Afskrift af Johan Busch’s optegnelser
Om Gabriel Brusch (generation 110)
Den første Brusch i de optegnelser, som min Far har efterladt sig, er Gabriel Brusch, min tip-tip-oldefar. Han var ansat af hertugen i Schwerin, cirka 60 km sydøst for Lübeck, i hertugdømmet Mecklenburg – Schwerin i Nordtyskland.
Gabriel Busch var kammerexecutor og reviderede regnskaberne ved det hertugelige hof. Han var gift to gange. Anden gang med Franziska Charlotte Ubenhagen (Født i 1777 og død 22/10/1822).
De får fem børn, Carl Friederich, min tip-oldefar (født 3/10/1797 og død 30/1/1881), Franz, Johan, Wilhelm og Doris. Måske var der flere børn. I hvert fald figurerer der en broder, Friederich Johannes, født 1804, samtidig med Carl Friedrrich i København. I første ægteskab har der været tre børn, Ludvig, Friederich og Charlotte.
Familien bor i en ejendom ved navn ”Ludwigslust”.
Gabriel Busch var medlem af Brødremenigheden, som oprindeligt var oprettet af grev Zinzendorf på hans gods i Herrenhus i Sachsen. Medlemmerne kaldtes dengang Herrnhutter. Gabriels livsindstilling kan man få et indtryk af i et dagbogsnotet, som han skrev i Franziskas dødsdag: Tränen, Brot
Gibt mir Gott!
Er sei gelobt!
Carl Friederich Busch. (Generation 111)
Som det også senere kan ses af beretningerne om Carl Friederich, har der været en alvorlig og streng tone i hjemmet.
Det blev for meget for ham – og han stikker hjemmefra som 18-årig til København. Hans liv er beskrevet af to børnebørn, Carl Benignus Windsløw og Theodor Busch Rohde.
Carl Jakob Benignus Windsløws beretning:
Fra C. J. B. Windsløws slægtsbog fra 1905:
Bedstefar Busch gik først i latinskolen i Schwerin. Men da det var nødvendigt, at de mange børn så tidligt som muligt kunne ernære sig selv, blev Bedstefra sat i lære i det storhertugelige køkken som køkkendreng.
Men ked af den strenge tugt i hjemmet, løb han bort.Han kom først til Rendsborg. Her modtog han et brev fra sin ven Burmeister (far til Chr Burmeister), der opfordrede ham til at komme til København, hvortil han arriverede med én specie i lommen.
Burmeister skaffede ham plads hos kammerherre, general Oxholm som kok. Her lærte han Bedstemor at kende. Hun var kammerjomfru hos de ung comtesser Oxholm. Han forlovede sig med hende, og giftede sig i 1820.
Nu skulle han have noget at leve af og bestemte sig da til at nedsætte sig som restauratør. Dette var ikke så let, da borgerskab som restauratør krævede attest for svagelighed, og Bedstefar var en ulamindelig kraftig mand. Da han anmodede kammerherrer Oxholm om denne attest, lo han og svarede: ”Er di gal t forlange en attest for svagelighed. De er jo stærk som en bjørn og har slået mig mit halve tjenerskab fordærvet”. Frederik VII’s moder, prinsesse Charlotte af Mecklenborg-Schwerin, som havde stået fadder til Bedstefar, skaffede ham den fornødne dispensation. Han fik bevillingen og nedsatte sig i Boldhusgade.
Det gik godt, og et par år efter flyttede Bedstefader til Østergade, hvor han åbnede en restaurant i nummer 72. Huset står endnu fra den tid. Også her gik det fortræffeligt, og restaurationen var nok på den tid et af byens bedste madsteder.
Efter et par års forløb skulle ejendommen sælges, og Bedstefar var fortvivlet. Nu havde han lige nået at skabe sig en god stilling, også skulle han ud af det. Så rådede hans gode venner ham til selv at købe gården, og da han ingen penge havde, stille de fornødne midler til hans rådighed. Dette køb blev Bedstefars lykke. Thi dels steg grunden således i værdi, at han ved salget af ejendommen i 1846 kunne realisere en så betydelig formue, at han kunne leve deraf resten af sine dage.
Det var et meget virksomt liv, der førtes på Østergade. Der blev passet nøje på for at bevare husets renommé g for at bringe det størst mulige udbytte ud deraf. Selve husholdningen bestyredes af Bedstefar og hans svigerinde Emilie Elonora Ulstrup – Tante No. Bedstemoders meste tid optoges af omsorg for den store børneflok. Thi samtidig med formuen voksede familien, idet bedsteforældrene havde 7 børn: 2 sønner og 5 døtre.
Men ved siden af arbejdet fik Bedstefader god lejlighed til at glæde sig ved tilværelsen. Han var en smuk mand, en kraftig, bredskuldret skikkelse med lyst krøllet hår, en meget livlig mand og en munter selskabsbroder. Han vandt mange venner fra de forskellige samfundslag, og denne vennekreds, som stadig rekrutteredes, beholdt han til sin død.
Her på Østergade omgikkes han foruden sine forretningsvenner adskillige personer fra teateret, hvor han var en meget flittig gæst. Således kendte han godt Carl Windsløw. Han var frimurer og skydebroder, ad hvilke veje han stiftede mange bekendtskaber og venskaber. Så var han en ivrig jæger og en dygtig skytte.
I mange år var han medforpagter af jagten på Saltholm og havde mange lystige historier at fortælle om sit jægerliv her og andetsteds.
Her på Østergade boede moder og hendes søskende deres barndoms- og ungdomstid.
Seks år gammel kom moder (Laura Busch) i Petri højere Realskole. En tysk skole der styredes af en hr. Jørgensen, men fra begyndelsen af 1830-erne af fru Wilder. Moder var meget glad for sin skolegang og var meget glad for sine lærere og lærerinder. Blandt de første var den bekendte fransklærer Julius Eibe. Fra første dag sluttede hun venskab med Caroline Reitzel, der senere blev gift med hendes broder Ludvig, et venskab, der holdt til ”tante Lines” død. Skolen lå på Købmagergade på hjørnet af kirkepladsen.
Moder var flere gang i Schwerin med sine forældre for at besøge sin daværende slægt. Første gang i 1834. 17 år gammel blev hun konfirmeret i Petri Kirke af dr. Johansen.
Foruden skoleundervisningen fik hun information i musik af Hornemann, Landsoldatens komponist. Hun havde gode evner derfor, men ikke megen stadighed, hvorfor hun ofte gik på hovedet af Hornemann og sin broder Ludvig, der også lagde sig efter musik.
Livet på Østergade var ikke nogen rosendans for de unge piger og i det hele taget for husets kvinder. Bedstefader førte som sagt et meget muntert liv med udstrakt selskabelighed både ude og hjemme. Tante No sled tidligt og silde i køkkenet. ”Det ender nok med, at min søster dør i køkkenet”, sagde Bedstemoder en gang. Bedstemoder selv havde nok at gøre med børnenes røgt og pleje og led dertil i en forfærdelig grad af humørsyge. Allerede i fyrrene taler moder om ”den ulykkelige sygdom. Anfaldene var ofte så stærke, at man frygtede for Bedstemoders forstand. Men imellem disse anfald kunne hun i uger og måneder være rask, og da var hun den elskeligste, frommeste og tålmodigste kvinde. Jeg spurgte en gang moders yngste søster, tante Jane, om hvem hun holdt mest af, fader eller moder. Uden betænkning svarede hun: ”Moder, for hun er så god”.
Og pigebørnene måtte gøre nytte i husholdningen. Skiftevis havde de ”uge”, og så måtte de være på færde fra tidlige morgen til sen aften. Og det var ikke særligt fint arbejde, de havde. Da de senere skulle flytte på landet, skriver moder i sin dagbog: Tante Nora har fortalt mig – ganz ins Geheim – at vi skal have en lille pige ude på landet til sommer. Jeg var uhyre glad derover, så behøver vi i det ringeste ikke selv at skure gryder og vaske op!
Her er en misforståelse. De unge piger gik ikke i køkkenet på Østergade. Moder må have ment, at de på Lampevejen muligvis skulle have gjort alt arbejdet selv og ikke holde pige.
Trods alt. Holdt de meget af dette urolige hjem og deres hidsige fader, som kunne geråde i det højeste raseri over rene bagateller. Moder skriver således om en frygtelig huslig scene, der blev fremkaldt ved, at moders yngste søster havde skrevet fejl på en spiseseddel. Om end moder var glad, da Bedstefader overlod restaurationen til en anden og trak sig tilbage til landlivets fred, dvælede hun dog tit i vemodig erindring ved stuerne og salen på Østergade med sine mange bibelske motiver mellem hvilke hun havde henlevet sin barndom.
I 1840 havde Bedstefaderen købt en ejendom på Lampevejen (nu Howitzvej) på henved 14 tdr. land, der strakte sig fra Lampevejen til Nyelandsvej. Det gamle hus var skueplads for muntre fester for bedstefaders gode venner. En gang ville de efter et meget muntert lag brænde huset af. Københavns politimester Lerbæk var med, men desværre ville det ikke fænge, sagde bedstefader. Så blev det revet ned, og i dets sted opførtes den bygning, der i hele familien var kendt og elsket under navnet ”Lampen” eller Lampevejshuset. Her flyttede familien ud i foråret 1846.
Det var en meget behagelig forandring gor dem alle, og moder udtaler i sin dagbog sin store glæde derover. Selskabeligheden flyttede med, og mange er de mennesker, som har færdedes i den store have og nydt godt af den rigt forsynede kælder og af køkkenet.
En vigtig person i dette hjem var bedstemoders søster, tante No, Emilie Eleonora Ulstrup, født 2/9/1802 og død 29/9/1884. Hun var et højst ejendommeligt menneske, en meget begavet og meget belæst lille dame. Til trods for det opslidende arbejde havde hun tid til at læse, og hvad hun læste, det huskede hun, og derpå tænkte hun, mens hun passede sin dont. Jeg husker hende endnu så tydeligt stå i køkkenet med den ene hånd i siden, mens hun med den anden kørte sleven rundt i suppegryden. Så kunne det ske, at hun trak sleven op af gryden og gestikulerede ivrigt med den, mens hun reciterede lange stykker af sine yndlingsforfattere, hvis ord just randt hende i hu. Hun elskede Holberg og kunne store stykker af ham udenad. Plutarch var en af hendes yndlingsforfattere. Hendes bibliotek blev meget læst.
Medens bedstemoder delte sin kærlighed lige mellem alle børn og børnebørn, havde tante No sine særlige yndlinge, og det var ikke så ilde at høre til disses tal. Der faldt mangen lækker ekstrabid af mangt et godt æble af til ”de sorte får”, som hun kaldte dem. Strengt dominerede hun, men lod sig let afvæbne af en spøg. Så glemte hun alvoren.
Livet på Lampevejen formede sig straks langt lysere end på Østergade. Hertil bidrog først, at bedstemoders helbredsyntes at have bedret sig i de landlige omgivelser og ved, at hun selv blev befriet fra restaurationens rastløshed og uhygge. For bedstefar var forandringen også overmåde heldig. Efterhånden som virksomheden var kommet i en rolig gang, blev hans arbejde mindre og mindre, og den stærke blodrige mand søgte uvilkårligt afløb for sit overmål af kræfter i alle mulige andre retninger. Så snart han kom på landet tog han fat på jordens drift som en bonde. Han gravede sin have, han dyrkede sin jord, var med til at pløje, så og høste, savede og huggede sit brænde, og hermed vedblev han til højt op i årene.
Imidlertid var sønnerne og døtrene vokset til. Døtrene var ikke mere børn, men piger. Frierne begyndte at indfinde sig, og snart blev en, snart en anden forlovet. Denne begyndende uafhængighed gav dem bedre stilling i hjemmet, og svigersønnerne og deres familier gav familielivet en mere intim karakter, end i tidligere tid, hvor bedstefars mange venner spillede hovedrollen.
Lampevejen (nu Howitzvej) så i gamle dage anderledes ud. På Smallegadesiden var gamle plankeværker, på nordsiden marker. Langs vejen løb dybe grøfter med den kraftigste vegetation, og store træer indfattede den på begge sider. I min (C.J.B. Windsløw) barndom var Lampevejhuset det første sted på højre hånd. Det lå i en stor gammel have med frugttræer, jordbær, stikkelsbær og meget andet godt. Man kom ind fra Lampevejen ad en bro over grøften og gennem en bred låge. Forn huset var forgården med det store georginebed. Til højre lå en mindre bygning med vaskehus, karlekammer, røgekammer, et stort gæsteværelse og kornloft derover. Langs det østre hegn gik Svinegårdsvejen til en lille gård, hvor lade og lo, kostald og hestestald var i en bygning, grisestien i en anden. Fra denne gård kom man ud på marken. I stuehuset var dagligstuen, hvor familien levede og spiste, kabinettet og havestuen, der kun blev brugt ved højtidelige lejligheder, og så køkkenet og en mellemstue, der blev brugt til allehånde huslige sysler, der stod i forbindelse med madlavningen. Ovenpå var der tre sovekamre, og under det hele den velfyldte kælder. Havestuen var det mærkeligste værelse, idet væggene var prydede med et tapet, der gav en fortsat fremstilling af et indisk landskab med templer, pagoder, tropiske vækster og en rigdom af figurer i strålende farver. Det var en fuldstændig billedbog. Og fra kælderen duftede hele huset af mad og frugt.
Man levede her som midt ude på landet. På markerne såedes og høstedes, kornet kørtes ind og tærskedes med plejl. Bedstemoder æltede selv sit rugbrød, og tante No bagte både franskbrød og sigtebrød. Bedstefar slagtede selv sine køer og grise. Der lavedes sæbe og støbtes lys. Bedstefader tog sin vin hjem i oxehoveder og tappede selv sin vin af.
Klokken 5 om morgenen stod de gamle op, klokken 9 var frokosten forbi. Klokken 12 spistes til middag. Så sov hele huset et par timer, og ve den der forstyrrede bedstefader.
Klokken 5-51/2 stod bedstefader på broen med sin kasket på og en cigar i munden, med hænderne på ryggen under frakken og kiggede ned ad vejen, om der skulle komme nogle af slægt og venner. Til Lampevej blev man ikke inviteret, man kom af sig selv og blev gæstfrit modtaget, jo flere des bedre. Og sjældent kiggede han forgæves. Enten kom der et par stykker til en whist eller en enkelt til en rambus, tit var stuen fuld. Så diskede tante NO op med, hvad huset formåede, og det var ikke småting, som kom på det bord. En gang sendte min far en fed gås. Bedstefar købte tre til, for han syntes det var for lidt at stege den ene. Til maden fik man snaps og skibsøl – det samme glas gjorde tjeneste for mange – og begefter en kraftig punch.Men klokken 9 måtte de fremmede være gået, så skulle bedstefader ligge i sin seng med ”Hirschfängeren” ved sin side for at forsvare sig mod de tyve, der aldrig kom.
Om søndagen samledes så mange som muligt af den store familie på Lampevejen til middag Kl. 12. Jeg tror såmænd at vi altid fik kødsuppe med mange ”øjne”, med grøntsager og kartofler og med portulakblade svømmede ovenpå.
Det var en fest for os unge at tumle os i den store have og på marken både sommer og vinter. Vi legede, mens vi var børn, ja endog som voksne mennesker. Og nogle af os nåede at spadsere i den gamle haves gange med vores tilkommende livsledsagerinder og livsledsager. Her boede jeg i syv år, mens jeg læste til polyteknisk eksamen, og således, som jeg nu har skildret Lampevejshuset og livet derude, således så det ud i begyndelsen af 1870erne.
Bedstefaders fødselsdag den 3. oktober var en meget. Festlig dag, til hvilken der blev truffet forberedelser længe i forvejen. Først købtes et dyr af ret betydelige dimensioner – jeg erindrer ét på 119 pund – så bagtes kager, endelig bryggede bedstefader en meget delikat, kold punch med annanas, der blev drukket af champagneglas. Kun nogle enkelte af de ”fornemste” blev inviteret. For den store mængde gjaldt den stående invitation. Den fineste portion bænkedes i havestuen, vi andre måtte anbringe os, som vi bedst kunne. Så snart de vigtigste retter var fortæret, og de officielle skåler var udbragt, kom visebøgerne frem. Og så klang de gamle drikkeviser med liv og lyst gennem stuerne.
Det var et meget blandet selskab. Der var de store hørkrammere Jørgen Jensen og N.F. Høffding. Der var skuespillere Wilhelm Holst, (født 1807-1898, søn af teaterchef F.C. Holstein. Var tantes førsteelsker. Prologskuespiller. Deltog i krigen 1848-50 og skrev en bog om den, som blev meget yndet), som altid udråbte bedstemoders skål. Der var overførster, kammerherrer Eide og kammerherre Wimpfen. Men fremfor alle må nævnes bedstefaders gode ven, den humoristiske ligkistesnedker Kjær.
Det største kontingent leveredes naturligvis af familiens mange svigersønner og deres bekendte. Men det var dog den gamle stok af bedstefaders ungdomsvenner, der gav festen dens karakter.
Endnu står det gamle hus, om end ombygget og sammenbygget med andre af Frederiksberg gamle hospitalsbygninger. Men for os, for hvem huset rummer så mange barndoms- og ungdomsminder, står det endnu for erindringen i sin fulde glans.
Theodor Busch Rohdes beretning:
Carl Fredereich Busch’s far vat kammerexecutor i Schwerin. Han var Herrnehutter. Sønnerne skulle om søndagen gå bagefter faderen i kirke. De skulle gå i gåsegang og i aldersorden. Carl Friederich skulle være præst og begyndte med at synge latinske salmer fra orgelet. Endnu i sine sidste år kunne han citere adskillige af de latinske omkvæd. Han havde imidlertid ingen lyst til den gejstlige stand og kom i lære i køkkenet hos storhertugen af Schwerin.
C.F. var meget stolt af sit lærebrev, som var underskrevet af alle de hertugelige mundkokke og stegvendere (kokke). Særlig satte han pris på den sætning, at han havde lært den ”ædle kogkunst”. Altså var han kunstner. Han var også stolt af, at han, siden han var kommet i lære, ikke havde kostet sine forældre noget udover, at hans mor havde syet ham nogle skjorter. Færdige skjorter kunne man nemlig ikke købe dengang.
Ganske ung kom han til byen, hvor han var blevet engageret som kok hos en general Oxholm. Han kunne ikke et ord dansk, og han havde ikke en skilling på lommen, før han fik sin rejse betalt.
En dag klagede han til generalen over, at én havde kaldt ham en tyv. Vedkommende blev hentet. Han havde sagt til C.F., at han var en gavtyv. C.F. gik beroliget bort.
Snart efter etablerede C.F. sig på hjørnet af Boldhusgade og Admiralgade, og hurtigt fik han en rivende søgning. Manden som havde lejet restaurationen til C.F., havde før selv drevet den, men uden held. Da han nu så, hvor godt det gik, sagde han C.F. op, idet han mente, at nu kunne han begynde igen, nu folk var vænnet til at søge det sted. C.F. fortalte, at han græd.
En velhaver, som kendte C.F. som en flittig og dygtig mand, hjalp ham til at købe en ejendom på Østergade. Restaurationen blev flyttet dertil, gæsterne fulgte med, flere kom til, og det blev datidens fineste restauration. Der tjente C.F. sine penge og han havde forretningen omkring 1848.
I ”Corsaren” fra 8. marts 1844 var gengivet følgende scene fra et dampkøkken i Borgergade.
Teksten er: — Vi have naturligvis ikke Raad til at hente Mad til os Alle fra en Restauration; derfor spiser jeg og Børnene her, og min Mand hos Busch.
Da C.F. hævede sin forretning, købte han en lille landejendom uden for byen (Lampevej 14m nu Howitzvej). Her drev han et lille landbrug med to heste, køer, ”guldvogn, sølvvogn” og møgvogn. Stedet blev samlingssted for hele familien, og det gæstfrie hjem stod åbent for alle. Særligt for børnebørnene var det et paradis. Når vi havde ligget på ”lampevejen” om natten (nogle af børnebørnene), var vor første gang ud i den store have. Så vi bedstefar stå med geværet, vidste vi, at vi skulle være aldeles stille. Når skuddet faldt, stormede vi frem og så bedstefar grave en død muldvarp op.
Bedstefar kørte her lørdag til byen for at gør indkøb, fisk, vildt og gæs. Julius Busch kørte en gang med ham som lille dreng. Det var toppunktet af alt at køre med bedstefar til byen. Der faldt altid noget af til os, og det var aldrig lidt, men rigeligt. På Vesterbro rejste Julius sig op i vognen og skreg himmelhøjt: Bedstefar, bedstefar! Se virkelige levende tinsoldater!” Da Nicolai Wilhelm Rhode (en svigersøn), var blevet sognepræst i Hundborg og Jannerup ved Thisted, kom bedstefar og bedstemor på besøg i præstegården. Bedstefar var en stor jæger, og jeg (Theodor Busch Rhode) travede med ham på hans jagtture og opsamlede det faldne vildt. Maleren Rådsig har malet et billede af et jagtparti på Saltholm. På dette billede ses C.F. med en flad kasket på hovedet i færd med at stikke noget (en frossen hestepære) ned i en jagtkammerats jagttaske.
Da onkel Peter Rhode (en svigersøn) var præst og provst i Vesterbølle, 4 mil nord for Viborg, var bedstefar og bedstemor også på besøg der. Der skulle være præstekonvent. Præsterne kom efterhånden ind i havestuen. De gik alvorligt omkring. Bedstefar gav en scene. Det blev ham for kedeligt. Så gik han hen til to præster og sagde: ”Jeg hører også til den gejstlige stand!” ”Såh! Hvad er De?”, ”Jeg er provst”. De bukkede, ”Må jeg spørge hvor?”, sagde den ene af dem. ”I København!” svarede bedstefar. Nye og dybere buk. ”Ved hvilken kirke?”. ”Ved Marmorkirken!”. Så kom der en befriende latter, isen var brudt og samtalen kom i gang. Marmorkirken lå nemlig i over 100 år som en ruin. Først i 1870erne blev den bygget færdig. Bedstefar var selskabsmand.
Der var meget forskel på bedstemor og ”tante No” (de var søstre). Bedstemor var stille og alvorlig, tante No lige det modsatte. Tante No regerede i køkken og kælder med uindskrænket myndighed. Bedstemor fik knap nok lov til at give et æble bort, og det var dog hendes, sagde hun en gang til tante No.
Bedstefars fødselsdag den 3. oktober var altid en stor festdag. Huset var fuldt af fremmede. Til middag blev der altid serveret et stegt dyr og annanaspunch.
Den middag deltog tante No aldrig i. Hun dirigerede i køkkenet. Når så hendes skål blev drukket, og hendes gode mad lovprist, blev hun kaldt ind. Da H.P. Holst (født i år 1811 død 1883. Har skrevet ”Slumrede sødt i Slesvigs jord”) da han første gang var på lampevejen til bedstefars fødselsdag blev hun præsenteret for ham. ”Jeg kender dem fra deres værker”, sagde hun. No var nemlig trods sit prosaiske arbejde meget litterært anlagt. Hun yndede mest ældre forfattere. Om aftenen læste hun i Pultarch! Ofte citerede hun lange lange stykker f.eks. af Holberg eller Wessel. Det var sjældent at der ikke var mindst ét fremmed menneske til aften, og var der mange, så hed det: ”Spis blot, vi har mere i kælderen!” Og var der noget i kælderen, hvoraf der intet var på bordet, så spurgte bedstefar efter det, og føjede til: ”Skal det gå til arven?”
En gang kneb det for tante No med mad. Så kaldte hun alle drengebørnen-børnene sammen og sagde: ”Drenge, I holder Jer til leveren!” Der var nemlig et fad med stegt lever på bordet. Aftensmaden var meget solid. Der var ikke meget afskåret pålæg, men gode solide kødretter, såsom steg, svinekoteletter o.s.v, hjemmeaftappet skibsøl, snaps, kold punch eller rødvin hver aften.
Tante No lavede god mad, men hun forlangte også noget at lave den af.
En søndag aften, da Line og Blegnagel, der altid var det om søndagen, skulle hjem, skulle de have æbler med. Ludvig Busch, som også var der og jeg fulgtes med tante No ned i kælderen. Jeg holdt lyset med den ene hånd, for at lyse for NO, der strakte sig over de brede hylder, der bugnede af frugt. Medens tante No ledte de mindste æbler ud, tog jeg de større og stak dem til Ludvig.
Da onkel Valdemar (Busch) købte Bredegård, kostede en tønde hvede 20 rigsdaler. Men hvedepriserne faldt siden tid på grund af, at Amerika og Sydrusland eksporterede hvede til Europa. Han engagerede en lærers enke, madam Nielsen (Hun var født tysk) til husbestyrerinde. En sommerferie kom hendes datter Signe på besøg, og hun blev forlovet og gift med onkel Valdemar.
Så at sige hver aften var der fremmede på Lampevejen. Bedstefar var gladest, når huset var fuldt af kendte ansigter. Om sommeren var han ude i forhaven på en grøn bænk uden rygstød, og røg sin cigar, eller også stod ude på vejen med hænderne under frakkeskøderne og kiggede efter fremmede. Om vinteren blev der spillet rambus eller whist. Det sidste år, han levede, var han skrøbelig. Da sov han i kabinettet, hvor der var sat en seng op til ham og mig, for at han kunne få hjælp, om han trængte dertil. Hans guld-repeter-ur måtte jeg da trække op hver aften (et stort lommeur).
En sommeraften kl. 7, da vi var ved aftensbordet, smækkede lågen ude i forhaven. ”Hvem er det?”, ”Det er etatsråd Juul med kone!”, ”Åh, så gid da også – at komme på den tid af aftenen! God aften, god aften, kære etatsråd! Har de deres kone med?”
Omslaget i stemmen var meget pudsigt, men det var nu heller ingen tid at komme på. Juuls kendte dog husets skik: Kom så tidligt som muligt, men gå Kl 8!
Om sommeren var bedstefar morgenmand. Han stod altid op kl. 6. Da bedstefar og bedstemor holdt guldbryllup, sagde bedstefar hen på aftenen og pokulerede med sine gæster. Så kom bedstemor hen til bordet, bøjede ned til ham og sagde: ”Drik nu ikke for meget lille fatter!” Bedstefar så op og sagde: ”Nu har vi været gift i 50 år, og endnu har du ikke fået en fuld mand hjem!” Stille bemærkede bedstemor: ”Du tåler vist også en hel del, lille fatter!”.
De havde meget sølvtøj. Det meste havde bedstefar skudt ned på den kongelige skydebane. Alt det sølvtøj, som blev benyttet dagligt, blev om aftenen lagt i en sølvtøjskurv, efter at bedstemor havde talt det. Så tog hun det med sig i sovekommeret, når hun gik i seng.
Ved bordet spurgte bedstefar mig engang om, hvad jeg ville være, når jeg blev stor. Jeg grundede længe over det og svarede så: ”Bedstefar!”
Tilføjelser ved Johan Busch.
I dag (1981), hundrede år efter Carl Friedrichs død, er der ikke mere tilbage af Ludwigslust på Howitzvej (tidligere Lampevej). Vejen fik efter gammel skik navneforandring efter ”Lampevejsmordet”.
C.F. Busch byggede efter Windsløvs beretning et nyt hus, som må være det store hus på tegningen med C.F. stående på trappen. Tegningen er udført af svigersønnen, landskabsmaler Frederik Rohde.
Det har ligget, hvor brandstationen i dag ligger. Helt op til 1979 lå der et par gule bygninger lidt længere fremme ad Howitzvej, men de hørte til et areal, som C.F. solgte til professor Stein i 1852. De er revet ned nu – efter mange diskussioner med miljøgrupper i kommunen. De var de sidste bygninger fra det tidligere landsbymiljø. Jeg troede selv, at jeg havde fundet huset på Lampevejen, men det var altså ikke tilfældet. Carl Friederich Busch havde dog ejet stedet en gang.
På Frederiksberg rådhus findes et billede af ”Ludwigslyst”, som jeg har fået en kopi af gennem arkivassistent H. Gamberg, hvis fader var gift med en Busch.
Gamberg skriver følgende:
Vedrørende landstedet ”Ludwigslust” (senere Ludwigslyst) Lampevejen 14, Frederiksberg.
Antageligt eneste eksisterende billede (Dette er en fotokopi, originalen findes på Frederiksberg rådhus Nr. E 401141) af particulier, tidligere spisevært på Østergade (1846 matr. Nr 72) i København, Carl FriederichBrusches´landsted ”Ludwigslust” på Lampevejen 14, (fra 1. jan. 1906 kaldet Howitzvej) hvor nu Frederiksberg Brandstation, som er bygget i 1930-32, er beliggende.
C.F. Busch, der er på billedet ses siddende på bænken ved stuehuset, var født i Mecklenburg de 3/10/1797 og kom som ung kok til København i huset hos kammerherrer Oxholm, hvor han cirka 1820 – han giftede sig med fruens kammerpige, Johanne Ulstrup. Han var en dygtig mand, der hurtigt blev selvstændig, og ved auktionsskødelyst 19/1/1842, købte han landstedet (mat. 61a på ca. 22,000 kv. Len) på Lampevejen. Fra januar 1948 til jan. 1849 var C.F. Busch trods indvandret tysker, sogneforstander for Frederiksberg – Hvidovre. I 1847 købte Busch yderligere et ret stort jordstykke, er stødte op til hans landsted. Ved skødet lyst 12.1.1876 solgte han til Frederiksberg kommune ca. 10,000 kv. Alen heraf til udvidelse af Frederiksberg hospital, hvis første bygninger var opført i 1862.
Ved C.F. Busch´ død 30.1.1881 gik hans arvinger, repræsenteret af svigersønnen, landskabsmaler Frederik Rohde, 1816-1886, straks i gang med forhandlinger med Frederiksberg kommune for salg af landstedet med tilhørende jorder. Salget til kommunen gik, med en slagssum på kr. 27,000, i orden i henhold til skøde lyst den 23,11,1881. Med undtagelse af stuehuset, som benyttedes til hospitals-administrationsbygning de første par år, nedrev kommunen straks de øvrige mindre bygninger.
Tegningen r udført i 1879 af C.F. Brusch´ unge datterdatter, Elisabeth Rohde (faderen var provst i Thisted), hun blev senere gift med Holck, var født 20,3,1863 og død i København 14,10,1951.
Gamberg 12,2,1962.
Landskabsmaler Frederik Rohde havde allerede i 1853 tegnet huset med C.F. Busch stående på trappen. Elisabeth har kopieret onkelens tegning og flyttet bedstefaderen ned på en bænk ved trappen. Sådan sad han jo også efter Theodor Brusch Rohdes beretning.
Helt uden familie har C.F. Busch ikke været i København. En broder, Friederich Johannes Busch, nedsætter sig som restauratør i St. Kirkestræde nr. 43. Han nævnes i Otto B. Wroglewskis bog: 10 år i C.A. Reitzels boglade. ”Synes vi en enkelt gang, at aftensmaden ikke var tilstrækkelig, kunne vi også forvilde os hen til Busch´restauration i Kirkestræde hvor en portion veltillavet boufsteg serveredes for sådan noget som 12 skilling. Friederich Johannes skal være født i 1804 og er måske et sjette brn af Gabriel og Franziska Busch i Schwerin.
I hjemmet i Østergade og på Lampevej voksede en børneflok på syv op:
Jens Ludvig Busch, født 6/5/1821, død 19/1/1858, gift med Caroline Mathilde Reitzel, født 27/8/1823, død 27/6/1902 (i Krebshuset ved Sorø)
Laura Augusta Charlotte Busch, født 19/3/1823, gift med distriktslæge Theodor Windsløw, død 20/10/1891.
Emilie Johanne Caroline Busch, født 1825, død den 18/1/1909. Gift med landskabsmaler Frederik Rohde. Død 14/7/1886.
Hagbart Valdemar Busch. Født 4/2/1827 og død 26/4/1903. ift med Signe Nielsen, der døde 16/11/1914.
Thora Gabriele Vilhelmine Busch. Født 6/7/1828 og død 21/5/1875. Gift første gang med Isenkræmmer Søren Julius Rohde, der døde 5/2/1855. Gft anden gang med provst Andreas Peder Rhode, der døde 26/1/1894.
Agnes Elisabeth Erdmondt Busch. Født 24/10/1836, og døde 18/5/1867. Gift med overlærer Nicolai Wilhelm Rohde, der døde 30/11/1892.
Christiane Frederiche Busch. Født den 3/12/1839 og død den 25/12/1926. Hun var gift med provst ???
Som det kan ses, er flere af børnene blevet gift med Rohder. Det har givet Theodor Busch Rohde anledning til følgende bedømmelse:
Busch’erne må vist kaldes materielt anlagte og varmblodige!
Rohderne meget konservative og rolige!
Carl Friederich Busch og Johanne Margrethe Busch (Født Ulstrup) døde begge på Lampevej og blev begravet på Assistens kirkegård.
Jens Ludvig Busch (generation 112)
Samlet fra forskellige efterladte ting af Johan Busch.
Johanne Margrethe og Carl Friederich Brush’s søn, Jens Ludvig Busch, min oldefar, fik en meget kort livsbane. Han døde som 37-årig, 8 ½ måned før hans tredje søn, min far, blev født.
Her er et tyndt sted på kæden som forbinder fortid og nutid.
Ludvig, som han kaldtes, har haft sin barndom i hjemmet på Østergade, den del af Strøget, som munder ud i Kongens Nytorv.
Han har sikkert gået i Petri højere Realskole ligesom Laura, Windsløws mor. Det er her Laura lærer Caroline Mathilde Reizell at kende, som Ludvig senere blev gift med.
I 1839 går han i Borgerdydsskolen på Christianshavn, for at kunne blive student. Jeg har en historisk tidstavle udarbejdet af Jens Ludvig Brusch, discipel i 1’ste studerende Classe, påbegyndt den 16. august 1839. I hæftet ligger der nogle notater, som har de samme tegninger ude i kanten, som alle skolebørn laver.
Man kunne ikke aflægge studentereksamen på skolen. Indtil 1850 blev den aflagt på Universitetet. Man fik et såkaldt Testimonium fra skolen som en indstilling til eksamen. Det er på latin og udstedt til Janus Ludovicus Busch. Til studentereksamen, eksamen artium, i oktober 1841 får han Hovedcharateren Lauralils (Rosværdigt).
Samme år begynder han at læse theologi ved Universitetet. Under studiet flytter familien til Lampevejen. Han har efterladt et reglement for studier ved Universitet og for Regens ´stipendier, så han har muligvis boet på Regensen de sidste år af studiet, som han afsluttede i 1848. Også her får han Laudabilis.
Caroline Mathilde Reitzel. (Genration 112)
Hvornår Jens Ludvig Busch og Caroline Mathilde Reitzel er blevet forlovede, foreligger der ikke noget om. Han er nu 27, og hun 25, så de h ar nok kigget lidt til hinanden. Dengang blev man forlovede og efter en passende tid gift, når manden kunne forsørge familien.
Først seks år efter, den 13. maj 1854, bliver de gift. Når man læser om svigerfaderen, C.A. Reitzel, kan man få en anelsen om, at det kunne være svært at leve op til de normer, han havde i sin forretning og måske også i sin familie. Kun ud af begravelsestalen for Ludvig kan man se, at han var lærer. Det var nok heller ikke ualmindeligt for en teolog i de første år efter eksamen. Svogeren Nicolai Wilhelm Rohde, som først var gift med søsteren Thora og derefter med Christiane, var endda overlærer, inden han blev provst i Thisted.
Det har også været en bevæget tid – med treårskrigen 1848-1850, og den frie forfatning med grundloven i 1849.
Blandt nogle prædikener, han har holdt, er der en fra den 27. januar 1850, hvor der er en stilstand i krigen. Bønnen efter prædikenen bliver afsluttet således:
Er det muligt Herre – da fri os fra den grumme krig.
Alt for meget af det ædleste blod er allerede udgydt.
Men er det din vilje, at vi atter skulle prøve krigens trængsler, da styrk os ved evighedens opofrelses og håbets livsalige ånd, da forlad du hærskarernes Gud ikke det lille folk, der er beredt til at bringe de tungeste ofte for det elskede fædreland.
Et halvt år efter udkæmpedes slaget ved Isted, som giver Grundtvig anledning til at skrive sangen: Det var en sommermorgen – med følgende vers, der hundrede år efter blev sat over mange frihedskæmpere, der satte livet til under besættelsen i 1940 -1945.
Guds fred med vore døde
I Danmarks rosengård!
Guds fred med dem, som bløde
Af dybe hjertesår!
Vor kærlighed med alle,
De store med de små,
Som ville stå og falde
Med løven askegrå!
Det nygifte par bor i København – vist nok på Forhåbningsholmsallé.
I februar 1857 holder Ludvig ”Dimisprædiken”, prøvprædiken før ordination, og i marts aflægger han den ”Katechetiske Prøve”. Det har været med det formål at kunne søge præsteembede. Det fremgår også af begravelsestalen, at han arbejdede hen mod det kald, ”for hvilket han havde opofret sit ungdomslivs skjønneste år”.
Caroline og Ludvig får tre sønner:
Jens Carl Julius Valdemar Busch. Født 24/3/1855 og død 16/5/1926. Gift med Martha Wiggers, født 15/8/1867 og død 21/3/1949.
Alex Busch. Født 7/10/1856 og død 9/4/1927. Gift med Bodil Kirstine Larsen. Født 3/9/1852 og død 22/6/1939 (Krebsehuset, Sorø)
Jens Ludvig Busch, der er født 3/9/1858 og død 23/9/1931. Gift med Marie Elisabeth Mygdal, født 10/5/1860 og død 2/2/1931.
I 1858 døde Jens Ludvig Busch. Han blev angrebet af en voldsom lungebetændelse.
Han bliver begravet på Helligåndskirkens kirkegård. En god ven af ham. Holder følgende begravelsestale:
I Kirken
”Hvad jorden giver skal vi miste,
Og Hjertets bedste lyst engang
Skal lægges i den trange kiste
Og jordes under sørgesang.
Ja lidt efter lidt miste vi dem, der vare os kære og dyrebare her i verden, og mens sørgesangen toner og hjerterne bløde steders vore forhaabninger og vort hjertes bedste lyst til den sidste hvile.
Hvor alvorsfuldt paatrænger dog denne Sandhed sig os her ved denne Baare, som indeslutter de jordiske Levninger af Ham, der er gået bort i sin Manddoms kraftfulde Alder, førend han endnu var traadt ind i det Kald, for hvilket han havde opoffret sit Ungdomslivs skønneste Aar, og som han endnu lige til det Sidste arbejdede hen imod med al den Alvor og Iver, som var hans rastløse Aand egen. Og dog – hvor skøn og ufortrøden hans Stræben heri end var, saa var der dog en endnu skiønnere Skikkelse, hvori han traadte frem for os Alle. Lad os genkalde os ham, saaledes som vi saa ham i sit hjem, blandt sine Børn, Hustruen, som for næppe fire Aar tilbage rakte ham sin Haand, Børnene, som ikke forstaae, hvad det vil sige: At miste en Fader. Der i dette Hjem, der engang var et Glædens, nu er et Sorgens, der saae vi ham med sin kærlige og trofaste Sjæl at slutte sig til Dem, som Herren havde givet ham; der var for Hustruen enhver Time ligesom en ny Bekræftelse paa det hellige Løfte, han engang gav hende: ”I Medgang og i Modgang vil jeg være Din, Intet uden Døden skal skille mig fra Dig.” Og når han saa tog Børnene i Favn, legede Garndommens uskyldige leg med dem, da saae vi hos ham dette barnlige Sind, der ligesom hæver sig over Jorden og drømmer om en Tid, da Sjælen selv legede paa Paradisets lysbestrålede Sletter. – Og denne Rigdom af Kærlighed og Barnlighed, som omsluttede ikke blot han eget Hjem, men den dvælede ogsaa gierne hos Faderen og Moderen, Søstrene og Broderen og hos de Mange, der ved Slægtsskabets Baand vare knyttet til ham; og det var så langt fra, at den herved spredtes, at den meget mere tiltog i Styrke og Fylde, – thi den udsprang fra et uudtømmeligt Evighedens Væld. Og blandt sine venner – med hvilken hjertelighed og med hvilken sund Livsmunterhed optraadte han ikke der? Hans Sjæls Tankeer laa aaben og udfordede for dem, hans Tale var den Djerves Tale. Intet ville han skjule, og der var heller Intet, som han behøvede at lægge Skjul paa. Der er i denne Forsamling Flere tilstede, som ikke blot vare hans Venner, men som også havde arbejde i den samme Live Gjerning, ja, jeg kan næsten sige: Indenfor de samme Mure, der have været Vidne til hans Virke i de senere Aar – jeg selv er én iblandt dem – og de ville visselig alle med mig give ham det Vidnesbyrd, at hans Virken var nidkær, han Venskab var trofast, ja ethvert Haandtryk vidnede om , at der i ham boede en ærlig, og retsindig Sjæl, der var aaben for Alt, der var ædelst og godt, og som , om den end med Frimodighed revsede hvad den fandt kroget og slievt, faa omsluttede den dog ogsaa med Kjærlighed hvad den fandt lige og ret. See, derfor toner ogsaa Sørgesangen fra de Børns Læber, hvis Lærer han var, derfor lægge barnlige Hænder Erindringens og Taknemmelighedens veemodige Krandse paa hans Kiste. De sørge, thi han, der blev dem givet, ham have de mistet. Men, ogsaa alle vi Andre sørge, og om end Ikke Sørgesangen toner fra vore Læber, saa bruse dog dens dybe Røster bævende igennem vore Hjerter, thi han der blev os givet, ham have vi mistet. Hustruen har mistet den kærlige Mand, Børnene den ømmeste Fader, Forældrene en dyrebar Søn, Søskende en elsket, Broder, Slægtningene en hengiven Frænde, Vennerne en trofast Ven. O, men saa lad os også Alle lægge taknemmelighdens og Erindringens Veemodige Kranse på hans Kiste, og lader os takke ham paa den Maade, som bedst stemmede overens med ham. Hans Liv var Kjærlighed, og i Kjærlighed ville vi bevare hans Minde, og saa
”Lad Kjærligheden stille græde,
For den har Livet mangen Vee,
Men den kan føle Himlens Glæde,
Og netop den kan Haabet See,”
Ja, igennem den skue vi hen imod Haabet, det troende det kristelige Haab, som spreder sine Straaler hinsides Graven, hen imod Udødeighedens, mod Gensynets Haab, som ogsaa bode hos ham, der hviler her. Til den evige Sabbatshvile er han indgangen, og om end vi maaske kunde syntes, at hans Livs Arbejdsdage ikke endnu kunde være forbi, saa lader os dog erindre, at ”Herrens Domme ere uransageligt og hans Veje usporlige”. Der er Ham der sætter Maal og Grænse for den menneskelige Stræben, Ham der siger: ”hertil skal du komme og ikke videre,” og ”som Vindens Vej vi ikke kiende kan, saa granske vi ei heller Herrens Gierninger ud, men Alt, hvad tænkes kan er fra hans Haand.” Jan, baade Livet og Døden kommer fra Herren, her har menneskelig hænder vel kunnet pleje, og de have gjort det i fuldeste Maal, men hverken Hustruens og Broderens søvnløse Nætter, ei heller Hans Bestræbelser, som stod ham saa nær, og som har uddrevet saa mangen En fra Sygdommens Haand, formåede at rive ham boet fra Døden. Herren udstrakte sin Haand og sagde: ”Her skulle I aldeses Intet kunne formaae,” Herren udstrakte sin Haand og drog ham til sig, men den samme Herrens Haand skal med sin Velsignelse og Trøt hvile over Hustruen og Børnene og Alle Dem, som her sørge, og i Opstandelsen haabe kan og vil den atter give os ham tilbage. Amen.
Ved Graven
Saa staaer der da altsaa nu kun en ting Venskabspligt tilbage for mig – ven, at indvi Dit Støv til den sidste Hvile her på dette Sted, hvor Evighedns og Frelserens Løfter tone hen over de tause Grave. Dog – denne Grav er ikke taus, men den hæver sin dybe Køfte, og til os Alle lyder det:
”Gud signe Eder Alle,
Som var min Benebringers Lyst,
Lad Sorgen ikke falde
For tungt paa Eders Bryst,
Lad Troen Eder styrke,
Det er en stakket Frist,
Da spredes dette Mørke,
Da samles vi forvist;”
Den peger hen paa de lysere, de bedre Egne, hvor Livets Sol aldrig går ned, peger hen på det Liv, som aldrig udslukkes. – Kun en stakket Frist er Du gaaet bort fra os, engang samles vi igen. O saa modtag da et vemodigt, men et troende og haabnde Farvel fra os Alle. Farvel fra Din Hustru og Dine Børn, fra din Fader og din Moder, fra Din Broder og Dine Søstre, fra Dine mange Slægtninge, fra os Dine Venner, og fra de mange Børn, som du underviste og ledte, og som nu have forsamlet sig ved Din Grav. Farvel fra os Alle, sov sødt og blidt den sidste lange Søvn, hvil trygt og roligt i Jesu Christi Navn. – Dog – Eet endnu, Eet endnu til alle os, som have ham Kiær. Han har efterladt os en Uro, en Kjærlighedens Uro – det er hans Hustru og Børn – saa lad os da her aflægge det Løfte, at den Kærlighed, vi ikke længere kunne vise mod ham, den ville vi fra nu af overføre på Hustruen og Børnene; lad enhver af os, i den Retning, m4eed al den kraft og Evne vi formaa, bestræbe os for, at hans Aand, Kærlighedens Aand, maa vedblive at boe iblandt os. – Det er et helligt, et højtideligt Løfte, og hellig og højtidelig er denne Time; han har holdt sit, Trofasthedens og Kjærlighedens Løfte, Gud give os Kraft til ogsaa at holde vort. Da sætte vi ham det skønneste Mindesmærke, det, der passer bedst for ham – Kiærlighedens urokkelige Minde. Det vil ogsaavære den bedste Trøst for alle Dem, der staa ham nær, thi det er et Vidnesbyrd om, at han ikke er død, men lever endnu iblandt os. – Og saa – Farvel til vi sees igien – hvo veed – maaske bliver det snart. Amen.
C. L. Nielsen.
Efter Ludvigs død sidder Caroline alene tilbage med tre sønner. Efter de efterladte breve at dømme er drengene vokset op omgivet af talrige tanter og onkler, som det næsten er umuligt at identificere.
Hvordan Carlline har klaret sig rent økonomisk, er svært at vide. Det eneste vidnesbyrd om det praktiske liv er oplysningerne om gryderne, som hun har fået at vælge imellem i 1891.
Den ældste søn, Jens Carl Julius Valdemar, bliver ansat ved sporvejene i København og bliver inspektør – muligvis ved sporvejens depot.
Den midterste søn, Axel er soldat og bliver senere landmand, hvilket han sikkert også har været inden soldatertiden. Farbroderen Hagbarth Valdemar Busch, var landmand og ejede Bredegård i Hvidovre.
Og bedstefaderen C.F. Busch var egentligt også landmand på Lampevejen.
Axel har efterladet en øvelsesbog i korttegning for undercorporal nr. 223 A. Busch, 7. bataillions 2. kompagni.
Han blev gift med Bodil Kirstine Larsen, kaldet tante Dine, og de køber Krebshusgården, som ligger ved hovedvejen mod København øst for Sorø. Her har min Far og hans brødre været på ferie, som der senere fortælles om.
Jens Ludvig Busch. (generation 113)
Den yngste søn, Jens Ludvig Busch, men farfar, som altså blev født 8 ½ måned efter faders død, har nok været hjertebarnet for moderen og alle tanterne. Det kan læses mellem linjerne i de efterladte breve. Han får også faderens navn.
I 1874, som 16-årig, tager han en slags realeksamen ved Det von Westenske Institut. Der er en skitsebog, som tegningen med kakkelovne er taget fra.
Han bliver discipel på Nørrebros Apotek i fire år til januar 1878, hvor han tager den Pharmaceutiske Medhjælpereksamen med 1ste Characteer. Fra februar 1978 til august 1879 er han medhjælper på Søtorup Apotek ved Haslev hos apoteker Mygdal – og her møder han sin skæbne i form af datteren Marie Elisabeth.
Han får en pæn anbefaling af sin senere sviger fader, men endnu er forbindelsen imellem ham og Marie nok ikke officiel. Det fortælles, at han på spørgsmålet, om han ”måtte få” Marie, af hendes far fik svaret: ”Ja! Ja! Tag du nu først din eksamen, så kan vi se!”.
I juni 1880 består Jens Ludvig Den Pharmaceutiske Eksamen med Hovdcharacteren Laudabilis.
Vi møder ham igen i sommeren 1881, som Marineconstabel Nr. 108 Busch, hvor han skal på uddannelsestogt med Fregatten Jylland til Ferrol i Spanien. På denne tur skrev han en dagbog, som er så levende, at man næsten føler, man selv er med. Dagbogen er efterfulgt. Af nogle breve til familien med en beskrivelse af hans senere oplevelser på dampskibet Helgoland.
Her følger dagbogen og brevene fra tiden på fregatten ”Jylland”:
Søndag den 26. juni, 1881
Endelig slog det store øjeblik, som jeg havde ventet med stor længsel, Kl. 5 lettede Fregatten Anker og stod Sundet ud for Damp.
Rejsen begyndte just ikke så fornøjelig, med en stor Spuling med Sand og Mursten som først er til ende på den anden Side Kronborg, som vi saluterede 11 Skud for.
Vinden var god, så vi havde mange Sejl oppe; jeg vilde ønske jeg kunde have set Fregatten fra Land, da den for fulde sejl passerede Kronborg, fyrende til begge Sider; nu maate jeg stjæle mig til at kigge lidt ud af en Kanonport for at tage Afsked med det civiliserede Sjæland.
1 1/2 Time senere var vi ud for Kullaberga, da var Spulingen forbi og jeg kunde i Ro og Mag betragte de mørke Klipper og i min Erindring gjenkalde mig min Sommertur, da jeg kravlede om derinde, nu kunde
jeg gjenkende enkelte af Toppene.
Nu er Kullen svundet i Horisonten, nu er der lutter Vand med en Sejler hist og her, Vejret er godt og stille, Sejlene bjergede, men Maskinen gaar; inden imorgen have vi rimeligvis passeret Skagens
Rev.
Vi var purrede Kl. 4 om Morgenen, så en Middagslur paa 4; Time var en sand Benefice.
Mandag den 27.
Begynder med Dagvagten, som ikke er fornøjelig. Vinden er Vest og sætter Nordsøens Vande imod os. Skruen er trukket op og for fulde Sejl gaar vi op under Norge. Søsygen begynder at grassere blandt
Lægdsrullemændene; de befarne Folk glæde sig, nu kan de faa dobbelt Portion Mad. “Han har solgt sit Smør” lyder Vittigheden, naar én ikke kan svare til sit nummer paa grund af Søsyge (det er nemlig
kun, naar man intet spiser, at Smørret kan slaa til).
Den kjære Batterivagt blev paa Dagvagten sat til at skrabe Klipfisk, det skulde veer godt for Søsyge; 106, 118 og l02 laa allerede paa alle fire med Tungen ud af et Spygat og spyede. Jeg befandt mig
vel, men Klipfisken smagte mig ikke.
Henad Middag stillede Vinden af, men efter Middag blæste det atter op fra Vest med 1/2 Storm, saa Sejlene maatte rebes og Kanonerne surres i faste Tallier. Nu gik Brækningen atter paa Kraft; mange som havde spottet syge Kammerater om Morgenen, maatte nu ofre til Neptun. Mange snurrige Scener forefaldt, én brakkede sig i en Ølkande, en anden i Kistebenken o.s.v., al Exersits blev indstillet, Kanon-
portene lukkede og tattede og saa gyngede vi af sted med 11 Miles Fart. Af den 12 Mand stærke Batterivagt var kun 2 raske (blandt dem jeg) henad aften.
Vi maate gaa at feje Bræk og Vand bort paa Batteriet – just ikke det behageligste arbejde og de som havde holdt sig længst, blev havsyge under dette Arbejde. Fregatten slingerede en Del, vi havde Sidevind, op og ned gik det, af og til slog Søerne over Skanseklædningen, gennem de teattede Batteriporte kom der endda rigeligt Vand ind, som atter maatte fejes ud. Henad aften stillede Vinden atter af; Køjen var en fryd for os alle, alle var noget trætte og i Køjen gaar søsygen altid over.
Tirsdag den 28.
Vi krydse for vestlig Vind. Om Morgenen vare vi 4-5 Mil øst for og 3-4 Mil nord for Arendal, saa vendte vi og stod ned mod Skagen og saadan bleve vi ved til Aften og Natten.
Onsdag den 29.
med for jævn Vind. Jeg savner Lekture i høj Grad, det er meget vanskeligt at faa Bøger her ombord; maaske er der nogle Aviser til mig, naar vi naa England. Gud ved naar det bliver!
Torsdag den 30.
begynder med en glædelig Overraskelse, da vi blev purrede Kl. 12 var Maskinen i fuld gang. Endelig var Officerene blevne kjede af at krydse uden at avancere mere end 1/2 Mils Vej ved hvert Slag.
Dagen gik som sædvanlig med Exersits og Saltemad, ja det gaar med Saltemad. Mandag Klipfisk og Greød, Tirsdag salt Flæsk og Ærter, Onsdag salt Lammekød og Slingrevælling ogsaa kaldet Batteriforskrekkelse eller Svedskesuppe. Torsdag salt Oxekød og Grød, Fredag Ærter og Flæsk, Lørdag Lammekød og Grød. Om Søndagen faa vi dog fersk Kjød og Kjødsuppe, Suppen er god, men Kjødet smager af ingenting.
Hvad der hjælper meget paa det meget salte, er at vi stadig faa Kaal, Grøgn- eller Hvidkaal dertil.
Fredag den 1. Juli.
Atter er en Maaned gaaet, det var omtrent Halvdelen, vel nok den værste, i hvert fald den kjedeligste; skjønt det gaar langsomt fremad, ved jeg dog at jeg faar i det mindste England at se fra Søsiden,
det er dog altid noget. I dag sejle vi atter, Skruen er halet op, det er et tungt arbejde, som alle Mand maa være med til. At hale paa Dekket er et af mine sædvanlige Arbejder naar vi ikke have Exersits.
Til Vejrs har jeg intet at bestille, jeg er Kanoncomandeur eller 1. Lader ved min Kanon og har som saadan 1 Krone mere i Lønning om Maaneden. Gid jeg fik en Beuf istedet for den Krone, ja, første
Gang jeg kommer i Land, spiser jeg mig en Pukkel til i stegt Mad og Hvedebrød. Hver Gang Oppasserne bringe Maden ind til Officererne løbe vore Tænder i Vand, det er stadig Steg og andre Lækkerier,
som vi kun kjende af Navn. Kabyssen er forude paa Batteriet og derfra bære de det langs vore Skaffeborde, fulgt af lange øjne.
På Søen er Vagten inddelt saaledes: Den ene Nat første Vagt fra 8 til 12 og Dagvagt fra 4 til 6, den næste Hundevagt fra 12 til 4, altsaa skiftevis 4 og 6 timers Søvn. Det er jo ikke meget, men da
jeg har Batterivagten, det vil sige altid under Dækket, saa naar jeg ikke har Post, faar jeg mig ofte en Skraver paa et par Timer, men det er jo i Kælderne og paa det bare Gulv, men det er alligevel
en Benefice. Det værste er, at man kommer til at hænge fast, idet Begen i Nodderne bliver blød ved Legemets Varme, og naar man saa skal tørne ud hænger man fast, ikke ét, men tit mange steder. Over-
trækstøjet bliver naturligvis decoreret med sorte Striber, men hvad gjør det, slige Decorationer ere vi alle forsynede med paa Ryggen.
Iørdag den 2. Juli.
Bragte os et godt Stykke frem. Vinden var østlig og alt hvad trekke kunde var sat til, saa vi skar en god Fart. Lørdagen er næsten den bedste Dag i Ugen. Efter Spulingen om Morgenen pudse vi Haandvaaben, Smørbixe og Ølkander, og efter Skafning holde vi Lappedag, lapper og stopper og drive, naar vi ere færdige dermed. Stopningen er den værste Operation for mig, men med Øvelsen vil det nok gaa villigere.
Efter The faar vi Punchen med Musik til, saa holde vi Bal en Times Tid. Det gaar strygende, navnlig naar Prinds Valdemar slaar Trommen til, Jeg er stadig Dame, jeg har faaet øvelse i at dandse aved
om. Det verste er at holde Øjnene aabne paa Posten om Natten, naar man har faaet Punch.
Søndag den 3. Juli.
Jeg har idag skuret og aset fra 4 til l0, det var en drøj Tur. Efter Morgenskafning maatte jeg paa Post, saa bære vand til Kokken, saa andet Slid, saa jeg har ikke mærket noget til Hvilen.
For Damp gaar det fremad i temmeligt diset Vejr. Henad Aften klarer det op og vi faar Land i Sigte mod Sydvest, Frankrig; Mod Vest Dovers Kalkbakker, men saa fjernt og taaget at vi ikke kan se noget videre,
og Solen er nede og Køjen vinker inden vi kommer paa nært Hold.
Mandag den 4. Juli.
Endnu den næstfornøjeligste Dag. Sovende har jeg passeret Dover i Aftes; paa Dagvagten og op ad Formiddagen dampe vi af sted uden at se Land, skjønt Vejret er klart. Ved Middagstid blive vi overfaldede af den bekjendte Canaltaage, saa tæt at vi en Tid maa ligge stille og pibe og ringe, saa gaar det atter fremad ganske smaat. En Gang imellem dukker pludselig en Sejler op i Taagen i vor umiddelbare Nærhed, engang en Damper lige tværs for Boven, saa vi maa bakke med fuld
Kraft. Saa passere vi flere Fyrskibe, hvis Taagehorn er i Activitet, vi ligge stadig og famle, men nu kommer en Lods paa Siden! Nu gaar det bedre. Kl. 2 letter Taagen og vi ere tæt ved Land, til venstre
Øen Wight, Skrænten til højre det engelseke Fastland. Vi er temmelig nær Land og styrer ind i Strædet, der ligger imellem.
Næstcommanderende er flink nok til at fritage os for Exersits, saa vi kan i Ro og Mag iagttage Landet til begge Sider. Farvandet er omtrent 1/2 Mil bredt, saa vi kan iagttage Huse, Træer og Mennesker i
Land, navnlig naar Løbet slynger sig tæt ind under Kysten. Øen er navnlig smuk med Skove og Bakker med Villaer. Vi passerer først nogle runde Jernforter, som se mærkelige ud som sorte Buddinger med Huller i. Paa Wights Kyst passere vi et Par Byer, hvis navne jeg ikke erindre; vi se lidt af “Asburn”” Dronning Victorias Lystslot med sin prægtige Park, inde under Kysten ligger der 3 gamle Skibsskrog, af et Linieskib og 2 Corvetter, som Englanderne stjal 1801. Til den anden Side er Kysten temmelig bar. Kl. 3 dreje vi af og staa ind i en smal Bugt, hvorved Byen Southamton ligger. Her er Løbet smallere og Kysten pragtfuld skovklædt paa begge Sider; der er almindelig Fryd ombord, jeg var ikke den mindst fornøjede. Kl. 4 faldt Ankeret udfor det store Qvarentaine Hospital, der er en ganske enorm stor og prægtig Bygning, efter sigende kan den rumme l4000 Syge, men det er dog vist Løgn. I det fjerne se vi Byen.
Der gaar straks Baad i Land efter Posten, som ikke er saa ganske lille, men desværre er der ingen til 108.
Gud ske Lov, nu ere vi atter til Ankers, nu kan vi atter faa sovet ud om Natten. Vi have et straalende Solskin, det er saa varmt at vi svede liggende paa Dækket, og det er en hel Tortur at bestille noget.
Gid Marie kunde faa godt af al den Varme, som vi maa døje, det vilde hun have godt af.
Tirsdag den 5. Juli.
Den bedste Dag endnu, ja idag har jeg moret mig som vist aldrig før, jeg har haft Landlov. 4. Skifte havde Frivagt, og det er kun, naar man har det, at der er tale om Landlov. Der var også straks om Morgenen en lille Fugl, som sang om det, men vi rystede alle paa Hovedet, vi vare blevne skuffede saa tit, saa nu vilde vi ikke tro det. Navnlig da vi havde faaet nogle Pramme paa Siden med Kul, som jo skulde om Bord.
Vi begyndte Dagen som sædvanligt med Spuling, derpaa fik vi Kanonexersits. Jeg har aldrig svedt saa galt, det var endnu varmere endom Mandagen, baade Uldtrøje og Uldskjorte vare gennemblødte og Modetsunket. Klokken blev 11, Exersitsen var til Ende og vi sad og gispede allesammen. Da blev der pebet: “4, Skifte! Omklædning i Paradetøj, Kraver paa!” — Hurra! Saa var det dog sandt. Hej sikken Røre der blev, Randslerne vare snart fremme og et Kvarter efter var 4, Skifte parat, naturligvis for tidligt, vi skulde skaffe først, og Maden smagte ikke.
Klokken 1 3/4 vare vi i Land ved Hospitalet, Kl. 6 skulde vi være hjemme igjen og til Byen var der 3 engelske mile, derind skulde vi naturligvis. 6 Mand, blandt dem jeg, sluttede os sammen, to af os vare
Velhavere, jeg havde hævet 10 Kr., en anden 25 Kr., de andre havde kun 2 Shillings, det fik hver Mand udbetalt af sin Lønning.
Vi travede saa af sted, begloede som fremmede Dyr. Først gik Vejen til Jernbanestationen, men der gik intet Tog for det første, en Vogn kunde vi ikke faa i en Fart og saa svedte vi henad en bar og støvet
Vej langs Stranden til vi fik den lyse Ide, at da vi dog var den saa nær, saa burde vi ogsaa komme den lidt nærmere. Som tænkt, saa gjort, og i Vandet gik vi, saa travede vi videre, i Lag med øllet turde vi
ikke give os endnu, vi var bange for, vi saa ikke skulde komme til Byen; først da vi var i dens umiddelbare Nærhed prøvede vi det, og det saa dygtigt, Oh! Hvor det smagte, Porter smager meget godt, men Ail er den bedste Drik jeg nogensinde har smagt. Vi lod os færge
over Havnen i en Dampfærge, som sejle hvert 5. Minut, og vi stode i en af Byens Hovedgader, den havde et mærkeligt Snit, den var smal og bugtet, Husene var smaa, 1. eller 2. Sal foroven, med ganske faa Vinduer, forneden slet ikke andet end Ruder, det var Butik ved Butik, og hvilke Vareudstillinger! Der var vist ikke en Handlende, som ikke havde mindst Halvdelen af alle sine Varer udstillet i Vinduerne, hvad der jo var meget rart, saa kunde man se, hvad de havde at sælge. I næsten hver 3. Butik var vi inde at handle; hvor var det dog morsomt, hvorledes vi gjorde os forstaaelige, sikke et Sprog, engelske Subjecter, tyske Verber og danske Tillæsord, Fingersprog og Facter. Det at ingen forstod Spor af dansk forøgede Morskaben, da vi ugenert kunde sige hvad vi ville, i hver Butik fik baade den Handlende og os sig en dygtig Latter. Trods vor Ubehjælpsomhed fik vi dog kjøbt en hel Del (vore danske Penge havde vi faaet vekslet med 10 øres Tab pr. Krone) – vi kom om Bord belæssede med et
Utal af Sager, Chester-Ost, en Eidammer, Sæbe, Svampe, Cigarer, Hvedebrød o.s.v., men det bedste var dog Morskaben vi havde ved at købe det.
Vi traf en dansk Sømand i Byen, en Broder til Apotheker Stenberg i Helsingør, en forfløjen Person, som vist var sendt hjemmefra i sin Tid. Han var samme Dag kommet til Southampton, aldeles blottet
og var derfor heftig glad for lidt Tobak, Ail og en Shilling – og navnlig glad ved at kunde tale dansk igjen. Det var et pudsigt Træf at netop en af Kammeraterne var fra Helsingør og kjendte Fa-
milien Stenberg rigtig godt, saa Fyren fik en hilsen med til dem alle.
Vi vilde tage tilbage med Jernbanen, men da Toget kjørte saa sent som 5.40 valgte vi at tage en Cap, som i 15 Minutter jollede os tilbage til Hospitalet. Stemningen var naturligvis blevet noget animeret, den ene Sang afløste den anden, en Snack paa Vejen kunde vi naturligvis ikke Køre tørmundede forbi, vi maatte af og have mere Ail. Kusken fik sin Part og saa gik det afsted igjen op og ned ad Bakke i en snurrende Fart. Vi sludrede stadig med Kudsken og forstode hinanden ypperligt, paa Vejen passerede vi en Ruin af et Nonnekloster, overordentlig smuk var den, men at iagttage den nærmere var der ingen Tid til.
Vi kom i god Tid tilbage og ombord. Hvad jeg beklager meget var, at ingen af os var Sproget mægtig, da vi ellers kunde have faaet mange interessante Oplysninger om Ruinen eller Hospitalet, som var helt
opfyldt af saarede Soldater fra Zulukrigen, Mange af dem flokkede sig om os, baade da vi kom i Land og da vi toge ombord igjen. Medens 4. Skifte morede sig i Land var Kullene kommet om Bord, hele
Mandskabet havde været Kulsjovere og var baade sorte og trætte; se det slap jeg for. Og Skibet var sort baade ud- og indvendigt.
Onsdag den 6. Juli.
Det var en slem Nat, jeg kunde næsten ikke sove for Hede og min Køje var i Uorden, saa jeg stadig var i Færd med at ramle til Deks.
Formiddagen er gaaet med Afsæbning, alle Mand har sæbet af fra 6 til 10, saa kan I tænke hvor stort et Arbejde, det har været.
1. Skifte er i Land i Dag, og vi andre holde Lappedag. Jeg har været en Time om at stoppe 3 Sokker, det er ikke fornøjeligt, men nu er det overstaaet og jeg har Tid til at skrive. I Aften skal vi vist have Punch i Anledning af Fredericia-Slaget.
Torsdag den 7. Juli.
Atter en behagelig Dag. Lidt Exersits om Formiddagen; om Eftermiddagen var 2, Skifte i Land; om Bord havde vi Læsning, saa vi overanstrengte os sandelig ikke. Til The var Ditmar og jeg alene i vor Bakke, oh hvilket lucullisk Maaltid, en Daase Sardiner, Chesterost og raa løg, dette sidste Paalæg havde jeg skaffet mig fra Land, det minder om Beuf og Spegesild, maaske er det derfor det smager mig saa brilliant, i Sandhed, saadan et maaltid har jeg ikke nydt siden jeg kom ombord paa “Jylland”.
Fredag den 8. Juli.
Er ogsaa caracteriseret ved Magelighed for de flestes vedkommende i det mindste; desværre havde jeg Batterivagt om Eftermiddagen og som Saadan Arbejde fra Middag til Aften. Jeg modtog det første brev Siden vi sejlede fra Kjøbenhavn, det var et Pust hjemmefra, som jeg var rigtig glad for; jeg havde ventet nogle Aviser og maaske en Bog, men som det lader er mit sidste Brev fra Kjøbenhavns Rhed
gaaet tabt, skjønt at jeg længes efter Aviser kunde de derhjemme nok have tænkt sig til selv; dog Skidt være med det.
Her er Taffel ombord i Dag for Consulen med Familie, de skal leve højt i Vinen. Festen endte med et Fyrværkeri, Raketter og Bengalske Flammer, den styrbords Ræling var decoreret med en Snes Stykker,
Nokkene og Sprydet hver med ét. Det saa prægtigt ud, men forskaffede os en lang Dag, vi vilde naturligvis have det at se, inden vi gik til Køjs; Jeg som havde været oppe fra 2 om Morgenen til Dag-
vagten og ikke sovet til Middag kom først til Køjs Kl. 10, for atter at skulde op til Hundevagten Kl. 11. Det kneb svært at holde øjnene aabne paa Posten fra 11 til 12 1/2, men det gik dog og saa sov
jeg Resten af Natten som en Kampesten. I Dag har der ingen Landlov været. Nu siges det atter, at vi alligevel komme til Spanien.
Lørdag den 9. Juli.
Lidt Exersits om Formiddagen, en Middagslur og Lappedag om Eftermiddagen, altsaa lutter Magelighed. I Nat er der blevet stjaalet af en laaset Kasse, som tilhørte 110, nogle Breve og en Tegnebog, jeg har derfor tilintetgjort alle mine Breve, da jeg ikke vil risikere det samme. 3. Skifte er i Land; vi skal afsted i Morgen.
Søndag den 10. Juli.
Alt er klart, Lodsen har været ombord siden igaar. Middagsluren bleve vi snydte for; straks efter Middag maatte vi gaa i Spillet og under Musik og Sang blev Ankeret lettet og vi stode Fjorden ud,
naturligvis for Damp.
Farvel! Southampton, jeg tænker ikke jeg mere faar den at se. Nu have vi atter Weight i Sigte, vi styre atter langs Øen, men mod vest igennem Strædet; Øen bliver her temmelig øde og bakket, en enkelt stor Gaard hist og her omgivet af krat og smukke Lerskrænter ned mod Vandet. Hen imod Udløbet bliver pludselig Lerskrænte afløst af en prægtig brat Kalkvæg, som steg lige op uden Kystbræmme; øverst oppe var der pyntet med nogle Kystbatterier, hvor det
engelske flag vajede baade hgjt og stolt. Lige nedenfor ligge de saakaldte “Naale”, tre Kalkbrokker, som rage op af Vandet, her en Ø, den yderste, med et højt Fyrtaarn; ved det begynder atter Canalen paa hvis Vande vi snart gyngede med Land i Sigte mod Nord
som en fjern Taage, som først svandt om Mandagen for kun at efterlade Vand og mere Vand og slet ikke andet, jeg tænker til vi naa Spanien.
Inden vi naaede “Naalene” passerede vi et Sted hvor Strædet snevrer med en stor Fæstning mod Nord og talrige Murverks-Batterier paa Øen (Netley Castel). Det er den vestlige Skildvagt som bevogter
Strædet, det østlige har jeg omtalt.
Mandag den 11. Juli.
Vi staar Canalen ud, Vinden er imod saa Maskinen er i Gang. Landsend staar som en Taage mod Nord, ellers gaar Rumlen sin gamle vante Gang. Henad Aften faldt Vinden et Par Streger til Syd og Sejle-
ne bleve satte til og Kullene sparede; Vi ligge i Mundingen af Canalen, vejret er baade godt og varmt.
Tirsdag den 12. Juli.
Vi sejle som igaar; det er en fornøjelse som Fregatten kan løbe, vi indhente alle de Sejlere, som styrer samme Kurs som os, kun en Bark har endnu holdt os Stangen i Sejlads, men den førte ogsaa en del Sejl mere end os. Nu er Landet ude af Sigte.
Onsdag den 13. Juli.
I Atlanterhavet, eller maaske snarere “Spanske Sø”. Vejret er roligt, men her gaar nogle Dønninger, saa Fregatten ruller noget.
Dagen gaar med Læsning og Lapning, altsaa Driveri, men det er det vi kan lide. Henad Eftermiddagen faar vi atter Damp op, vi have nok Hastværk, som det lader, nu ruller Fregatten en Del mere, da den ingen støtte har i Sejlene. Det gaar stadigt fra den ene Side til den anden, vi maa gaa med et langt og et kort Ben. Det er morsomt at se, naar en uerfaren af og til skal tværs over Dækket, navnlig naar han har noget at bære paa, først er det op ad Bakke, han kan næsten ikke komme frem saa stejlt det er; han aser, men saa paa en Gang svajer Fregatten om paa den anden Bov og det er lige saa stejlt ned ad Bakke og Manden ligger paa Maven midtskibs og hvad han bar paa nede i Læ.
En Lægdsrullemand (Kanonstøberen) laa i aftes blandt andre og fik sig en lur mellem et Par Kanoner, uheldigvis lige ved et Spygat, som rigtignok var lukket med en Prop, men Propper ere ikke altid forsvarlige og det var denne heller ikke, for paa en Gang slaar en Sø Proppen ind, “”Halloi, Pasop!!” Lød det fra Kammeraterne, at han kan komme bort inden Vandet kommer ind, han vaagner og farer halvt
op, men tror de har ham til Bedste; men snart mærker han at det var
Alvor, for vaad blev han, og det til Gavns.
Torsdag den 14. Juli.
Brat er Vinden sprunget om, vi have Medbør, vi ere pyntede med en Mængde Sejl, Læsejl o.s.v. og løbe en god Fart; Dønningerne gaar højere end igaar, vi blive fri for Exersits, da det ikke er raade-
ligt at tage Surringerne af Kanonerne, vi faar Læsning og Pudsning,
altsaa Driveri.
Havet er saa blaat som jeg aldrig har set Vand, jeg har ligget en Times Tid oppe paa Bakken (forude) og glædet mig ved at se de blaa Bølger skumme for Boven af Fregatten; henad Aften have vi en Fart
af 10 Mile i Vagten, saa i Morgen menes der, vi kunne være i Havn. Jeg ved ikke om Spaniens Varme allerede gør sig gældende, men vi svede. Mærkværdig faa ere søsyge, skjønt vi slingre mere end i
Nordsøen; engang imellem faar vi et Skvat ind ad Portene, saa maa Batterivagten holde for og tørre op.
Siden vi forlode England har Batterivagten, jeg altsaa med, haft det saare godt om Natten, vi ere kun vaagne den ene Time vi staa Post. Resten af Vagten, 3 Timer sove vi, det er heller ikke saa ilde at kunne ombytte den for varme Køje paa de kvalme Banjer med det luftige Batteri, skjønt Lejet er det haarde Dæk. Vi have paa den Maade hveranden Nat 9 og hveranden 7 Timers Søvn, det er næsten
for meget af det gode.
Fredag den 15. Juli.
Idag skulde vi have naaet Maalet, men skjønt vi have Damp oppekommer der dog en Mand med en Slæde i Vejen i Form af Taage, vi sagtne Farten og ligge til sidst helt stille, saa atter lidt fremad, saa stille o.s.v.
Lørdag den 16. Juli.
Tegnede til at blive som Fredagen, vi ere Land nær uden at kunne se det for Taagen. Søen gaar højt, Batteriet sejler af Vand; henad Middag faa vi dog Landkjending, idet Taagen letter lidt, men vi tør ikke gaa ind uden Lods og maa derfor sejle op og ned en Tid, endelig kommer en Frelser i Nærheden og ombord med meget Besvær, Hurra!
Nu staa vi lige mod Land, lige mod et højt Bjerg, det ser ud som vi sejle lige paa Land, dog nej, vi komme lige forbi omtalte Bjerg ind i et smalt Løb med høje Klipper paa begge Sider, yderst er Bjergsiderne bare og golde, men nu begynde de at blive dyrkede, her er Vinhave ved Vinhave. Lidt længere inde passerer vi et antikt Fæstningsanlæg, som indtager en del af begge sider af Løbet,
her blive vi begloede af en Bunke spanske Militære, som kippe deres Flag for os. Inden for Fæstningen udvider Fjorden sig til et stort Bassin omgivet af temmelig høje Bjerge med Vinhaver op mod Toppen,
Huse, Lunde og Træer, alt med et fremmed Snit, men smukt.
Jeg har faaet mig en god Plads halvt oppe paa Masteleideren paa Fokkemasten, jeg bruger mine Øjne som om jeg vilde spise det alt med dem. Byen ligger lige for os paa en Bakke, der er noget at se
hvor man vende sig, men saa lyder det: “Skolen møder paa Batteriet!” saa maa vi ned og med en dundårende Salut falder Ankeret.
Næppe er det faldet før vi ere omgivne af Baade fulde af Frugt, Brød og Æg, at handle er os rigtignok forbudt endnu, da vi have meget travlt med at sætte alle 9 Fartøjer i Vandet, men dog faar
jeg mig smuglet for 10 Ører Pærer ombord.
Henad Aften faa de Fremmede Lov til at komme ombord, nu bliver der Styr, nu kunne vi kjøbe, men to Ting ere i Vejen, vi kunne ikke gjøre os forstaaelige for hinanden og vore Penge ere ikke gangbare her til Lands. Dog vi komme ud over det alt, danske Sølvpenge blive endelig tagne, men deres Værdi forstaa de dem ikke paa; saaledes vilde en Kammerat betale med en 25-Øre, No No! siger Spa-
nierinden, han betænker sig, han vil dog ikke give mere, men saa faar han den gode Ide at tage to 10-Ører, hvilket tilfulde tilfredsstillede Sælgeren.
Søndag den 17. Juli.
Da vi igaar kom ind i Løbet mellem Bjergene blev det pludselig 7 – 8 grader varmere. Under Salutten og Arbejdet med Baadene vare vi alle næsten opløste af Varme, vi med alt vores Uldtøj.
I Dag har jeg set Solen staa op og forgylde Bjergene og Byen, jeg har hørt Kirkeklokkerne kime Dagen ind, det lød dejligt ud over den stille Fjord. Luften er saa varm men dog forfriskende. Hvor her dog
er mageløst smukt; Folkene faa Bad hver Morgen, jeg er aldrig den sidste i Vandet, her er Vandet meget salt, men yndigt koldt om Morgenen. Vi have vadsket til Morgen og spulet, øre og matte vare vi
af Varme og Sved, men til at gaa i Land vare vi raske nok, og virkelig fik hele Dronningens Kvarter Landlov om Eftermiddagen.
Vi fik saaledes en spansk By at se med dens smalle krogede Gader med Huse som blive bredere foroven med Alténer som Drivhuse; saa Vinhaverne og Markerne udenfor Byen, ja at beskrive det er umuligt, jeg har ikke Plads eller Tid her. Man ser de prægtigste Ansigter hos de fleste unge Kvinder, og Børn saa smukke som jeg aldrig har set dem før; men saa gamle Kvinder saa stygge som man kan tænke sig. Det er mærkeligt, enten ere de unge eller gamle d.v.s. smukke eller grimme.
Jeg levede af Pærer og Blommer, Rødvin o.s.v., det var det eneste, der var værd at kjøbe, jeg vilde have kjøbt nogle Smaating at tage hjem men, men jeg kunde ikke finde en eneste Gjenstand, som var sin Pris værd, saa kom ogsaa at vi ikke kunde faa vore danske Penge vekslede og mange spanske havde vi ikke, de større Butikker vare ogsaa lukkede den Dag. Jeg morede mig ikke som i England, men det
var langt interessantere alt hvad jeg saa her.
Mandag den 18. Juli.
Idag har det andet (Kongens) Kvarter været i Land. Ombord have vi malet hele Skibet baade ud- og indvendigt, det har været en rigtig Slidedag uden Ro og Frihed.
Fregatten Jylland,
Ferral, den 18. Juli.
Kjære lille Moder og Tante!
Modtag først en hjertelig Hilsen fra eders Ludvig; jeg haaber at I har det ligesaa godt som jeg. Som I kan se af Dagbogen have vi ligget her nogle Dage og døjet med Varme. Jeg kar kastet baade Underbuxer og Skjorte og er endda nær ved at opløses af Varme. Gid I dog ogsaa kunde faa noget af det ny og smukke at se, og navnlig faa godt af den milde Temperatur, som vi have hernede.
Nætterne ere næsten lige saa varme som Dagene, I vilde have rigtig godt deraf; ja Tante vilde dog blive daarlig, ikke af Varmen, men af Frugt, som er i umaadelige Masser, Pærer og navnlig Blommer,
Meloner o.s.v.. Druerne ere desværre kun halvmodne.
Da jeg var i Land i Lørdags, havde jeg forsynet mig med en hel Del Pærer til Hjemrejsen, men den som gjemme til Natten gjemme til Katten; de ere næsten alle blevne stjaalne fra mig.
Hvordan har Tante No og Tante Trine det? Jeg længes en Del efter alle derhjemme, men nu gaar Turen vist hjemad; dog skulde jeg ikke have noget imod at se mig lidt mere omkring. Vi skal vist ligge
nogen Tid endnu ved Vedbæk, naar vi komme tilbage.
Idag have vi malet hele Skibet, det var et rigtigt Svineri, vi vare næsten færdige med at male Batteriet hvidt, da vi bleve pebet til Kanonerne for at salutere for den spanske Admiral, som kom ombord. Saa maatte vi gjøre en hel Del om, da Krudtrøgen havde sværtet den friske Maling, men næppe vare vi færdige, før vi atter skulde salutere, saa om igjen med Malingen; det var ikke morsomt kan I tro,
henad Aften bleve vi først færdige.
Nu er det Nat, det er Hundevagten som jeg bruger til at skrive i, det er den første Lejlighed jeg har haft dertil, saa længe vi have ligget her.
Lev nu fremdeles vel kjære Moder og Tante, hils Julius, Axel, Tante Trine og ko og hele Familien, men vær selv mest hilset fra Eders
Ludvig
Du skal ikke lade Onklerne læse mit Brev!
Fregatten Jylland,
Kattegat, den 31. Juli
Kjære Moder!
I Øjeblikket ere vi 8 Mil fra Kronborg paa Vejen til Vedbæk eller Helsingør, vi vide ikke bestemt, hvor Ankeret skal falde, men paa Kjøbenhavns Rhed bliver det sikkert ikke.
Den 21. sejlede vi fra Ferral og have været i Søen lige til nu; vi have stadig haft god Vind, saa Rejsen er gaaet hurtigt og bekvemt. Jeg befinder mig rigtigt vel, og har gjort det hele Tiden. Naturligvis er jeg rigtig glad for at det atter gaar hjemad, da jeg længes meget efter at vide hvorledes det staar til hjemme.
Lidt Lettelse i Slavelivet ombord er ogsaa kjærkomment. Nu skal jeg ret straks i Arbejde, saa det maa være nok for denne Gang.
Skriv snart kjære Moder, hvordan har Tante Trine det, Tante No og I, kjære Moder og Tante det? Naar du ser Onkel Ferdinand, saa sig at jeg ikke er taget til Overconstabel; Captain Gad har altsaa hus-
ket sit Løfte.
Lev vel og vær hilset kjære Moder og Tante fra Eders Ludvig.
Fregatten Jylland,
Vedbæk, 3.august, 1881.
Kjære lille Moder og Tante!
Atter ligge vi ved Vedbæk, atter ere vi hjemme for saa vidt vi kunne se Vedbæk tæt ved og vide, at vi i to Timer kan være i Kjøbenhavn, hvis vi først vare naaede til Vedbæk. Den Bevidsthed maa vi nok ogsaa nøjes med lige til Jylland ligger i Flaadens Leje.
Det er næsten lidt trist at naa hjem paa den Maade, men dog er jeg glad over at være her, da vi jo dog engang ikke skulde anløbe flere fremmede Havne, altsaa ikke faa mere at se af den vide Verden.
At ligge til Ankers er navnlig anderledes mageligt end Søtjenesten med dens lange Nattevagter.
Først og fremmest Tak for Aviserne og Brevene, kjære Moder. Jeg modtog i Mandags, samme Dag Ankeret faldt her, 5 Breve og 5 Pakker Aviser, det var en stor og kjærkommen Post, kan du tro; jeg naaede først at blive færdig med Brevlæsningen næste Morgen, ja, lidt havde jeg sovet i Mellemtiden.
Hils Onkel Theodor og tak ham for Bøgerne (han skal ikke sende flere), hvis jeg kunde opdrive mere Papir end dette Ark og havde en Pen, som kunde skrive, vilde jeg selv skrive til ham. Avispakkerne tager jeg Hul paa en for en, den ældste først, saa læser jeg saa mange som muligt om Dagen; ere de læste gaa de videre blandt Kammeraterne. Har man blot en Morskabsbog kan man faa 100 at læse ved at laane den ud mod andre.
Før vi kastede Anker her, skrev jeg et Par Ord til Dig og Marie for at lade Eder min Hjemkomst vide og bede lige i et Brev sende lidt Papir, Convolutter og Frimærker (Brevet maa veje til 1/2 pund for et 2øres Frimærke), men jeg har grund til at antage, at disse Breve aldrig ere komne i Land paa Grund af Kludderi med Posten her ombord, hvorfor jeg idag med Besvær har fægtet mig til et Ark Papir og en Convolut; her er nemlig en trykkende Papirnød ombord. Marie faar intet Brev idag af samme Grund, men du sender nok hende dette saa snart som muligt.
Torsdag den 21. Juli bleve Fartøjerne hejsede, det gik muntert kan du tro, det er et svært Arbejde, Kræfterne skal lægges i, ellers haler man gaaende, men nu skulde vi hjem, og saa gik det i Løb, det var morsomt at se den Iver alle lagde for Dagen. Vore Overorånede vare ogsaa yderst tilfredse med os, Dampen var allerede oppe, snart var Ankeret lettet med den sædvanlige Musik, majestætisk gled Fregatten ud af Fjorden, medens Salutten blev brændt af og besvaret fra Batterierne i Land.
Vi passerede det smalle Indløb med Klipper paa begge Sider og snart gyngede vi atter paa det azurblaa Atlanterhav. God Vind have vi haft paa hele Hjemrejsen, i 10 1/2 Dag naaede vi Gilleleje, hvor vi først
kastede Anker (Natten mellem Søndag og Mandag Kl.2) og endda havde vi sinket os mindst et Par Dage i Nordsøen ved Sejlmanøvrer og Skydeøvelser.
Den ene Dag gik som den anden for mig, der er ikke noget at fortælle; den smalle Del af Canalen passerede vi en Nat, vi saa Lygterne i Dover og en anden nærliggende By.
Søndag Morgen dampede vi Skagen ind og Natten efter kastede vi Anker nord for Sjælland. Mandag Morgen blæste det op til Storm med Paalandsvind, vi lettede derfor og stod ned i Sundet. K1.2 faldt
Ankeret og nu ligge vi her og hoppe. Om Aftenen kom der en umaadelig stor Post ombord, en hel Sæk fuld, efter der var pebet til Køjs bleve de saa delte ud, der var stor Fryd kan du tro, man saa kun
faa skuffede Ansigter. En af Officererne spurgte mig, om jeg skrev Bøger siden jeg fik saa stor Post.
Her snakkes meget ombord, om hvor vi skal hen nu, men rimeligvis blive vi liggende her til den 20. eller saa; vi gaa saa ind i Flaadens Leje for at aftakle. I saa Tilfælde faa vi jo en Del Landlov i Kjøbenhavn, og maaske kan jeg komme lidt længere, det vil Tiden vise.
Jeg har det rigtig godt i enhver Henseende. Hils alle som bryde sig om en Hilsen fra mig, Tante Trine især, hvis du ser hende, men vær selv kjære Moder og Tante kjærligt hilset fra Eders Ludvig.
Hvis du ser Onkel Ferdinand, saa fortæl ham, at jeg ikke er taget til Overconstabel. Capt. Gad har altsaa husket sit Løfte.
Lev vel!
Undskyld Skriften, men Pennen er virkelig maadelig og Blækket tykt!
Knudsens Brev maa du godt læse, men send Marie det med det andet!
Kjære lille Marie!
Hjertelig Tak for Dine to sidste Breve, som jeg modtog her i Mandags; jeg er rigtig glad ved at se, at Du kommer til Kræfter, ja med Guds Hjælp komme vi vel ogsaa videre, vær kun ved godt Mod, min egen elskede Pige.
Alt hvad Du skrev var just ikke glædeligt, hvor er dog Sygdom en tung Gæst, baade for dem som lide og dem som staa dem nær, men det at det er Gud som sender det, maa være vor Trøst, naar det tynger os.
Tak Svigerinderne for deres Breve og hils dem alle fra mig, Ingeborg især.
Tit paa Posten har jeg tænkt baade paa dig, min egen Pige og meget andet, saa er der Lejlighed og Ro.
Jeg vilde gjerne svare dig paa dine Breve, min egen Pige, men om lidt skal vi skeje ud med Skrivningen og Papir har jeg ikke mere af. Du er kjed af det ved jeg min Ven, men vid dog at alt hvad du skrev; har glædet mig.
Lev vel min egen elskede Pige og Gud være med dig som med din egen Ludvig
Jeg sender dig et Brev, som jeg modtog fra Knudsen, du ser deraf hvorledes han har det. Du skal ikke gjøre nogen Anstalt for at sende min Dagbog til ham, da jeg selv vil skrive ham til.
“Helgoland”
Vedbæk, den 11.sept.1881
Kjære Axel!
Tak for dine gode Ønsker i Anledning af Fødselsdagen, navnlig for det sidste om en rask Kjæreste inden Aaret er omme eller helst før.
Jeg haaber du gjør Alvor af at besøge Søtorup saa snart som muligt, dog det er sandt, nu faar du maaske ingen Ferie, da du har besluttet at blive i Tjenesten indtil videre. Hvad din Bestemmelse angaar, tror jeg du intet fornuftigere kan gjøre. Lysten mangler dig jo rigtignok, men da du ikke vil blive i den Stilling, spiller det jo ikke saa stor en Rolle; hvad Omkostningerne angaar har vel ikke Uniformen mistet hele sin Værdi efter et Aars Brug, saa din Underbalance behøver ikke at være stor for det Aar, hvis du kommer til Kjøbenhavn, hvad der vel ikke er megen Sansynlighed for, kan du sagtens bjerge dig. Jeg haaber du er ved godt Mod og godt Humør, det er det vigtigste, synes jeg.
Jeg for min Part lider af Kjedsomhed og har lært at skjønne paa de gode tit gemytlige Timer og Dage paa Fregatten Jylland, nu da dette Slaveskib er blevet mit midlertidige Hjem.
Jeg sagde Skib, “Maskincoloni” for ikke at sige do-Polyp, Kassen minder virkelig noget om en saadan Sammengroet Klynge af Individer, som hver for sig besørger sit uundværlige Arbejde til fælles Bed-
ste.
Hvert Individ er en Dampmaskine, én haler Ankeret op, én bevæger Roret, én sørger for Oplysningen ved at drive en Electricermaskine, Som atter producerer Lys, en 3—4 Stykker besørger Pumpningen, hvis der skulde gaa Hul paa Skallen, én destillerer fersk Vand, én presser Luft sammen for dermed at puste Torpedoer ud mod andre Polypper, og to store stærke Karle driver os fremad.
Man skulde tro, at Mennesker i Masse her vare en Overflødighed, men desværre behøves mange foruden de 62 Fyrbødere og 20 Maskinofficerer, vi have nemlig hs. Exelence Admiralen ombord og vel sagtens af den grund have vi.et Utal af Poster at besætte. Ofte staar en stakkels Skildvagt gjemt paa et afsides Sted Time ud og Time ind, fordi man ingen Afløser havde til ham, da Tid var, og siden er han blevet glemt.
Pudsning er her ogsaa rigeligt med og Exersits 4-5 Timer daglig, det kan nu altsammen være det samme, men det kjedeligste er, at man ikke har Ro til Hvile i sin Fritid, man bliver jaget saaher, saa derhen, Saa til den og saa til den urimelige Mønstring. Forleden skulde Jeg paa Gallionen (Lokummet) om Morgenen, men blive forhindret og maatte opsætte og opsætte det til jeg havde faaet min Aftensmad i Livet. Min — ja vor -— bedste Trøst er at om 5 Uger ere vi alle færdige.
Stemningen er naturligvis sørgelig trykkende, kun naar vi har faaet Punch kan man høre lidt til de gamle gemytlige Viser, som Jylland gjenlød af ikke alene hver Aften, men meget af Dagen med.
“Jyllands” brave muntre Besætning vandrer om her med sure Miner, det er helt bedrøveligt at se paa. Hver Nat regner det, Dækning er her ikke Spor af paa Dækket, saa man gaar tit i en vedvarende Fug-
tighedstilstand, som fornyes hver Nattevagt. Har man vasket, bliver Tøjet sort af Røgen inden det er tørt, saa vasker man igjen og om igjen, alt er Rakkeri uden Orden og Mening, men Skidt være med det,
naar bare ikke vort Rugbrød er grønt af Mug og med Haar paa.
Hvis én kaster noget saadant Svireæde overbord og Gjerningsmanden bliver opdaget, kommer han i Hullet derfor. Det driver nemlig agterud forbi Admiralens og Chefens Vinduer og d”Herrer holder heller
ikke af at se grønt Brød, kan du tro.
Jeg tror ikke vi kommer i Bæltet, vi skal da først til Bornholm, Siges der, for at ledsage Kongen til Kjøbenhavn, og den 21. skulle vi være med ved Afsløringen af Niels Juhl-Statuen, men for Resten
kan vi maaske naa derhen efter den Tid.
Du maa nu efter denne Beskrivelse ikke tro, at jeg ikke kan holde Pinen ud. Det er ikke Tilfældet, jeg er tit ret fornøjet, dog gladest naar jeg har faaet min Køje hængt op.
Lev vel for denne Gang og vær hilset mange Gange fra Ludvig.
Her er næsten helt mørkt, hvor jeg skriver, saa du maa undskylde mig, hvis jeg har vrøvlet paa Papiret. Min Adresse er:
Marineconstabel No. 108 Brusch, “Helgoland”
Overpostcontoiret i Kjøbenhavn.
Hvis du skriver, lad mig saa vide din.
Du maa svare mig til mine Breve fra Turen med Fregatten “Jylland” da jeg nødig vil miste dem, send dem hjem eller til Marie!
Jens Ludvig Brusch og Marie Elisabeth Mygdal
(generation 113)
Lige inden turen med fregatten Jylland er Marie og Ludvig blevet forlovede.
I et nytårsbrev til moderen skriver hun, at Tante og hun “anden juledag var til middag hos Onkel Theodor (Reitzel), hvor den første skål, han udbragte ved bordet, var Éders – de forlovedes.”
Allerede inden forlovelsen havde Marie fået polio og var delvis lammet i benene. Hendes svaghed har præget forlovelsestiden og måske gjort den længere end sædvanligt.
Efter at have taget afsked med marinen bliver Ludvig medhjælper på Rudkøbing Apotek indtil september 1882 og kommer herfra til Otterup Apotek, hvor han bestyrer hjælpeapoteket i Søndersø by indtil maj 1885.
Så kommer han igen til København og er ansat på Sorte Hests” Apotek til august 1889. Herefter begynder han på sit fremtidige arbejde, idet han bliver ansat på Alfred Jørgensens Gjæringsfysiologiske
Laboratorium og i sommeren 1890 gennemgår et kursus i gæringsfysiologi.
Den 13. maj 1891 er der udstedt “kongebrev” fra Christian den 9. om at “Cand. pharm. Jens Ludvig Brusch og Marie Elisabeth Mygdal, begge af Søtorup under Sorø Amt udi vort land Sjælland må, – uden forudgående lysning fra prædikestolen – hjemme i huset sammenvies af hvilken præst de det begjære
og dertil kunne formå”.
Brylluppet holdes den 20. juni. De har valgt denne løsning, fordi Marie kun har kunnet bevæge sig i kørestol.
Det nygifte par bosætter sig på Mathildevej nr. 6 på Frederiksberg og Ludvig er stadig ansat på Gjæringsfysiologisk Laboratorium, indtil han 1. februar 1901 bliver laboratorieforstander på De forenede Bryggeriers nyoprettede gæringsfysiologiske Laboratorium.
Ansættelseskontrakten er bevaret. Den indeholder alle praktiske bestemmelser, blandt andet at gagen er 3500 kr. pr. år. Laboratoriet lå på Tuborg og derfor flyttede familien til Hellerup, Ahlmanns Allé 11.
Marie og Jens Ludvig Brusch har nu tre drenge:
Jens Oluf Ludvig Brusch, født 18.juni,1893.
Poul Axel Brusch, født 12.juli, 1898.
Carl Julius Brusch, født 23.juli, 1902.
Hjemmet på Ahlmanns Allé har jeg og mine søskende hørt historier fra. Vores Farfar og Farmor, som de jo var, var meget forskellige. Farfar var en glad mand med et lyst sind, som man kan mærke i dagbogen fra fregatten Jylland. Farmor var nok mere alvorlig. Med tre børn har der været en del
munterhed. Far har fortalt, hvordan drengene engang kom vand i Farfars snapseglas ved søndagsfrokosten – og at de rigtig nød hans ansigtstrækninger.
Sommerferierne blev af og til tilbragt i Hornbæk. Fars forkærlighed for ferier ved vandet må stamme herfra. Når Farfar ikke havde tid til ferie, kunne Farmor sammen med drengene være på ferie hos Farbror Axel og tante “Dine” på Krebshusgården ved Sorø. De havde ingen børn selv, så drengene blev
rigtig forkælede. Farmor var meget nervøs for deres helbred, og selv her ude på landet var hun meget forsigtig, har jeg hørt min Mor fortælle.
Far var FDF-er som dreng, og det er egentlig grunden til, at han traf Mor. Mors ældre søstre, Anna Margrethe, Agnes og Helga var ind imellem tanter på FDF-lejrene. Far og Mor mødte hinanden første gang ved moster Agnes” begravelse i Snostrup ved Frederikssund.
Moster Inge – Mors yngste søster – kom i huset hos Farmor og Farfar i Hellerup. Hun har fortalt, at de tre sønner, Oluf, Poul Axel og Carl Julius blev omtalt som “Adjunkten “Studenten” og “Bryggeren! Hun syntes, at Farmor var streng og opretholdt et stærkt kvinderegimente, men at Farfar var elskelig.
Vores Mor og Farmor forgudede hinanden – vel blandt andet fordi deres religiøse indstilling stemte meget overens.
Fars kusine, tante “Alice”, se slægtsbiblen 1909, 17. juli, – altså et barnebarn fra Søtorup Apotek ligesom vores Far – kom meget i hjemmet i Hellerup. Hun fortæller:
“Hvorledes skrive om Hjemmet i Hellerup?
Jeg har kun oplevet det fra 1917 til 1927, da faster og onkel rejste til Fredericia, samt i et par ferier. Det må være som barnet eller den unge oplever det – og efter bedste hukommelse.
Den 14. februar, 1917 rejste min mor og jeg fra USA med Frederik VIII og kom til Københavns Frihavn 12. marts. Jeg havde mæslinger for anden gang og husker kun den dag som lysbilleder. Oluf var den første til at tage imod os. Vi kom hjem, og jeg fik mit første møde med Ahlmanns Allé nr. 11.
Faster stod i døren og tog imod os. Hun stod der med sine to stokke. Vi kom ind i Lillestuen, hvor frokostbordet stod dækket, og der var blødkogte æg, husker jeg. Det var umådelig meget, eftersom det var under krigen, hvor alting var dyrt og vanskeligt at få. Lillestuen blev brugt til spise- og opholdsstue om vinteren. Spisestuen, der var meget større, var for stor at varme op under krigen. Den blev kun brugt om sommeren og om julen.
Onkel gik tidlig i seng og var tidlig oppe. Det var omvendt med Faster. Efter morgenmaden gik Onkel om sommeren en kort runde i haven, og så gik turen til Laboratoriet.
Til hjælp i huset var der en kokke-enepige, og om eftermiddagen efter skoletid kom der en skolepige og hjalp til med middag, opvask, pudsning af knive og lignende. Det var skik, at fætrene skulle sørge for, at alt fodtøj blev pudset og deres senge redt. Den der mødte sidst på universitetet skulle ordne
sengene i soveværelset.
Ved middagsmaden var alle samlet – Faster, Onkel, tre fætre, en student – i min tid var det Jørgen Drewsen – to unge piger og mig selv. Maden bestod altid af to retter, og til eftermaden altid et halvt stykke rugbrød. Når vi var færdige med at spise blev der holdt en kort andagt, der nok var med
til at give udenforstående den tro, at hjemmet var indremissionsk. Men! -— en samtale langt senere – mellem Onkel og min mor viser noget andet. Onkel: “Poul Axel hører til Indre Mission”, Min mor bliver meget forbavset. Onkel:” Nej! Ikke sådan, men præster skal have et stempel, og så bliver det nærmest Indre Mission”.
Jeg vil betegne Faster og Onkel som praktiske kristne.
Ved Tuborg var der et stykke jord, der var delt ud i lodder som køkkenhaver. Et sådant stykke havde Onkel. Det gav altid noget til husholdningen. Onkel gik tit derned, inden han kom hjem fra arbejdet. Han kunne sige, at om et par dage er der f.eks. bønner, og Faster indrettede middagen derefter.
Onkel havde en spilleaften med onkel Alfred Ziebe, gift med Ingeborg samt et par andre, som jeg ikke husker. Da kortspillet ophørte, var der 95 kr. i kassen. Dem fik min mor.
Onkel var også med i Marineforeningen, hvor han traf gamle kammerater fra fregatten Jylland. Der havde han aftjent sin værnepligt ved niende bagbords kanon. Det fortalte han mig mange gange.
Han var også med i en skytteforening sammen med onkel Alfred, der var særdeles dygtig til skydning og havde en stribe af pokaler.
Onkel Ludvig kunne aldrig vinde noget. En aften han skulle afsted, sad han og legede med mig, da Carl Julius sagde: “Du skulle hellere tage af sted og “skyde” noget til Alice!”, Han tog af sted og vandt for en gangs skyld en syltetøjsske med tangmønstret. Mit navn blev indgraveret, og jeg fik den. Den historie har lydt, hver gang der var gæster. Det er vist den eneste præmie Onkel har vundet ved skydning, men han havde jo også aftjent sin værnepligt ved niende bagbords kanon på fregatten Jylland – og ikke med håndvåben!.
Onkel havde en forbavsende fortælleevne. Der kunne fyldes mange sider med hans fortællinger, når man gik tur med ham, eller man arbejdede ved siden af ham i haven.
For Faster var livet mere stille. Hun sad meget i sin stol inde i spisestuen, hvor hun syede eller strikkede. Hun havde sin egen stol i spisestuen og i dagligstuen.
En gang samlede Faster alle Brusch’erne, Onkels familie skulle ikke forbigås. Der var foruden Onkels to brødre Brusch”’erne fra Bredegaard.
Da krigsfangerne efter første verdenskrig blev sendt hjem til Sønderjylland, var der mange der fik et kort ophold i København og omegn. Også hos Faster fik de én, Jens Peter fra Jels. Krigsfangerne fra England kom hjem. Fangerne fra Tyskland var underernærede og kunne ikke altid holde til rejsen til
deres hjemland. Flere er begravede i København.
Santalmissionen havde en stor plads i hjemmet. Ved siden af telefonen stod en af missionens bøsser, hvori alle penge for lån af telefonen blev lagt.
Også Armeniernes ulykkelige skæbne påkaldte sig deres opmærksomhed.
Der var meget stor gæstfrihed i hjemmet. Et år var overkammerherre Oxholm til middag i anledning af Christian X”fødselsdag. Hver måned, når der var vaskedag, spiste vaskekonen med barnebarn med ved bordet. Barnet var 4 år og hans sprog var sjældent egnet til bordkonversation. Alida Smith var tit
gæst på sine fridage.
Mine skolefridage tilbragte jeg altid i Hellerup. Faster ville ikke have, at jeg gik alene hjem, og jeg føler en dyb taknemmelighed for Fasters betænksomhed for andre mennesker.
Til Onkels 25 års jubilæum læste Oluf telegrammerne op. Et af dem rakte han til Onkel og spurgte, om det også skulle læses op. Onkel svarede ja. Det lød nogenlunde sådan: “Johanne Marie nedkommet med en datter! Alt vel!” Det var Visse.
Faster og Onkel besøgte engang Sevel præstegård. Med tiden blev det naturligt, at det især var børnebørnene, det drejede sig om.
Den 1. oktober flyttede de fra Hellerup til Fredericia. De var til det sidste meget åndsfriske og optaget af alt, hvad der skete omkring dem.
Tante Alice slutter sin beskrivelse med følgende:
Det er mit indtryk, at både hjemmet i det gamle apotek og hjemmet i Hellerup var gode hjem — og at minderne om dem burde bevares for eftertiden. Kan jeg gøre mere herfor, vil jeg gerne!
I bogen De forenede Bryggerier 1891 – 1916 ( ved Karl Meyer ) er Farfar nævnt som en samvittighedsfuld medarbejder.
Her følger et uddrag af bogen:
Gærkældernes Antal var til 1894 efterhaanden bleven forøget, saaledes at, der fandtes 5 Gærkældere, af hvilke de to var forsynede med ialt 120 Gærkar af Træ, medens de tre andre indeholdt 66 Skiferkar. I 1899 erstattedes de 120 Trækar med 89 Skiferkar, og i 1905 opførtes endnu en Kælder med 28 Ski-
ferkar, saaledes at disses samlede Antal nu er 183.
For et godt og sikkert Arbejde i Gærkælderen er Tilsynet med Gærens Renhed og Fremstillingen af ren Gær af den aller største Betydning. Saavel det hermed forbundne Arbejde som de af ‘samtlige Bryggeriers Drift paakrævede kemiske Arbejder udføres paa Tuborgs kemiske og gæringsfysiologiske Laboratorium under Ledelse af cand. pharm. Laboratorieforstander J.L. Brusch. Efter en mangeaarig praktisk og teoretisk Uddannelse, deraf de sidste 10 Aar som Assistent paa Alfred Jørgensens
Laboratorium, ansattes J. L. Brusch i 1901 som Laboratorieforstander paa Tuborg, og han har her — siden 1904 i de fortrinlige Laboratorier i den nye Administrationsbygning — med en sjælden Samvittighedsfuldhed udført de nævnte, ofte yderst penible Undersøgelser for alle under de forenede Bryggerier hørende Virksomheder.
Efterhånden bliver sønnerne gift og flytter fra reden. Onkel Oluf med tante Valborg, Far med Mor og onkel Carl Julius med tante Ellen.
I 1926 tager Farfar sin afsked fra De forenede Bryggerier efter 25 års ansættelse. I 1927 flytter de til Fredericia og kommer til at bo i lejligheden, Købmagergade l6st., i nærheden af onkel Oluf og tante Valborg. Her kan jeg huske dem fra, engang vi har været på besøg fra Sevel. Farmor lå meget i Sengen, og vi løb ind til hende i soveværelset. Hun sagde: “Bøh! Tit tit!”, idet hun Slog håret ned for ansigtet. Og så gav hun os chocoladeknapper – de hvælvede med krymmel – men kun én ad gangen! Slægtens mådehold i alle situationer fornægter sig aldrig:
Jeg kan huske et øjebliksbillede af Farmor, da hun -— lænet til sine to stokke – kigger ud ad vinduet, inden hun sætter sig til bords.
Farfar kan jeg bedre huske fra Sevel Præstegård. Far må have hentet sine forældre ved toget i Vinderup. De kommer ind i spisestuen og sætter sig på et par stole ved væggen ud mod haven, inden vi skal have the. I stedet for sukker kommer Farfar crystallosetter i theen – han havde gammelmandssukkersyge.
Den runde messingæske, som åbner sig med et lille hul, når man drejer på låget, var efter min 3-årige mening et vidunder. Og duften af the, da jeg stikker hovedet helt hen over koppen for at se, hvad der sker med crystallosetten, mindes jeg hver gang, jeg får hovedet hen over en god kop the.
Den 2.februar 1931 dør Farmor, og allerede 23.september følger Farfar efter. De ligger begravet i Fredericia.
Far og Mor er senere begravet på samme gravsted.
Johanne Marie Smith 21—7-1896 12-6-1980
(generation 114)
Min Mor
Ved en hurtig eftertanke står Mor for mig som den fortravlede og nervøse præstekone, der altid var lidt for sent på den og som næsten aldrig fik magt over tingene eller overskud til at være åen dirigerende.
Ved nærmere eftertanke og -— som årene går -— næsten hver dag optræder Mor for mig som en beundringsværdig kvinde, der på trods af næsten alt var i besiddelse af et klarsyn, et afvæbnende humør og en næsten hensynsløs ærlighed.
Ved fordeling af penge til forskellige velgørende institutioner kunne Mor f.eks. sige om Indre Mission: “De skal kun have 50 kroner! De tror de er så gode, men det er de ikke!” Indre Mission, som Mor havde levet hele sit liv med!
Til moster Anne Margrethe, som aldrig kunne lade være med at tage lillesøster i skole og som engang ville overtale Mor til at rejse lidt mere i udlandet, sagde Mor: “Jeg vil hellere sende mine penge på rejse!”
Mor bedømte folk efter, hvordan de var og ikke efter, hvad de var eller hvad de havde.
Praktisk arbejde med mad og rengøring faldt Mor tungt. Derfor beundrede Mor kvinder, som på grund af særlig dygtighed eller organisationstalent kunne ordne en hel masse. Derimod var Mor god til “åndeligt arbejde” og kunne være blevet en god præst – men ikke en myndig provst.
Mor var elsket i ordets sande betydning af folk, som hun havde med at gøre i sognet eller i præstegården. Mange af Mors piger blev ved med at holde forbindelse med hende. Hele Mors liv hvilede på en urokkelig tillid til Gud. Tunge tildragelser bar Mor i tryg forvisning om, at Gud havde tingene i sin hånd. Mors bekymringer drejede sig mest om ting, Som hun havde en vis mulighed for
ændre på.
At dette elskelige menneske kunne stampe i gulvet i hidsighed viser lidt om, hvad Mor holdt i ave og at hun som sin elskede faster måtte “sige sludder til sig selv”.
Mor er født på Kvellinghøj i Stenlille som nr. fem i en flok på otte. På en høj på vejen mod Stenlille by står en trægruppe med otte stammer, som efter morbror Hothers udsagn symboliserer søskendeflokken. Træstammerne er trods alt de mest sejglivede, en børnene fra Kvellinghøj fulgte dem
godt på vej.
Mor var en sippernippe, som der står i bryllupssangen, men altså også en lille hidsigprop, som stampede i gulvet, når brødrene drillede.
De store søskende havde taget magten i søskerndeflokken, og derfor blev de mindre søskende i højere grad til tilskuere og lydige ofre. Moster Anna Margrethe tvang dem til at knappe livstykket i ryggen – noget der slet ikke var meningen. Et livstykke var en slags kort undertrøje med skulderstropper
og knapper foran. Det skulle holde de lange strømper oppe ved hjælp af strømpebånd.
Søs, som Mor blev kaldt, ser på alle billederne fra barndommen ud til at leve i en bedrevidende og hemmelig verden, som de andre søskende ikke havde fuld adgang til. Der var privatlærerinde i hjemmet, og børnene kom tidligt ud i verden for at gå i en offentlig skole. Mor har taget mellemskole-
eksamen som privatist i København i 1911 og kom derefter over til Kongebrogården ved Lillebælt hos farbror Lorenz Smith og Farmor for at gå i Miiddelfart borgerlige Betalingsskole, Farbror Lorenz var skovrider under Hindsgavl gods. Som ugift havde han sin mor og sin søster, Agnes Elisabeth Smith boende hos sig. “Faster”, som hun blev kaldt, er en ganske bestemt person for os præstebørn.
Selvudslettende, herskesyg og altvidende, men elskelig var hun -— og så havde hun en ganske bestemt og lidt hengemt duft.
Hun har præget Nor helt fra barndommen med en knugende pligtfølelse og hun har rettet på os præstebørn ved enhver given lejlighed, mens hun sad ved Mors topfulde stoppekurv.
I dette lidt specielle hjem boede Hor, indtil hun tog realeksamen i 1913.
Skolen skulle i henhold til lov om højere almenskoler meddele et vidnesbyrd om elevens forhold i skolen. Der står kort og godt:
“Hun. har meget gode evner, har været særdeles flittig og har vist en god opførsel.”
Alle, der har kendt Mor, kan bevidne, at hun levede op til dette vidnesbyrd hele sit
liv.
Senere har Mor været privatlærerinde, men i perioder har Mor sikkert været hjemme. Og har hjulpet til.
Der skete meget i familien. Kvellinghøj blev solgt og man flyttede ind på gården Frydendal i Lille Rørbæk ved Frederikssund. Senere blev Frydendal solgt, og Mormor og Morfar købte Hvide Hus i Frederikssund.
Poul Axel Brusch
(generation 114)
Min Far
Far er den midterste af tre brødre og skulle derfor — som man tit ser det i sådan en række – falde anderledes ud end storebroderen og lillebroderen.
Far faldt anderledes ud på mange af livets områder, og det skyldes ikke bare ydre påvirkninger.
Jeg kan nu, Ca. 20 år efter hans død, karakterisere ham som en munter mand, velbegavet, videbegærlig, retfærdig og pligtop-
fyldende til det yderste, flittig, hjælpsom og rar.
Hermed være ikke sagt, at hans brødre ikke havde disse gode egenskaber, men Far havde dem allesammen, og han har altid stået for mig som den mest reelle person, jeg har kendt.
Men Far gik ikke ind i folk med træsko på! Ved et overfladisk kendskab kunne Far virke mut eller sur, fordi han først udfoldede sig rigtigt i omgivelser han var fortrolig med, f.eks. i fritiden sammen med os børn, i ferien eller på lejre med KFUM eller FDF. Men Far måtte også lægge en dæmper på sine udfoldelser på grund af præstens stilling i landsbysamfundet og på grund af de knappe økonomiske kår for præster på den tid. Selvfølgelig har Fars retfærdighedssans og krav om en retlinet opførsel også kunnet virke skræmmende på os børn. Derfor må begreberne, strenghed og alvor også med i denne indledende karakteristik af min Far.
Som dreng er Far blevet forkælet som sine brødre. Pligterne har været få og måske symbolske i det jævnt velstillede hjem i Hellerup.
Det er kun små glimt vi har hørt, så de bedste vidnedsbyrd om Far er netop vidnedsbyrdene fra karakterbogen fra Ordrup højere Ålmenskole, som Far gik på fra 1905 til studentereksamen i 1916.
1905 – 1906, altså 1. klasse: Poul er en glad og fornøjelig dreng, som vi har megen glæde af. Det kniber for ham at følge med i regning, og hans oplæsning er ikke rigtig flydende. Han støder ordene frem i stedet for at læse dem i sammenhæng. I de øvrige fag følger han pænt med.
Ved juietid 1909: Poul Axel er en flittig dreng og meget fornuftig. Tales der med klassen om en eller
anden ting, viser han sig at være i besiddelse af sund dømmekraft og at vide god besked om mange ting; men han kommer sjældent frem med det, før han bliver direkte spurgt. Han er i alle måder en flink dreng, men der er fag (skrivning og gymnastik). der ikke pynter på hans ellers fine stand-
punkt.
Har var meget stille og kunde til at begynde med falde hen i timerne. Han er blevet meget mere livlig, men endnu var det dog ønskeligt at få pustet mere liv i ham i nogle af timerne; i andre er han spillevende. Han er en god dreng, og nu er han vokset helt sammen med klassen. Vi har kun grund
til at være glade for ham.
Ved juletid 1911: Poul Axel har arbejdet til skolens tilfredshed og er flink i alle fag; kun klages der
over, at han ikke altid passer sit arbejde i tegning og ikke altid er ordentlig nok med de skriftlige arbejder. Han er en meget interesseret og fornøjelig elev for skolen at arbejde med.
Årsprøve i 3. mellemskoleklasse: Skolen finder ikke, at der er nogen rimelighed i, at Poul Axels pæne eksamen skal forringes med skrive- og ordenskarakterer-e. Her må ske en forbedring til næste år.
12. oktober 1912:
Flittig og flink. Poul Axels orden er i fremgang, men helt fin er den jo ikke endnu.
3. december 1912:
Poul Axel har ikke været helt sikker i tysk læsebog, og i engelsk har han været usikker i stiløvelser.
September 1913:
Dansk. I det mundtlige går det i det alt væsentlige godt. Stilen viser nogen usikkerhed i tegnsætning og på enkelte punkter også i retskrivning.
Oktober 1914. 2. gymnasieklasse:
Dansk. Flink, i svensk nær op mod flink, oplæsningen mangler noget i at være helt god.
Engelsk. I det mundtlige har han arbejdet godt og kan næsten kaldes flink, Han må passe på stavningen i sine stile. Naturkundskab. Pænt forberedt og gennengående flink, Han mangler kun af og til lidt sikkerhed i fremstilling.
1 1916 bliver Far student, matematisk – altså ikke direkte egnet til et teologisk studium.
Det er sikkert igennem FDF og KFUM Far er blevet klar over, at har ville være præst. Olfert Ricard, som var formand for KFUM og præst i Garnisons Kirke, prægede mange kristeligt indstillede unge netop på den tid.
Farmor blev meget glad, da hun hørte at Far ville være præst. Det havde hun haft som sit højeste ønske.
Far læser på Københavns Universitet fra 1916 og afslutter sit teologiske studium i januar 1925 med hovedkarakteren Laudabilis.
I sin studietid var Far ivrig FDF’er eller “delledreng” som det kaldtes. Han endte vist som delingsfører og var i hvert fald med på mange sommerlejre. Klinteborg og Jomsborg har Far fortalt om.
Der var altid tanter med til at stå for madlavningen. Et år var én af tanterne Agnes Smith fra Frederikssund og de følgende år var søstrene Helga og Anne Margrethe også tanter. Der er ingen tvivl om, at året har været festligt og lidt mere tvangfrit end ellers på den slags lejre.
I Fars papirer ligger et eksempel på en “Doktordisputats” fra sommerlejren i 1918 om begrebet “Sommerilejr” til brug ved lejrbålet. Far var fremragende til den slags ting, og han brugte evnerne igen på mandslejrene i KFUM i sognene i Jylland.
Der ligger også “Interessante beregninger med skakbrædtet som grundlag” – altså med ét hvedekorn på det første felt, to på det næste, fire o.s.v. En mand som passede til den ølflaske, der kunne rumme det øl, som kunne brygges af de 9.223.372.036.854.775.808 hvedekorn ville have en fod, som nåede
fra Hellerup til Gilleleje.
I 1919 dør Agnes Smith af blindtarmsbetændelse. Ved begravelsen på Snostrup Kirkegård ved Frederikssund deltog flere af FDF- førerne fra Hellerup og her så Far Mor for første gang.
Det blev ikke nogen stormende forelskelse. Far var fuldstændig væk i Mor, men hun var meget tilbageholdende og angst. Mor fik den “spanske syge”, en ondartet infiuenza, og havde vist en alvorlig depression bagefter.
Mors søstre tog Mor lidt i skole. Der måtte sandelig tages en beslutning! De var sandelig også de rette til det – ugifte som de var.
Mor har fortalt, at Far havde mange flammer. “Men han brugte dem ikke!” føjede Mor til. Mor kom til at sætte stor pris på Farmor i Hellerup. Farmor var lidt dominerende og virkede sikker, hvilket Mor altid har beundret. Og Fars forældre var meget glade for Mor, sød og stilfærdig som hun Var,
Forlovelsestiden bliver kun et par år.
Efter eksamen i januar 1923 var Far i England fra sidst i marts til sidst i juni.
De tre brødre fik hver en udenlandsrejse af Farfar, hvor Fars gik til England. Den er beskrevet i to dagbøger fra turen. Mors søster Helga var sygeplejerske i London, og de mødtes nogle gange under Fars ophold i byen.
Efter Englandsturen må bryiluppet være blevet bestemt og Far søger embede. For nutidens unge lyder det måske mærkeligt med alle de faste ingredienser i forfædrenes livsførelse, forlovelse, embede, lejlighed, men sådan var det, og som en accepteret sædvane må det bedømmes.
Far bliver den 11. september, 1923 af Kong Christian X beskikket til “herefter at være Kaldskapellan i Vor Købstad Fåborg med annekset Diernisse i Vort Land Fyen.” Lønnen er omkring 500 kr. om måneden.
Brylluppet bliver holdt i Frederikssund den 19. november.
Fars og Mors søskende har skrevet denne sang til brudeparret:
Ved Brylluppet på Hvidehus 19/11 – 1923,
Poul Axel som en lille dreng
gik pænt og artigt i sin seng,
sit legetøj han gemte.
Men da han først blev stor og klog
og læste mangen visdomsbog
sin artighed han glemte
Eksamen tog han fint og flot,
men derpå hvilte han sig godt!
Et halvt år gik han hjemme,
så drog til Faaborg han i hast
og undte sig ej mindste rast
til sine ting at gemme.
Thi se! På væggen hænger der
af billeder hen hele bær
og hist hans sure piber.
Den lille Bror dog pakker ind
med fromt og kærligt tjenersind,
endskønt det for ham kniber.
Et alvorsord han sige må
til pigen, som med Poul skal gå
ad livets keglebane:
“Du skal ej tage ham til mand,
han sine ting ej gemme kan,
det blive kan en vane!”
Hun vil dog ved hans side stå,
i tykt og tyndt end med ham gå,
hun vil ham ikke slippe.
Thi hun fra ganske lille prik
bestandig det at vide fik:
“Du er en sippernippe!”
De slemme brødres lyst det var
at råbe: “Søs en plet du har
bag på din pæne kjole!”
Da stamped hun med foden vredt,
thi hendes blod det var lidt hedt,
hun tog dem slemt i skole.
Men siden mere from hun var,
og om endnu hun stundom har
lidt unødvendig møje;
saa just Poul Axel prægtigt ved
at jage bort med lun besked
bekymret blik i øje.
Og derfor nu så trygt vi ser
dem bygge hjem, omend der er
lidt småting at undvære.
Trods stengulv, uden køkkenbord
Søs skal jo nok, det vist vi tror,
et måltid fint frembære.
Det fik Farfar til at udbryde: “At han bød hende det”.
Brev fra Johan Busch, Themstrupvej 16, 4690 Haslev. 03 69 13 45 til Ruth Gaarn-Larsen
Haslev 27-7-1987.
Kære Ruth Gaarn-Larsen!
Tak for dit brev – ja, jeg siger ”du”, da vi er i familie – som lå på skolen, da jeg kom tilbage fra ferie i dag.
Det har sat mange tanker i sving. Jeg kan huske jeres besøg – og at min far var meget optaget af familieskabet. En idrætspræst var jo på forhånd noget spændende.
Min far samlede meget om slægtens historie, men havde på det tidspunkt svært ved at kopiere og måske også svært ved at begrænse sig.
Jeg har overtaget materialet efter mine forældres død og har heldigvis haft et par nysgerrige børn, som ville vide alting.
Derfor har jeg gennem de senere år arbejdet på en slægtshistorie og er vel halvvejs igennem.
Jeg sender den del, som omfatter slægten Busch og som er nået til mine forældres bryllup og bosættelse.
Den vil du sikkert læse med interesse. Den arbejder faktisk kun med den lige linie for at gøre den mere letfatteligt for de unge. Hvis man går helt ud til de yderste led, vil mange miste interessen.
Spørgsmålet for mig er, hvor vi mødes i slægten, men ved at se i de gamle optegnelser, kan jeg se, at din fra hed Knud Busch, født i 1880, som søn af Hagbarth Valdemar Busch og Signe Nielsen (Se side 24).
Far har noteret, at Knud Busch blev gift med Ella Nielsen og at en datter er gift med pastor Gaarn-Larsen, Kongerslev.
Jeg er klar over at jeg havde en navnebroder i København. Er det din broder?
Du er altså af ”Bredegård-linien”, mens jeg stammer fra Hagbarths broder Jens Ludvig Busch.
Jeg har ingen søster, med navnet Ruth. Vi er i alt 8 børn fra præstegården: Agnes, Marie, Louise, Johan, Kirsten, Thorkil, Olaf, Anna og Bente. De bor henholdsvis i Randers, Sakskøbing, Haslev, Thurø, Gråsten, Thisted, Løsning og Sønderborg.
Alle, undtagen Anna, er gift og har børn.
Jeg er slev gift med Lena Degn (1952) og vi har en datter, som er keramiker, Kirsten, og en søn, Gregers, som er ingeniør. Gregers og Ellen blev gift grundlovsdag i år, og vi blev bedsteforældre i november i år.
Kirsten er gift med Sven, som også er keramiker, men er pedel syd for Århus. De har ingen børn. Ellen læser til agronom.
Min søster Agnes har også været i kontakt med Jorchen Busch.
Han må være efterkommer efter en broder til ”Busch på Lampevejen”.
Jeg vedlægger også en kopi af nogle optegnelser fra en korrespondance, som min far har haft med Valdemar Rohde? (Jeg er ikke sikker!)
Måske kan de have interesse.
Som sagt så har jeg holdt mig til den ”lige linje”, men det er alligevel interessant at få ”andre” brikker til at falde på plads.
Jeg har mine søskende som abonnenter på mine slægtshistorie, som jo omfatter flere ”slægter”. For øjeblikket er jeg i gang med min mors slægt, som vi kan føre 11 generationer tilbage.
Jeg håber du vil for fornøjelse af mine epistler.
Mange hilsener
Johan Busch
Themstrupvej 16
4690 Haslev
03 69 13 45
Tillæg:
Tillæg til Slægten Brusch
Redegørelse ved Johan Brusch:
Ruth Gaarn-Larsen (født Brusch) har efter at have læst om min 60 års-dag i avisen givet mig følgende oplysninger om slægten
Brusch:
Generation 110:
Gabriel Brusch, egentlig Gabriel Ludwig Friederich Brusch, (født 10—4-1763 i Woserin og død 16-2-1841 i Schwerin) var først gift med Laura (Lucia) Sophia Boyen (født 1766 og død 21-11-1794).
De havde 4 børn, Louise Charlotte Wilnelmine Brusch (født 1797), Gustav Busch (født 1789), Ludwig Brusch (født 1791) og Franz Ludwig Brusch (født 1793).
Efter Laura Sophias død får den gode Gabriel en søn med Maria Dorothea Eva Brandt (født 27-1-1778 og død 25—7-—1823).
Sønnen Friederich Johann Carl Brusch (født 4—8-1796 og død jan.1862) var et såkaldt uægte barn, som fik faderens navn, når denne var bekendt.
I 1797 blev Gabriel 3rusch gift med Franziska Charlotte Sophia Ubenhagen (født 10-8-1777 og død 22-10-1822).
På første side i slægtshistorien er der lidt tvivl om børnene. De er:
Carl Friederich Brusch, stamfar til vores gren af slægten i Danmark (1797-1881) og Franz Ludwig Carl Brusch (1801- ), samt Friederich Johannes Busch (1804— udvandret til København, hvor han blev restauratør i Store Kirkestræde 43 og senere i Lille Kongensgade 83 (se slægten Reitzel side 17). Han har så vidt jeg har kunnet finde ud af ikke efterkommere i min generation med navnet Brusch bevaret.
Det vil sige, at nulevende Brusch”er (1987)
i Danmark stammer fra Carl Friederich Brusch på Lampevejen.
Gabriel og Franziska får yderligere tre børn. 1 1809 en dødfødt pige, i 1811 August Christian Wilhelm Brusch og i 1816 Auguste Christiane Dorothee Brusch.
En af de to Franz”er arvede faderens embede. Ludwig var kirurg i Rostock og Wilhelm konditor i Schwerin. Charlotte var gift i Parchim med konditor Spies.
Friederich Joharn Carl Brusch var bogtrykker, faktor og forretningsfører i Det Barensprungske Hofbogtrykkeri i Schwerin.
Gabriel Brusch”s forældre var Johann Christoph Brusch (ca.1721 – 6-12-1796),
Skomager i Goldberg, 1763 i Woserin, død i Ludwigslust og Elisabeth Wahlletter fra Mestlin (ca.1727 – 27-11-1805).
Franziskas forældre var Joachim Christoph Ubenhagen (død 1785), hertugelig hof-trompetist i Ludwigslust 1777-1785 og Sophia Carolina Mullern. De blev viet 16-10-1775 i Grabow.
Vi børn fra Sevel og Ørum præstegårde har aldrig hørt om den anden søn fra Lampevejen, Hagbarth Valdemar Brusch og hans efterkommere, men “onkel Cari”, som nogle af os kan huske som er mager, særpræget person: som Far tog imod med en vis afmålt høflighed, var søn af Hagbarth Valdemar Brusch på Bredegård i Hvidovre.
Theodor Brusen Rohde skriver om Hagbarth Valdemar Brusch:
Onkel Valdemar var umådelig fornøjelig at besøge og fuld af historier, Da han havde fået Bredegaard, havde han af og til spilleparti med sin svoger Winsløw og brødrene Reitzel. – Da de en aften skulle ind til byen, siger doktoren: “I morgen skal lotteriet trækkes. Dersom vi vinder den store gevinst, kommer vi ud til dig i Wienervogn!”
Dagen derpå gik onkel Valdemar og såede. Da ser han en wienervogn komme kørende nede ved “Flaskekroen”. Det var dengang en ren sjældenhed at se et sådant køretøj på Gammel Køge Landevej. Onkel Valdemar holdt øje med den og tænkte: “den kører nok ligeud!”, Men den drejede skam om ad Hvidovrevejen. Nu begyndte den at interessere ham. Drejede den op ad den lange allé til Bredegaard, eller kørte den videre? “Jo, minsandten, der drejer op ad alléen. Det er lige så godt som et par tusinde daler ind i min lomme! —- Onkel Valdemar af sted i galop hjemad. Han nåede gården, da vognen kørte
ind. Døren op – – – – “Det er fru Holm fra Valby. Jeg vil gerne bede, om Deres karl måtte bringe 1 pægl fløde til mig to gange om ugen, når han kommer til byen!” — – Der var én der blev flad!
Hagbarth Valdemar Brusch er født 4-2-1827 og tog 18 år gammel en juridisk eksamen. Fra 1845 til 49 er han landvæsenselev på Langeland og i Mecklenburz (Schossin). Herefter er han ved militæret og han ender som løjtnant i Nyborg 1852.
Her følger et afsnit af hans dagbog:
Torsdagen d. 21.april (1852) fik jeg endelig det så længe ventede brev fra hjemmet. Alle er da – på den gamle Reitzel nær – raske, men en ulykke kunne snart være sket, idet nemlig det andet sted, som Stein har købt, nær var brændt af ved nogle tømmerfolks uforsigtighed. Agnes er da konfirmeret. Der var en stor stads til hvilken Justitsråden Winsløw naturligvis ikke undlod uindbuden at indfinde sig. Frederik maler i denne tid et stykke, som han vil sende til Akademiet for at blive agreeret.
Brevet er som alle Ludvigs skrevet i stor fart. Ved første lejlighed skal nogle på hovedet sendes ham i den anledning. I slutningen af denne måned sendte jeg brev hjem til fader og bad ham om et bestemt svar, om han ville skaffe mig en gård. Jeg ser med en vis uro min fremtid i møde. Får jeg en Gård, vil jeg få en drøj tørn at udholde.
Lørdag d. 1.maj gav et stød i min livsstilling. Om eftermiddagen kom der ordre fra regimentet, at jeg skulle permitteres fra i går af. Min gage havde jeg heldigvis fået udbetalt, den kan nu det smudsig, gerrige ministerium skyde en hvid pil efter.
Søndag d. 2. maj tog jeg afsked med løjtnant Jahn og officererne ved 3. jægerkorps, som jeg nu i et halvt år har levet i god forståelse med. De var alle samlede for at sige mig farvel.
Som jeg skulle gå om bord i dampskibet, fik jeg to meget behagelige breve. Det ene var fra fader, hvis agt det nu er – så snart en gård er at få på nogenlunde gode vilkår – da at købe den til mig, Det andet fra regnskabsføreren indeholdende 17 Rbd.
Det var et grumme stormfuldt vejr, da vi sejlede over bæltet og ikke muligt at stå på dækket uden at holde sig fast. Jeg blev dog oppe for at tage afsked med byen og den dejlige omegn, der er blevet mig så kær. Da jeg ikke længere kunne se Dyrehavegaard, hvor jeg har tilbragt så mangen hyggelig aften, og hvor jeg i aftes aflagde min afskedsvisit – i hvilken anledning en flaske af den berømte porter blev tømt ( noget der kun sker ved meget højtidelige lejligheder) passiarede jeg resten af tiden med en ung lærerinde, der skulle til Sorø.
Svært forfrossen steg jeg i land i Korsør og glædede mig til at komme i den lune diligence, men det blev en voldsom kulde om natten (4-5 gr.) og som en istap kom jeg derfor om morgenen kl. 4 1/2 til Roskilde, hvor jeg tøede lidt op ved at gå en spadseretur i det klare frostvejr. Da jeg steg ind i kupeen traf jeg løjtnant Mynster af reserven, som fortalte mig, at der var noget i gære mod krigsministeriet for at få det tilbage, som ministeriet snød os for i fjor.
Hjemme på Lampevej.
Jeg traf dem Gud ske lov alle raske hjemme. Far stod og flyttede ærteris med megen alvor, så han først blev mig var, da jeg stod tæt ved ham. Nogen tid efter talte Far til mig om en gård, som han kanske ville købe til mig (“Friheden”) så at jeg med store forhåbninger så fremtiden i møde. Det skulle
jeg ikke have gjort, jeg blev bitterligt skuffet. Nogle dage efter skulle en gård her i nærheden sælges. Møller, Far, Ludvig og jeg tog derned, men det var jammerligt, ligesom en anden ejendom ”Nybøllegaard”, som vi også så på.
Hermed var det forbi med Fars lyst til at sætte mig i en uafhængig stilling, og i stedet for at Far blev vred på mig, fordi jeg ikke gjorde anskrig for hver enkelt gård, der stod averteret til salg, hvortil grunden var frygt for at synes påtrængende og uforskammet, så blev jeg overfuset på den mest
krænkende måde, fordi jeg i al beskedenhed spurgte Far, om det ikke var bedst at tage ned og bese en gård (Mørdrupgaard) inden den blev stillet til auktion, og dette uagtet Far kort i forvejen selv havde talt om, at han nok ville se den, da pengevilkårene var meget moderate.
At gå således i en indre tilstand og blive udskældt hver gang man prøver at komme på det rene med, hvad Far egentlig vil, er for galt, især når dertil kommer det kedsommelige, åndløse liv, vi fører herhjemme, hvor det hele drejer sig om mad og drikke — at Mor som er blevet syg af sin humørsyge og næsten piner sjælen ud af livet på os alle – at man, når Far er hjemme, ikke tør ytre en mening, der er forskellig fra hans, uden at han anser det for en personlig fornærmelse og bliver opfarende, ja undertiden rasende – og derfor bestandig gå at kvæle sig med indædt harme — at gå så alene imellem alle herhjemme kan jeg gerne sige, de er jo alle forlovede eller gift, på mig og de to små nær, og Gud så meget andet — – – det er meget svært at bære. Havde jeg ikke i Ludvig en fuldtro ven, hvem jeg også straks kaprer, når han kommer ud, og åbner mit hjerte for, så kunne jeg heller ikke så længe have
døjet det. Jeg vil endnu se tiden lidt an, inden jeg bider i det sure æble og ser at få en forvalterplads.
Juli 1852. I denne måned rejste Far til Mecklenburg i følgeskab med onkel og Julius. Her blev derfor noget mere rolighed hjemme, hvilket kom den stakkels Mor til gode.
Far har givet os lov til en gang imellem at bruge hest og vogn, og da en sådan lejlighed er så yderst sjælden, benyttede vi os af den også på bedste måde.
Agnes havde været en uges tid ude hos Reitzel. Hende hentede vi om onsdagen den 14., Mor fulgte med. Uagtet der ikke var meget muntert i Skovshoved, da den gamle C.Å. Reitzel var syg og sengeliggende, så var det dog en adspredelse for den kære Moder at komme lidt fra sit hjem, som vistnok ikke har meget tiltrækkende ved sig. Agnes, det lille skind, havde moret sig så udmærket, at hun ikke kunne blive færdig med at fortælle alt undervejs, da vi kørte hjem. Det var også
første gang, at hun har været på sin egen boldgade.
Torsdag den 15. juli fejrede vi på en net måde Emilies 27-års fødselsdag. kl. 3 kørte Emilie, Frederik, Laura, Theodor, Thora, Agnes, Christiane og jeg hjemmefra. Vi lagde vejen over Sipperkro, Buddinge til
Frederiksdal. Den utidige hede, som vi har i denne sommer (20 grader i skyggen) i forbindelse med en lige så utålelig støv, især ved Buddinge, gjorde overgangen til åen friske kølige skov så meget behageligere.
Hest og vogn satte vi ind i kroen, og nu gjorde vi en mageløs dejlig spadseretour langs Furesøen ned til en kilde, hvor vi nød en melon og vin, som vi havde medbragt. Efter et lille uheld, som Christiane forår-
sagede ved først at sparke til et fyldt vinglas og derefter at sætte sig oveni Melonerne, gik vi op og udhvilede os i skoven og spadserede derpå tilbage. Thora og jeg gik sammen, Vi kom til at tale om den lille Been, og hun betroede mig, at havde. han friet til hende et halvt år før Julius, ville jeg have fået ham til svoger. Sådan et vrøvl, sådan en syg kylling, hvor kunne Far protegere ham? Da vi kom tilbage, hentede vi vor fourage fra vognen og dækkede bord under nogle træer ved søen, hvor vi i al simpelhed, men glade og fornøjede spiste vor aftensmad. Mens der blev pakket sammen, listede Theodor og jeg bag en skrænt og gik i vandet. Forfriskede på legeme og sjæl kørte vi hjem igen. Dette var den bedste skovtur, jeg har gjort og tillige den billigste, men vi havde heller ikke – som vi plejer – den masse drikke og madvarer at plages med. Vi plagedes heller ikke af den forbandede madvrøvl – kort sagt – der var ikke noget af alt det, der ellers gør et skår i vor glæde. Moder, Ludvig og Tante havde været ene hjemme og også haft det rigtig godt.
Torsdag den 22. juli gjorde Ludvig og jeg en tur til Mørdrupgård. Vi kom dertil om middagen og fik en kone, der holdt hus på gården, til at lave os lidt mad. Gården var til min store ærgelse blevet solgt ved 1. auktion for 28.000 rdb., en spotpris for sådan en gård, der med nogle få 1000 Rdbd. kunne sættes i brillant stand, og som havde en mageløs smuk beliggenhed. Sæden stod meget godt. Vi så os om et par timer, sleb os en skraber i et smukt gammelt tingsted tæt ved den yndige Buresø og kørte så hjem
over Farum og Bagsværd. Efter den tur blev jeg led og ked af alt.
Torsdag den 29. juli var vi ude på Toldboden for at tage mod Far. Til min største forbavselse medbragte Far, uagtet Mors sygdom – Onkel Spies, der også led af humørsyge og altså var den rette til at bringe den stakkels Mor i godt humør. Jeg følte en uvilje mod Far, men jeg kunne ikke nænne at ytre den, da Far steg i land, men gjorde mit til ikke at bringe Far i ondt humør, ihvorvel jeg derved forstilte mig.
Her slutter Hagbarth Valdemars dagbog.
Sammen med sin far købte han i 1854 Bredegaard i Hvidovre. Som en sidevej til Hvidovrevej findes stadig Bredegårds Allé.
Til gården kom en husbestyrerinde, Marie Cathrine Lovise Nielsen (født Ridinger i Holsten). Hendes mand, skolelærer Jens Nielsen, Fjælde på Lolland var død i 1840. Deres smukke datter, Doris Jensine (Sine) Lovise giftede sig i 1867 med Hagbarth Valdemar. De fik følgende børn:
- Carl Frederik Nielsen Brusch (1868 – 1949); Han fik sammen med pigen på gården, Margrethe Schiffhauer sønnen Holger Schiffhauer. Hun var i 1896 —i gravid tilstand- blevet fæstet som pige og fik i november 1896 sønnen Hermann Schiffhauer, Efter Holgers fødsel i 1902 rejste hun fra gården.
Carl Frederik overtager i 1903 Bredegaard efter faderens død og bliver i 1905 gift med Catharine Gabrielle Levin. Der er ikke rigtig noget der lykkes for Carl Frederik. ægteskabet halter og i 1909
sælger han Bredegaard og udvandrer på et tidspunkt til Buffalo, Alberta i Canada, hvor han i over 25 år er farmer – stadig uden held. Da han kom hjem fra Canada boede han hos sin søster Emilie på Frederiksberg. Det er herfra han tog på cykleture rundt i landet og bl.a. besøgte Ørum Præstegård,
hvorfra vi kan huske ham som vores Fars “Onkel Carl”. Han blev til sidst helt døv og blev trafik-
dræbt i 1949.
- Jens Ludvig Nielsen Brusch (kaldt Lulle) (1869 – 1940) var maskinmester ved DFDS. Gift med Sine Morterisen (1882 – 1942).
- Margrethe Louise Brusch (kaldt Gete; (1871 – 1958). Gift med vognmand Albert Kajsen Pedersen, Avedøre (1875 – 1939).
- Emilie Marie Eleonora Brusch (kaldt misse) (1873 – 1959). Gift med boghoider Carl Gustav Schwabe, Frederiksberg. (1868 – 1910)
- Thora Vilhelmine Gabrielle Brusch (1875-1938), en tvillingsøster Elisabeth død 4 md. gl..
Gift med Harald Jespersen, trafikassistent ved DSB, Kbhvn. (1874 – 1930).
- Agnes Valborg Elisabeth Brusch (kaldt Nete) (1877 – 1972). Gift med elektroingeniør Valdemar Brusch Rohde (1866 – 1925), Berlin. Deres søn Valdemar Rohde har været meget optaget af slægtsforskning og har korresponderet en del med Far i Ørum.
Det er hans fortjeneste, at dette stof er samlet og tilgængeligt. Han vil – som Far helt ud i “hjørnerne”, hvorved overblikket kan tabes, men han har udført nogle fine tavler bl.a. over slægten Brusch.
Vi har på den måde fået kendskab til en farverig gren af slægten Brusch, hvor vores egen gren, som begynder med præsten Jens Ludvig Brusch, nok er meget “skikkelig” og i hvert fald har fortiet alt, som ikke var nogenlunde kristeligt og ægteskabeligt.
Hagbarth Valdemars beretning om hjemmet på Lampevejen er jo ikke absolut rosende.
Og hvad mener mine slægtsbogskunder om følgende beretning fra Valdemar Rohde?
Emilie Eleonora Ulstrup, kaldet Tante No, levede og arbejdede i hjemmet på Lampevej som ugift søster til hustruen. Hun havde en datter med Carl Friederich. Denne datter blev senere gift og fik selv en datter, så vidt vides ved navn Elisabeth.
“Af min Mor, Agnes, datter af Hagbarth Valdemar Brusch, har jeg fået oplyst, at Tante No var ugift, men havde mindst ét “uægte” barn, bl.a. en datter, som formentlig hed Elisabeth.”
- Knud Valdemar Brusch (kaldt byd), laborant ved F,L.Smith, født 13.juni 1880 og død 3. november 1951 i København. Han bliver 10-5-1913 gift med damefrisørinde Eila Nielsen, født 5.november 1889 som datter af tømrermester Sigfred Edmund Nielsen og Maria Kirstine Jensen, Hun dør 29, april 1977.
Deres søn, Johan Frederik Brusch, politibetjent i København, har været gift med Henny Munch Simonsen, De har datteren Helle Brusch, hvis navn kendes fra TV. Han er nu gift med Grethe Jørgensen og de bor i Kregme.
Deres datter, Ruth Esther Brusch, født 15. maj 1914 er skyld i, at dette tillæg til Brusch-slægten bliver skrevet. Det begynder med hendes nuværende navn, Ruth Gaarn-Larsen, fordi hun i 1938 blev gift med idrætspræsten Frode Valdemar Gaarn-Larsen, født 25. maj 1911 på Læsø. Han bliver sognepræst i Sønder Kongerslev og senere i Skjold og i Sommersted.
Som pensionister bosætter de sig i Løgumkloster, Østergade 30. De har besøgt os i Ørum, hvorfra flere af os børn kan huske dem.
De har fire børn, Jørgen Frederik, Keld, Knud Valdemar og Karen Margrethe Gaarn-Lar-
sen.
Frode Valdemar Gaarn-Larsen døde 27. marts, 1985.
Ruth skrev til mig, da hun havde læst om min fødselsdag i avisen. Midt i al hendes venlighed spurgte hun, om jeg interesserede mig for slægten, hvilket jeg ikke ligefrem benægtede. Hun sendte en hel stak af Valdemar Rohdes optegnelser, som jeg nu har uddraget disse sider af.
Erna og jeg besøgte Ruth Gaarn-Larsen i efterårsferier 1987. Det var både muntert og hyggeligt. Her lånte jeg billederne, som desværre ikke er så velegnede til almindelig kopiering.
29-11-1987 J.Brusch