig klokken 24.00. Det gjorde han også, men festen var forlagt til et af de huse, der hørte til den store gård, så han sad og dyttede ved hovedgården, mens vi festede et andet sted, så det varede lidt før jeg fandt ud af at han var der. Da havde han siddet og dyttet og været så irriteret, at den innerkrans på rattet som var hornkontakten på en Folkevogn på den tid, den brækkede han. Det blev jeg ikke mere populær af.

Realen

Der kom en ny ordning i min skoletid. Mange gik ud efter syvende klasse, andre fortsatte i første til fjerde mellem, før de gik på gymnasiet. Nu blev realskolen indført, og ved siden af realen var der mulighed for at i ottende til tiende klasse. En boglig og en almen linje. Hvorfor jeg kom i den boglige, må skyldes at det ville min far, og at jeg var søn af en akademiker. Jeg slæbte mig igennem, og bestod lige, og så var det ud i det virkelige liv.

Landmand

Jeg har været utroligt umoden. Ikke mange pligter hjemme, og skolen blev overstået på nemmeste måde.

Jeg havde bestemt ikke lyst til at læse videre. Jeg ville gerne være landmand, som mange af mine kammerater fra Skjold.

Det accepterede mine forældre, og far fandt en plads til mig på Bolund – en elevplads på en stor gård, der lå nær Nim og ikke langt fra Brædstrup.

En ridetur

Som barn tilbragte jeg mange timer og hele dage hos Julsen i Stourup. Når mor og far skulle noget, og jeg skulle passes, så blev det hos Julsen. De havde en dreng, Erik, der var fem år ældre end mig. Jeg fornemmede at han var lidt irriteret over at have sådan en lille møgunge rendende og tage opmærksomhed. Det var ikke hans forældre Rigmor og Ejnar Julsens opfattelse. Stuehuset var stråtækt, og der var komfur i køkkenet. Jeg tilbragte mange timer på slagbænken i køkkenet. Rigmor havde nogle papark med lastbiler på, og dem fik jeg meget tid til at gå med at klippe ud og lime sammen. Der var køer i kostalden, og grise i ”æ nøs”. Jeg kan ikke mindes, at der var heste hos Julsen. De havde i stedet en traktor. Der var også en medhjælper på gården, Sofus. Sofus var sinke og hørte egentligt til på en anstalt i Middelfart. I min barndom var ”Middelfart” et skældsord. Hvis man fik at vide, at man hørte hjemme i Middelfart, så var det bestemt ikke nogen rosende bemærkning. Så var man dum eller endnu værre tosset! Sofus boede og arbejdede hos familien Julsen i Stourup. 

Jeg blev betroet, og fik lært at køre traktor – Ferguson 31 – hos Julsen. Det var spændende at få lov “at køre frem”, når negene på marken skulle køres hjem, og når roerne skulle køres i kule, eller når der skulle radrenses.

På en nabogård i Skjold stod i 1950erne et par store jyske heste. De blev ikke brugt, efter der var kommet traktor, så de stod i stalden og samlede støv. Der lå et tykt lag på dem. Jeg måtte hellere end gerne ride på dem. De havde godt af at blive rørt. Især den ene var meget stille og rolig, og den fik jeg fik lært at lægge “hoverlav” – hovedtøj på, og med lidt hjælp, kunne jeg komme op på den. Jeg sad på en sæk, for støvet blev til en klistret masse, som ikke var godt at få på tøjet. Hesten var så stor, at jeg havde svært ved at få benene ned på siden af hesten. Det var næsten som at sidde på en bordplade. Jeg bestemte mig for at ride en tur over til Julsen. En tur på tre km. Det gik meget stille og roligt i skridtgang, men jo længere vi kom fra hestens trygge stald, jo langsommere gik den. Vi nåede dog målet, og efter lidt snak satte jeg kursen hjemad ad samme vej. Det var hesten med på, så den satte i trav. Jeg sad oven på, som på en bordplade, og hoppede op og ned. Da vejen drejede, drejede hesten også, men jeg fortsatte lige ud, til jeg landede på vejen. Hesten forsvandt, så jeg traskede efter. En god km senere stod min klassekammerat Finn Jensen med hesten. Han havde set den ensomme hest, der havde tabt både rytter og pusten, så han kunne fange den. Resten af vejen trak jeg den. Jeg har ikke gjort noget ud af ridning siden.

Peter Hansen

Mie og Peter Hansen havde husmandsstedet ”Kirkely”. Noget gammelt bras! Bindingsværk med stråtag på stuehuset og bliktag på stalden, og begge steder skæve murer. Jeg skulle ikke være særlig gammel, før jeg ikke kunne gå oprejst i stuehuset. Det der manglede af kvalitet i bygningerne, det var der af tid og hjertevarme.

Stuehuset lænede sig op af kirkegårdsdiget. Gårdspladsen skrånede som resten af landskabet der skrånede fra kirken, der lå højest og helt ned til Skjold å. Fra gårdspladsen kom man gennem en vognport og ned til ”Ring 1”, den vej der gik hele vejen rundt om Skjold. Lige udenfor vognporten var der en prydhave, og på den anden side af vejen var der en køkkenhave. Fra gården skrånede jorden i en stribe ned mod Skjold å. I venstre side var der en markvej, som han havde fælles med naboen, så de kunne komme til markerne helt ned til åen.

Der var en fantastisk udsigt over mod Rårup. Man kunne se langt fordi landskabet først gik ned mod åen, for derefter i bløde kurver at rejse sig igen. Længst væk lå Klejs, hvor der i min barndom blev rejst et tårn. Vi kaldte det et TV-tårn, da det var rejst til TV-transmission.

Jeg elskede at være hos Marie og Peder. Der var lidt konkurrence mellem min storebroder Keld  og jeg om hvem der bedst kunne lide at være der, men Keld var noget ældre, og optaget af andre ting, så jeg havde dem tit for mig selv!

Stuehuset

Når man kom ind i baggangen var der et grovkøkken og en muret grukedel. Næste rum var køkkenet – som var køkken alrum. Til venstre langs vinduerne var der en slagbænk og et bord. Ved den fjerneste ende var Peter Hansens plads, og Marie sad ved den ene langside, når og hvis hun sad. 

I køkkenet var der et komfur med alt hvad dertil hørte af kogeplader med ringe, så man kunne gøre plads til store eller små gryder, eller fyre træstykker i fra oven. Når der skulle tændes op, skete det med tørt kvas. Grene der var hakket i små stykker. Skulle det gå stærkt, så var kvas et udmærket brændsel. Ellers var det brændestykker, der blev brugt. Brændet blev opbevaret i et luftigt udhus, og båret ind i huset, hvor det lå i en kasse med låg. Der var en vandbeholder i komfuret, så skulle man bruge varmt vand, så var det ved hånden, når komfuret var i gang. Der var også en ovn, så man kunne bage. Komfurets udstrækning blev indhegnet af en stang af messing, der gav en flot kontrast til det begsorte komfur. Både komfur og messingstangen fik jævnligt en tur, så kontrasten kunne holdes, og så det skinnede. På messingstangen var der kroge, hvor der hang grydelapper, en rager, der kunne bruges når en varm låge skulle åbnes, og der skulle puffes lidt til brændet, for at få plads til nyt brænde. Der hang også en håndskovl til at fjerne aske med. I modsatte side af bordet var der et køkkenbord med skuffer under og over til mel, sukker, gryn og andet, og så var der et lille spisekammer. Det lå selvfølgelig i nordsiden, for at holde det køligt. Fra køkkenet kunne man gå ind i en lille forgang ved hoveddøren og videre til stuen. Jeg mindes kun at de havde en stue, for efter stuen kom deres soveværelse. Vask foregik i baggangen, og toiletbesøg var i et das i et udhus.

Heste

Peter Hansen havde to heste. En jysk og en belgier. Belgierne hed ”Musse”. To godmodige og stærke heste. De stod i stalden, og til højre for dem var kostalden med de få køer Peter Hansen havde. Gulvet i begge stalde var af toppede brosten. I en lille tilbygning var der roehus. Efter stalden kom laden. Her havde Peter Hansen et tærskeværk. Garanteret af mærket Dronningborg, for det var lyserødt. Til at trække tærskeværket havde Peter Hansen en en-cylindret petroleumsmoter, der stod i et hus i gården. Når den skulle bruges, så kunne man tage top og side af, så man kunne komme til motoren. Det var vildt spændende, når den skulle i gang. Der skulle hældes vand på, så motoren kunne holdes kølig, og det var vist også nødvendigt at forvarme motoren, før den kunne startes med et stort håndsving.

Når motoren var i gang kom Peter Hansen  med en rem, som han behændigt fik sat på mens petroliumsmotoren trofast tøffede. Det skete med stor fare for at få fingrene i klemme. Man skulle også være opmærksom på at remmen skulle vende rigtigt, for eller kørte tærskeværket baglæns.

Hvis remme og remskiver blev for glatte, så skulle remmen have en omgang ”Remvoks”, så remmen trak som den skulle. Det kunne ske, at remmen, der var lavet af stof, sprang. Så stoppede alt, og så måtte Peter Hansen i gang med at splitte remmen sammen. Først blev den skåret af i et lige snit. Og så blev enderne lagt tæt sammen, og en remsamler blev banket ned i de to stykker og ned i et stykke træ. Så blev remmen vendt, og de små pigge blev slået sammen, så man kunne fortsætte. Når det kørte, som det skulle kunne man høre en tydelig ”klistret lyd” af voksen mod remskiven, afbrudt af et klik, når samlingen på remmen passerede remskiven.

Stiv vogn

Peter Hansens ”maskinpark” var det der passede til hans to heste. Han havde en ”stiv vogn” og en gummivogn. Så havde han en plov, en pigharve og en rive. Jeg tror han lånte sig til en selvbinder.

Den stive vogn var det gængse køretøj i marken. Den var bygget op på fire hjul, som jeg har set karetmageren lave, og smeden sætte en jernring på. Hjulene var ikke lige. Navet var længere inde end hjulkransen. Så kunne siderne hælde lidt ud og det hjalp også når vognen skulle dreje, så blev der bedre plads ind til kassen.

Der var to holdere i hver side, der holdt siderne på plads, og i enderne var der stykker der passede ind. Det gjorde vognen meget anvendelig til mange ting. I høst kunne der lægges et ruf over med høje gavle for og bag, så man kunne stakker store mængder neg. En stod i vognen og lagde negene til rette, mens en anden forkede op. Det skete en gang, hvor jeg fik lov at lægge et læs, at der kom for meget til ”den dovne side”. Det var den side, hvor negene blev forket op. Læsset væltede på vej hjem, og måtte læsses om. Det gjorde man kun en gang!

Senere skulle vognen bruges til at køre roer hjem. Roerne blev stukket med en greb eller fork, og smidt op i vognen. Skulle roerne i kule, så kørte man hen til kulen, og her kunne man rykke den ene side op, så roerne trillede ud. Det samme gjaldt om foråret når møget skulle køres ud. Så blev det læsset hjemme ved møddingen, og ude på marken blev først den bagerste side taget af, og møget blev trukket med i en tue med en speciel greb med fire tænder der sad vinkelret på skaftet. Så blev siden rykket op, og så blev møget skrabt ned. Det har altid undret mig hvorfor man lavede disse små tuer, som så senere blev spredt manuelt, før der blev pløjet ned, men sådan gjorde Peter Hansen altså. Senere blev siderne taget af, og ajlebeholderen, der havde fået lov at ligge i blød i vand i et stykke tid, så den kunne blive tæt, den blev lagt op mellem de fire stivere, og så var man klar til at køre ajle ud. Det lugtede ikke godt. Det skulle pumpes op af ajlekulen med håndkraft, og så løb det af en sliske over i ajletønden der stod på den stive vogn. Når man kom til marken, hvor det skulle spredes ud, blev der gjort holdt, så en hane kunne åbnes. Ajlen ramte så et lille blad, der spredte den, mens hestene trak af sted med det hele.

Mælketur

Peter Hansen havde en mælketur. Det var det han brugte gummivognen til. Når han var færdig med at malke, blev hestene spændt for, og så gik turen ned til Pebel, hvor turen startede. Her havde bønderne sat deres mælk fra forrige dags aftenmalkning og morgenens malkning ud til vejen i transportspande. Disse spande vejede omkring 50 kg., og dem smed Peter Hansen behændigt op på vognen. Hver transportspand var forsynet med landmandens navn, eller gårdens navn, og så det nummer, han havde på mejeriet. Så gik turen ellers fra gård til gård, og til sidst ned til mejeriet, der lå nede ved skolen. Her kom alle de andre der havde mælketur. Så svingede man ind til mejeriet. Her var der to ramper. Ved den første læssede man mælken af, og når vognen var tom, kørte man frem til den næste rampe, hvor man fik spandene på igen.

Mejeriet

Det var spændende at komme med ind på mejeriet. En mejerist i hvidt tøj tog imod, og så kunne man få lov til at hjælpe med at hælde mælken ned i et stort rustfrit kar. Hver landmands mælk for sig. Nu blev mælken vejet, og mængden noteret i en stor bog. Så tog mejeristen en prøve, der skulle bruges til at bestemme fedtprocenten. Jo højere fedtprocent, jo dyrere var mælken. Prøven, som kom op i et lille glas blev vist også brugt til at bestemme kimtal – altså hvor ren mælken var. Når transportspandene var blevet tømt, blev de sat på hovedet på et stort rundt bord, som man kunne dreje. Mens de stod der, løb den sidste mælk ud, og ind midt på bordet, hvor er var et afløb til en spand. Intet gik til spilde!

På den anden side af bordet stod en anden mejerist, og det var hans opgave at hælde kærnemælk i spandene. Nogle fik også ”fut-mælk”, det er vist det man i dag kalder skummetmælk eller minimælk, og endelig var der valle. Kærnemælken var restproduktion fra smørproduktionen. Store mængder fløde blev hældt i en kærne, der så kørte rundt og piskede fløden til den skilte sig i smør og kærnemælk. Skummetmælken var den mælk der ikke kunne sælges, hvor man blot havde taget al fløden fra. Vallen kom fra osteproduktionen, som man også havde på Skjold mejeri. Mælken blev hældt i store kar, og så blev der tilsat løbe. Så skilte mælken i små klumper, og tilbage blev en grønlig væske, som bønderne fik tilbage og brugte som grisefoder.

På vej tilbage fra mejeriet kunne jeg godt få lov at tage en tår kærnemælk eller futmælk – valle holdt jeg mig fra. Det smagte, efter min mening, ikke godt.

Det var lidt af en balanceakt, at få låget af, og så hælde kærnemælken ned i låget uden at spilde noget. Næste opgave var så at proppe fingrene i de huller der var i låget, så man kunne drikke af låget.

Stenøkse

En gang jeg var med Peter Hansen i marken nede ved åen fandt jeg en flinteøkse, som jeg fik lov at beholde. Det var et spændende levn fra en svunden fortid. Hjemme hos Peder Hansen ville jeg teste hvor god øksen var til at hugge en pind over. Desværre ramte jeg forkert, og ramte i stedet en af de toppede brosten, og øksen gik i mange stykker. Det fik jeg bestemt ikke ros for, og jeg har aldrig glemt episoden. Min samvittighed fik det lidt bedre mange, mange år senere, hvor jeg med en skoleklasse var i Ertebølle. Her fortalte en mand om flinteredskaber, og han fortalte blandt andet, at han havde lært sig selv at hugge en flinteøkse til, og for en erfaren ”flintesmed” tog det omkring et kvarter at lave sådan en økse. Tilbage blev det dog, at en hilsen fra en svunden fortid var blevet ødelagt.

Ferie på Læsø

Far var født og opvokset på Læsø. Farfar har jeg aldrig oplevet, og det har min far næsten heller ikke, for min farfar døde da min far var et par år gammel omkring 1915, så han blev opdraget af min farmor og hendes svigermoder. Begge døde før jeg blev født, så dem har jeg heller ikke oplevet, men jeg har hørt om dem. Stovte kvinder, der kunne drive en gård og opfostre fem børn. Tre blev præster. Thomas, den ældste fik tilnavnet ”Filmpræsten”, fordi han jule aften forlagde gudstjenesten i Hvidovre til den lokale biograf, hvor der var plads til flere. Den anden var Juul, der blev kaldt ”Freds-præsten, eller pacifisten”, og så min far, Frode, der fik tilnavnet ”Idræts- eller fodboldpræsten”. Næste i rækken var Bernhard, der blev landmand, og overtog fødehjemmet Juelsminde en gammel tangtækt gård midt på øen, og endelig var der søsteren Mannesie, der blev uddannet sygeplejerske fra Diakonissestiftelsen i København. Brødrene blev gift og fik børn. Det gjorde Mannesie ikke.

Fra først i 1960erne holdt familien gennem mange år ferie på Læsø. Bestyreren på Sømandshjemmet i Østerby, Richard Andersen, havde flere sommerhuse, blandt andet ”Skovbo”, der lå lidt fra havnen på hovedgaden.

I Skjold var jeg meget sammen med præstegårdsforpagterens børn. De havde en stor familie med fætre og kusiner – det havde jeg også selv om de ikke boede så tæt ved, men så havde de også granfætre og grankusiner, og meget andet familie. ”Mobbe” Alfred, var deres morbroder. Han var udvandret til Canada, hvor han var skovarbejder. Han kom mindst en gang på besøg. Det gjorde indtryk. Min familie var overskuelig i forhold til deres, men når jeg så kom til Læsø, så var der familie overalt, og var man ikke i familie, så kendte man hinanden.

På Læsø var mange mænd sømænd, og tjente deres hyre på havet. Det betød, at det var kvinderne, der passede børn og landbrug. Et liv som sømand kunne være farligt, og derfor var det skik, at kvinderne havde skøder og nøgler, så kom manden ikke hjem, så kunne de forvalte ejendommen. Når der skulle tages billeder af familien, så var det almindeligt, at manden sad i en stol, mens kone og børn stod op ved siden af. På Læsø var det ofte modsat. På søen er der stor forskel på om du er kaptajn, styrmand eller matros. Forskellen gav sig udtryk ved at man sagde ”de” til hinanden, og det tog man med i land. Man var ”dis” med naboerne, selv om man også var gode venner. Det bragte far med som præst i Skjold og Sommersted, så det er jeg vokset op med, som en naturlig ting. I 1969 kom jeg på landbrugsskole i Hammerum, og her skulle jeg vænne mig til, at vi var ”dus” med forstanderen. 

Havnen i Østerby var et slaraffenland for et feriebarn. Der var en isfabrik og en fiskeindustri. Isfabrikken producerede is til fiskerne, så de kunne nedkøle deres fangster, og i fiskeindustrien forarbejdede og solgte man de fisk, som fiskerne fangede.

Der var også en ”kassegård” hvor Johan regerede. Der skulle mange fiskekasser til, og dem fik fiskerne ved Johan i kassegården. Johan passede også andre ting, og det var let at få lov at hjælpe ham. Han var lidt af en filosof. Hvert år havde han et nyt begreb, som han gik og filosoferede over. Et år var det ”mærkeligt”. ”Mærkeligt er der mange der siger! Mærkeligt, og mærkeligt! Det synes jeg er mærkeligt!” filosoferede Johan. Anna havde et ishus, og der tilbragte jeg også en del tid.

Hjemme tog vi fra tid til anden til Snaptun, for at fiske, men som jeg husker det, så var det mest ”Københavnertorsk” vi fangede. I Østerby kunne vi gå ud på molen, der var lavet af store sten, og herfra kunne vi fiske. Tyske turister havde udstyret i orden. Jeg fik lært, at man kunne komme langt med en flaske. Man bandt snøren om flasken, og rullede snøren op om flasken, satte kroge med agn på og et lod, og så kunne man, når man tog om flaskehalsen, smide snøren ret langt ud. Med lidt held kunne man fange en rødspætte.

En gang fik jeg en snøre med ind. Jeg trak og trak, og i den ene ende kom en fornem fiskestang, og i den anden ende et stykke rødspætte, der var ved at blive ædt af en taskekrabbe. Krabben mistede taget, da den kom op af vandet, men fiskestangen havde jeg. Der gik ikke lang tid før mit held rygtedes, og en tysk turist kom og forklarede, at det var hans stang, som han havde lejet hjemme i Tyskland til turen, så han var glad, da han fik stangen tilbage.

En dag var jeg uheldig at falde på en af de store sten, så jeg slog hovedet mod en sten. Det gik ud over højre fortand, som senere er skiftet med en stifttand.

En af fiskerne var Otto Thorsen. Han havde en lille båd, og jeg fik lov til at komme med ham ud en dag. Thorsen fangede sorte hummere. Han havde trækasser med en flise i bunden, og et par ruser i enden. Agnen bestod af små krabber eller fisk. Jan sejlede ud og satte sine tejn i overgangen mellem sandbund og en tangskov. Tejnen var forbundet med et tov op til en kost med et flag på, så man kunne genkende sine tejn, og finde tilbage. Dagen efter kunne man så tage ud og røgte tejnene, og var der en sort hummer i, så blev deres kløer fikseret med et kraftigt gummibånd, og så kom de i et hyttefad. Det kunne også ske, at han fangede store taskekrabber, og dem var de svenske turister vilde med. Der er forskel på kvaliteten på en han og en hun, men kløerne var lige gode. Jeg fik lært at spise krabber. En herlig spise, der er mere smagfuld end rejer og jomfruhummer.

Jæger

Med til ferie på Læsø hørte besøg på Juelsminde, og deres genbesøg i ”Skovbo”. Det var altid festligt. Jeg fik lært fætter Olav Juul og kusine Karen Elisabeth bedre at kende. Olav havde en salonriffel. Et farligt våben, som jeg fik lært at behandle med respekt, men også et herligt legetøj. Olav var jæger, og det var min far og Jørgen også, men det har ikke haft min interesse.

I 1967, mens jeg var karl ved Sdr. Bjert, var der en købmand, der ville sælge sit gamle hanegevær, og den købte jeg i den tro, at jeg som landmand også skulle være jæger. Det var let at få jagttegn, men jeg blev aldrig jæger. I 1971 var jeg tre måneder på en gård i Sommerset, England. En gård med 500 moderfår og 800 lam. Her var der virkeligt meget at gå på jagt efter. Kaniner og store krager. Jeg lånte også et gevær, og gik nogle turer. Da jeg kom hjem, tog far mig med på jagt sammen med en ven. Vi gik en god tur på marker ved Sommersted, og vi så da også en hare, som blev nedlagt. Jeg funderede lidt over, at vi var tre jægere, og så og nedlagde et dyr. Det kunne de andre to godt klare, uden at jeg behøvede at medvirke. Det ville også give dyrene en bedre chance for at overleve, og dermed sluttede min karriere som jæger.

I mange år havde jeg geværet hængende, men våbenloven blev skærpet flere gange, og på et tidspunkt fik vores genbo geværet, så det kunne blive afleveret til rette instans.

Jeg har i øvrigt stor respekt for jægerne. De er med til at værne om naturen, og holde dyrebestanden på et passende niveau, så man undgår epidemier hos dyr der ellers ville formere sig voldsomt.