Af Knud Gaarn-Larsen
Den 7. juni 2022 åbnede ”Salon 82” Viborgvej 82 mellem Karup og Frederiks i al stilhed.
Indehaveren hedder Fanney Dögg Sigurdardóttir. Som navnet afslører, er hun islænding, og vejen til Viborgvej har været lang og kringlet.
Fanney er udlært ved en af de førende frisører i Reykavik, men i 2007 besluttede hun sammen med sin kæreste, ældste barn og en datter på seks måneder, at prøve lykken i Danmark et par år, til de mørke skyer, der hvilede over Island på det tidspunkt var drevet over. Først stiftede de hjem i Kragelund, og så flyttede de til Voel, hvor hun styrede hårgalleriet i Voel som frisør, et par år, til hun besluttede sig for at tage en uddannelse som ”Beklædningshåndværker”.
Frisør-Stationen
I 2017 åbnede hun salonen ”Frisør-Stationen” på første sal på banegården i Silkeborg. Det var den første grønne salon i Silkeborg. Det blev til et år på banegården på Drewsensvej, for i påsken 2018 flyttede hun sin salon til Skolegade i Silkeborg. Efter flytningen fik hun meget travlt. Hun var den eneste hårolog og grønne salon i Silkeborg.
– Det var meningen, at jeg ville blive der, men familien havde andre ønsker, og vi begyndte at se os om efter noget andet. Tilfældigt dukkede ejendommen på Viborgvej 82 op igen og igen, og vi besluttede os for at tage ud og se på stedet, fortæller Fanney Dögg Sigurddóttir der tilføjer at det var kærlighed ved første blik.
– Børnene var med, og selv om vi ikke havde bestemt os for noget endeligt, så havde børnene allerede lagt planer for stedet, så vi købte ejendommen, fortæller Fanney Dögg Sigurdardóttir, der bestemt på ingen måde har fortrudt, selv om der var langt til salonen i Silkeborg, mandens arbejde i Silkeborg, og at børnene skulle skifte skole.
Budt velkommen
Skiftet gik godt! Der gik ikke lang tid før de blev budt velkommen af en nabo, der tog dem med til generalforsamling i borgerforeningen i Frederiks, hvor de hurtigt fik en plads i bestyrelsen.
– Jeg kan godt lide livet på landet. Det kender jeg fra Island med masser af frisk luft. Det passer også godt ind i koncepter ”grøn salon”, hvor der arbejdes med produkter uden farlige kemikalier og hormonforstyrrende stoffer.
I dag har Fanney valgt at fortsætte som hårolog. Som hårolog skal man bestå flere kurser for at kunne arbejde med og forhandle produkterne, og hvert år skal man deltage i kurser for at kunne fortsætte som hårolog.
– Dit hår er dybt personligt. Faktisk lige så individuelt som dit fingeraftryk. Jeg laver en gratis test af dit hår, så får du professionel rådgivning og skræddersyede behandlinger baseret på tests og analyser af dit hår og hovedbund, fortæller Fanney, der trækker på fire års erfaring fra arbejdet i ”grøn salon”. For Fanney er det vigtigt at kunderne får viden om de forskellige stoffer, så kunderne selv kan tage ansvar.
– Jeg er meget optaget af at kunderne finder den bedst mulige balance i forhold til dem selv så de lærer deres hår og ikke mindst deres hovedbund at kende, fortæller Fanney Dögg Sigurdardóttir.
Terapeutiske samtaler
– Man hører meget, når man er frisør og er alene med en anden person i nogen tid. Selvfølgelig har jeg tavshedspligt, men jeg har arvet en evne til at se ting, som andre ikke ser, og på den måde kan jeg somme tider være med til at hjælpe mine kunder, så meget, at jeg også tilbyder terapeutiske samtaler, fortæller Fanney, og kommer med et par eksempler fra hendes eget liv. Hun overvejer da også, om det på sigt kan blive en del af hendes arbejde på ”Salon 82”.
Aldrig pause
Der er ikke skilt ved vejen, eller andet der viser, at der er en frisørsalon på Viborgvej 82.
– Jeg har haft travlt. Jeg flyttede min salon fra Silkeborg og hertil, og mange af mine trofaste kunder er flyttet med, så jeg har simpelthen ikke haft tid og overskud til at få de ting på plads, fortæller Fanney, der lover at det nok skal komme.
Fanney Dögg Sigurddóttir har åbent i sin salon på Viborgvej tre dage om ugen, og hun klipper både damer og herrer, men kun når man på forhånd har bestilt tid.